Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Til arbejdsfrokost med KGB

Interview
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Igennem flere år under den kolde krig holdt danske militærfolk og embedsmænd nogle gange om året fingerede 'regeringsmøder' forskellige steder i landet. Mødet startede ofte på Christiansborg. Men i takt med, at en konstrueret international krise spidsede til, flyttede 'regeringen' til Regan I eller Regan II, der var hemmelige bunkeranlæg på militære områder i Nordsjælland eller i Jylland.

Herfra kunne den danske regering arbejde videre i tilfælde af et angreb på Danmark fra Warszawapagten, og målet med øvelserne var at afprøve dette beredskab.

En af mændene i bunkerne var kommitteret i Statsministeret Henning Gottlieb, der mellem 1964 og 1988 fungerede som udenrigs- og sikkerhedspolitisk rådgiver for ikke mindre end fem danske statsministre, fra socialdemokraten Jens Otto Krag til den konservative Poul Schlüter.

Han var dermed med til både at formulere den danske sikkerhedspolitik og føre den ud i livet, og i nogle af krigsscenarierne i Regan I og Regan II - Regan står for regeringsanlæg - spillede han selv 'statsminister'.

»I dag virker det meget dramatisk. Men man må sætte sig ind i forholdene og hele stemningen i perioden, og det er ikke til at afvise, at der var risiko for et angreb på Danmark. Der forelå i hvert fald en reel trussel, for fra vestlig side vidste vi, at der var en stor militær opbygning i gang i øst. Det kunne lade sig gøre at angribe os, og dertil kommer ideologien. Til sammen skabte det et billede af muligheden for et angreb«, siger Henning Gottlieb, der beskriver hele perioden indgående i sine erindringer med titlen 'I Kronens tjeneste', som udkommer i morgen.

Set i bakspejlet er situationen mere sammensat, tilføjer Henning Gottlieb, og måske tolkede vesten de sovjetiske hensigter forkert. På den anden side stod Koreakrigen i frisk erindring, og det hele var i det hele taget meget kompliceret - også fordi vi i virkeligheden vidste så lidt om hinanden, som han udtrykker det.

»Jeg vil sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der fra sovjetisk side har været en hensigt til at angribe vesten. Det er et spørgsmål, om der ikke først og fremmest var tale om vores egen og modpartens angst«, siger Henning Gottlieb, der ud over posten i Statsministeriet også var medlem af Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU, fra 1981.

I 1988 blev han formand for SNU, der i 1995 blev afløst af DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut.

Frokost med KGB
Den nu pensionerede topembedsmand ligner alt andet end en agent med skæg og blå briller, som han sidder i sit rækkehus på Frederiksberg - et stenkast fra tidligere statsminister Jens Otto Krags daværende bolig.

Henning Gottlieb udstråler klassisk dannelse og naturlig værdighed og samtidig - bag den ministerielle overflade - stort engagement. Et engagement, som senest har gjort ham til en aktiv modstander af den stadig dybere unionsudvikling i EU sammen med borgerlige kræfter i folketingsmedlem Frank Dahlgaards organisation, Nationernes Europa.

Ikke desto mindre påtog denne perfekte embedsmand, der i samtalens løb jævnligt bruger udtrykket 'I Kronens tjeneste' om sit professionelle liv, sig i flere år at have kontakt med russiske diplomater her i byen.

Flere af dem var KGB-folk, hvilket danskerne naturligvis vidste. Da presseattache Lobanov - senere udvist fra Danmark - i 1968 inviterede Henning Gottlieb på frokost, spurgte Gottlieb daværende statsminister Hilmar Baunsgaard til råds.

»Du skal endelig gå«, sagde statsministeren, og efterfølgende statsministre anlagde samme linie. Der var ingen fare for, at Gottlieb lod sig hverve, og det var heller ikke russernes formål.

Henning Gottlieb kalder de mange russiske kontakter sine 'husrussere'. Nogle anså det for deres opgave at missionere sovjetiske synspunkter over for manden, der havde direkte adgang til landets statsminister.

