Det var, da Hallgrímur Helgason ringede rundt for sin daværende kones parti Samfylkingin (Den Socialdemokratiske Alliance) for at kapre stemmer på god gammeldags amerikansk præsidentkampagnevis, at han fik en usædvanlig kvinde i røret. Gammel og sengeliggende, men knivskarp, tog hun telefonen i den garage(!), hvor hun boede på 18. år - med hjemmehjælp, internet og et helbred, »der ikke tålte indlæggelse«. Hun ville »fandeme ikke have noget at gøre med de kommunister«, forfatteren ringede for, så hendes stemme fik han ikke, men han fik hendes livshistorie.
I offentlighedens interesse Da de lagde på, var aftenen gået, og Helgason nåede ikke at ringe til andre potentielle vælgere, men ideen til en feministisk roman om en stærk kvinde var født. Bogens titel, 'Kvinden ved 1000 grader', henviser til, at hun ved romanens begyndelse selv bestiller tid på krematoriet 14 dage frem i tiden. Klokken 13, i øvrigt, da hun aldrig har været god til at stå tidligt op. Romanen, som har fået flot kritik, er netop udkommet på dansk. I sin anmeldelse spørger Politikens May Schack dog, om en forfatter må hugge andre folks livshistorie, så længe de kalder det fiktion. Og i Island har garageromanen da også skabt debat, for kvinden viste sig at være ud af en prominent familie fuld af skandaler. LÆS ANMELDELSEHallgrimur Helgason udfordrer med stjålne livshistorier »Jeg erklærer mig skyldig!«, siger forfatteren, der er i København for at tale på Den Sorte Diamant: »Men jeg mener, det er vigtigt, at man kan skrive, hvad man vil, i fiktion. Selvfølgelig har det en pris - man er i tvivl, og man har dårlig samvittighed - men når jeg er i gang med en roman, glemmer jeg mig selv og tænker kun på, at materialet skal være det bedste«. Hallgrímur Helgason har dog det figenblad, at kvinden og hendes familie viste sig at have »gyldne kæder«, altså være offentlige personer, som derfor må forvente offentlig interesse. Garagen var tom Da forfatteren fik tid til at begynde på sin roman og fandt frem til den gamle kvinde for at besøge hende, var hun død. »Men til min forbløffelse opdagede jeg, at hun for mange år siden havde udgivet en selvbiografi. Det var som at pille i et lille hul i tapetet og finde en guldgrube«, siger Helgason. For kvinden viste sig at være barnebarn af Islands første præsident, Sveinn Björnsson (1881-1952). Og hendes far viste sig at være Björn Sv. Björnsson, en af de få islændinge, der gik i krig på Hitlers side som højtstående officer i Waffen SS Viking i 1941. En tid, som han siden skrev om i erindringerne 'Sagan sem ekki mátti segja' (Historien som ikke måtte fortælles). LÆS OGSÅNy Hallgrímur Helgason-roman er stærkt underholdende Selv havde Brynhildar Georgíu Björnsson, som kvinden i garagen hed, haft en omtumlet tilværelse i Island, Danmark, Tyskland, Frankrig og Argentina, og det er den, vi følger, fra 1929 til 2009. »Det var for godt ikke at skrive om«, siger Helgason, der i romanen giver sin heltinde navnet Herra. En kvinde, der klarede sig som en herre i en tid, hvor kvinder ellers gik derhjemme.
Spændt på læserreaktionen I diplomatfrakke, bowler, sorte handsker og forårsforkølelse ligner forfatteren den lidt plagede islandske diplomat, der i 1942 rejste til Danmark for at fortælle kong Christian X, at Island ville være selvstændigt. Kongen, der sad med sit dårlige ben på en puf og i tysk besættelse op til halsen, kunne intet stille op, og da diplomaten kom hjem til Reykjavik igen, blev han udråbt til Islands første præsident.

Så nok er navlestrengen mellem vores lande klippet over, men vi har stadig meget tilfælles. »En stor del af romanen foregår i København, i over 100 sider var jeg fanget i Sølvgade, det drev mig til vanvid!«, smiler Hallgrímur Helgason, der er lidt spændt på danske læseres reaktion på hovedpersonens danskerhad. »Som barn blev hun mobbet på Sølvgades Skole, fordi hun kom fra Tyskland og i tilgift var islænding. »Klipfisk, klipfisk«, råbte hele skolegården, har hun fortalt. Det gjorde hende bitter på Danmark«. Der var nu mere at være bekymret for med hensyn til den tyske udgave af 'Kvinden ved 1000 grader'. Her gik forlaget rask til værks og fjernede et kapitel om Hitler fra bogen, inden den gik i trykken. »Jeg ved jo ikke, hvordan det er i Tyskland i dag, så jeg følte, jeg måtte stole på dem«, siger forfatteren. Men tilbage til det med at bruge af andres livshistorie, sådan som en anden kontroversiel person i Islands kulturelle og politiske liv også var kendt for at gøre. »Halldór Laxness tog en fattig mand fra Vestlandet og gjorde ham til en fantastisk roman, 'Verdens lys' (1937). Dengang var der også en familie, der var rasende. Og der var andre, der genkendte sig selv i 'Frie mænd' (1935). Laxness besøgte en gård ude i Østlandet, midt om vinteren, bønderne havde et meget hårdt liv dengang, og gården var så begravet i sne, at man havde hugget trin i sneen for at komme ned til døren. Laxness sov der en nat - han var kommet på ski - og det blev hans inspiration til den roman, som anses for Islands største«. Hensynet til andre
En inspirationskilde for Helgason var for eksempel det åbenlyse forhold, Islands første præsident havde til sin (danske) elskerinde. Et forhold, der kan være med til at forklare hans dysfunktionelle families handlinger - for eksempel sønnens provokerende indmelding i SS. »Præsidentens utroskab var noget af det, der ikke var skrevet om før. Men kort før bogens udgivelse kom der en til mig og sagde: »Det her er du nødt til at have med« ...«, gengiver forfatteren med konspiratorisk gravrøst og hånden for munden. Så Helgason skrev to nye kapitler og flyttede lidt rundt på resten. LÆS OGSÅTag den, Laxness ... »Pludselig faldt brikkerne på plads med hensyn til, hvorfor den familie var så utilpasset, for når kongen finder kærligheden, ender det ofte som hoffets mareridt ...«. Før udgivelsen lod Helgason Brynhildar Björnssons datter læse romanen. »Det skulle jeg måske ikke have gjort, for hun ville have et kapitel ud. Men det var et kapitel, jeg havde fundet på, det var ikke biografisk, og det var vigtigt. Jeg prøvede, men det ødelagde hele bogen! Jeg tror ikke, jeg sov i en hel uge, lå bare og spekulerede og havde dårlig samvittighed. Datteren græd i telefonen, og her var bogen, der var ved at blive ødelagt. Til sidst måtte jeg beslutte ikke at ændre noget. Når man er forfatter, kan man ikke også være et godt menneske. I hvert fald ikke hele tiden«. Da landet krakkede Som tidligere i sin litteratur spidder Hallgrímur Helgason det moderne samfund, sådan som det kom grimmest til syne, da finans-djøf'erne kørte Islands økonomi i grøften. Det er på grund af dem, at Herra er endt i en garage ved siden af en firehjulstrækker af islandske dimensioner, for sønnerne har solgt hendes hus og sat pengene til på Børsen. »Hun er et billede på, hvordan man forsømmer gamle mennesker. Hun står for de gamle (islandske) værdier, hendes tre drenge for den nye grådighed. Det var på den tid i Island, hvor man ikke bare kunne lade pengene stå i banken, men hvor de skulle arbejde for en. De skulle investeres - og tabes. Sådan var krisen«. Heldigvis har Herra, og hendes forlæg, haft tid til at se verden, og det er hendes minder om et vildt liv, der driver romanen frem.