Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Redigering. »Jeg tænker alle sætninger igennem, retter dem i hovedet, og først til sidst skriver jeg det ned. Så når jeg arbejder, så sidder jeg ikke ved en computer eller med en pen. Jeg sidder bare og kigger«. Arkivfoto: Geraint Lewis/Eyevine.

Redigering. »Jeg tænker alle sætninger igennem, retter dem i hovedet, og først til sidst skriver jeg det ned. Så når jeg arbejder, så sidder jeg ikke ved en computer eller med en pen. Jeg sidder bare og kigger«. Arkivfoto: Geraint Lewis/Eyevine.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han skriver til dem, der tør mærke livet - portræt af László Krasznahorkai

Han er gået fra at være ukendt til at blive sammenlignet med Kafka og Dante. Vi mødte ham på litteraturfestivalen i Hay.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

László Krasznahorkai er høj med skulderlangt hår og tindrende blå øjne. Der er en aura af ro omkring ham. Han er ikke et menneske, man opfatter som moderne, men ligner snarere en vismand, der lige er kommet ud af en troldeskov.

Og det er han på en måde også. Først for nylig er hans forfatterskab blevet slynget ind på den litterære verdensscene, hvor han sammenlignes med giganter som Dante, Gogol, Proust og Kafka.

Han blev født i Ungarn i 1954, er først blevet oversat til engelsk i 2012, og jeg mødte ham, da han optrådte for et fascineret, intenst lyttende publikum på litteraturfestivalen i Hay i Wales.

Her fortalte han blandt andet om dengang, han i sin omflakkende ungdom arbejdede på et kollektivbrug i det fattigste fattige Ungarn«:

»Jeg boede blandt folk, der hverken havde navne eller hjem. Men de var mennesker med følelser og længsler som alle. Mit arbejde var at tage mig af køerne om natten. Hver nat var jeg sammen med 300 køer. Det var paradis! Ingen mennesker. Ingen stemmer, stilheden, stjernerne. Der var en stor staldbygning fuld af fine lyde ...«.

Der er ingen medicin

Krasznahorkais stemme er sagte, men indtrængende, hans engelske gebrokkent, men fuldt forståeligt.

»En dag fik vi besøg af en høj tynd mand med en spids næse og en lang frakke. Han kom for at kastrere smågrisene. Han var meget ubehagelig, sagde ikke en lyd, var uden sjæl. Jeg holdt grisene, mens han skar. Det var frygteligt, jeg havde det virkelig dårligt med det, og bagefter forlod jeg bruget med en følelse af, at jeg ville skabe et billede af den verden, jeg havde besøgt. Af håbløsheden, af følelsen af tidløshed, himlens grå, manglen på farver«.

»Jeg ville ikke nødvendigvis være forfatter, men jeg ville skabe det billede, og alt det kom ind i min første roman. Jeg ville skrive noget om verden, noget som var ... dybt, ægte. Måske fordi jeg var tættere på nogle dyr end på mine medmennesker. Det er en farlig følelse«.

Krasznahorkais debutroman, som udkom i 1985 og cirkulerede i hemmelighed i Ungarn, fik titlen ’Satantango’.

Pludselig kunne jeg se tingene højt oppe fra, fra de voksnes højde, det var meget voldsomt. Jeg kom tættere på min bror via Kafka

Den udspiller sig i en lille, dyster by fuld af fordrukne indbyggere, som en dag får besøg af en mand – høj, tynd og spidsnæset – med en fortid i det hemmelige politi, som der straks bliver snakket om: Er han djævel eller frelser?

Om sin roman har Krasznahorkai sagt, at den er skrevet til dem, som ikke vil flygte fra livet men leve det om igen og igen, som vil vide, at de har et liv og som har en forkærlighed for det smerteligt skønne:

»Læserne har brug for litteratur, ikke som medicin, men fordi de har brug for nogen til at fortælle dem, at der ikke findes nogen medicin«.

’Satantango’ blev i 1994 filmatiseret af Bela Tarr, hvis syv timer lange film fik kultstatus. Tarr, der også har filmatiseret ’Modstandens melankoli’, der netop er udkommet på dansk og anmeldes nedenfor, læste den i løbet af en nat, og efterhånden som Krasznahorkais bøger er kommet ud i verden, har hans læsere været lige så tryllebundne af hans stil, som har fået prædikater som ’skræmmende’, ’dyster’, ’apokalyptisk’, ’mærkelig’, ’grotesk morsom’, ’absurd’, ’rystende smuk’ – og melankolsk.

Formanden for Man Booker-priskomiteen, Marina Warner, peger på, at der er en fremmedhed i hans fiktion, at Krasznahorkais tekster nærmer sig grænsen for, hvad man kan skrive. Ja, at han kan være svær at læse.

»På samme måde som Beckett, Dante eller Kafka kan være svære«.

Jeg elsker Kafka

Selv er Krasznahorkai i udpræget grad et menneske, som har ladet sig præge af litteratur. Han har altid læst, og filosofi og litteratur var hans fag på universitetet i Budapest.

Kort før han fik arbejde som kopasser, havde han læst den manende slutlinje i Rilkes berømte digt ’Arkaisk torso af Apollon’: »Du må forandre dit liv«. Den satte sig i ham. Og allerede som 12-årig havde han på opfordring fra sin storebror læst Kafkas 'Slottet':

»Jeg ville vise min bror, at jeg kunne læse hans favoritforfatter. Han hentede mig hver dag i børnehaven. Han bar mig tit på skuldrene. Det er en meget elementær oplevelse for en lillebror. Pludselig kunne jeg se tingene højt oppe fra, fra de voksnes højde, det var meget voldsomt. Jeg kom tættere på min bror via Kafka«.

Kafka ændrede Krasznahorkais liv på mange måder, og han har senere opsøgt de steder, hvor den tjekkiske forfatter i sin tid boede.

»Der skete noget med mig. Personen Kafka blev vigtig for mig, og han betyder stadig noget meget nært for mig. Han er ikke kun en stor forfatter, men en mand, meget skrøbelig, hvis tekster jeg stadig længes efter at læse hele tiden«.

Min hjemby inspirerede mig til 'Modstandens Melankoli', som er en ret god bog, men desværre ikke perfekt. Det er mine bøger aldrig, det er derfor jeg bliver ved

Da George Szirte, Krasznahorkais oversætter til engelsk, for nogle år siden interviewede ham om hans forhold til Kafka, svarede han:

»Når jeg ikke læser Kafka, tænker jeg på Kafka. Når jeg ikke tænker på Kafka, savner jeg at tænke på ham. Når jeg ikke har tænkt på ham et stykke tid, tager jeg ham frem igen og læser«.

Et udsagn, der unægtelig lyder, som om han ikke dyrker ret mange andre forfatterskaber, men citatet, der nu cirkulerer på nettet, har faktisk en fortsættelse for Krasznahorkai tilføjede:

»Det er det samme med Homer, Dante, Dostojevski, Proust, Ezra Pound, Beckett, Thomas Bernhard, Attila József, Sándor Weöres og Pilinszky«, så faktisk har Ungarns ’nye’ store forfatter andre litterære helte end stakkels Kafka, der som bekendt ikke havde det for nemt.

Komponerede romaner

Den eneste roman, som er kommet på dansk, er ’Modstandens Melankoli’. George Szirtes beskrivelse af Kraznahorkais prosa som »langsomt flydende lava, en bred sort flod af bogstaver«, passer godt på denne roman, som i den ungarske originaludgave er en lang sætning af 314 siders længde!

Det bemærkelsesværdige ud over denne trang til at skrive uhyre lange sætninger er, at Krasznahorkai skaber sine sætninger, ikke på papir eller skærm, men oppe i hovedet.

»Jeg tænker alle sætninger igennem, retter dem i hovedet, og først til sidst skriver jeg det ned. Så når jeg arbejder, så sidder jeg ikke ved en computer eller med en pen. Jeg sidder bare og kigger«.

Og han gør det med musikken som forbillede, og musikken har altid været en del af Krasznahorkais liv. Han har turneret som jazzpianist med en trio og glemmer aldrig sin barndoms regelmæssige musiceren, og han stræber efter at give sit sprog en særlig musikalsk kvalitet:.

»Jeg voksede op i Gyula, en lille by på grænsen til det rumænske Transsylvanien. Alle børn skulle lære musik og sprog. Vi spillede for folk hver søndag eftermiddag, og jeg har hadet Mozart lige siden, men jeg forsøger at skrive musik, når jeg laver mine sætninger«.

I byen var der mange excentriske og gådefulde mennesker, og Krasznahorkai fremhæver, at hans grundlæggende indtryk kommer fra den verden.

»Det var en vidunderlig by på mange måder. De accepterede, at jeg var der. Jeg har melankolien og sikkert også mit sprog derfra. Min hjemby inspirerede mig til ’Modstandens Melankoli’, som er en ret god bog, men desværre ikke perfekt. Det er mine bøger aldrig, det er derfor jeg bliver ved«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og hvad er der så galt med punktummer?

»Punktummet er kunstigt. Folk bruger ikke punktummer, når de taler, de holder pause, trækker vejret, tænker sig om og taler så videre. Punktummet er indført for at gøre det nemmere for læseren, men det er jeg slet ikke sikker på, at det er. Det er kun noget, vi har levet med de seneste par tusind år«.

Direkte adspurgt understreger Krasznahorkai i øvrigt, at han trods sin enorme sprogbevidsthed ikke er digter.

»Jeg er ikke så interessant en person, at jeg kan være digter. Det er folk omkring mig, der er interessante. Det jeg har på hjerte, formidler jeg gennem karakterer. Det gør det muligt at se tingene fra mange vinkler. Det er afgørende vigtigt for mig«.

På kanten af selvmord

László Krasznahorkais forfatterskab har fat i det dybt eksistentielle. Ikke i det umiddelbart samfundsmæssige eller konkret politiske, og han modsætter sig på det bestemteste at hans bøger skal læses som politiske allegorier.

På et tidspunkt ville politiet i Ungarn have ham til at indrømme, at han politisk arbejdede mod systemet.

»»Tror I virkelig, jeg kunne finde på at skrive en bog om jer«, svarede jeg dem«, forklarer Krasznahorkai, der ikke ser det som en forfatters opgave at engagere sig politisk. For ham er forfatteren en fri kunstner uden pligter. Så fri, at fortvivlelsen ofte følger med, fordi grænseløs frihed altid rummer en stor fortvivlelse.

Helvede findes, truslen findes. Men sprogets skønhed kan bruges til at holde truslen væk

Da han som 30-årig forlod Ungarn, var han selv i en dybt fortvivlet tilstand. En ven, der frygtede, at han ville begå selvmord, fik ham reddet ud:

»Jeg var meget ulykkelig over at aftjene min værnepligt. Jeg havde været der et år men manglede endnu et, og truslen om genindkaldelse hang over mit hoved, så jeg var nødt til hele tiden at skifte adresse. Militærets administration var så langsom, det tog dem tre måneder at opspore den nye adresse. Og det blev en livsstil. Jeg ændrer mit sted. Jeg flygter hele tiden. Når jeg begynder at forstå det sted, jeg er, er jeg nødt til at forlade det. Siden jeg var 30 år, har jeg hele tiden været på rejse«.

Asien og skønheden

Der er to faser i Krasznahorkais forfatterskab: en firserperiode, hvor han skriver mørke historier om mennesker, der bliver ødelagt. Og en senere, asiatisk inspireret, præget af stor skønhed.

Det var en kæmpe omvæltning for ham, da han første gang kom til Asien. Det begyndte, da han i 1990 modtog et brev, fortæller han: »Kære László, tag med mig til Djenghiz Khan-konference i Ulan Bator«.

Det kunne han ikke sige nej til, og med et var han pludselig i Mongoliet i kæmpestore Asien, hvor han opdagede, at der fandtes helt andre verdener.

Det var for eksempel dødsensfarligt om natten, for folk troede, at han var russer, og dem dræbte man jo om natten. Men det var nu ikke gruen, men fornemmelsen for skønhed, som han mærkede stærkest. Det blev meget tydeligt, efter at han og vennen med Den Transsibiriske Jernbane var taget til Beijing.

»Kina var det mest fantastiske, jeg havde oplevet i mit liv. Jeg kunne mærke, at jeg var et vigtigt sted, men vidste ikke, hvorfor det var vigtigt. Men så gik det op for mig, at det var fordi, jeg var et sted, hvor historien havde været kontinuerlig i mange tusind år, og at der var så stærk en fornemmelse for fortid«.

MAGASINET

I Asien opdagede Krasznahorkai dengang en særlig uspoleret kvalitet, som han mener, vi har mistet i Vesten. En sans for skønhed, som er væk i markedssamfundene. Og som af samme grund er ved at forsvinde i Kina. De seneste 25 år i Kinas historie har været sørgelige, siger Krasznahorkai, der har boet både i Japan og Kina i flere år ad gangen:

»Det er historieløse folk fra turistindustrien, der i den gamle kulturs navn styrer udviklingen, de har intet blik for det forgangne«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For Krasznahorkai er det et kæmpe tab, at moderne mennesker ikke kender til fattigdommens kulturelle kvaliteter. Hvad han mener med det, har han forklaret ved at pege på »evnen til at synge vidunderlige sange, selv om man er fattig«.

Oppe på scenen i Hay talte Krasznahorkai, også en stor mystiker, til slut om monstret i os, som han oplevede helt konkret i Bosnien i 1990’erne.

»Jeg var der. Det var helvede. Helvede findes, truslen findes. Men sprogets skønhed kan bruges til at holde truslen væk«, sagde han.

Så holdt han en pause, inden han rundede det hele af:

»Gud viser sig for os med 3.000 års mellemrum. Ingen ved, hvornår han kommer næste gang, og hvornår han var her sidst. Det eneste, vi kan gøre, er til enhver tid at være parate«.

»Og huske, at det hellige altid er til stede«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden