Musikken strømmer ud ad hoveddøren, da forfatteren åbner og byder os velkommen til den gamle skole, som i dag er hendes hjem. Hun smiler bredt med de røde læber, om hovedet er bundet et tørklæde i mønster af leopard, ud under falder håret elegant til hver sin side som et lille gråt gardin hen over panden. »Tak, fordi vi måtte komme«, siger fotografen. »I kan bare lægge overtøjet, så henter jeg noget te«, svarer Suzanne Brøgger.
LÆS ANMELDELSE Suzanne Brøgger er et æggehoved med ambitioner
Mens hun forsvinder ind ad en dør, lægger vi vores sko og jakker, så pænt vi kan i den smalle, farverige entré. Men ingen af os har været her før, og fruen i huset har ikke givet flere instrukser, end at vi skulle smide overtøjet netop her.
Så hvad nu? Der er stille, for nu er den høje musik forsvundet. Vi bliver stående. Kigger. I rummet, hvor forfatteren er forsvundet ind, kan vi ikke skimte andet end en leopard. Den er skåret over, placeret i et terrarie, alligevel kunne den ikke være mere leopard, for den skulle netop til at gå til angreb, da den blev standset i bevægelsen og foreviget. Gådefuld titel Vi kigger væk fra leoparden og ind i de øvrige to rum, hvor dørene er på klem. Men nu er hun tilbage, forfatteren, og hun undrer sig over, at vi stadig står her, hvor hun forlod os, når der nu er småkager ved spisebordet i stuen. Fra en frodigt dekoreret kande i syrligt grønne farver hælder Suzanne Brøgger te op til gæsterne og dernæst sig selv. Journalisten kommenterer, at det er en flot tekande. »Ja, ha ha! Rigtig eeeventyr, ikke?«, siger forfatteren, mens hun hælder.
