László Krasznahorkai er høj med skulderlangt hår og tindrende blå øjne. Der er en aura af ro omkring ham. Han er ikke et menneske, man opfatter som moderne, men ligner snarere en vismand, der lige er kommet ud af en troldeskov.
Og det er han på en måde også. Først for nylig er hans forfatterskab blevet slynget ind på den litterære verdensscene, hvor han sammenlignes med giganter som Dante, Gogol, Proust og Kafka.
Han blev født i Ungarn i 1954, er først blevet oversat til engelsk i 2012, og jeg mødte ham, da han optrådte for et fascineret, intenst lyttende publikum på litteraturfestivalen i Hay i Wales.
Her fortalte han blandt andet om dengang, han i sin omflakkende ungdom arbejdede på et kollektivbrug i det fattigste fattige Ungarn«:
»Jeg boede blandt folk, der hverken havde navne eller hjem. Men de var mennesker med følelser og længsler som alle. Mit arbejde var at tage mig af køerne om natten. Hver nat var jeg sammen med 300 køer. Det var paradis! Ingen mennesker. Ingen stemmer, stilheden, stjernerne. Der var en stor staldbygning fuld af fine lyde ...«.
Der er ingen medicin
Krasznahorkais stemme er sagte, men indtrængende, hans engelske gebrokkent, men fuldt forståeligt.
»En dag fik vi besøg af en høj tynd mand med en spids næse og en lang frakke. Han kom for at kastrere smågrisene. Han var meget ubehagelig, sagde ikke en lyd, var uden sjæl. Jeg holdt grisene, mens han skar. Det var frygteligt, jeg havde det virkelig dårligt med det, og bagefter forlod jeg bruget med en følelse af, at jeg ville skabe et billede af den verden, jeg havde besøgt. Af håbløsheden, af følelsen af tidløshed, himlens grå, manglen på farver«.
»Jeg ville ikke nødvendigvis være forfatter, men jeg ville skabe det billede, og alt det kom ind i min første roman. Jeg ville skrive noget om verden, noget som var ... dybt, ægte. Måske fordi jeg var tættere på nogle dyr end på mine medmennesker. Det er en farlig følelse«.
Krasznahorkais debutroman, som udkom i 1985 og cirkulerede i hemmelighed i Ungarn, fik titlen ’Satantango’.
Pludselig kunne jeg se tingene højt oppe fra, fra de voksnes højde, det var meget voldsomt. Jeg kom tættere på min bror via Kafka
László Krasznahorkai
Den udspiller sig i en lille, dyster by fuld af fordrukne indbyggere, som en dag får besøg af en mand – høj, tynd og spidsnæset – med en fortid i det hemmelige politi, som der straks bliver snakket om: Er han djævel eller frelser?
Om sin roman har Krasznahorkai sagt, at den er skrevet til dem, som ikke vil flygte fra livet men leve det om igen og igen, som vil vide, at de har et liv og som har en forkærlighed for det smerteligt skønne:
»Læserne har brug for litteratur, ikke som medicin, men fordi de har brug for nogen til at fortælle dem, at der ikke findes nogen medicin«.
’Satantango’ blev i 1994 filmatiseret af Bela Tarr, hvis syv timer lange film fik kultstatus. Tarr, der også har filmatiseret ’Modstandens melankoli’, der netop er udkommet på dansk og anmeldes nedenfor, læste den i løbet af en nat, og efterhånden som Krasznahorkais bøger er kommet ud i verden, har hans læsere været lige så tryllebundne af hans stil, som har fået prædikater som ’skræmmende’, ’dyster’, ’apokalyptisk’, ’mærkelig’, ’grotesk morsom’, ’absurd’, ’rystende smuk’ – og melankolsk.
Formanden for Man Booker-priskomiteen, Marina Warner, peger på, at der er en fremmedhed i hans fiktion, at Krasznahorkais tekster nærmer sig grænsen for, hvad man kan skrive. Ja, at han kan være svær at læse.
»På samme måde som Beckett, Dante eller Kafka kan være svære«.
Jeg elsker Kafka
Selv er Krasznahorkai i udpræget grad et menneske, som har ladet sig præge af litteratur. Han har altid læst, og filosofi og litteratur var hans fag på universitetet i Budapest.
Kort før han fik arbejde som kopasser, havde han læst den manende slutlinje i Rilkes berømte digt ’Arkaisk torso af Apollon’: »Du må forandre dit liv«. Den satte sig i ham. Og allerede som 12-årig havde han på opfordring fra sin storebror læst Kafkas 'Slottet':
»Jeg ville vise min bror, at jeg kunne læse hans favoritforfatter. Han hentede mig hver dag i børnehaven. Han bar mig tit på skuldrene. Det er en meget elementær oplevelse for en lillebror. Pludselig kunne jeg se tingene højt oppe fra, fra de voksnes højde, det var meget voldsomt. Jeg kom tættere på min bror via Kafka«.
Kafka ændrede Krasznahorkais liv på mange måder, og han har senere opsøgt de steder, hvor den tjekkiske forfatter i sin tid boede.
»Der skete noget med mig. Personen Kafka blev vigtig for mig, og han betyder stadig noget meget nært for mig. Han er ikke kun en stor forfatter, men en mand, meget skrøbelig, hvis tekster jeg stadig længes efter at læse hele tiden«.
Min hjemby inspirerede mig til 'Modstandens Melankoli', som er en ret god bog, men desværre ikke perfekt. Det er mine bøger aldrig, det er derfor jeg bliver ved
László Krasznahorkai
Da George Szirte, Krasznahorkais oversætter til engelsk, for nogle år siden interviewede ham om hans forhold til Kafka, svarede han:
»Når jeg ikke læser Kafka, tænker jeg på Kafka. Når jeg ikke tænker på Kafka, savner jeg at tænke på ham. Når jeg ikke har tænkt på ham et stykke tid, tager jeg ham frem igen og læser«.
Et udsagn, der unægtelig lyder, som om han ikke dyrker ret mange andre forfatterskaber, men citatet, der nu cirkulerer på nettet, har faktisk en fortsættelse for Krasznahorkai tilføjede:
»Det er det samme med Homer, Dante, Dostojevski, Proust, Ezra Pound, Beckett, Thomas Bernhard, Attila József, Sándor Weöres og Pilinszky«, så faktisk har Ungarns ’nye’ store forfatter andre litterære helte end stakkels Kafka, der som bekendt ikke havde det for nemt.
Komponerede romaner
Den eneste roman, som er kommet på dansk, er ’Modstandens Melankoli’. George Szirtes beskrivelse af Kraznahorkais prosa som »langsomt flydende lava, en bred sort flod af bogstaver«, passer godt på denne roman, som i den ungarske originaludgave er en lang sætning af 314 siders længde!
Det bemærkelsesværdige ud over denne trang til at skrive uhyre lange sætninger er, at Krasznahorkai skaber sine sætninger, ikke på papir eller skærm, men oppe i hovedet.
»Jeg tænker alle sætninger igennem, retter dem i hovedet, og først til sidst skriver jeg det ned. Så når jeg arbejder, så sidder jeg ikke ved en computer eller med en pen. Jeg sidder bare og kigger«.
Og han gør det med musikken som forbillede, og musikken har altid været en del af Krasznahorkais liv. Han har turneret som jazzpianist med en trio og glemmer aldrig sin barndoms regelmæssige musiceren, og han stræber efter at give sit sprog en særlig musikalsk kvalitet:.
»Jeg voksede op i Gyula, en lille by på grænsen til det rumænske Transsylvanien. Alle børn skulle lære musik og sprog. Vi spillede for folk hver søndag eftermiddag, og jeg har hadet Mozart lige siden, men jeg forsøger at skrive musik, når jeg laver mine sætninger«.
I byen var der mange excentriske og gådefulde mennesker, og Krasznahorkai fremhæver, at hans grundlæggende indtryk kommer fra den verden.
»Det var en vidunderlig by på mange måder. De accepterede, at jeg var der. Jeg har melankolien og sikkert også mit sprog derfra. Min hjemby inspirerede mig til ’Modstandens Melankoli’, som er en ret god bog, men desværre ikke perfekt. Det er mine bøger aldrig, det er derfor jeg bliver ved«.
