førstelæser. Christian Kirk Muff lærte Jakob Ejersbo at kende på litteraturstudiet på Aalborg Universitet, og de blev venner. Det førte til, at han læste kritisk med, når Ejersbo forsøgte at realisere sin forfatterdrøm. Foto: Niels Christensen

førstelæser. Christian Kirk Muff lærte Jakob Ejersbo at kende på litteraturstudiet på Aalborg Universitet, og de blev venner. Det førte til, at han læste kritisk med, når Ejersbo forsøgte at realisere sin forfatterdrøm. Foto: Niels Christensen

Interview

Ejersbos førstelæser: Jakob ofrede alt for sin kunst

Christian Kirk Muff var i ti år sparringspartner for nu afdøde Jakob Ejersbo.

Interview

Da Jakob Ejersbo brød igennem med ’Nordkraft’ i 2002, anede de færreste, hvem den unge forfatter var, og mange troede, at det var en mand, der i sin romandebut måske havde skrevet sit hovedværk.

Her i avisen blev bogen sammenlignet med klassikeren ’Hærværk’.

Ejersbos nære ven Christian Kirk Muff vidste bedre. Han havde været Ejersbos sparringspartner og førstelæser gennem flere år, og han vidste, at forfatteren sigtede højere end ’Nordkraft’.

Meget højere.

»Du har fem sider«
Den litteraturuddannede Muff vidste også, at hvis Jakob Ejersbo nogensinde skulle få råd til at realisere sit drømmeprojekt, skulle ’Nordkraft’ ud over rampen.

»Hør her, Jakob. Ingen aner, hvem du er, eller hvad du har skrevet før. Når du får udgivet din roman, har du fem sider til at få fat i læserne«.

Nogenlunde sådan lød beskeden fra Christian Kirk Muff, og man må sige, at Ejersbo lyttede.



Resultatet er en af de mest effektfulde romanåbninger i den nyere danske litteratur.

En åbning, der synes skåret direkte ud af en spændingsfilm med en scene, hvor den kvindelige hovedperson kun ved et mirakel redder sig fra at blive taget som hashkurer, og allerede her – få sider inde i bogen – kan læseren begynde at spekulere over, hvorvidt pigen går til i misbrugermiljøets kviksand, eller om hun redder sig i land.

LÆS anmeldelse Da ’Nordkraft’ bliver skrevet, er det ikke første gang, Christian Kirk Muff er førstelæser for Jakob Ejersbo.

Han er med helt fra udgivelsen af novellesamlingen ’Superego’ i 2000, og han er som regel i daglig kontakt med den hyperdisciplinerede forfatter, som lægger alt til side for at kunne realisere sine litterære drømmeprojekter.

Røv i laser
Som Jakob Ejersbo selv skrev i en dedikation engang, har Muff været manden, der hældte benzin på bålet og sparkede forfatterens røv i laser.

»Man skal ikke tage fejl. Det her er Jakobs projekt. Jeg har aldrig skrevet et ord, og alt bygger på Jakobs indsigt og erfaringer, men han installerede mig lidt som en slags chef. Han skulle have manuskripterne klar, så jeg kunne få dem til læsning, og indimellem spurgte han, om det var nu, vi skulle have vore MUS-samtale«, fortæller Christian Kirk Muff.

»Min rolle var at pumpe selvtillid ind i ham, og Jakob lærte efterhånden at stole på mine vurderinger. Noget af det, jeg kan, er, at jeg kan se, om noget er godt, allerede før det er færdigt. Vores samarbejde om ’Superego’ og ’Nordkraft’ lærte Jakob, at han godt kunne stole på den vurdering«.

Ja, de kunne også være uenige, og i halve år ad gangen kunne de være ved at æde hinanden op. Der blev ikke lagt fingre imellem.

»Nogle gange kunne jeg sige til ham, at der måske var 20 sider, hvor han var for lang i spyttet, mens han selv mente, der kom pointer, han netop gerne ville have med. Nej, måtte jeg så sige, folk står i stedet af lige netop der«.

»Det kunne vi have meget lange diskussioner om, og nogle gange kunne han efter et halvt år komme tilbage og sige, at jeg alligevel havde ret. Men vi blev langtfra altid enige«.

For meget sex?

Nogle gange kunne jeg sige til ham, at der måske var 20 sider, hvor han var for lang i spyttet, mens han selv mente, der kom pointer, han netop gerne ville have med. Nej, måtte jeg så sige, folk står i stedet af lige netop der.


