Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Beundring. Erling Jepsen har næsten kun veninder i sin omgangskreds. Mænd er han ikke meget for at omgås, for så kommer der  hurtigt konkurrence ind i billedet.
Foto: Joachim Adrian

Beundring. Erling Jepsen har næsten kun veninder i sin omgangskreds. Mænd er han ikke meget for at omgås, for så kommer der hurtigt konkurrence ind i billedet.

Interview

Sønderjysk comeback-stjerne: »Jeg har svært ved at mærke, hvad virkeligheden er«

For Erling Jepsen kan det være svært at holde rede i, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed.

Interview

Egentlig synes han ikke, han havde fortjent den.

Og det var der vist flere af hans kolleger, der var enige i.

Men da en forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek døde for et par år siden, efterlod han altså noget til Erling Jepsen. En matteret glasvase, der har tilhørt Karen Blixen, og som nu står hjemme i spisekøkkenet hos forfatteren på Islands Brygge. Han tør ikke rigtig sætte blomster i den. Både fordi den ser så alvorlig ud. Og fordi han mener, den er forhekset.

Kort efter at Erling Jepsen havde fået vasen overdraget, kom hans datter og overnattede.

»Og midt om natten satte hun sig op og sagde: »Far, der står en gammel dame og kigger på mig«. Det er sgu da lidt uhyggeligt, ikke? Og det forstærkede min følelse af, at jeg ikke havde fortjent den. Og at Karen Blixen måske heller ikke synes, jeg skulle have den«.

Forskningsbibliotekaren var også fra Sønderjylland. De to traf hinanden, da Erling Jepsen skulle modtage en pris for en af sine bøger på Det Kgl. Bibliotek. Og siden mødtes de nogle gange.

»Så døde han. Og så viste det sig altså, at jeg havde arvet den vase. Når jeg fortalte det til mine kolleger, blev de stille. Og sådan lidt: Hvorfor skulle du lige have den? Og det forstår jeg godt, for min stil er ærlig talt slet ikke inspireret af hende«.

Det eksotiske Gram
Men så genlæste han ’Den afrikanske farm’. Og fik en fornemmelse af, at hans Sønderjylland var lidt ligesom Blixens Afrika.

»Hun er forelsket i det land, men der er også en sorg i det, fordi hun bliver fordrevet derfra. Sådan har jeg det også med Gram. Hendes blik på negerne, som det hed dengang, er nærmest antropologisk. Så jeg fik lyst til at kigge på min fødeby med et antropologisk blik. Og jeg synes egentlig, at mit Gram er lige så eksotisk som hendes Afrika«.

LÆS OGSÅ For godt nok havde Karen Blixen en farm i Afrika, ved foden af Ngong Hills. Hvor hun dyrkede kaffe. Men Erling Jepsen havde altså en farm i Sønderjylland, ved foden af Gramby Bakke. Hvor han avlede kaniner.

I Jepsens nye roman hedder han Allan. Og ansætter gadens mindre børn, Frode og Mette, til at plukke grønt og lønner dem med pinocchiokugler og rustne søm fra forældrenes ismejeri. Mens han prøver at forstå, hvad et venskab går ud på – det er nemlig ikke noget, han havde lært hjemmefra.

Bogen foregår året efter handlingen i ’Kunsten at græde i kor’. Og altså efter at hans storesøster, Sanne, er kommet i pleje på grund af farens seksuelle overgreb.

Genfortæller historien
Efter sigende stod vasen på Karen Blixens skrivebord, da hun skrev ’Den afrikanske farm’.

Jes Stein Pedersen analyserer betydningen af fundet af mange breve fra Karen Blixen. Kilde: politiken.tv

Og den stod også på Jepsens skrivebord, da han skrev ’Den sønderjyske farm’, som udkommer på mandag.

»Jeg er stadig i tvivl om, om jeg har fortjent den. Men nu har jeg jo skrevet bogen. Og hun er jo også holdt op med at spøge«.

»Så måske er det okay«.

Som endnu et eksempel på Blixens tidligere spøgerier nævner han, at da han en nat gik på toilettet, trak bukserne ned og satte sig til rette, kom der pludselig en prut flyvende op fra toilettet og ind i hans numsehul.

»Er det ikke mærkeligt«, siger han med løftede øjenbryn.

»Som om det var hende, jeg kom til at sætte mig på«.

Problemet er, at den historie har han fortalt mig før. For syv år siden. I en helt anden forbindelse.

Jeg følte jo, at jeg var usårlig og kunne alt. Det hele handlede om mig



»Har jeg det?«, spørger han vantro.

Ja, men det var før, du fik vasen ...

»Okay ... okay så«, siger han og slipper øjenkontakten og griner lidt.

»Men jeg synes da, den er meget god«.

Erling Jepsen kan ikke rigtig stå for udsigten til et publikum. Og i iveren efter tilhørere har han måske indimellem svært ved at skelne mellem virkelighed og fiktion. En god fantasi fungerer fint, når man skriver bøger. Men er ikke altid lige anvendelig, når man går rundt i sin hverdag og har med andre mennesker at gøre. Eller som han selv siger:

»Jeg har svært ved at mærke, hvad virkelighed er for noget. Når jeg skriver, handler det om min subjektive opfattelse af verden. Jeg kan lulle mig ind i nogle drømme og komme til at manipulere, måske også med andre folks virkelighed. Det er fint, når man er inde i fiktionen. Men ude i virkeligheden synes jeg, at jeg flakker lidt rundt, og at det flyder lidt meget for mig«.

Det er sådan lidt glat
De første 16 år af sit liv levede Erling Jepsen i Gram.

De næste 40 har han brugt på at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Og delt det med tusindvis af læsere i fire romaner, hvoraf de to er filmatiseret. For Gram er tilsyneladende en bundløs sump af bizarre, morsomme, rystende og groteske fortællinger.

Hele sit voksenliv har han tilbragt i København. Men det er på en måde prellet af på ham.

»Jeg synes ikke, der sker så meget herovre. Det er sådan lidt glat«, siger han.

»Men det derovre, det er stadig svært for mig at gennemskue og overskue. Min opvækst var på en eller anden måde en fejl. Den vil jeg gerne af med i mine bøger, så jeg selv kan blive fri for den. Den var heller ikke fin nok til mig, synes jeg«.

Nogle dage i forvejen har vi mailet lidt frem og tilbage for at aftale, hvornår vi skal mødes. Jepsen er lidt bekymret for, hvad tid jeg kommer. Og hvornår jeg har tænkt mig at gå igen. Det er noget med, at han plejer at sove til middag mellem 13 og 14. Men som han skriver:

»Kom klokken 10. Når jeg sidder og blunder i stolen, er det tid at gå. Jeg kan måske holde mig vågen, hvis vi går en tur, men jeg kan ikke love noget«.

Dyrt på Bryggen
Så det gør jeg. Kommer klokken 10. Med maltboller og chokoladecroissanter fra det lokale brødudsalg.

Han tager imod i døren på fjerde sal i Egilsgade. Med et åbent, lidt forstørret lyseblåt blik bag de stærke sorte briller. På køkkenbordet står havregrødsgryden fra i morges i blød. Han har lavet kaffe og fyldt en bakke med marmelade og ost og mælk, som vi tager med op i stuen ovenpå.

Han kigger ned i de brune papirsposer, jeg har medbragt.

»Det er dyrt her på Islands Brygge i forhold til Amagerbrogade, hvor jeg boede før«, siger han så og bestemmer sig for en halv maltbolle.

»Hvad koster sådan én her? 10 kroner?«.

16 tror jeg ...

» Seksten«, hvisker han rystet.

Forvirret og slukøret
Erling Jepsen er allergisk over for tryksværte og skimmelsvamp.

Indimellem er han også plaget af astma. Og så er han snu og manipulerende. Med egne ord god til at slikke andre i røven. Og til at sige undskyld uden at mene det. Og det hele falder ud af ham i én strøm af bekendelser og overdrivelser, så snart han får færten af, at modtageren synes, det har et komisk potentiale.

Første gang, vi talte sammen, var i forbindelse med premieren på filmatiseringen af ’Kunsten at græde i kor’. Og igen, da filmatiseringen af ’Frygtelig lykkelig’ havde gallapremiere i Tønder i Sønderjylland. Det er fem år siden.

I mellemtiden er Erling Jepsen blevet skilt. Både fra sin kone og den lidt billigere del af Amager. Han har også skrevet to romaner, der ikke handler om Sønderjylland. Nemlig ’Biroller’, der blev filmatiseret under titlen ’Undskyld jeg forstyrrer’, og ’Hovedløs sommer’, der siden blev opført som teaterstykke på Det Kgl. Teater.

LÆS ANMELDELSE

Transformeringen af de to romaner til henholdsvis film og teater gik fint. Men modtagelsen af romanerne var ikke lige så begejstret, som Jepsen er vant til fra sine bøger om Sønderjylland.

»Jeg blev faktisk lidt forvirret over det. Eller slukøret. ’Biroller’ handler om det lille samfund, som et teater er, hvor alle kender hinanden, og hvor der er uskrevne regler og kollektive hemmeligheder ligesom i Gram. Og med ’Hovedløs sommer’ lavede jeg en gotisk fortælling om en 14-årig pige fra Sydsjælland«.



Egentlig synes han selv, at det var »ret modigt«. At skrive noget, der lå så langt fra det, han plejer. Men:

»Flere har spurgt, hvornår jeg vender tilbage til mit eget, det selvoplevede. Det giver nok noget ekstra det her med at være medvidende. Og personligt anfægtet«.

Det hele var guld
I 1999 debuterede Erling Jepsen med romanen ’Ingen grund til overdramatisering’.

Indtil da var der ingen, der vidste, hvem han var, selv om han i de forgangne 25 år havde været en af landets mest opførte dramatikere. Han måtte nøjes med at stå ude i kulissen og vide, at det var ham, der havde skrevet de morsomme replikker, mens publikum synes, det var skuespillerne, der var sjove. Det blev »lidt frustrerende i længden«.

Men da han begyndte at skrive prosa, fik han sin egen stemme. En stemme, der viste sig at være forankret i det sønderjyske og det selvbiografiske. Og det var »fantastisk« at læse i Information, at Sønderjylland havde fået en digter og var kommet på det litterære danmarkskort.

Sit gennembrud fik han tre år senere med ’Kunsten at græde i kor’.

»Jeg var ude og holde foredrag 100 gange om året tre år i træk. Nogle gange havde de højttalere stående ude på fortovet, fordi der ikke var plads til alle. Så jeg følte jo, at jeg var usårlig og kunne alt. Det hele handlede om mig. Og alt, hvad jeg sagde, var guld«.

LÆS INTERVIEW

Det er sjældent, Erling Jepsen optræder i naturlig størrelse.

Han har nærmest altid været enten lidt for lille eller lidt for stor. For fin til sin opvækst i Gram. Og for lidt fin til at modtage Blixens vase. I egne øjne lidt for fremragende til at henslæbe 25 år som ukendt dramatiker. Men måske nok også blæst op i overnaturlig størrelse i sine år som litterær sønderjysk rockstjerne. Eller som han siger:

»Det er sgu voldsomt sådan at gå fra den ene yderlighed til den anden. Og hvis man – som mig – har lidt svært ved at få jordforbindelse, så er man ekstra udsat««.

Medlidenhedstyrannen
Erling Jepsen kom til verden i Gram i 1956 som femte og sidste barn af den lokale mælkemand og hans kone.

Modsat alle sine søskende blev han født med gnistrende sort hår. Og har stadig et spinkelt håb om, at det er, fordi han i virkeligheden er søn af en eller anden kulturpersonlighed, som moren nok mødte under sine besøg på den tyske café i Haderslev.

Under alle omstændigheder voksede han op i mælkemandens hus. I en familie, hvor farens svingende humør og ustabilitet satte stemningen. Mælkemanden var en »medlidenhedstyran«, der konkurrerede med sine børn og truede med at tage livet af sig, hvis de vandt.

Erlings mor var blevet advaret mod Jepsen-familien, fordi de var »syge i hovedet«. Eksempelvis havde Erling Jepsen en faster, der troede, hun var Jesus, og jævnligt fik korsfæstelseskramper. Men Erlings mor blev altså gravid med en Jepsen og måtte have kongebrev for at blive gift.

»Og derfra prøvede hun så ellers at dække over ham. Han sov ikke så meget og opførte sig underligt. Rendte rundt og råbte og skreg om natten. Min mor var ud af en tysk familie, der var højt på strå. Og for en kvinde i det miljø var det et tab af prestige at have sådan en mand. Så hun forskønnede det lidt«.

LÆS BOGANMELDELSE ('Frygtelig lykkelig')

I Gram var der fire gradueringer af folk med flossede nerver. Der var nogen, der »havde det i nerverne«. Det var ikke så galt. Så var der nogen, der havde »psykiske nerver«. Det var værre. Og så var der dem, der var »direkte psykiske«. Det var værst. Endelig var der alle dem, der bare gik rundt og var lidt »karruselli«.

Erlings far havde psykiske nerver. Og på grund af tendensen til sindssyge i familien blev Erling advaret mod at kigge på stjerner. Det kunne man nemlig blive rigtig godt karruselli af.

»Fordi det forholdt sig sådan med min fars familie, var der en stor varsomhed med at blive konfronteret med evigheden. Søren Kierkegaard skriver, at angst er et grundvilkår, og at man ikke nødvendigvis skal lukke øjnene for, at vi kommer ud af evigheden og går tilbage til evigheden. Men man skal kunne tåle at se det i øjnene. Det følte jeg godt, at jeg kunne. Jeg syntes, det var skidespændende«.

Erling var sin mors dreng. Mens de andre børn havde ligget i vuggen ved farens side af sengen, lå Erling i sin mors side.

»Min far havde den holdning, at nu havde han opdraget de andre, og det var ikke gået godt. De havde svigtet ham. Så nu skulle min mor have lov. Så kunne hun se, om hun kunne gøre det bedre«.

Fars dreng
Men da Erling blev 5-6 år, havde faren ombestemt sig. Nu skulle Erling være sin fars søn.

»Og for husfredens skyld prøvede min mor så at lade den handel gå tilbage. Det var helt forfærdeligt. Det værste var, hvis jeg havde slået mig og skulle ind og have trøst af min mor. Så vendte hun ryggen til og sagde: »Far står derinde«. Så skulle jeg gå ind til ham. Men man vidste jo aldrig, hvordan han havde det«.

LÆS BOGANMELDELSE ('Kunsten at græde i kor')

Erling var en iagttager og holdt sig mest for sig selv. Han lærte hurtigt at læse. Og flygtede ind i »alt for svære bøger alt for tidligt«. Og endte med også at opfatte sin omverden som noget, der foregik i en bog.

»Så var den ligesom lettere at have med at gøre. Og det var nok der, virkeligheden begyndte at flyde for mig«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så begyndte han vist nok også at lyve lidt. Sagde, at ravnen havde taget hans splinternye luffer, når han havde glemt dem ude i skoven. Kastede en sodavandsflaske efter en af naboerne fra sit vindue på første sal i huset. Og benægtede det.

»Og min far troede på mig. Han vidste da godt, at jeg løj. Men hvis jeg var, som han gerne ville have det, så støttede han mig i alt. Men så skulle jeg også være hans søn. Og være enig med ham i alt. Han kunne ikke tåle, at man var uenig med ham. Så blev han meget, meget ked af det«.

Han sidder og vender kaffekoppen lidt mellem hænderne, mens han stirrer ud på solskinnet.

»Han har jo haft et meget lille selvværd«, siger han så.

»Han øvede sig på sin underskrift hele livet. Han kunne fylde hele kladdehæfter med den«.

»Den var faktisk også flot, men det tror fanden«.

Han faldt jo blødt
Erling Jepsen legede aldrig med sine jævnaldrende.

Kun med dem, der var et par år yngre end ham selv. Så kunne han nemlig få lov at bestemme. Og at bilde dem alt muligt ind. En overgang gik han til boksning. Men han kunne kun lide at bokse mod Lille Leif, der var to år yngre.

»Jeg slog ham bare i gulvet hele tiden. Så meget, at min far til sidst sagde, at nu var det nok«.

»Men vi boksede på græsplænen i det høje græs, så han faldt jo blødt«.

Tæsk fik han også selv masser af. Og der var ikke rigtig nogen regler for hvornår. Nogle gange faldt de bare for at få renset luften. Så fik hans far det bedre. Andre gange slog faren sig selv i stedet for. Eller stod og hamrede hovedet ind i væggen.

»Fordi vi havde svigtet ham. Og så skulle vi stoppe ham«.

Men der var en, der aldrig svigtede. Det var bokseren Cassius Clay. Hans kampe blev sendt om natten på tysk tv.

»Ham kunne vi stole på. Han vandt jo hver eneste kamp«.

Lige indtil han skiftede navn til Muhammad Ali, fik frataget sin licens i et par år og kom tilbage og ikke var i form mod Joe Frazier.

»Så havde han også svigtet, og så skulle vi ikke snakke om ham mere. Så blev det Tarok i stedet for«.



Men Erling Jepsen blev ved med at beundre Muhammad Ali. Fordi han ikke havde nogen parader. Og »blottede sig for de stærkeste mænd i verden«.

»Han svinede dem til på vers og hylede dem ud af den psykisk. Så slog de helt vildt, og han undveg og dansede væk. Og når man mindst ventede det, så slog han, og så sad den der. Det var nærmest ballet«.

»Det synes jeg sgu var elegant«.

Det ligner måske lidt din egen strategi?

»Ja, jeg blotter mig også ret meget. Og synes ikke, jeg har så meget at forsvare. På en måde har jeg jo også stået med paraderne nede og skrevet vers om Sønderjylland. Og så indimellem er jeg kommet til at slå lidt hårdt, ikke?«.

Det ryger sgu bare ud
Da Erling Jepsen for et par år siden blev skilt fra sin sønderjyske kone, var det primært på grund af kulturforskelle, som han siger.

Selv om der kun er 60 kilometer mellem Gram og hendes hjemby Sønderborg.

»Min ekskone kommer fra et arbejdermiljø i Sønderborg, hvor det faktisk er tilladt at afbryde hinanden. Det er det jo i nogle kulturer. Man har også en helt anden grundholdning til livet dernede. Hun følte, hun havde en indlysende ret til at være her på jorden. Og til bare at nyde det. Mens jeg synes, man skal udrette noget og gøre sig fortjent til at være her. Men de tager altså livet meget lettere i den del af Sønderjylland«.

Der bliver stille nogle sekunder på den anden side af sofabordet. Så fortsætter han:

»Og når de laver mad, så laver de nok. Og det, der er tilovers, det ryger sgu bare ud«.

Og det kan du ikke tåle?

»Nej«, hvisker han.

Erling Jepsen er opfostret på de varer, der havde overskredet sidste salgsdato uden at være blevet rakt over disken i ismejeriet. Derfor er hans tarmsystem nærmest asfalteret.

»Jeg kan tåle alt, også fordærvet mad. Jeg kan bare ikke tåle, at mad går til spilde«.

Er det derfor, der er lidt mug i din appelsinmarmelade?

»Nårhh«, siger han.

»Så slemt er det da heller ikke. Den kan holde længe endnu«.

Ligesom med Squash
Det er vist mest på grund af underholdningsværdien, at han nævner kulturforskellene som årsag til, at han blev skilt.

I virkeligheden var det også bare sådan, at Erling Jepsen blev »enormt stresset« af at være gift og have et barn.

»Man kan jo ikke tænke en tanke til ende, for man bliver spurgt om noget, inden man når så langt. Og når der så både er en kone og et barn, så kan de finde på at spørge oven i hinanden. Og hvad skal man så tage først? Og hvad med den tanke, man havde? Jeg blev fuldstændig forvirret og svimmel og fysisk dårlig af det. Men de ville mig jo ikke noget ondt. Det er jo dejlige mennesker«.

Det er ligesom med de Tuborg Squash, de førte hjemme i ismejeriet, og som fik bundfald, når de stod længe i kassen. Når man rystede flasken, kom appelsinkødet rundt i den. Og når man stillede den igen, faldt det langsomt ned, så sodavanden blev helt klar igen.

»Jeg bliver også rystet rundt og påvirket af alt muligt. Men hvis jeg så får lov at være alene, og der ikke er nogen, der forlanger noget af mig, så ryger bundfaldet ned, og det hele bliver mere klart«.



Hvis Erling Jepsen har været sammen med andre mennesker, skal han bruge flere timer på at finde og nulstille sig selv igen. Alt hvad der er blevet sagt og oplevet, skal sorteres, lægges i kasser og arkiveres.

»Min ekskone siger, at hun synes, det er enormt rørende, at jeg kunne holde ud at have en familie i 11 år, når jeg nu slet ikke er bygget til det«.

»Det synes jeg da er flot sagt«.

Vi sidder lidt igen. Så kigger han op.

»Hun sagde også: Det er så let med dig, Erling, man kan altid få sin vilje, bare man smigrer dig«.

Det kalder jeg publikum
Klokken er ved at være 13. Men Erling Jepsen forsikrer, at han ikke er spor træt.

»Jeg har det fint. Og jeg kan da slet ikke sove nu. Jeg er helt høj over al den snak om mig selv«.

For en sikkerheds skyld beslutter vi at tage en tur ned til Christianshavns Vold og fodre ænder og kigge efter vilde kaniner på Kaninøen. En ekspedition, der for Jepsens vedkommende kræver både overtræksbukser, et strikket mintgrønt halstørklæde og en tyk, lysebrun hue.

»Jeg har ikke været ude i tre dage, fordi jeg har været forkølet«, forklarer han. Men føler sig dog stærk nok til, at vi tilbagelægger turen fra Islands Brygge til volden på cykel. Og til at foreslå, at vi kører over til den lidt billigere del af Amager for at købe brød til fuglene, i stedet for at købe »noget dyrt, økologisk noget« på Islands Brygge.

Erling Jepsen er nødt til at køre med én hånd og er blevet væsentligt mindre snakkesalig. Den anden luffe holder han foran munden for ikke at få kold luft ned i lungerne. Vi krydser Amagerbrogade for at handle i Jacobs Bageri i Holmbladsgade.

Jeg passer på cyklerne, mens Jepsen går ind for at handle til fuglene. Han kommer ud med to poser. Én med et franskbrød til ti kroner. Og én med en myslibolle til ham selv.

Af hensyn til Jepsens lunger trækker vi det sidste stykke ned til Christianshavns Vold og slår os ned ved søen i et larmende virvar af måger, svaner, ænder, duer og solskin. Han deler franskbrødet i to og rækker mig den mindste halvdel, mens ænderne nærmest er ved at kravle op på skødet af ham for at få fat i det.

»Arj, hvor er det vildt! Er man ikke bare populær!«, råber han.

» Det kalder jeg publikum«.

Mens de æder vores franskbrød, haler Jepsen op i det ene bukseben for at vise mig et langt snitsår fra en kniv, som stammer fra 1960’ernes bandekrige i Gram, hvor enhver lille dreng med respekt for sig selv bar både luftgevær og kniv. Kampen stod mellem det gamle Gram, som Erling tilhørte, og så »dem oppe fra byen«. Og de blev aldrig rigtig enige om, hvem der havde ret til området ved banelinjen.

Han lyner bukserne ned for at vise mig et »rigtigt stiksår«, men må opgive forehavendet, da han opdager, at han har lange underbukser på.

Evig rejsning
Da Erling Jepsen som 16-årig flyttede til Haderslev for at gå på gymnasiet, talte han udpræget dialekt.

Men forsøgte alligevel at bilde sine klassekammerater ind, at han kom fra København. Hans rigtige forældre var kommunister og havde deltaget i en demonstration mod Verdensbanken og havde været nødt til at gå under jorden. Og så var Erling kommet i pleje hos et ægtepar i Gram.

Det var der nu ikke rigtig nogen, der troede på. Men Erling kunne noget andet, viste det sig. Han kunne skrive skolekomedier. Og med et slag var han ikke længere en dialektramt nørd, men fik status som forfatter, kom med til festerne og fik piger med hjem på kollegieværelset.

»Pigerne troede jo, vi skulle alt muligt frækt. Men jeg sad bare og fortalte om Gram. Det var vigtigere for mig. Som jeg husker det, havde jeg altid rejsning dengang. Undtagen når pigerne kom for tæt på. Jeg skulle delagtiggøre dem og accepteres først. Det var en større drift hos mig end den seksuelle«.

Vi sidder lidt på bænken og glor på hinanden.

»Du synes, det lyder meget mærkeligt, kan jeg se«, siger han så.

»Men det var større for mig. De skulle kigge mig i øjnene og sige, at det var okay. Hvis du lige har oplevet et trafikuheld og møder en lækker mand, så er det første, du tænker på, vel heller ikke at komme i seng med ham. Det er vel lige at fortælle, hvad du har set. Først!«, siger han med en lille skarphed i stemmen.

Han sukker.

»Min ekskone og min datter blev også trætte af at høre om Gram. Men jeg har heller ikke det samme behov for at bekende min baggrund længere. Jeg tager det lidt lettere nu«.

Få mænd i Erlings liv
Men så er der heldigvis så meget andet, man kan bekende. Og det tager han så fat på, mens vi følger hans sædvanlige rute rundt om søen. Han har for eksempel næsten kun veninder, fortæller han. »Som støtter fuldstændigt op om mig og synes, jeg er fantastisk«. Så er det straks sværere med mænd. For der kommer hurtigt lidt konkurrence ind i billedet.

»Og det er på en eller anden måde nok lidt farligt for mig. Jeg synes klart, det er bedre med kvinder, der beundrer én. Jeg er opvokset med, at konkurrencen var rigtig farlig. For hvis jeg vandt, ville min far jo begå selvmord. Jeg har én rigtig god ven, forfatteren Christian Jungersen. Vi er så forskellige arbejdsmæssigt, at vi næsten ikke kan tale om fag. Og det er en af grundene til, at vi har det så godt sammen. Men ellers er der sgu ikke mange mænd i mit liv. Det irriterer mig lidt«.

LÆS INTERVIEW

»Men det er måske også, fordi kvinder er lettere at manipulere med«.

Ligesom de små hjemme på vejen i Gram?

»Ja«.

»Jeg er også god til sådan at indynde mig. En listepik er der nogen, der kalder det«, siger han og fniser.

»Det var der i hvert fald engang en kvinde, der sagde til mig. Jeg har altid været god til at få kvinder til at føle sig som noget særligt, uden egentlig at tænke så meget over, om det passede. Men jeg kan godt lide den virkning, det har«.

»Det er da lidt snu, er det ikke?«.

Med publikum i sin hule hånd
’Den sønderjyske farm’ er trykt i 24.000 eksemplarer. Og det gør faktisk ikke rigtig noget, hvis de bliver solgt, og Erling Jepsen skal på turne med sig selv og sine bøger igen.

Det har han ikke været i forbindelse med de to seneste bøger.

»Jeg kan godt lide, når jeg skal holde foredrag og har publikum i min hule hånd, og de griner og græder og klapper. Og så får jeg en fed check bagefter – eller kontanter, hvis det er i Sønderjylland – og sover på et fint hotel om natten. Men det er altså løbet lidt ud i sandet«.

Vi går lidt i næsten stilhed. Bortset fra lyden af nylon mod nylon fra Jepsens overtræksbukser, hver gang han tager et skridt.

»Jeg har engang talt for 1.200 mennesker i Aalborg Hallen«, kommer det så.

»Jeg gik i stå to gange og glemte simpelt hen, hvor jeg var på vej hen. Der gjorde jeg også noget, der var lidt snu«, siger han og stopper op med løbende næse og munden fortrukket et sted mellem et smil og en grimasse.

»Jeg lod, som om foredraget påvirkede mig så meget følelsesmæssigt, at jeg lige måtte have et øjeblik. Det tog de jo som et bevis på, hvor tæt det her stof var på forfatteren, og hvor berørt han selv var af det. Og så fandt jeg tråden igen«.

Det kommer da ikke nogen ved!
En anden gang holdt han foredrag på Aarhus-egnen, da én blandt publikum pludselig rejste sig op og sagde, at hun også havde boet i Gram. Og godt kunne huske Erlings far.

Hun kunne også huske, at han ikke var god ved sin hund. Og at hun engang havde set ham piske Erlings storebror.

»Det blev jeg da helt chokeret over«, hvisker han.

»Det synes jeg da ikke kom nogen ved. Godt nok fortæller jeg selv om ham. Men at det så pludselig kom fra en anden, det var voldsomt. Det holdt mig sgu vågen flere nætter i træk«.

»Mit eget stof har jeg jo under kontrol. Det er, som om det ikke er virkeligt længere, når jeg har fortalt det på min måde. Så er det ligesom en roman. Men det er jo virkelighed. Det blev jeg opmærksom på, da hun sagde sådan. Pludselig var det ikke længere bare noget, jeg stod og løj om. Så var det fandeme rigtigt«.

Erling Jepsen har fire ældre søskende. Men har egentlig kun kontakt med hende, der hedder Sanne i bøgerne.

»De andre kan ikke rigtig forstå, hvorfor det skulle fortælles. Men Sanne synes, det er fantastisk og rigtigt og godt. Hun har stadig en jakke, hvor der står ’Kunsten at græde i kor’ på ryggen, som hun går med nede i byen i Tønder. Så de ved, det er hende. Det er nærmest blevet hendes livsprojekt«.

De svulmer jo op
Vi har passeret Kaninøen og krydset broen over søen uden at få øje på nogen vilde kaniner.

Til gengæld har vi fundet noget vild kørvel, som ifølge Erling Jepsen er rigtig godt som kaninfoder. Sin kaninfarm drev han som stor dreng for at have »noget varmblodigt at røre ved«. For at opleve yngelpleje, der lykkedes. Og fordi det var dejligt at tælle pengesedlerne, når vognen fra slagteriet hentede dem om efteråret.

»Og så ville jeg gerne vise min far, at jeg kunne finde ud af det. Han troede ikke på, at jeg ville holde ved«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det hjalp ikke ligefrem på farens skrantende selvværd, at Erling faktisk kunne klare det. Indtil den dag, det blev regnvejr. Og Erling slæbte alt det hø, der endnu ikke var tørret ordentligt, ind i legehuset. Høet fik skimmelsvamp og kaninerne fik trommesyge.

Jeg kan ikke finde kvitteringen på de 10 kroner, jeg lagde ud for franskbrødet, som vi fodrede fuglene med

Erling bad sin far om hjælp, men han var stadig fornærmet over ikke at have været nødt til at træde til for længe siden. Så han ventede, til kaninerne var svulmet godt op, før han stillede nede ved farmen med vatpinde og vaseline for at hjælpe dem af med luften i maven.

»Der var virkelig mange af dem, der døde. Han tog dem jo som en slags gidsler. Og det er altså grimt at se kaniner, der revner indvendigt. De svulmer jo op«.

»Fy, for pokker«, hvisker han.

Han stopper op og peger ind i et bevokset område.

»Jeg plejer at gå den vej ned«, siger han.

»Men jeg er stadig lidt forkølet, så skal vi ikke bare droppe det«.

Det gør vi. Og fortsætter tilbage mod Torvegade.

Altid i høstakken
Nogle gange ville Erling Jepsen ønske, at han bare kunne »afvise« Sønderjylland, som han siger.

Men han har en stor kærlighed til det »overrumplende, groteske, smukke og forfærdelig grimme land«.

»Det er bare ikke rigtig gensidigt, synes jeg. Jeg vil jo gerne genforenes med Sønderjylland. Og accepteres. Og så er der sådan et mylder af liv, når jeg får fat der. Det er nærmest mytologisk«.

Han skal bare tænke på det, så kommer det væltende. For eksempel historien om den mand fra Ålkær uden for Gram, der kom hjem en aften og fandt sin kone i seng med en anden. Og som derefter gik ned på kroen og drak sig fuld og faldt om i en høstak. Næste dag var der nogen, der prøvede at hive ham ud af høstakken.

»Men han ville ikke hjem. Han gravede sig længere ned i høstakken. Og næste dag endnu længere ned. Han indrettede den til et nyt hjem, og folk kom med aviser og mad til ham. Og med hønsetråd, så han kunne reparere den og få plads derinde. Han blev sådan en slags orakel«.

Erling besøgte ham i høstakken sammen med sin mor og far. De havde saftevand og sandkage med til ham.

»Jeg kan huske, min mor spurgte, om det ikke var koldt. Og han svarede, at det var ikke så slemt, det var mere alle de mus«.

Hvor længe blev han i høstakken?

»I mit hoved blev han der altid«.

Det hele er arkiveret

På det seneste har Erling Jepsen flirtet lidt med at få et sted »derovre«. I nærheden af Sønderborg Lufthavn. Så man hurtigt kan komme væk igen. »Så kunne jeg snakke sønderjysk med nogen, og det hele kunne bare være ukompliceret og hjerteligt, og ikke som dengang«. »Jeg har været derovre til en fortælleaften sammen med Henrik Strube, hvor vi var inde på et meget lokalt værtshus i Aabenraa. Det var kun, fordi jeg var med, at han ikke fik bank, for han er jo rigtig københavner. Der oplevede jeg det der med, at nu er jeg i Sønderjylland, og alt er okay. Det var et sus, altså. Men min kæreste vil hellere have et hus i Grækenland«. »Er det ikke mærkeligt?«. Vi skilles, hvor vi begyndte. Ved virvaret af fugle på søbredden. Han trækker af sted med cyklen gennem Amagers eftermiddagstrafik med huen skruet helt ned i panden og munden gemt i halstørklædet. Nogle dage senere ligger der en mail i indbakken. Der står blandt andet: »Tak for sidst. Jeg tilbragte resten af dagen og aftenen alene på kontoret, funderede over hvad jeg havde sagt, hvad du havde sagt, hvad der ikke var blevet sagt, hvordan du så ud osv. Og det hele er puttet i kasser og arkiveret«. Og så til sidst: »Jeg kan ikke finde kvitteringen på de 10 kroner, jeg lagde ud for franskbrødet, som vi fodrede fuglene med«.















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce