Når nordmænd går i kloster

Per Petterson har selv svært ved at forstå det. Da han var midt i 30'erne, havde han stadig ikke skrevet andet end en enkelt skaldet novelle.

Resten af forfatterskabet befandt sig stadig et sted i fantasiens verden.

I dag kan forfatteren ikke gå ned gennem Oslos hovedstrøg eller vise sig i den mindste norske flække, uden at alle vil hilse på ham og diskutere, hvor og hvordan netop de er blevet ramt af den roman, som betød, at Per Petterson også blev læsernes yndling, ligesom han i årevis havde været en af anmeldernes favoritter.

Halsbrækkende sprog
Romanen har titlen 'Ud og stjæle heste', og den er solgt i mere end 100.000 eksemplarer i Norge og læst af mere end dobbelt så mange.

»Helt ærligt, så forstår jeg det ikke, for det er jo også en roman, der er fyldt med mange halsbrækkende sætninger og skift i tid og rum«, siger Per Petterson.

Den vinkel på romanen synes han at stå ret alene med.

Primitiv livsstil
Læserne har elsket historien om den ældre nordmand, der efter hustruens død er søgt op i de norske fjelde, hvor han omdanner en faldefærdig rønne til sin egen hytte - kun i selskab med sin hund. Han er taget af sted uden at efterlade besked til nogen. Overhovedet.

»Det er noget, der ligger dybt i nordmændene. Det er en slags norsk buddhisme, og det er det nærmeste, nordmændene kommer til at gå i kloster. De har drømmen om at bo ude i skoven i en primitiv hytte med en ovn, deres hund og de ti gode bøger, de vil læse«.

»Her drømmer de om at ramme hverdagen ind i meningsfyldte ritualer som at skaffe mad og varme. Jeg vil ikke sige, det er religiøst, men måske sakralt«, siger Per Petterson.

Skæbnesvanger sommer
Den enlige mand i den ensomt beliggende hytte er imidlertid kun en lille del af den samlede fortælling. I virkeligheden er Per Pettersons hensigt at skildre forholdet mellem en far og en søn.

En far, som efter hans og sønnens fælles sommer ude i skoven i 1948 pludselig vælger at forsvinde ud af sønnens og familiens liv. Sønnen tager tilbage til moderen i Oslo. Faderen følger aldrig efter. Det er sønnen, der fortæller historien, da han er blevet gammel og selv er flyttet ud i skoven, da han har mistet sin hustru.

Ude i hytten husker han tilbage på en dramatisk, arbejdsom og begivenhedsrig sommer i 1948. En sommer, hvor det viser sig, at der er et ukendt og uafsluttet regnskab fra krigens tid mellem faderen og kammeratens far. En sommer, hvor kammeratens yngre bror ved et uheld tager livet af sin tvillingebror. En sommer, hvor faderen og kammeratens mor viser sig at være mere end bare gode naboer.

»Før jeg begyndte, vidste jeg kun, at der skulle være en kærlighedsfuld stemning mellem faderen og sønnen, og sådan ville jeg også have, det skulle være til slut, selv om jeg ikke på forhånd vidste, hvad der skulle ske i løbet af romanen«, fortæller Per Petterson.

Det sidste er der nu ikke noget underligt i, for det er altid sådan, han arbejder. Han ved aldrig på forhånd, hvad der skal ske i en roman. Selv om det lyder noget hasarderet, så starter han nærmest i øverste venstre hjørne af det hvide papir, uden at han ved, hvor historien skal bevæge sig hen.

Svigtende selvtillid
Hver morgen klokken 6 åbner han døren i sit hus ude i skoven og går over i sin lille skrivehytte for at se, hvad inspirationen nu har tænkt sig at forære ham i dag.

Indimellem er inspirationen fedtet. Andre gange er den meget fedtet. »Nogle gange er der gået en måned, uden at jeg har fået skrevet mere end fire sider«, siger Per Petterson.

At det kan gå langsomt, må han efterhånden være vant til, for i de første 34 år af hans liv fik han stort set ikke skrevet noget som helst. Ikke fordi han ikke ville. Men fordi han ikke turde.

»Hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad ville der ske, hvis mit projekt kuldsejlede? At skrive er jo også et spørgsmål om selvtillid. Man kan have en frygt for at afsløre sig selv, for hvor er man, hvis man alligevel ikke kan blive forfatter«, som Per Petterson udtrykker det.

Forfatterdrømmen
Og forfatter ville han meget, meget gerne være. Som så mange andre var han blevet forelsket i bøgernes verden, og i årevis havde han slugt den ene reolmeter efter den anden.

»Men det var først, da jeg blev 18 og stødte ind i Hemingways noveller, at jeg blev optaget af at skrive selv. Jeg kunne ikke se, hvad det var, Hemingway gjorde, men jeg kunne se, at han gjorde noget«, siger Per Petterson.

Her vågnede forfatterdrømmen, men seksten år senere havde han stadig kun fået skrevet en eneste novelle, som var blevet trykt i Lars Saabye Christensens antologi 'Signaler'.

Dengang arbejdede Per Petterson i Tronsmo Boghandel i Oslo. Her blev han en dag ringet op af forlagsredaktør Torleiv Grue fra forlaget Oktober. Grue havde læst hans novelle. »Har du flere, må du komme til os. Vi trænger til nogle debutanter«, sagde han til Per Petterson.

Selvbiografisk udgangspunkt
Opringningen var i én og samme ombæring gode nyheder og dårlige nyheder. Selvfølgelig var det en opmuntring, at en forlagsredaktør kunne lide hans novelle. Problemet var bare, at han ikke havde flere.

Men opfordringen fra Torleiv Grue fik sat skub i Petterson. Han sendte tekster til redaktøren, der kommenterede, satte streger og returnerede. Petterson rettede og sendte flere tekster. Efterhånden kunne han give slip på sin præstationsangst. »Det var som en dæmning, der brast«,