»Hvis du bliver mødt med vold i skolegården, så slå igen - hårdt og med det samme. Det nytter ikke at gå til lærerne«. Dette for mange sikkert kontroversielle råd til skolebørn kommer fra Jan Guillou, en af Nordens mest succesrige samtidsforfattere. Han lod det først være et budskab i sin selvbiografiske bog 'Ondskaben', og nu gentager han det i anledning af filmatiseringen af bogen. Og sædvanen tro står den svenske forfatter og journalist Jan Guillou ikke blot for kontroversielle budskaber, han sørger også for, at de på passende måde kommer ud i offentligheden med bulder og brag. Oscar-skandale Da filmen tidligere på året blev nomineret til den prestigefyldte amerikanske Oscarpris, og da det viste sig, at der ikke var nogen billet til den store tv-transmitterede gallafest i Los Angeles til Jan Guillou, beklagede han sig højlydt i den svenske presse og har truet filmselskabet med at stoppe en planlagt filmatisering af hans seneste roman om middelalderfiguren, tempelridderen Arn Magnusson. Han lader også forstå, at nok er 'Ondskaben' »en god film« og den kunstnerisk mest tilfredsstillende af samtlige filmatiseringer af hans bøger med fantastiske skuespilpræstationer, men filmselskabet og instruktøren Mikael Håfström har alligevel fortaget nogle kritisable ændringer for efter bedste Hollywoodforbillede bedre at kunne tækkes et bredt publikum. Den onde voldscirkel Beklagelser eller ej, filmens indhold burde imidlertid i sig selv være tilstrækkeligt til at skabe opmærksomhed. Historien i bogen og nu i filmen er en barsk selvbiografisk fortælling om Jan Guillous opvækst som barn og teenager hos en sadistisk stedfar, der i årevis fysisk afstraffede ham med bl.a. en hundepisk. Indtil dette helvede blev afløst af et andet helvede i form af kostskolen Solbacka, hvor man praktiserer »kammeratskabsopfostring«, og som Jan Guillou beskriver som en skole med en »nazistisk ideologi«. Den unge Guillou bliver i selvforsvar selv voldelig. Det er en ond cirkel, og der er ingen nemme veje ud. Rent kommercielle film Ifølge Jan Guillou, som Politiken mødte i Stockholm til den svenske gallapremiere, har bogen 'Ondskaben' indtil nu udgjort »en elefantkirkegård af mislykkede forsøg på filmatiseringer«. Bl.a. var der en dansk instruktør, der sprang fra, fordi en af hans andre film havde fået dårlige anmeldelser i Sverige (Guillou husker ikke navnet). Et andet forsøg strandede, da en feminist gik til pressen og mente at vide, at filmen ville blive én stor omgang mandschauvinisme. »Jeg selv har været noget nervøs for, hvad der skulle komme ud af det. F.eks. gav jeg helt op omkring 'Hamilton'-filmene. De narrede mig hver gang. Alle på filmholdet fra yngste assistent til sminkøsen og instruktøren vidste meget bedre end jeg, hvordan disse film skulle skæres.« »Alle følsomme politiske elementer og moralske spørgsmål blev simpelt hen fjernet. I stedet blev der indlagt nogle biljagter og eksplosioner, så man fik en ungdomsfilm for 15-årige knægte. Det blev rent kommercielle film«. Både god og ond »Det ønskede jeg ikke skulle ske med 'Ondskaben'. Her var det vigtigt for mig, at historien blev overført til film med en kunstnerisk seriøsitet, og det føler jeg er sket. Jeg har ikke selv skrevet filmmanuskriptet, men de har i vid udstrækning respekteret mit bogforlæg trods visse nødvendige ændringer og forkortelser«. »Dog finder jeg, at både filmen og den teaterversion, som har gået på Dramaten 500 gange, har et problem: at hovedpersonen ikke må være ond. Hovedpersonen Erik Ponti er gennemgående for god, og sådan er det ikke i bogen eller i virkeligheden. Efter bedste Hollywoodtradition skal vi kunne sympatisere med hovedpersonen, der skal være en helt. Ellers frygter man, at publikum skydes fra«. »Men jeg tror, at en af grundene til bogens store succes og mange læseres fascination er, at der rent faktisk er en komplikation ved hans handlemåde og hans metoder. Han er sammensat, er både god og ond. Der er noget, som kan rejse en debat«. »Selv om vi godt kan forstå ham i bogen, så går han gang på gang for langt. I filmen nedtoner man denne komplikation. Han skal bare være god, og det synes jeg er problematisk«. Ubærlig at læseFilmen er altså langt væk fra den virkelighed, du gennemlevede som ung? »Nej, for selv om der både i bogen og i filmen er foretaget ændringer af litterære og dramaturgiske årsager, så er vi hele tiden tæt på kernen. I bogen indlagde jeg flere lyse momenter, end der faktisk var. Ellers ville den blive ubærlig at læse. Og i filmen er volden ikke så udpenslet og langvarig. Det kan man ikke på film«. Jeg synes nu, at volden både i bogen og i filmen er nok så chokerende. Hvordan kom du overhovedet videre i livet efter så barske oplevelser som barn og ung? »Gennem at skrive bogen. Jeg opdagede, at når jeg i et selskab havde fået et par bajere, så begyndte jeg altid at snakke om denne tid. Der var noget, der gnavede. Samtidig indså jeg, at jeg havde en rigtig god historie at fortælle, folk var fascinerede af historien, men helt bevidst ventede jeg med at skrive bogen. Den skulle ikke være min debutbog. Jeg ville først lære metieren, så den blev min tredje bog«. Skriveri som terapi »Skriveprocessen var ikke specielt pinefuld, hvad jeg måske nok havde frygtet. Men der skete det, som fotografkolleger har fortalt mig sker, når de f.eks. i krigssituationer tager billeder af død og ødelæggelse: Kameraet bliver et skjold mellem dem og en ubehagelig virkelighed«. »Det samme skete for mig med bogen, og skriveriet blev en velfungerende terapi for mig«. »Det sværeste har været at se teaterstykket og filmen. Det har været vældig stærkt og ubehageligt, fordi jeg så tre ting på én gang: 1) virkeligheden med mig selv som hovedperson, 2) min egen litterære forandring af virkeligheden og så 3) teatrets og filmens forandring af min forandring. Det var altså tredimensionalt, men det stærkeste er og vil altid være virkeligheden«. Imod det officielle SverigeOver 20 år efter udgivelsen sælger bogen stadig. Hvilken rolle har den i dag i forhold til debatten om mobning blandt unge? »Min bog er den næstmest læste i de svenske skoler og spiller fortsat en rolle for de nye generationer, fordi hovedpersonen Erik Pontis anbefaling - og det er også min anbefaling - er, at børnene skal slå igen og med det samme, hvis de udsættes for fysisk mobning, også selv om de umiddelbart taber«. »Og det er ikke ligefrem den anbefaling, det officielle Sverige kommer med. Her siger man, at børnene ikke skal slås, men skal gå til læreren, og så starter hele det store cirkus med forældremøder og diverse myndigheder. Resultatet bliver, at den mobbede bliver endnu mere mobbet og slået«. Er den morale også gældende for dig i dit voksne og politiske liv? »Det her er blot en fysisk, praktisk anbefaling til børn i skolerne. Så langt vil jeg strække mig. Anbefalingen kan ikke bruges politisk eller ideologisk«. Skriver ondskabsfuldtMen kunne unge ikke tro, at din anbefaling skulle bruges i hele livet?

»Folk vokser op ... Nej, jeg tror ikke, at min anbefaling vil blive brugt til forhold i voksenlivet. Vilkårene skifter. Skolegårdsmiljøet er et vældig hårdt miljø, meget fysisk hårdt. Man risikerer at blive udsat for fysisk vold, hvilket man jo normalt ikke udsættes for ude i det voksne samfund«. Har du selv børn?

»Ja, to, som nu er 30 og 31 år, og jeg har aldrig nogensinde hævet hånden mod mine børn. Det har været helt utænkeligt for mig. Og det samme gælder over for kvinder«. Hvordan får du afløb for vrede?

»I denne her historie var det gennem vold, men det er nu slut. Jeg har det så desværre med undertiden at gå over stregen rent verbalt, når jeg kaster mig ud i en polemik. Jeg kan faktisk skrive vældig ondskabsfuldt og hårdt. Det er ikke særlig taktisk klogt. Man skal lægge bånd på sig selv, man må ikke tvære sin modstander ud, for så bliver man i den sidste ende taberen«.