Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

udstødt. Ciler Ilhan modtog EU's litteraturpris i 2011. Novellesamlingen, der er udkommet på dansk, handler om eksil, fysisk som psykis. Og om kvinder og børn, der lever i en slags eksil i en familiestruktur, der ikke opfatter dem som individer.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tyrkisk forfatter: »I Tyrkiet kan det være en stor udfordring at være kvinde«

I novellesamlingen ’Eksil’ skriver Çiler Ilhan om fornedrelse af kvinder, incest, hævn og drab.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I en af Çiler Ilhans noveller skærer en muslimsk patriark sin datters tunge ud, fordi hun siger ham imod.

I en anden misbruger fædrene i landsbyen deres døtre:

»Vores fædre, som er blevet trætte af at se på vores mødre med deres slappe kød og hængebryster efter ti fødsler, får øje på vores små strittende ungpigebryster. Pludselig bliver vores mødre blinde, vores brødre døve« (...). Når vi bliver lidt ældre, bliver vi gift ind i andre familier. Men de opdager, at vi ikke er jomfruer, for det er vi ikke«.

Skrækkeligt ordsprog

Den tyrkiske forfatter kender ikke til den svensk-danske kritikerdebat, efter at Yahya Hassan i sin digtsamling 'Yahya Hassan' (2013) skrev om muslimsk patriarkalsk vold og dobbeltmoral.

For eksempel mente Athena Farrokhzad, at erfaringer om »patriarkalsk vold i intimsfæren« ikke skulle udstilles, fordi »det føles umuligt at skildre dem for et overvejende hvidt publikum«.

Vinderen af Politikens Litteraturpris 2013 er Yahya Hassan. Han har rodet op i hele 'mediedanmark' og har skabt fornyet debat i et betændt emne.

Hans historie er nu på vej til Sverige, hvor de har det svært med den direkte retorik.

Kilde: Politiken.tv

Har Çiler Ilhan selv gjort sig tanker om, hvor meget man skal skrive?

»Mine tanker er, at det skal siges, og at det skal siges højt og igen og igen. I Tyrkiet har vi et skrækkeligt ordsprog: ’Når armen er brækket, holder vi det i familien’, og hver gang jeg ser et barn græde i mit hjemland, tænker jeg, at det nok har en god grund til det«, siger hun, der var i København for at tale på cph:interlit om ’Eksil’, som hun i 2011 modtog EU’s litteraturpris for.

Eksil er mange ting

Man kan være i eksil både fysisk og psykisk, argumenterer de forskellige noveller for. Man kan være fjernet fra et land, fra en bydel, der skal kondemneres, eller man kan være fremmedgjort i forhold til sin slægt eller til sig selv.

Selv kommer hun fra en moderne familie, men er alligevel, som familiens første forfatter, vokset op i et indre eksil, fortæller hun, inden hun peger ud i solen, hvor sommerklædte cyklister kører forbi Borgergade.

»Siden jeg kom i går, har jeg set kvinder køre på cykel i shorts eller korte kjoler og ingen kigger efter dem. Det kan ikke lade sig gøre i Tyrkiet. Set udefra ligner vi et åbent samfund, ikke hele landet, men Istanbul altså. Men selv i Istanbul føler du hele tiden mændenes blikke. Man kan ikke køre på cykel i kort kjole, og kvinder kan ikke være klædt feminint; det er farligt, og det synes jeg er at være i eksil som køn. I Tyrkiet kan det være en stor udfordring at være kvinde«.

Børn ignoreres

Individet i forhold til gruppen er i det hele taget et emne, der optager hende.

»I muslimske samfund bliver man ikke opmuntret til at være individer; der er et ord for det: Ümmet. Det betyder sådan cirka, at du tilhører det muslimske samfund, at du er del af en gruppe, og at gruppen bestemmer på dine vegne. Når du tænker sådan, fremstår du ikke som et individ, føler dig ikke som et individ, og andre ser dig ikke som et individ. Jeg tror, at nogle lande ansporer til at beholde denne orden, fordi den er lettere at styre med for både regeringer og patriarker«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også børnene i hendes noveller lider under ikke at opfattes som individer. Og at det er sådan i virkelighedens verden, er hun ikke i tvivl om.

»Vi har dejlige restauranter i Istanbul, men når vi går ud og spiser og har vores datter med, reagerer alle, som om vi kun er to til stede. Indtil børn er måske 16-17 år gamle, er de ikke så interessante. Der er ingen som mødre i visse dele af verden, der kan ignorere deres børn, som kan stå og sige moar, moar i det uendelige uden af få et svar. For hvis man lytter til børnene, kan de også blive hørt. Og så siger de måske en dag, at der er noget, de ikke vil. Og det ville være et oprør. Den slags bliver ikke opmuntret, og det har, er jeg nødt til at sige, meget at gøre med at være muslim; du erkender ikke mennesket som et individ. Der er dukker, og der er dukkeførere. Og det går hele vejen ned i samfundet«.

Forstår de voldelige mænd

Hvad kunne bedre den situation?

»Uddannelse, uddannelse, uddannelse. For det er nemmere at undertrykke nogen, der ikke ved noget og aldrig har været nogen steder. Det er som i filmen ’The Truman Show’, siger hun og fortæller om sin datters barnepige:

»Hun er en kvinde uden uddannelse, som aldrig har været uden for Istanbul, og hvis jeg fortalte hende, at alt i USA er lavet af guld, ville hun tro på det. Det er nemmere at manipulere analfabeter, og jeg tror, det er et valg som nogle muslimske lande tager for deres befolkninger. Og det er en skam«.

Nu kan man tro, at mænd er de store skurke i ’Eksil’, men hun siger, hun forstår selv de voldelige mænd.

Mellemøstens monologer

»Vi er et følelsesladet folk. Det er godt. På den anden side er der situationer, hvor det ikke er godt. Jeg har ingen statistikker, men jeg læser jo aviser, og jeg har skrevet noveller om de mord på kvinder, der forekommer. Ved du, hvorfor de bliver skudt? Fordi de har sagt nej. Til et frieri, eller hvis hun vil skilles. Men det er også så barnligt, at jeg kan få ondt af manden, for han har ikke lært at kommunikere på anden måde. Allerede som 2-3-årig erfarede han, at ingen lyttede til ham, og ingen lærte ham at kapere sine følelser«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om ’Eksil’ skrev Politikens anmelder, at »monologerne om Mellemøstens mange konflikter er sympatiske, men også forudsigelige og pædagogiske«. Men måske står der andet end litterær kvalitet på spil for Çiler Ilhan:

»Jeg blev glad, da en anmelder i Tyrkiet kaldte mig »modig« og for en »løvinde«. For jeg fik mange vrede reaktioner fra læsere, som syntes, man ikke må skrive om »brækkede arme«. Dem skal man ifølge ordsproget og traditionerne holde derhjemme«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden