Når nordmænd går i kloster

Per Petterson har selv svært ved at forstå det. Da han var midt i 30'erne, havde han stadig ikke skrevet andet end en enkelt skaldet novelle.

Resten af forfatterskabet befandt sig stadig et sted i fantasiens verden.

I dag kan forfatteren ikke gå ned gennem Oslos hovedstrøg eller vise sig i den mindste norske flække, uden at alle vil hilse på ham og diskutere, hvor og hvordan netop de er blevet ramt af den roman, som betød, at Per Petterson også blev læsernes yndling, ligesom han i årevis havde været en af anmeldernes favoritter.

Halsbrækkende sprog
Romanen har titlen 'Ud og stjæle heste', og den er solgt i mere end 100.000 eksemplarer i Norge og læst af mere end dobbelt så mange.

»Helt ærligt, så forstår jeg det ikke, for det er jo også en roman, der er fyldt med mange halsbrækkende sætninger og skift i tid og rum«, siger Per Petterson.

Den vinkel på romanen synes han at stå ret alene med.

Primitiv livsstil
Læserne har elsket historien om den ældre nordmand, der efter hustruens død er søgt op i de norske fjelde, hvor han omdanner en faldefærdig rønne til sin egen hytte - kun i selskab med sin hund. Han er taget af sted uden at efterlade besked til nogen. Overhovedet.

»Det er noget, der ligger dybt i nordmændene. Det er en slags norsk buddhisme, og det er det nærmeste, nordmændene kommer til at gå i kloster. De har drømmen om at bo ude i skoven i en primitiv hytte med en ovn, deres hund og de ti gode bøger, de vil læse«.

»Her drømmer de om at ramme hverdagen ind i meningsfyldte ritualer som at skaffe mad og varme. Jeg vil ikke sige, det er religiøst, men måske sakralt«, siger Per Petterson.

Skæbnesvanger sommer
Den enlige mand i den ensomt beliggende hytte er imidlertid kun en lille del af den samlede fortælling. I virkeligheden er Per Pettersons hensigt at skildre forholdet mellem en far og en søn.

En far, som efter hans og sønnens fælles sommer ude i skoven i 1948 pludselig vælger at forsvinde ud af sønnens og familiens liv. Sønnen tager tilbage til moderen i Oslo. Faderen følger aldrig efter. Det er sønnen, der fortæller historien, da han er blevet gammel og selv er flyttet ud i skoven, da han har mistet sin hustru.

Ude i hytten husker han tilbage på en dramatisk, arbejdsom og begivenhedsrig sommer i 1948. En sommer, hvor det viser sig, at der er et ukendt og uafsluttet regnskab fra krigens tid mellem faderen og kammeratens far. En sommer, hvor kammeratens yngre bror ved et uheld tager livet af sin tvillingebror. En sommer, hvor faderen og kammeratens mor viser sig at være mere end bare gode naboer.

»Før jeg begyndte, vidste jeg kun, at der skulle være en kærlighedsfuld stemning mellem faderen og sønnen, og sådan ville jeg også have, det skulle være til slut, selv om jeg ikke på forhånd vidste, hvad der skulle ske i løbet af romanen«, fortæller Per Petterson.

Det sidste er der nu ikke noget underligt i, for det er altid sådan, han arbejder. Han ved aldrig på forhånd, hvad der skal ske i en roman. Selv om det lyder noget hasarderet, så starter han nærmest i øverste venstre hjørne af det hvide papir, uden at han ved, hvor historien skal bevæge sig hen.

Svigtende selvtillid
Hver morgen klokken 6 åbner han døren i sit hus ude i skoven og går over i sin lille skrivehytte for at se, hvad inspirationen nu har tænkt sig at forære ham i dag.

Indimellem er inspirationen fedtet. Andre gange er den meget fedtet. »Nogle gange er der gået en måned, uden at jeg har fået skrevet mere end fire sider«, siger Per Petterson.

At det kan gå langsomt, må han efterhånden være vant til, for i de første 34 år af hans liv fik han stort set ikke skrevet noget som helst. Ikke fordi han ikke ville. Men fordi han ikke turde.

»Hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad ville der ske, hvis mit projekt kuldsejlede? At skrive er jo også et spørgsmål om selvtillid. Man kan have en frygt for at afsløre sig selv, for hvor er man, hvis man alligevel ikke kan blive forfatter«, som Per Petterson udtrykker det.

Forfatterdrømmen
Og forfatter ville han meget, meget gerne være. Som så mange andre var han blevet forelsket i bøgernes verden, og i årevis havde han slugt den ene reolmeter efter den anden.

»Men det var først, da jeg blev 18 og stødte ind i Hemingways noveller, at jeg blev optaget af at skrive selv. Jeg kunne ikke se, hvad det var, Hemingway gjorde, men jeg kunne se, at han gjorde noget«, siger Per Petterson.

Her vågnede forfatterdrømmen, men seksten år senere havde han stadig kun fået skrevet en eneste novelle, som var blevet trykt i Lars Saabye Christensens antologi 'Signaler'.

Dengang arbejdede Per Petterson i Tronsmo Boghandel i Oslo. Her blev han en dag ringet op af forlagsredaktør Torleiv Grue fra forlaget Oktober. Grue havde læst hans novelle. »Har du flere, må du komme til os. Vi trænger til nogle debutanter«, sagde han til Per Petterson.

Selvbiografisk udgangspunkt
Opringningen var i én og samme ombæring gode nyheder og dårlige nyheder. Selvfølgelig var det en opmuntring, at en forlagsredaktør kunne lide hans novelle. Problemet var bare, at han ikke havde flere.

Men opfordringen fra Torleiv Grue fik sat skub i Petterson. Han sendte tekster til redaktøren, der kommenterede, satte streger og returnerede. Petterson rettede og sendte flere tekster. Efterhånden kunne han give slip på sin præstationsangst. »Det var som en dæmning, der brast«, siger Per Petterson i dag.

Og siden har han skrevet en række bøger, som alle på en eller anden måde synes at tage udgangspunkt i hans egen familiehistorie.

Historien i 'Til Sibirien' handler om en ældre kvinde, der beslutter sig for at tage på sit livs drømmerejse, uanset om manden vil med eller ej. En historie, der til forveksling ligner historien om Per Pettersons egen mor.

Anstrengt far-søn-forhold
I romanen 'I kølvandet' fortæller han om en skibskatastrofe, der har klare fællestræk med Per Pettersons egen historie, idet branden på 'Scandinavian Star' tog fire af hans egne familiemedlemmer, heriblandt forældrene, med sig i flammerne.

'I kølvandet' skildrede også en forfatter, der havde et meget anstrengt forhold til sin egen far. Det var dette uforløste far-søn-forhold, han kender alt for godt fra sig selv, Per Petterson gerne ville nå ud over i 'Ud og stjæle heste'.

»Her ville jeg bare skrive en roman, hvor der var en kærlighedsfuld og positiv stemning mellem far og søn«, siger Per Petterson.

Selv holdt han stort set op med at kommunikere med sin far, da han var omkring 12, og forholdet var hele vejen trist og uforløst.

Overraskelser for både læser og forfatter
I romanen bliver der heller ikke brugt mange unødvendige ord mellem far og søn. De hugger tømmer, og de får hugsten flådet ned ad elven til savværket, men de taler ikke meget sammen. Når man siger dét til Per Petterson, rammer man tilsyneladende lige ned i en betændt erindringsbane.

»Nej, men det er da for fanden heller ikke nødvendigt. De laver ting sammen, og tingene er mere, end de bliver sagt. Jeg tænker ikke så meget over det, og jeg er tilfreds med den gensidige forståelse mellem dem«, siger han.

Det samme er læseren. Man forventer ikke, de skal sige noget til hinanden. At de skal afsløre deres inderste for hinanden. Det er tydeligt, at de har en dyb sympati for hinanden, men det er lige så tydeligt, at noget ikke bliver sagt. Og hvis læseren undervejs bliver overrasket, kan de næsten være sikre på, at det er forfatterens egen overraskelse, de sidder og overtager.

»Når jeg skriver, ved jeg ikke, at faderen skal forsvinde. Det vidste jeg først, da jeg skrev det. En dag står hovedpersonen og taler med en mekaniker, og pludselig fortæller han mekanikeren, at han ikke har set sin far, siden han selv var 15 og faderen var 40«, fortæller Per Petterson.

Hård proces
Det er sådan, han skriver sine historier frem. Fra det ene hjørne til det andet. Når første kapitel er færdig, sender han det ofte til avisen Klassekampen, der har trykt starten på de fleste af hans bøger. Derefter skriver han videre. Kapitel for kapitel. I tro på at en bog er under udvikling.

»Jeg skriver sådan, at hvis historien passer fra ord til ord, fra afsnit til afsnit, så kommer det til sidst til at hænge sammen som en bog. Hver gang jeg er færdig med et kapitel, sender jeg det til min redaktør, og som regel skriver jeg først videre, når jeg har fået svar«.

»Det kan være en hård proces at skrive alting frem, for man ved ikke, man er færdig, før man faktisk er ved vejs ende. Til gengæld er bogen også stort set færdig, når sidste kapitel er skrevet. Der er ikke det store at rette«, forklarer Per Petterson.

Sammenhæng i forfatterskabet
Selv om han ikke har de store planer for sine bøger, så har han alligevel opfundet sin egen lille plan for forfatterskabet. Hele tiden sørger han for, at den ene bog på sindrig vis griber ind i den næste, og ofte sørger han for, at historier fra familie og venner bliver skrevet ind i fiktionen.

»I 'I kølvandet' sidder der jo en mand, som er forfatter. Han skriver en bog, som han må erkende er noget bras, og så smider han det hele væk. Han gemmer kun et lille afsnit, som han synes er godt nok. Det er det afsnit, der åbner min nye bog«, siger Per Petterson.

Ideen til historien fik han i øvrigt, da hans nuværende svigerfar fortalte, at han engang i 1948 havde været oppe i skovene ved Trysil nær den svenske grænse med sin far.

»Der skete bare det, at han fortalte om landskabet. Ikke en egentlig historie. Jeg kunne se i hans øjne, at det var noget særligt, men at han ikke havde sprog til at formidle, hvad det var. Egentlig var det ingenting, bare det at han havde været der med sin far«.

»Jeg tænkte, at der var noget fint i det - måske starten på en roman. Dengang havde jeg ikke været der, men siden har jeg kørt igennem landskabet, og jeg bliver ofte ringet op af folk, som vil fortælle mig, hvordan der egentlig ser ud på stedet«, siger Per Petterson og griner.

Ikkekommunikation mellem mænd
Jo, han har noget med dén relation mellem far og søn. Og om børn og forældre i det hele taget. Om en far, der kan forsvinde langt ud i skovene uden at orientere sine børn.

»Ja, det er nok lidt gådefuldt, men ikke for mig. Jeg kender mange, der ville gøre det. Det er skrevet helt intuitivt fra min side, og jeg vil heller ikke forsvare ham. Jeg var heller ikke klar over, at han ikke havde fortalt sin datter det, før jeg skrev det i historien, men jeg kunne mærke, at han ikke havde det godt med, at hun kom«.

»Jeg har selv døtre, som ikke har boet hos mig, men de ringer, hvis de ikke hører noget fra mig. Sønner kan næsten glemme, at du findes. Hvis de føler sig afvist, kan de godt tænke, at så kan det da også være lige meget«.

»Døtre tænker mere på, at faderen måske også trænger til dem. Selvfølgelig kunne sønnen have opsøgt faderen, da han forsvandt, men jeg forstår ham godt. Hvis min far havde afvist mig eller var forsvundet, havde jeg heller ikke opsøgt ham. Det er en slags dum stolthed, mænd har«, siger han.

Den sære ikkekommunikation mellem mænd kender han alt, alt for godt. Hans forældre nåede at se ham få udgivet to bøger som forfatter, og moderen var stolt, men kritisk over for sønnens historier. Fra faderen, skovarbejderen, var der kun tavshed om emnet. »Han nævnte det aldrig med et eneste ord. Han vidste vel ikke, hvad han skulle sige«, mener Per Petterson.