Allerede med udgivelsen af ’Nordkraft’ blev det også klart, at Muff nogle gange var helt galt afmarcheret. Eksempelvis mente han, at romanen visse steder var for eksplicit pornografisk.

»Hvis du skal leve af det her, må du også få kvinder på 40 og derover til at læse dine bøger. Det her er for meget. Min mor skal kunne læse det«, sagde Muff.

Det grinede de meget ad, hvorefter Jakob Ejersbo sagde:

»Ved du hvad, Christian, du tager så meget fejl«, og så skrev han ellers lige så saftigt, som han havde tænkt sig.

Lang tid senere måtte Muff erkende, at han havde taget fejl, og netop Ejersbos evne til at beskrive det erotiske er senest blevet fremhævet i forbindelse med den aktuelle roman ’Liberty’.

Der var altså ikke tale om, at Ejersbo bare gjorde, som førstelæseren sagde. Men generelt havde han en arbejdsmetode, som var meget åben og lyttende. Det kom eksempelvis til udtryk i bøgernes åbningskapitler.

Dem kom Ejersbo ofte med adskillige bud på, som regel meget sent i skriveprocessen, og nogle gange så sent, at Christian Kirk Muff ikke kendte slutresultatet. Eksempelvis anede han ikke, at bogen ’Revolution’ – af alle steder i en trilogi med tyngdepunktet i Afrika – åbner i det postkoloniale Grønland.

I dag undrer ingen sig over, at en Jakob Ejersbo overhovedet blev forfatter, men sådan var det langtfra, da han som stor teenager landede i Danmark efter at have boet i Tanzania i to lange perioder.

LÆS anmeldelse af 'Revolution'

Dengang kendte Christian Kirk Muff ikke Ejersbo, men da de nogle år senere mødtes på litteraturstudiet på Aalborg Universitet, kunne han straks se, at vennen langtfra var faldet til i Danmark.



Jakob den fremmede
»Jakob var en fremmed i Afrika, og han var en fremmed i Danmark. Han var en taber, men i modsætning til folkene i de traditionelle tabermiljøer, han har beskrevet i ’Nordkraft’, var han selv klar over det«.

»Han var en taber, fordi han ikke havde nogen drøm længere. Han havde som barn drømt om at blive forfatter. Nu anede han ikke, hvor han skulle hen, og det pinte ham«.

»Det var først, da han i en årrække boede sammen med sin gode ven Morten Alsinger, som han skrev brevromanen ’Fuga’ med, at han fandt sin drøm igen. At han skulle være forfatter«.

»Det er Morten Alsinger, som fik Jakob til at tro på, at han kunne blive kunstner. Senere blev det så min rolle at hjælpe ham med at realisere den drøm«, siger Christian Kirk Muff.

Den første gang, han overhovedet læste noget, Jakob Ejersbo havde skrevet, handlede det om netop Afrika.

»Dengang vidste jeg ikke engang, han ville være forfatter. Jeg tror, han gik på Journalisthøjskolen. Det var i 1994. Han viste mig to sider, han havde skrevet om et par drenge i Afrika. En dansk og en finsk«.

»De havde hældt vodka på stenene i en sauna, der stod ude på savannen et sted i Tanzania. Det blev de fulde af og løb derefter nøgne rundt ude på savannen. Det var fantastisk skrevet og meget, meget stærkt«, fortæller Christian Kirk Muff.

Allerede dengang vidste de begge, at hverken novellesamlingen om den moderne ungdom eller romanen om provinsbyens taberskæbner var endemålet for Jakob Ejersbo.

Målet var ’den store’, som de kaldte den. Kæmperomanen om Afrika. Eller måske snarere projektet om Afrika.

Romanplan i Himalaya
Arbejdet med de første bøger var øvelser, der skulle gøre ham i stand til at skrive de bøger, han brændte for, og en succes med ’Nordkraft’ skulle sætte ham i stand til at overleve økonomisk, mens han gjorde det.

LÆS portræt

I efteråret 2002 kom Jakob Ejersbo ud til Christian Kirk Muff i New Delhi. Her var Muff hjemmegående mand i familien, hvor hans hustru dengang var udsendt for FN.

»Jakob var lykkelig for, at jeg skulle bo i Indien, for nu kunne jeg opleve de samfundsmønstre, han selv havde oplevet 20 år tidligere som barn i Tanzania. Det var jo de mønstre, som hans bøger i høj grad skulle handle om«.

»Alt det havde jeg lige der i min hverdag. Vi havde kok, rengøringsfolk og tjenestefolk, og når der var fine diplomatreceptioner på terrassen, kunne vi se lige ned på gaden, hvor de fattige lå. Det var virkelig noget, der gav klangbund for det romanprojekt, Jakob havde på vej«.

Jakob var (...) en taber, men i modsætning til folkene i de traditionelle tabermiljøer, han har beskrevet i ’Nordkraft’, var han selv klar over det. Han var en taber, fordi han ikke havde nogen drøm længere. Han havde som barn drømt om at blive forfatter. Nu anede han ikke, hvor han skulle hen, og det pinte ham.



Meningen med Jakob Ejersbos besøg hos Muff var bl.a., at de to ungdomskammerater skulle på trek oppe i Himalaya. Og på turen skulle de gøre, hvad de plejede. Diskutere liv, forfatterskab, etik, moral. Eksistens.

De lagde sjældent fingrene imellem, når de diskuterede, og Muff gjorde ingen hemmelighed af, hvad der nu var på spil. Hvis han løb Ejersbos projekt igennem, helt nøgternt og for sig selv, betragtede han det som noget nær umuligt.

Der løb nogenlunde de samme tanker gennem Muff, som der gjorde gennem undertegnede, da Ejersbo under et besøg på Politiken i 2002 i vage vendinger luftede sin interesse for Afrika.

Ja ja, kunne man ikke lade være med at tænke.

Med ’Nordkraft’ fik du forlag og læsere til at interessere sig for omtågede taberskæbner i provinsen, men hvilken redaktør og læser vil du få til at læse om Afrika? Et kontinent, de fleste bare bladrer forbi, når avisernes udlandssider beretter om den seneste tids død og undergang.

Altså, tilsyneladende en umulighed, men Christian Kirk Muff valgte nogle lidt andre ord, da han og forfatteren drøftede sagen, to måneder efter at ’Nordkraft’ var udkommet.

Synd for dem! Dialogen mellem dem forløb, som Muff husker den, nogenlunde sådan her: »Jakob, du kan godt fortælle om Afrika, men hvis du gør det, kommer det til at koste dig alle de penge, du har tjent på ’Nordkraft’«. Ejersbo trækker let på skuldrene og siger: »Ja..?«. »Du er godt klar over, at halvdelen af de læsere, du har fået fat i, er nogen, som måske ikke har læst en bog i årevis. Du har opbygget en stor læserskare, og de følger måske ikke med, hvis du skriver om Afrika«. »Det er bare synd for dem«, lød kommentaren fra Jakob Ejersbo.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce


Han var med andre ord klar over, hvad risikoen i projektet var. Og han var fuldstændig ligeglad. Projektet skulle gennemføres. Alle de tanker, han havde gået med gennem årene, skulle nu ned på papir, og hans gode ven skulle være med til at styre projektet på plads.

»Vi begyndte derfor at diskutere, hvad et forfatterskab egentlig er, og vi fandt ud af, at det er ligesom med boksere. Hver gang de går i ringen, ødelægger de en del af deres hjerne. Derfor skal man overveje, hvem man går i ringen med, og forfattere skal gøre som de store boksere. De skal kun tage de store kampe«, siger Muff.

Det var tid til at tage en dyb indånding og derefter gå i gang med ’den store’.
Før og efter 'Nordkraft'
De første notater til Afrikaprojektet blev derefter taget for syv år siden. 3. november for at være helt nøjagtig. Det var på den samme tur, Christian Kirk Muff spurgte Jakob Ejersbo, om han kunne forklare, hvad forskellen var på før og efter ’Nordkraft’.

Ja, det kunne Ejersbo faktisk godt. Her med ordene, som Muff husker dem.

»Før ’Nordkraft’ kunne jeg gå til en fest og hænge i et hjørne med en fadøl, og på et tidspunkt stod jeg måske og talte med en pige. På et kvarters tid kunne hun fortælle, hvad hun egentlig gik og lavede, og når hun spurgte, hvad jeg så lavede, ville jeg svare, at jeg var journalist, men at jeg dybest set hellere ville være forfatter, og at nu måtte vi så se, om det kunne lade sig gøre«.

»Og kort efter ville hun sige, at hun lige skulle på toilettet, og derefter ville jeg aldrig se hende igen«.

»Efter ’Nordkraft’ kan jeg også godt gå til en fest, og en pige fortæller, hvad hun laver, og selv om hun godt ved, hvem jeg er, spørger hun alligevel, hvad jeg laver. Mit svar er så, at jeg egentlig er uddannet journalist, men at jeg hellere vil være forfatter, og at jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan leve af det«.

»Derefter siger hun, at hun lige skal på toilettet, og om jeg ikke lige kan holde hendes øl, til hun kommer tilbage igen«.

Episoden giver ikke kun et indblik i, hvordan Jakob Ejersbo affotograferede sin omverden og sine medmennesker. Episoden indrammer også det, der var et af de væsentlige temaer i hele Afrikaprojektet.

»At mange er til salg. At mange er parat til at gå ind i den elevator, der kan bringe dem op i samfundet«, siger Muff.

En historie om alt
Han understreger dog, at selv om man kun ser sortsyn og kynisme i Ejersbos Afrikatrilogi, så handler den faktisk i væsentlige passager om, at folk faktisk godt kan leve ligeværdigt sammen, og at ikke alle er til salg. Som Muff selv understreger, var Jakob selv overhovedet ikke til salg.

Det var på deres fælles tur i Himalaya, at stregerne til hele det store Afrikaprojekt blev tegnet. Det var her, Muff og Ejersbo – høje på alt fra udsigten fra bjergtinderne til stedets stærke tobak – udtænkte en plan for nogle historier, hvis ambition var at omfatte – alt.

Ja. Alt.

De store verdensreligioner. De fattige lande mod de rige. Sorte og hvide. Kønnenes kamp.

»Jakob ville med sin trilogi som den første forsøge at forstå, hvad der sker med mennesker i en verden, hvor alt er muligt. I hvert fald i drømme«, siger Christian Kirk Muff.

Han taler om den moderne verden, hvor indbyggerne i selv de mindste flækker på Jorden kan se, hvordan der ser ud og leves på den anden side af Jorden, eller måske bare 500 kilometer væk i en storby i et naboland. Der kan drømmes. Der kan lægges planer. Der kan tages alle de kneb i brug, der kan bringe en derhen, hvor man gerne vil.

»Jakob ville åbne hele sit projekt med ’Liberty’, hvor han ville forklare, hvorfor vi bliver så dårlige mennesker, som tilfældet er. For at få hold på det stof prøvede vi at stille verden op i en kladde. Vi prøvede at tage det lange lys på«.

Efter ’Nordkraft’ kan jeg også godt gå til en fest, og en pige fortæller, hvad hun laver, og selv om hun godt ved, hvem jeg er, spørger hun alligevel, hvad jeg laver. Mit svar er så, at jeg egentlig er uddannet journalist, men at jeg hellere vil være forfatter, og at jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan leve af det. Derefter siger hun, at hun lige skal på toilettet, og om jeg ikke lige kan holde hendes øl, til hun kommer tilbage igen.

»Man kan i høj grad sige, at Jakobs projekt var politisk, men ikke i en traditionel højre-venstre-forstand. Det var ikke et spørgsmål om, at man bare skulle have flere skoler og mindre militær. Det var politisk på den måde, at du skal se på, hvad du selv gør, for at andre får en ligeværdig chance«.

»For verdens uretfærdighed løses ikke ved, at du går ud og leger frelser. Hvis du opfører dig ordentligt, frelser du andre«, siger Christian Kirk Muff.

Altid et både-og
Han understreger, at selv om bøgerne om Afrika ligger meget langt fra en dansk normalvirkelighed, er de i høj grad skrevet til en dansk offentlighed. Han ville vise, at Danmark og danskerne i velstandens apati ikke skulle glemme, hvordan verden uden for landets grænser ser ud, og hvorfor andre folks virkelighed ser ud, som den gør.

Christian Kirk Muff påpeger også, at Ejersbos historier måske kan se meget sorte og dystre ud, men dybest set skrev han aldrig historier, hvor tingene var skrevet ud, så verden kunne opfattes firkantet. Det var altid et både-og. Hvad der var dårligt for den ene, kunne være godt for den anden.

»Samtidig var bøgerne også skrevet til tanzanierne, for deres historie er jo stort set ikke skrevet, og Jakob elskede Afrika. Han var helt klar over, at de magtstrukturer, der fungerer i resten af verden, også fungerer i Afrika, men efter hans mening var alt meget ærligere i Afrika«.

»I et vestligt velfærdssamfund har du lavet procedurer og en disciplineret normalitet, der gør, at du er bedøvet i forhold til din egen naturs råhed og basale menneskelige drifter. Du ser ikke de benhårde magtstrukturer her. I Afrika er magtforholdene fuldstændig åbenlyse«, siger Christian Kirk Muff.
Kærlighed fravalgt
Gennem seks år fulgte han, hvordan Jakob Ejersbo dag efter dag arbejdede sig ind i det stof, der var plottet ud og tilrettelagt i diagrammer og tidslinjer i lejligheden på Nørrebro, hvor han arbejdede.

»Han fravalgte alt for at kunne realisere sit projekt. Han fravalgte nærheden i dagligdagen, kærligheden og parforholdet. Ikke fordi han ikke troede på den ægte kærlighed, for det gjorde han som den romantiker, han også var, men han lod sin kunst komme foran alt andet. Når jeg selv går på arbejde, er det eksempelvis også for at få nærhed, men Jakob isolerede sig i seks år«.

»Det er helt sikkert ikke sundt at leve på den måde, og selv om man aldrig kan føre bevis for, at det var af netop den grund, han blev syg, så må man også sige, at hvis det skal give nogen som helst mening, at man kan dø for sin kunst, så er Jakob formentlig det tætteste, man kommer på lige netop dét«, siger Christian Kirk Muff.

I sin beskrivelse af sin mangeårige ven tegner han et portræt af en bundloyal, trofast og ordholdende mand, men også et billede af en person, der var så principfast, at hvis folk ikke levede op til hans normer, risikerede de at ende i mørket.

»Jakob forlangte nærhed i relationen, og han var ikke en, man kunne sidde og se ’Hammerslag’ med på tv. Jeg og nogle af mine andre venner kan bruge en aften på at stene og se noget dårligt tv, men sådan var Jakob ikke. Engang var han på besøg hos mig, og da der var gået et kvarter, sagde han: »Ved du hvad, hvis vi to ikke snart begynder at snakke sammen, så går jeg igen«.

Ville have følt sig fri
Hvis Jakob Ejersbo havde levet i dag, er Christian Muff sikker på, at han ville have følt sig så fri som nogensinde.

Da han indkasserede sin succes med ’Nordkraft’, lignede han allerede en lille dreng, der havde fået rygsækken fyldt med sine største ønsker, men i realiteten vidste han, at han med sin succes havde fået mulighed for at realisere den allerstørste drøm.

LÆS anmeldelse (2002)

Hans mangeårige førstelæser undgår ikke at kæmpe med følelserne, når han fortæller om, at han ville ønske, Jakob Ejersbo kunne have set den modtagelse, ’Liberty’ fik i ugens løb, og han er sikker på, at hvis han havde kunnet vælge mellem hundrede forskellige hædersbetegnelser for sig selv, ville han ubetinget have valgt det udtryk, Jens Andersen brugte om ham og hans bøger i Berlingskes seksstjernede anmeldelse – aristokratisk punk.

Han fravalgte nærheden i dagligdagen, kærligheden og parforholdet. Ikke fordi han ikke troede på den ægte kærlighed, for det gjorde han som den romantiker, han også var, men han lod sin kunst komme foran alt andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Han ville være frisat med trilogien. Han havde skrevet sig ud. Brugt hele hovedstolen. Indimellem sagde han, at der nok ikke ville komme flere bøger fra ham, men både han og jeg vidste, at det bare ville være et spørgsmål om, at han derfra skulle nogle nye steder hen. I givet fald skulle han begynde en ny type forfatterskab«.

»Mit gæt er, at han ville have fortsat et meget tæt samarbejde med instruktøren Ole Christian Madsen, som filmatiserede ’Nordkraft’. De nåede at komme meget tæt på hinanden. Han ville have været det næste skridt for Jakob«.

»Morten Alsinger hjalp ham til at blive kunstner, jeg hjalp ham med at realisere sine store projekter, og Ole Christian kunne have bragt ham et nyt sted hen«, siger Christian Kirk Muff.

Et typisk Ejersbodilemma

Selv behøver han dog aldrig at tvivle om, hvorvidt Jakob Ejersbo satte pris på deres venskab og kunstneriske samarbejde. Da forfatteren var nået så langt med ’Eksil’, ’Revolution’ og ’Liberty’, som han formåede, mente han, det var tid til afregning.

»Du har brugt to timer om ugen i fem år. Værsgo, her er betalingen«, sagde Ejersbo og afregnede ved kasse et. Og ved samme lejlighed forærede han sin mangeårige førstelæser fem procent af de penge, de tre bøger kommer til at tjene ind.

Christian Kirk Muff blev her ramt af et typisk Ejersbodilemma. Et både-og-problem. På den ene side var han taknemmelig over den store gestus. Og på den anden side var han helst fri for den.

Begge dele sagde han til sin ven.

Men lige netop det emne var ikke til diskussion.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    Søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce