Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Cicilie S. Andersen.
Foto: Cicilie S. Andersen.

Nørrebro. Den 24-årige Jonas Eika Rasmussen er fra Aarhus, men flyttede for 2 år siden til København for at gå på forfatterskolen.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forfatterdebutant vil finde skrøbeligheden bag systemet

Jonas Eika Rasmussen har skrevet 'Lageret Huset Marie'. Om en ung lagermedarbejder.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Til højre et sted inde i Assistens Kirkegården i København står en mørkegrøn kommunebænk. Omringet af gravsteder putter den sig i skyggen af et stort grantræ.

I perioder får bænken hver dag besøg af den 24-årige aarhusianer Jonas Eika Rasmussen. Når den unge forfatter trænger til at finde ro, se bladene svaje på træerne eller bare lukke ned for støjen, trasker han fra hjemmet over for Stefanskirken på Nørrebrogade via Jægersborggades brosten og ind gennem gitterporten til kirkegården.

»Støjen er faktisk mit eneste problem ved at bo i København«, siger Jonas Eika Rasmussen, der for to år siden flyttede til hovedstaden for at starte på forfatterskolen, da vi møder ham i hans lejlighed.

Skolen blev han færdig med i juni, og torsdag debuterede han så som forfatter med romanen ’Lageret Huset Marie’ på et af de helt store forlag, Lindhardt og Ringhof.

Arbejdstid er ikketid

Romanen følger den unge Elias, der arbejder på Dansk Supermarkeds gigantiske og såkaldte nonfood-lager, som ligger »tavst og pralende« på en mark et stykke uden for Aarhus. Jonas Eika Rasmussen har selv arbejdet på et lager, men efterhånden glemt, hvad der er opdigtet og konkrete erfaringer. Bogen er ikke en selvbiografi, siger han.

Den er snarere en undersøgelse af varelagerets »utilgængelige« og »hemmelighedsfulde« karakter, siger forfatteren.

For lageret har sin egen logik. Pakkemedarbejderne skal blot følge produktionens rytme og flytte pakkerne fra transportbåndet til pallerne, inden de bliver sendt videre ud i butikkerne. Det er meningsløst for Elias.

»Arbejdet bliver en form for ikketid. Elias skal gøre sig selv tankeløs og blive en del af systemet for at komme hurtigst muligt igennem natten«, siger Jonas Eika Rasmussen.

Han tygger på hvert et ord, eftertænksomt med en hånd i panden og flere forbehold end en levebrødspolitiker.

»Jeg har bagefter, da bogen var færdig, kunnet se, at den handler om at drive med. På lageret og i huset, der forfalder. Der er en grundlæggende fornemmelse i bogen af at indgå i noget, som ikke er ens eget«.

Den fornemmelse genkender Jonas Eika Rasmussen hos sig selv og som et generelt træk i et »senkapitalistisk samfund, hvor man fødes ind i en verden, der er styret af finansielle og økonomiske kræfter«.

På distributionslageret og i andre dele af samfundet er der en rytme, der bare fortsætter og fortsætter ud i det uendelige, siger han.

Det er tegneseriefiguren, der sprinter ud over skrænten og ikke har opdaget, at jorden er forsvundet under den, et godt billede på, siger Jonas Eika Rasmussen.

»Min bog rummer en længsel efter stilhed, stilstand og sammenbrud. At stå i haven og blive skinnet på, helt unyttigt. At huset skal forfalde, og systemet på lageret gå i stå og bryde sammen. Så længe det er i gang, sker der ingenting. Forandringen starter med ophøret og stilheden«, siger han.

At bringe følelserne tilbage

Når Jonas Eika Rasmussen skriver, sidder han ofte ved sit mørke træspisebord med øjnene vendt mod bogreolen, der rummer bøger fra så godt som alle hjørner af verdenslitteraturen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han har ryggen til Nørrebrogade, der brummer i baggrunden.

At skrive »blev bare en ting, jeg begyndte at gøre«, fortæller han.

Fra starten har det været et sted, hvor jeg kan opholde mig og få lov til at være i tvivl. At undersøge nogle tilstande uden forventninger om at nå frem til noget bestemt.

»Fra starten har det været et sted, hvor jeg kan opholde mig og få lov til at være i tvivl. At undersøge nogle tilstande uden forventninger om at nå frem til noget bestemt. Det er et sted, hvor jeg kan blive fri for mig selv. Hvor jeg kan prøve at følge bevægelserne i sproget, måske hen imod stilheden«.

Litteraturen kan bringe følsomheden tilbage, siger han.

»Den kan måske skrive en skrøbelighed frem. For eksempel den skrøbelighed, der ikke får lov at være på et sted som lageret, men som alligevel gemmer sig et sted under funktionaliteten«, siger forfatteren.

I bogen begynder medarbejderne at omgå systemet. De finder for eksempel ud af, at transportbåndet kan bruges som en kommunikationsvej mellem dem. De kommer under overfladen på systemet, forklarer han.

Jeg tænker, at den litterære tekst for eksempel kan forholde sig til verden med en bestemt energi og sensibilitet, og på den måde finde frem til nogle følelser, der ikke kan administreres af systemet

Netop skrøbeligheden bag systemets kolde ydre er noget af det, som Jonas Eika Rasmussen undersøger i sin nye roman. I litteraturen kan man nemlig udfordre det dominerende.

»Jeg tænker, at den litterære tekst for eksempel kan forholde sig til verden med en bestemt energi og sensibilitet, og på den måde finde frem til nogle følelser, der ikke kan administreres af systemet«, siger han. Jonas Eika Rasmussen ved dog ikke, om hans egen roman formår at gøre det, skynder den debuterende forfatter sig at understrege.

Således har han heller ingen større planer med sin bog, et projekt eller en dagsorden, som han vil overbevise resten af verden eller nogen om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har ikke besluttet mig for at skrive en arbejdspladsroman. Jeg har ikke haft noget bestemt at sige eller en dagsorden, som jeg gerne ville ud med. Når jeg vil dele den her bog med andre, er det fordi skrivningen har generet nogle følelser i mig. Der har været et eller andet i stoffet og den måde, jeg kunne skrive om det på, der gav mig en følelse af, at jeg blev nødt til at gøre det færdigt«, siger han:

»Og jeg vil gerne tro på, at vores følelser ikke kun gælder os selv«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden