Da robusthed blev et nøgleord, kiggede vi AGF’ere på hinanden og nikkede: Jo tak, det kender vi sgu godt til, skriver Mads Zacho Teglskov. TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt er vel enig, Foto: Tariq Mikkel Khan

Hvis livet som AGF-fan kun handlede om den næste sportslige sejr, ville det være meningsløst, skriver Politikens Mads Zacho Teglskov i dette essay. Som AGF’er har han udøvet en noget langstrakt øvelse i håndteringen af modgang.

Og netop derfor er AGF's mesterskab omtrent det farligste, der kunne ske for dansk fodbold

Da robusthed blev et nøgleord, kiggede vi AGF’ere på hinanden og nikkede: Jo tak, det kender vi sgu godt til, skriver Mads Zacho Teglskov. TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt er vel enig, Foto: Tariq Mikkel Khan
Lyt til artiklen

Da Stig Tøfting i december 2003 blev præsenteret som tilbagevendt AGF-spiller, foregik det på øverste etage i den imposante Magasin-bygning ved åen i Aarhus. Dengang arbejdede jeg i husets varemodtagelse, hvor jeg pakkede forbrugsgoder ud fra de papkasser, fragtmanden havde leveret tidligt om morgenen. Jeg placerede dem i mandshøje metalbure på hjul, som varehusets personale kunne rulle ud til afdelingerne for parfume, sengetøj eller herreekvipering.

Den ene dag kan være vanskelig at skelne fra den anden i den type arbejde. Dernede i stueetagen sprættede vi papkasser op, hørte P3 og talte om Aarhus og AGF. Måske var der noget, der sad fast i den store pappresser, og så måtte man forsøge at få det op igen. Men for det meste fyldte disse to: papkasser og AGF.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her