Men de ønskede også danske vurderinger af internationale begivenheder, og kvaliteten af samtalerne - og samtalepartnerne - steg i løbet af den kolde krig, fortæller Henning Gottlieb, som gør op med ideen om koldkrigstidens russere som en bande uvidende og brutale personer.

Behov for kontakt
For bag den ofte benhårde overflade var flere af dem tvivlende, og i det hele taget var Sovjet-systemet i 1970erne og 80erne mere søgende, end det var muligt at se på overfladen.

»På begge sider var der et stort behov for at vide noget om hinandens hensigter og begribe hinandens tankegang. Der var en gigantisk afstand, og i Sovjetunionen blev der lagt en kommunistisk og autoritær tolkning ned over alting. Men der var trods alt åbninger, som tingenes logik også krævede det. Man stillede på begge sider spørgsmålet: hvad er det her for noget, hvad er det, vi har opbygget, og som kan ødelægge verden på få minutter«, fortæller Henning Gottlieb.

Han deltog også i møder i den såkaldte Pugwash-gruppe, hvor sovjetiske og vestlige videnskabsmænd fra slutningen af 1950erne kunne diskutere sikkerhedspolitiske - og moralske - spørgsmål. Kredsen blev senere udvidet til embedsmænd og politikere, og de drivende kræfter bag Pugwash modtog for få år siden Nobels fredspris.

»Der var en fornemmelse af, at en mulig krig ville blive så forfærdelig, at det ikke måtte ske. Det gjaldt om at hindre, at den anden part kom i en situation, hvor den måtte gribe til nødværge«, siger Henning Gottlieb, der i denne periode mødte toppolitikere og topembedsmænd fra både øst og vest.

Hensyn til friheden
Kontakterne mellem øst og vest, også de uofficielle, som Henning Gottlieb stod for, var med andre ord nødvendige.

»Men samtidig var der tale om en balancegang. For vi måtte ikke prisgive friheden. Ved at forhandle med dette system og tilsyneladende acceptere det, var vi med til at legitimere det og holde det i sadlen - samtidig med at befolkningerne blev undertrykt. Men samtidig var regimerne der, og vi kunne ikke afskaffe dem. Så vi måtte forholde os praktisk til dem«, mener Henning Gottlieb.

Han betragter Helsinki-akten fra 1975 mellem Sovjetunionen og vestmagterne, hvor Sovjetunionen blandt andet accepterede menneskerettighedsbegrebet og indledte en vis åbning, som et vendepunkt i forbindelserne mellem øst og vest.

»Det var en stor undergravning af det sovjetiske system, selv om det på overfladen så ud som en konsolidering af Sovjet og østblokken. Den sovjetiske leder Leonid Bresjnev og folkene omkring ham tørstede efter anerkendelse. Den troede de, de fik i Helsinki med anerkendelsen af delingen af Europa og dermed legitimeringen af de rædselsfulde regimer i øst«.

»Men bag denne overflade gik vesten og mange i øst i gang med at bruge Helsinki-akten imod regimerne. Menneskerettigheder blev et diplomatisk instrument, og der var mulighed for at hjælpe konkrete menneskeskæbner. Der kom ny bevægelse«.

Under lampeskærmen
Henning Gottlieb mødte også den sovjetiske topdiplomat og senere vestlige agent Oleg Gordievski.

Under et besøg i Moskva advarede Gordievski på forhånd sin danske kollega. Henning Gottlieb skulle på forhånd vide, at Gordievski bragte ham til en bestemt restaurant, hvor efterretningsvæsenet havde anbragt en mikrofon i lampeskærmen over de to diplomaters bord.

Men udenfor mikrofonernes rækkevidde fortalte Gordievski, der i 1985 flygtede til England, om sit syn på styret.

»Gordievski var naturligvis et specielt tilfælde, men der begyndte at komme tvivl i mange sind i Sovjetunionen. Det kunne jeg også mærke, og der skete hos mange en psykologisk modningsproces, som vi også så hos Mikhail Gorbatjov. De ventede bare på, at en skulle bryde isen, og i virkeligheden ophævede Sovjetstyret sig selv ved at uddanne folk og dermed skabe bevidsthed«.

For Henning Gottlieb rejser Oleg Gordievski og hans skæbne også et andet spørgsmål, nemlig hele problematikken om embedsmænds loyalitet. Den danske ambassadør Henrik Kaufmann stod overfor det i USA ved den tyske besættelse af Danmark i 1940, og danske embedsmænd mærkede det også under fodnoteperioden i 1980erne.

Kaufmann fulgte sin samvittighed i 1940 og brød med den danske samarbejdsregering. Men ideen om, at embedsmænd i en ekstrem periode tager sagerne i egen hånd er 'skrækkelige tanker', som nok ligger under overfladen - men som også bør blive der, konkluderer Henning Gott-lieb i bogen. Men bortset fra det husker han fodnoteperioden i 1980erne som en frygtelig periode.

»Jeg følte det som en ydmygelse, og blandt mine kolleger i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet var det endnu mere intenst«, fortæller Henning Gottlieb, som i maj 1983 fik et meget direkte spørgsmål af den daværende tyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher.

»Hvorfor opfører I jer så åndssvagt«, spurgte den tyske udenrigsminister, som blandt andet fik en grundig redegørelse for den særlige danske blanding af mindreværdskompleks og storhedsvanvid.

»Fodnoterne i sig selv havde jo ingen reel betydning. Bekymringen gjaldt Danmarks anseelse blandt vore venner og for det andet svækkede vi den vestlige position. For der var tale om en kamp mellem viljer mellem Sovjet og vesten, og det var afgørende at fastholde viljen i vores lejr. Blev den svækket i Danmark, kunne det få hele korthuset til at bryde sammen, og især i Tyskland var bekymringen stor«, fortæller Henning Gottlieb.

Politikere og rådgivere
I samtalens løb - som i bogen - understreger Henning Gottlieb hele tiden sin rolle som embedsmand og rådgiver. Han var en af de første egentlige rådgivere i Statsministeriet, men siden er kredsen og hele rådgiverkomplekset i det politiske liv blevet større - og diskussionen om det ligeså.

Henning Gottlieb er skeptisk over for udviklingen i Statsministeriet under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

»Han gjorde en fejl ved at udvide sekretariatet så kraftigt og dermed skabe et større bureaukrati. Statsministeren bør kun være primus inter pares, den første blandt ligemænd. Han skal holde sammen på regeringen, sikre sammenhængen, men han skal ikke være en overminister, og ifølge grundloven er de enkelte ministre ansvarlige«, understreger Henning Gottlieb.

Henning Gottlieb nåede at rådgive statsministrene Jens Otto Krag (S), Hilmar Baunsgaard (R), Poul Hartling (V), Anker Jørgensen (S) og Poul Schlüter (K), og han ønsker ikke at uddele karakterer.

»Det ville ikke være rigtigt. Jeg arbejdede tæt sammen med dem alle og har stor respekt for dem«, siger han.

Alligevel lægger han ikke skjul på, at Jens Otto Krag var en stor statsminister. Han tænkte i moderne baner og var med til at åbne Danmark både over for USA, som han kendte og forstod, og EU, som han gjorde os til medlem af ved folkeafstemningen i 1972.

»Han havde et dybt, men kompliceret sind og et stort engagement i tilværelsen«, vurderer Henning Gottlieb, som i et af bogens få forsøg på at komme helt ind på toppolitikernes personlighed fortæller om Jens Otto Krags skuffelse og frustration, da han måtte forlade statsministerposten i januar 1968.

Gottlieb og de øvrige embedsmænd i Statsministeriets sekretariat var samtidig spændte på, hvordan den nye statsminister ville samarbejde med dem, men den radikale Hilmar Baunsgaard så dem nærmest som arvestykker. Danske embedsmænd er loyale. De er 'I Kronens tjeneste'.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden