0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tilbage til virkeligheden

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Langkilde Morten
Foto: Langkilde Morten

Foto: Morten Langkilde

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jakob Ejersbo er til virkelighed. Bøger og virkelighed. Han ville elske at læse en roman om et jysk væddeløbsmiljø befolket af krejlere, småsvindlere og fantaster, der bruger al deres tid og alle deres penge på at følge kuske og heste, der løber om kap. Og han ville nyde at pløje sig igennem en beretning om et liv i moderne dansk fiskeri.

Den 34-årige forfatter kunne formentlig også have skrevet romanerne selv, hvis ikke lige det var, fordi han har brugt de seneste par år på at folde et helt andet hjørne af den danske virkelighed ud, som det fremgik af avisen i torsdags, da hans debutroman 'Nordkraft' udkom.

Romanen er en farverig og bizar beretning om Aalborgs narko- og rockermiljø i 1990'erne, og skal man alene dømme på anmeldelserne af bogen, har Jakob Ejersbo begået en mindre genistreg.

Narkomiljøets svar på Tom Kristensens 'Hærværk', lød bedømmelsen i Politiken, og i Berlingske Tidende fik romanen seks stjerner ud af seks mulige for historierne om bl.a. pigen, der er pusherfrau, Allan, der kæmper for at slippe ud af miljøet, og junkien Steso, der tager billetten.

»Hvis man snuser til et miljø og derefter gider at researche på sagen, kan man skrive om alt. Jeg har jo aldrig været ude at sejle, og jeg har heller ikke taget syre. For den sags skyld har jeg heller aldrig været en pige«, siger Jakob Ejersbo, som ellers slipper af sted med at beskrive alle tre ting, også det kvindelige univers, troværdigt i sin nye roman.

At han har sin research i orden, er der måske ikke så meget at sige til, eftersom han er uddannet journalist. Han har også flirtet med universitet, men der blev aldrig noget par ud af de to. Mange af hans jævnaldrende forfatterkollegaer har ellers et universitetsstudium som ballast for en forfatterkarriere, og Jakob Ejersbo har det nogenlunde på samme måde med deres bøger, som han har det med universitetet. Kedsomheden er påtrængende.

»Jeg har det jo ikke for godt med den nyere danske litteratur. Jeg synes, virkeligheden er meget mere interessant, end hvis man kun bevæger sig i tankerne og i et følelesesregister. Det er ikke sådan, at min roman er tænkt som et indlæg i debatten om kortprosa mod den realistiske roman, men det bliver den jo alligevel på en måde, for den er jo et værk med scener, dialog og handling«, siger Jakob Ejersbo.

Mesterlige Kirk
Han er ikke meget for at gå ind i en diskussion af konkrete bøger i den nyere litteratur, men han vil dog godt pege på, hvor han ser nogle af sine forbilleder.

»Skal man finde noget rigtig godt, skal man vel helt tilbage til Hans Kirks 'Daglejerne', mesterligt. Hvis jeg må gå til Sverige, kan jeg pege på Kerstin Ekmans 'Hændelser ved vand'. Hun er virkelig en mastodont«, siger Jakob Ejersbo, men ellers er det faktisk meget længere væk, at han henter sin litterære inspiration.

Han indrømmer åbent, at han er forelsket i den store amerikanske fortælletradition. Men det var unægtelig ikke de klassiske forfattere, han lagde ud med.

»Som dreng læste jeg mig først gennem de samlede værker af slam-forfatteren over dem alle, Harold Robbins, der har underholdt kedelige amerikanske middelklassefruer. Da jeg var 16, begyndte jeg at læse mig igennem Hemingway, Steinbeck, Fante og alle de andre. For eksempel Bukowskis bedste.

Jeg læser også forfattere som Frederick Forsythe og James Lee Burke for deres fantastiske tempo, og så kan jeg godt lide en mand som Barry Gifford, der skrev bogen, som blev til filmen 'Wild at Heart'«, siger Ejersbo.

Har man set filmen, hvor manden Sailor og kvinden Lula løber linen helt ud i David Lynch-filmatiseringen, begynder man bedre at forstå, hvorfor det netop er et farverigt, bizart og sært uromantisk narkomiljø i provinsen, Jakob Ejersbo har kastet sig over.

Fra sidelinjen
»Det er jo simpelthen et miljø med et godt stof. Det appellerede til mig. Da jeg havde fået min hf-eksamen i 1988, boede jeg i Aalborg, og jeg begyndte at spille lidt musik. Jeg hang ud i lydstudiet KlingKlang og omkring Cafe 1000Fryd, hvor jeg prøvede at finde nogen at spille med.

Jeg mødte nogle af de lokale musikere, som havde været i musikmiljøet siden omkring 1985. Nogle af dem røg rigtig mange joints, og det var fra dem, jeg fik de første anekdoter fra narkomiljøet. Selv var jeg i udkanten af det. Nærmest på sidelinjen. Jeg tror slet ikke, jeg ville kunne have skrevet historien, hvis jeg selv havde været midt i det«, siger Jakob Ejersbo.

»Stoffet er jo grundlæggende interessant. Det handler om, at når man er ung, føler man sig på kant med det etablerede. Historierne kunne derfor også have været fra et andet miljø, men nu kendte jeg bare selv miljøet, og jeg havde adgang til andre, der kendte det endnu bedre.

Desuden er det et miljø, der indeholder en god del humor og en masse bizarre situationer, og begge deler, holder jeg selv meget af«, siger forfatteren.

Helt almindeligt er miljøet og historierne i hvert fald ikke. Men dybest set mener Ejersbo, at der under overfladen gemmer sig elementært menneskelige historier i romanens tre dele. Første del er en slags udviklingshistorie om Maria, der er en del af pushermiljøet, som hendes mor - forgæves - forsøger at lokke hende ud af. Anden del er historien om Allan, der opdager, at hans værdier ikke er i overensstemmelse med den måde, han lever på, og den sidste del - begravelsen af junkien Steso - er historien om, at man ikke kan løbe fra sin fortid.

Kedsomhedsfrygt
»De drømmer jo om at få et bedre liv, men deres store frygt er også, at de får et kedeligt liv, og at de selv bliver kedelige. De går ind i miljøet, fordi de vil forfølge det spændende og det uventede, og det får så nogle store omkostninger for nogen af dem, men det er jo ikke sådan, at det er frygteligt for dem alle«.

»En håndfuld af mine bedste venner har brugt ti år af deres liv i det miljø, og for mange i miljøet er der også en vej ud. Jeg er overrasket over, at anmelderne har set det som et sort miljø, for mange af mine venner sætter stor pris på de oplevelser, de har haft - masser af sjov og ballade - i netop det miljø«, siger Jakob Ejersbo.

Han har aldrig selv været fristet af at blive en del af miljøet. Det tilskriver han sin opvækst hos en kulturelt interesseret familie, der desuden har boet en del år i Afrika. Og dybest set er det også familiebaggrunden, der er årsag til, at han i dag er forfatter.

»Nogle børn vokser op i en familie, hvor forældrene er bidt af en eller anden vanvittig sportsgren. Det kan være bordtennis eller bueskydning eller noget andet. Måske bliver de gode, ja, måske endda verdensmestre, og man kan så spørge, hvorfor fanden deres forældre ikke gik op i fodbold, så de måske havde været millionærer i dag, men nu var det altså bare anderledes«.

»Jeg er fra et hjem med reoler, og hvis jeg kedede mig derhjemme, pegede min far altid på de store bogreoler, og så kunne jeg bare gå i gang med en bog. Lige siden jeg var 10, har jeg vidst, at jeg ville være forfatter, og jeg var også rigtig glad for at fortælle historier i skolen«, siger han.

Vejen til forfatteriet har dog ikke været let. Han debuterede ganske vist med en brevroman sammen med vennen Morten Alsinger i 1998, men da han ville udgive sin første selvstændige bog, novellerne i 'Superego', løb han længe forgæves forlagene på dørene.

Til sidst lykkedes det imidlertid at få forlaget Gyldendal til at udsende novellerne i 'Superego', og bogen om den moderne generation af unge, som ikke vil være voksne, fik da også gode anmeldelser. Da den endelig udkom. Men længe gik forfatteren derhjemme og skumlede, fordi han fik afslag på afslag fra forlagene.

»Derfor gik jeg i gang med at skrive 'Nordkraft', og det skulle være en kærlighedshistorie. Jeg ville gerne beskrive denne skrøbelighed, der findes i starten af et kærlighedsforhold, hvor man hele tiden har på fornemmelsen, at det kan gå begge veje«, siger Ejersbo.

For ham selv synes det kun at gå en vej i disse dage, og han er naturligt nok glad for anmeldelserne, men når nogle af anmelderne antyder, at han med 'Nordkraft' bare skriver en roman, som de unge filminstruktører i dag laver film fra sære udkantsmiljøer, kan han godt blive ophidset.

Lækkerbitter
»Ja, en af anmelderne var oven i købet rigtig lækkerbitter, men de film, jeg har set, har altså været noget mere letbenede. Allerede meget tidligt i filmen, ved man, hvem der ender med at være nogle røvhuller. Bare se de danske film, som er en slags folkekomedie. Man går altid fra biografen med en lidt rar fornemmelse, og som tilskuer bliver man aldrig rigtig stødt eller rigtig ked af det, for filmene skal jo appellere til det store publikum«.

»Alle de overvejelser kan man springe over som forfatter, fordi det er meget billigere at lave bøger. Det er da rigtigt, at bøgerne også kan være filmiske, men man kan altså komme meget mere rundt om personerne, deres tanker og deres drømme, end man kan på film«, siger Jakob Ejersbo, og skulle nogen være i tvivl, så er svaret, nej, han har ikke lyst til at lave film.

Den unge forfatter vil til gengæld meget gerne skrive nogle flere romaner, og han har allerede temaerne, stederne og tidsperioden inde i hovedet. Ikke at han er begyndt at skrive, for den slags er jo forbudt, når man er arbejdsløs journalist. Til gengæld er han begyndt at skrive udkastet til en ansøgning til Statens Kunstfond i håb om at få et treårigt arbejdsstipendium.

Han kunne faktisk godt have søgt allerede, eftersom han både havde udgivet sin novellesamling og kunne have vedlagt det nye romanmanuskript, men det ville efter hans mening være for tyndt et grundlag at søge på. Han ville kunne vedlægge to færdige bøger i en ansøgning.

Med udgivelsen af 'Nordkraft' kan han også vedlægge en stak anmeldelser, der lyder som en lang anbefaling af forfatterskabet.

»Uanset hvad kan det jo godt tage to-tre år at få skrevet en roman, men det kan hurtigt tage seks-syv år, hvis man også skal bruge tid på at skrabe nogle mønter sammen for at overleve. Lige nu kan jeg bare håbe, at jeg får solgt en ordentlig røvfuld bøger«, siger han og klapper den 420 sider tykke roman.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts