Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hel. Efter Patrik Lundbergs rejse til Sydkorea forstod han, at der ikke behøver være modsætning mellem det svenske og det sydkoreanske.
Foto: Jacob Ehrbahn

Hel. Efter Patrik Lundbergs rejse til Sydkorea forstod han, at der ikke behøver være modsætning mellem det svenske og det sydkoreanske.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svensk-koreansk forfatter: »Jeg er som en banan - gul udenpå, hvid indeni«

I Sverige blev han kaldt bøsse. I Sydkorea var pigerne vilde med ham. Patrik Lundberg om 'Gul udenpå'.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En mand med grimme ar i ansigtet bevæger sig langsomt hen imod Patrik Lundberg.

De tre meter imellem dem tager et halvt minut at tilbagelægge. Manden er handikappet efter et biluheld, der skete, lige efter at Patrik Lundberg blev født. Det er første gang, siden Patrik var ni måneder, hed Park Jong Dae og blev bortadopteret, at han møder sin biologiske far. Hans biologiske mor er der ikke.

I sin bog ’Gul udenpå’ fortæller Patrik Lundberg om sin rejse tilbage til Sydkorea, hvor han møder sin biologiske familie efter at være vokset op som en svensker i en koreansk krop. Med alle de udfordringer det byder på. Selv siger han, at han er »som en banan – gul udenpå, hvid indeni«.

Velmende voksne var de værste Bogen, der netop er udkommet på dansk, har vakt debat i Sverige.

»Der har tidligere været mest fokus på den adopterede og på adoptionsfamilien. Men de biologiske forældre har også en historie, der skal fortælles. Det gør jeg med min bog. Det, der er specielt for adopterede, er, at vi har svensk – eller dansk – kultur, religion og etnicitet, men har en anden hudfarve og derfor ofte bliver mødt, som om vi har en anden kultur«, siger han.

Og det værste var ikke klassekammerater, der sagde ’ching-chang-sjask’ og lavede skrå øjne med fingrene. Det værste var velmenende voksne, der spurgte, om han så var god til karate. Eller bordtennis. Eller folk, der spurgte, om han holdt med Sydkorea, hvis det svenske fodboldlandshold spillede mod det koreanske.

»Det er ting, jeg slet ikke kan relatere til. Og spørgsmålene kommer kun på grund af min hudfarve. Jeg har altid følt, at de skilte mig ud på en virkelig ubehagelig måde«, siger Patrik Lundberg i telefonen fra Malmø, hvor han bor.

Bøsse eller model
Patrik Lundberg fandt sig selv i et badekar med et barberblad klar til at skære sig i armene. Livet havde mistet sin mening.

Han vil ikke sige, at hans frustrationer udelukkende skyldes, at han er adopteret. Han havde intet job, ingen kæreste, ingen uddannelse. Hans mor var fattig, og der var mange ting, der gik ham på.

Men ofte har han kigget op mod stjernerne og undret sig over, hvor han kom fra, hvem der havde født ham, hvorfor han blev bortadopteret. Og han har spurgt sig selv, om der mon var nogen i Sydkorea, som også stod og kiggede op mod stjernerne og undrede sig over, hvor han var.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han bestemte sig for at ansøge om at blive udvekslingsstudent på et universitet i Seoul og skrev samtidig til bureauet, som havde håndteret adoptionen dengang. På trods af dårlig samvittighed over for sin adoptivmor, som var bange for at miste ham. Han var 24, da han tog til Sydkorea og mødte et folk, som ser ud som ham selv, men er formet af en fremmed kultur.

Racisme med asiater
I Sverige tror folk ofte, at Patrik Lundberg er bøsse. Og hvis han går rundt med et kamera på maven, oplever han, at folk kan finde på at grine og pege. Der er en racisme mod asiater, som stadig opfattes som o.k., mens racisme mod sorte og muslimer er blevet langt mere politisk ukorrekt.

»Jeg har adopterede venner fra Asien, der ikke vil gå rundt med deres fædre i byen. For hvad tænker man, når man ser en hvid ældre mand med en ung asiatisk pige. Jeg har veninder, der ikke vil med i byen, fordi folk tror, de er prostituerede«, siger han. Men det er heller ikke let at være asiatisk mand i Norden.

»Vi betragtes ikke som mandige. Det er altid en lille datanørd, som spiller bordtennis«, siger han. Til gengæld viste det sig, at han var meget populær i Sydkorea.

»De synes, jeg lignede en model. Alle piger ville have mig. Jeg forstod, det ikke var mig, der var noget galt med. Jeg havde troet, jeg var grim, eller at det var min personlighed«, fortæller han. Møde med familien


Patrik Lundberg får kontakt med sin biologiske familie. Sammen med en fra adoptionsbureauet besøger han sin mor, far, søstre og brødre, tror han, for kort efter får han den chokerende melding, at det ikke er hans biologiske forældre, han har mødt, men hans faster og onkel.

Først senere møder han sin biologiske far. Hans mor forlod familien kort efter fødslen, hun er psykisk syg, får Patrik Lundberg at vide. Ved et senere besøg hos familien stiller han i en brandert flere spørgsmål til sin mors skæbne, og de viser ham billeder. En af brødrene kan måske sætte ham i forbindelse med en morbror ...

Far og søn mødes i et kram, og tårerne triller. Senere får en af brødrene Patrik Lundberg til at sige til sin far, at han elsker ham. For at glæde faren. Patrik Lundberg gør det, skønt han ikke rigtig føler det, og han beskriver, hvordan hans far lyser op »som spotlightene, når sangen skifter toneart ved melodigrandprix i Globen«.

»Først forstod jeg ikke deres reaktion. Den var meget stærkere end min. Men jeg var jo kun ni måneder, da vi skiltes. De var voksne, så de huskede det hele, forklarer Patrik Lundberg.

Fællesskab i Seoul
I Seoul møder han andre adoptivbørn, der er rejst til landet for at møde deres biologiske ophav. Det viser sig, at der er en forening, som holder fester og møder, og at der er et vandrehjem, hvor adoptivbørnene også kan mødes. Patrik Lundberg har ellers altid undgået at mødes med andre adopterede, fordi det forstærkede hans følelse af ikke at høre rigtigt til i Sverige.

Men fællesskabet i Seoul tiltrækker ham, og han får venner, der selv er adopterede.

»For første gang lærte jeg nogen at kende, som havde det ligesom mig. Men det var ikke alle, der mødte deres familier. Det er et rent lotteri. Der er slet ikke orden i papirerne«, siger han.

Også dette har givet anledning til debat i Sverige, der ligesom Danmark fortsat modtager mange adoptivbørn fra Sydkorea, skønt landet ikke har underskrevet en konvention, der sikrer rettigheder for de adopterede til for eksempel at kunne få at vide, hvem deres biologiske familie er.
Ved hvor jeg kommer fra

At forstå, hvem de er, og hvorfor de handlede, som de gjorde, har været meget vigtigt for Patrik Lundberg. »Der er ingen, der spørger, hvorfor de er nødt til at give barnet væk. Nu, hvor jeg kender min families historie, kan jeg sætte min egen livshistorie sammen. Jeg ved, hvor jeg kommer fra«, siger han. I dag er Patrik Lundberg uddannet journalist og ansat hos Aftonbladet, hvor han skriver klummer om det, der optager ham. Han bor sammen med en svensk kæreste i Malmø og siger lidt ironisk, at han på trods af sin gule hud nu er en del af den hvide mellemklasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden