Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
DANIEL HJORTH
Foto: DANIEL HJORTH

Arvegods. Gode bøger satte Svend Åge Madsen i gang med at skrive, og han er blevet ved. De eksistentielle spørgsmål optager ham, men han forsøger at give historierne en konkret dimension ved at forankre dem i et genkendeligt Aarhus.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svend Åge Madsen: »Jeg føler, det er min opgave at forføre min læser«

Madsen fortæller om sit forfatterskab, om at narre sig selv og om at stå op og glæde sig til at møde sine hovedpersoner.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For omkring 50 år siden slap en håbefuld ung mand i Aarhus sine litterære drømme løs.

Svend Åge Madsen var lige sivet fra matematikstudiet på Aarhus Universitet, og på sit lille hakkebræt af en Olympia rejseskrivemaskine var han i stedet begyndt at klapre de særeste historier ned.

Om skæve eksistenser, der forsøgte at finde ud af, hvem de var, og hvor meget deres liv greb ind i hinanden.

LÆS OGSÅ

Tilbage på universitetet sad en matematikprofessor og mumlede noget om, at det var meget godt, at den unge Madsen havde kastet sig over litteraturen i stedet – for matematik havde han alligevel ikke fantasi til.

Om få dage kan en af dansk litteraturs mest finurlige og krøllede begavelser og hans læsere i og uden for Danmark fejre 50-års jubilæum for netop den fantasi.

Fem årtier med romaner, noveller, skuespil, hørespil, kortprosa, interaktive kollektivfortællinger og meget, meget mere. Inklusive nogle eksperimentelle strejftog inden for science fiction, krimi, kærlighedsroman, utopi og et par andre genrer, forfatteren lige skulle prøve af.

Ikke meget kommunalpolitik
På jubilæumsdagen udgiver Svend Åge Madsen samtidig sin nyeste ’mikroman’, som en novellesamling kan hedde, når man er Madsen og gerne vil understrege, at karakterer og begivenheder fra hver enkelt beretning fletter sig ind i hinanden i ét stort væv og på tværs af tid og rum.

Det er stadig det samme, der er på spil, som dengang først i 60’erne:

Hvem er vi som mennesker? Hvad gør vi ved hinanden? Og hvad nu, hvis vi ikke gjorde det – eller gjorde det modsatte?

»Der er ikke ret meget kommunalpolitik i mine bøger. Det er jo nok de store spørgsmål, der tegner sig for mig ...«, som han selv formulerer det, og så har han ikke sagt for meget.

Ingen ord endnu
Svend Åge Madsen, 73, holder til i Risskov uden for byen Aarhus, der er den geografiske klangbund for de fleste af hans bøger.

Huset tæt ved bugten er lige så lidt firkantet som hans fiktioner: De skrå tagflader, der går helt til jorden, gør nærmest huset trekantet set ude fra vejen.

Inde bag ruderne skimtes forfatteren med det karakteristiske halvlange hvide hår og fuldskægget, og da han åbner døren ud til snevejret for at tage imod, breder vifterne af åbenlyst veltrænede smilerynker sig ud fra begge øjne.

Forfatteren brygger kaffe, og vi sætter os til rette i et par magelige lædersofaer ved vinduet, hvor han indleder med at tilstå, at han ikke er meget for at skulle tale om den nye bog, ’Pigen i cementblanderen’, som mikromanen hedder:

Hvis jeg forventer ideerne for meget og blokken ligger alt for parat til at modtage alle de nye, friske indfald, kommer der slet ikke nogen



»Jeg har slet ikke fået sat de ord på, jeg kan beskrive den med endnu«, beklager han.

Så vi begynder fra den anden ende. Med 50 års dansk skønlitteratur, præget af spejlinger og dobbeltgængere, modsætninger og »omvendinger«, som forfatteren siger, og af karakterer, der bevæger sig ud af den ene bog for at optræde i nye sammenhænge i den næste.

Alt tilsat snurrige indfald, litterære referencer og forfatterens egen naturvidenskabelige baggrund, der gør, at han uforfærdet tør kaste sig ud i gener, kloner, trinære talsystemer og ormehuller, der tillader passager fra et til et andet århundrede.

Man må snyde
Hvor kommer alle de ideer fra?

»Det er svært at sige, for egentlig kommer de bare. Man kan ikke gøre ret meget fra eller til, sådan direkte. Men når jeg læser noget eller oplever noget, sker det af og til, at der popper en ide op. Og når jeg så måske har fået en historie ud af det og gjort den så god, som jeg nu kan, kan jeg pludselig se, at nåååh, det kommer da derfra ...«.



Vil du sige, det er ubevidst?

»Ja, eller jeg kan i hvert fald ikke umiddelbart se nogen sammenhæng. Men jeg hører måske noget, der får en ide til at udmønte sig, eller jeg læser og begynder at associere: Hvad nu, hvis man vendte den her fortælling helt på hovedet? Jeg har lagt mærke til, at den metode bruger jeg ret ofte«.

De løse indfald lagres på computeren, så de kan »udløse og befrugte hinanden«. Gåturene ned til stranden få skridt væk virker også produktivt for ideerne, men metoden virker kun, hvis han snyder:

»Hvis jeg forventer ideerne for meget og blokken ligger alt for parat til at modtage alle de nye, friske indfald, kommer der slet ikke nogen, har jeg opdaget. Man skal på en eller anden måde lade som om ... Sige: Det er da slet ikke derfor, jeg går tur. Det er et underligt selvbedrag, men det har tit virket ...«.

Indlevelsens kunst
Når en ide tager form, begynder den fase, Svend Åge Madsen kalder »den mentale research«.

Har han en ide om, at han for eksempel skal være en mand, der har en anden person inden i sin krop, forsøger han at leve sig ind i, hvordan det ville være.

»Jeg prøver at forestille mig, hvad det kunne give af skægge sammentræf og besværligheder, og jeg begynder ikke at skrive, før det bliver forholdsvis velkendt for mig. Det kræver noget tid, men det er spændende at opleve, hvordan tanken bliver mere og mere selvfølgelig for mig – at leve under et helt andet samfundssystem for eksempel«.

Det handler om indlevelse?

»I virkeligheden er det, hvad al litteratur baserer sig på: vores evne til at indleve os. Hvis det er beskrevet klart nok, kan vi gå ind i situationer, der ellers kan se rablende ud. Vi kan lade os forføre, og jeg føler, at det er min opgave: at forføre min læser. Og det gør jeg ved i første omgang at forføre mig selv«.

Kontrolleret mani
Skriveprocessen tager han hul på, når ideen står stærkt. Måske aner Madsen skelettet af et hovedforløb, men ikke mere:

»Der skal være åbent for, at situationen kan udvikle sig spontant, så jeg kan bevare nysgerrigheden. Ellers bremser strømmen«.

Når associationer og indfald flyder, kan Svend Åge Madsen til gengæld dårligt stoppe igen.

Hans kone, Lise, der er død for nylig, havde de første mange år af sin mands karriere en aftale med ham om, at tog han over for at skrive i sommerhuset – ’skuret på Mols’ – skulle han mindst hver anden dag gå ned i landsbyens telefonboks og ringe hjem for at forsikre både hende og sig selv om, at jordforbindelsen var intakt og manien under kontrol.

Det var dengang, Madsen skrev sin første bog på femten (!) dage og bogstaveligt følte, at han fik elektrisk stød, når fingrene rørte tasterne på den gamle Olympia.

Så voldsomt fortaber han sig ikke længere, men han kan stadig glemme alt om mad og søvn:

»Og jeg har været ude for, når det går rigtig godt med at skrive, at jeg får den her fornemmelse af, at jeg skal skynde mig op næste morgen for at se, hvad der sker i dag. Ligesom når man læser en rigtig god bog og næsten ikke kan lægge den fra sig«, klukker han.

Nysgerrigheden skal pirres
Du er glad for selve skriveprocessen – men hvad driver dig som forfatter?

Svend Åge Madsen holder en kort tænkepause.

»Nysgerrighed«, siger han så.

»Den her med: Hvad ville der ske under de her omstændigheder, og hvad ville det blive for en slags historie. Jeg har behov for at opleve, at det er noget nyt, jeg er i gang med, hver gang. Det er også derfor, jeg ikke kan forstå dem, der kan skrive mere eller mindre den samme bog igen og igen. Krimiforfattere for eksempel. Jeg har brug for, at min nysgerrighed bliver pirret, og at jeg virkelig er spændt på, hvad det fører til«.

Når du ser tilbage på dit forfatterskab, er der så bøger, du selv synes rager op?

»Nej, de har alle sammen været vigtige for mig og været et led i en udvikling. Nogle er blevet modtaget bedre end andre, og ’Tugt og utugt i mellemtiden’ er den, folk kender bedst og refererer mest til – men jeg har ingen præferencer, og efter ’Tugt og utugt ...’ havde jeg selv en fornemmelse af, at den her da vist blev meget sjov, men lidt tynd ...«.

Grå naturalisme
Svend Åge Madsen har aldrig lagt skjul på sine litterære forbilleder og inspirationskilder: Borges, Beckett, García Márquez, Calvino ... Og de første: Kafkas ’Processen’ og James Joyces ’Ulysses’.

Han slugte dem lige efter gymnasiet – og var fortabt til ny litteratur.

Madsen husker stadig sin fascination af et kapitel i ’Ulysses’, der er skrevet i forskellige stilarter og genrer. Det optog ham, at man kunne blande og se på verden fra forskellige ståsteder.

»Indtil da kendte jeg af den rimelig nutidige litteratur først og fremmest den lidt grå 1950’er-naturalisme, som ikke sagde mig noget. Men med de her bøger følte jeg, at litteraturen kunne gøre noget ved mig. Og jeg begyndte at spekulere over, hvad jeg kunne bruge litteraturen til«.



Hvad var det, litteraturen gjorde ved dig?

»Den bearbejdede nogle af de tanker, jeg selv gik og baksede med. Specielt som ung forsøger man at orientere sig i verden, og der er ting, man ikke kan få styr på, men jeg opdagede, at litteraturen kunne udpege det, der var vigtigt for mig, så jeg kunne sige: Nu kan jeg lægge den der nysgerrighed eller interesse væk og komme et skridt videre.

Jeg har en oplevelse af, at det også er det, der sker, når jeg skriver en bog – at jeg bliver lidt færdig med et emneområde, i hvert fald for en tid, og kan begynde at tage mig af nogle af de andre væsentlige ting«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ændret opmærksomhed
Den argentinske forfatter Borges lærte Svend Åge Madsen at angribe litteraturen på en ny måde. Márquez inspirerede med sine spring i tid og sin »sammenkædning af universet«.

»Og Faulkner!« – udbryder Svend Åge Madsen pludselig, han har glemt Faulkner:

»Det her med at lade sine personer opleve det samme, men se det med meget forskellige øjne – det kan jeg sige til mig selv, når jeg bruger det samme greb: Nåh, det er jo Faulkner, du trækker på her ...«.



Og så kommer vi til Madsens eget forfatterskab. Det skulle være det nemmeste at beskrive for manden selv, men næsten som personerne i sine bøger må Madsen nærme sig fra flere sider for at pejle sig ind på et svar.

Han sukker lidt, hælder ny kaffe op og tager tilløb.

»Det er svært – også fordi det har ændret sig temmelig meget i årenes løb, heldigvis. Jeg kunne bilde mig ind og kunne umiddelbart tro, at jeg kører mit eget løb – men når jeg ser lidt mere distanceret på det, kan jeg godt se, hvordan jeg har ændret opmærksomheden, i takt med hvad der er sket omkring mig«.

Udviklingen
I begyndelsen var han inspireret af de franske eksistentialister og deres eksperimenterende former.

Derpå kom 70’ernes politiske bølge, der eksempelvis kom til at præge en roman som ’Tugt og utugt i mellemtiden’.

Og nutidens optagethed af religioner har optaget en del af Svend Åge Madsens senere karakterer, siger han og er pludselig selv på vej ud i en diskussion om emnet.

Men det var det her med at sætte ord på dit eget forfatterskab ...?

»Nåh ja, vi kommer ikke sådan let hen over det ...«, smiler han.

»Jamen, noget af det, der er vigtigt, er den her undersøgelse af identitet og eksistensbetingelser: Hvor meget har vi af vores eget, og hvor meget bliver vi påvirket udefra? Det ser jeg som helt gennemgående temaer, og dem slipper jeg formodentlig ikke igen«.

Fritænker
Hvor tankerne om eksistens altid har fyldt, er den religiøse dimension først de seneste år begyndt at trænge sig på i Svend Åge Madsens bøger, og især spændet mellem videnskab og tro males op. Selv er forfatteren ikke religiøs.

»Ikke i den traditionelle forstand, men hvis religiøs betyder nysgerrig over for de store spørgsmål – og nogle vil jo godt fortolke det derhen – så er jeg religiøs. Men jeg er ikke tvangsreligiøs«.

Tvangsreligiøs ...?

»Det er jo ret sjovt, at dem, der ikke var religiøse, blev førhen kaldt fritænkere. Jeg vil gerne opfatte mig som fritænker – i den forstand at jeg tænker uden at være i en eller anden tvangstrøje«.

Hvilken Madsen taler vi med?
Det er Søren Kierkegaard-år i år. Vil du lege med det? Der står vi også med spørgsmålet om tro over for videnskab ...

»Ja, det gør vi i høj grad. Den aktuelle situation har jeg nu ikke lyst til at gribe ind i. Jeg har en fornemmelse af, at vi får et Kierkegaard-bombardement, men det sjove er, at jeg opdagede, da min bog ’Sæt verden er til’ var blevet oversat til fransk og jeg var rundt på franske universiteter for at tale om den, at flere kaldte den Kierkegaard-påvirket«.

I bogen fortæller fem personer om hver sit syn på tilværelsen og om hver sin oplevelse af samme begivenhed. Det aflæste franskmændene som typisk Kierkegaardsk, fortæller Svend Åge Madsen, der ikke i første omgang kunne se påvirkningen.

»Efterhånden blev jeg så mere og mere opmærksom på, at det gennemsyrer den danske tænkning så meget, at det er et selvfølgeligt vilkår at tænke, at folk har hver sin måde at nærme sig tingene på. Det er tilsyneladende en dansk tankegang, og det er jo sådan set det, jeg også gør i mine bøger: Prøver at se, hvordan vi indgår i verden og påvirker den. Men jeg skulle altså til Frankrig for at opdage, at jeg var dansker«.

Du leger med spejlinger og dobbeltgængere – er vi ingen uden de andre?

»Deeeet ... er et af de store spørgsmål .

»Men – langt overvejende mener jeg, at vi er påvirkede af vores samfund i en sådan grad, at vi ikke kan sige, hvad der er tilbage, hvis vi piller det af, vores kultur har påduttet os«.


Vores identitet skabes i samværet med de andre?

»Ja – og ud fra de valg, vi foretager. Og dem tager vi, påvirket af de situationer, vi er i, og de erfaringer, vi har gjort, så det er meget komplekst. Jeg tror bestemt, at det er os selv, der former os, men vi har flere fremtrædelsesmåder og tankesæt«.

Hvilken Svend Åge Madsen taler jeg med ...?

»Jeg sagde engang til Christian Braad Thomsen, da han lavede en film om mig, at jeg var 34 forskellige personer ... Jeg vil nødig lige sætte etikette på dem, men jeg mener virkelig, at vi er mange forskellige. Allerede her i vores samtale har vi jo været legende i nogle situationer, mens vi i andre prøver at trænge ind i tankerne. De skift klarer vi jo ret suverænt«.

Og litteraturen hjælper, mener forfatteren: »Litteraturen kan få os til at tænke og opleve anderledes. De forfattere, der virkelig har gjort indtryk på mig, har efterladt mig i en anden situation end før. De har givet verden en anden tone, så jeg kan føje en ny farve til paletten«.

Etisk afprøvning
I Madsens eget forfatterskab har naturvidenskabelige dilemmaer fyldt en del, og det er tydeligt, at han ved mere om emnerne end gennemsnitsdanskeren. Den baggrund gør, siger han, at han vover at skrive om dem.

»Og på de områder er vores erkendelse eksploderet. Tag det biologiske: Vi har fået muligheder, ingen kunne foregribe, og som ingen har forstået, og dermed ligger der jo nogle historier og venter på at blive fortalt – om hvem vi er, der kan ændre os selv rent fysisk og vælge træk og egenskaber til og fra. Det er jo en kolossal ændring, som af gode grunde aldrig er fortalt tidligere«.

Han tager ikke stilling, men synes, at det er afgørende, at vi diskuterer, hvor langt vi vil gå. Og her kan litteraturen noget:

»Historierne kan sætte os ind i, hvad det ene og andet kunne føre med sig af fordele og ulemper. Det er en slags etisk afprøvning«.

Hvis du ser tilbage på dine 50 år som en forfatter, der har kredset om de her emner, har virkeligheden så overgået fantasien?

»Jah, det synes jeg. Jeg havde jo ikke nogen forestilling om, at vi fik alle de her muligheder – de biologiske for eksempel, men også hvad angår hele computerområdet: Der er, så vidt jeg ved, ingen science fiction-forfatter, der har haft nogen forestilling om pc’er. Og det kan man egentlig undre sig over«.

At fortælle et liv
Svend Åge Madsen har til gengæld selv ved hjælp af litterær bioteknologi sendt kolonner af fiktive kloner, kopier og spejlmennesker ud på bogreolerne.

Hans karakterer skal ikke engang forbi et spejl for at spalte sig ud i flere afskygninger, og også i den nye novellesamling er der dobbeltgængere:

»Dobbeltgængere udgør et fantastisk fortællemæssigt greb, hvis man gerne vil beskrive, hvordan et menneske reagerer forskelligt i to forskellige relationer«.

Et bærende tema i ’Pigen i cementblanderen’ er, siger Svend Åge Madsen, kriminalitet.

En af novellerne er en ren krimipastiche, i andre forsvinder eller dør folk under mystiske omstændigheder, der bedrages og myrdes, og med venlig hilsen til eksempelvis Per Højholt og hans øre begår en venstrehånd et mord, uden at den højre kan forhindre det.

Det er for mig også en undersøgelse af, hvordan vi egentlig får den her sammenhæng i tilværelsen, så vi får fornemmelsen af, at vi har levet et liv

Men der er andet på spil. Bogens personer vikler sig ind i og kommenterer på hinanden på kryds og tværs i en bog, der også formmæssigt understreger et Madsensk præg: ’Mikromanen’s otte noveller hænger indbyrdes sammen og kaster hver især nye spejlinger og lys ind på hinanden.

»Novellerne kan læses hver for sig, men får forhåbentlig nogle andre kvaliteter, i kraft af at de griber ind i hinanden og ændrer forståelsen af hinanden«, forklarer Svend Åge Madsen, og den måde at fortælle på stemmer med hans syn på livet.

»Det er svært for mig at tro på den store fortælling og den store romantisk svulmende historie, og det kan jeg så føre ud på vores tilværelse: Jeg har ikke en fornemmelse af, at vi lever i en stor historie. Vi lever i mange forskellige episoder, der bedst kan struktureres som små fortællinger, som igen hober sig sammen og bliver til en tilværelse og et liv«, siger han.

»Det er for mig også en undersøgelse af, hvordan vi egentlig får den her sammenhæng i tilværelsen, så vi får fornemmelsen af, at vi har levet et liv. Vi strukturerer vores verden ved hjælp af fortællinger. Har vi en hændelse, vi har svært ved at håndtere til at begynde med, giver vi den efterhånden et præg af fortælling«, siger Svend Åge Madsen, der selv kun lige er begyndt at samle sig efter sin kone, Lises død.

Boblende idéer

Han har altid skrevet alene, men Lise har læst og været der, og også denne nye bog har hun læst igennem og vendt med ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun nåede også at se den lille dedikation til hende. Forfatteren ville have gemt den som en overraskelse til udgivelsen på fredag, men da han så, hvor det bar hen, printede han den ud. Han ville gerne have, at hun kunne nå at få lov at se den. Nu står han i en overgangsperiode, og hvad det kommer til at betyde for forfatterskabet, kan han ikke sige endnu.

LÆS OGSÅ

Han ved heller ikke, om bogen her i jubilæumsåret bliver den sidste. Siger han. Men den tror han vist heller ikke selv på.

Foreløbig lægger han for 50. år i træk en bog på danskernes reoler. En bog, medgiver han, der i sjælden grad synes at samle tråde fra hele forfatterskabet.

»Det kan meget vel skyldes aldringsprocessen. At man faktisk begynder at komme i resuméalderen og prøver at få noget på plads, i det omfang det nu kan lade sig gøre«.

Og jo, da der nu er en, der spørger, så er der faktisk et par ideer, der ligger og bobler. Det skal de bare helst gøre i fred og ro, for det er jo sådan med ideerne, at man helst skal lade, som om man slet ikke vil have dem.

Så kommer de til gengæld væltende.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden