Hun synes 'enke' er et kedeligt ord, meget værre end 'fraskilt' eller 'enlig'. Men enke har hun været i snart 24 år efter den tredje mand i sit liv, frihedskæmperen, forfatteren, foredragsholderen, folketingskandidaten og gymnasielæreren Peter P. Rohde (1902-1978). Det kniber af og til med livslysten - Ina Rohde erklærer sig parat til at tage cyankalium - men charmen, koketteriet og kompromisløsheden er intakt. I efteråret udkom Niels Barfoeds bog 'I unåde' om Peter P. Rohde. Både han og Ina Rohde var kommunister indtil 1953, og bogen beskriver især mekanismerne i de fjendskaber, der opstod, da parret kritiserede DKP's blinde accept af Moskvas ideologiske jødeforfølgelser. Barfoed når frem til det vist også for ham selv overraskende, at det var Ina Rohde, der førte pennen i mange af Peter P. Rohdes dagbladsanmeldelser og debatindlæg. Ligesom det var hende, der foranledigede bruddene med selv nære forbundsfæller fra modstandbevægelsen. 'I unåde' skildrer et koldkrigsklima i miniatureformat, der virker fremmed og skræmmende på en moderne læser. Vi har bedt den nu 96-årige Ina Rohde om hendes version. Ina Rohde ligger ikke under for sandhedens diktatur, men lader sine udsagn styre af den sag, der skal tjenes og øjeblikkets stemning. De har været en temperamentsfuld kvinde? »Jo, men Peter og jeg havde et ualmindeligt godt forhold til hinanden, aldrig skænderi og den slags. Det forekom ikke. Det kunne man ikke med Peter. Men jeg blev ophidset på ... ja nu har der jo stået noget kedeligt noget ... jeg var jo så glad for Elias Bredsdorff. (Til Weekendavisen har Ina Rohde sagt, at Bredsdorff var »en dum skid, og det er han stadig«.) »Jeg havde et ualmindelig godt forhold til Elias Bredsdorff under krigen. Da kom han hos os hver dag på Frit Danmark, mens jeg boede i Århus (med den daværende ægtemand Ole Haxen, red.)«. »Peter og jeg lavede Frit Danmark i et år i Århus, fra december 1943 til december 1944. Så blev Peter taget af tyskerne. Og jeg blev beordret af Mogens Fog til at tage til Sverige. Det var absolut ikke frivilligt. Men de tænkte på, at hvis jeg blev taget, kunne jeg fortælle for meget. Jeg havde fulgt en hel del jøder - jeg er jo selv halvjøde - til fiskekuttere i Kalkbrænderihavnen. Støttede Deres mand sig meget til Dem? »Nej. Han støttede sig ikke til mig på anden måde end, at han ikke kunne undvære mig som sekretær og chauffør. Han havde kørekort, men jeg ville ikke ret gerne have ham ved rattet! Han var for distræt. Så han lå på bagsædet og sov, når jeg kørte ham fra Østre Borgerdyd, hvor han underviste, til de steder han skulle holde foredrag. Sådan var det med det«. Idioti eller antisemitismeMen det var en slags partnerskab De havde, ikke? »Jo da, i høj grad. Jeg var god til maskinskrivning - det er min eneste uddannelse - og jeg renskrev hans artikler og rettede det, jeg ikke syntes var pænt nok skrevet. Det gik jo hurtigt for Peter. Hvis jeg ville rette noget, talte jeg med ham om det. Det var alt«. »Det skete, at jeg sagde til Peter: »Vil du ikke protestere?«. Og så sagde han: »Nej, det kan du gøre, så skriver jeg under«. Og så prøvede jeg på at efterligne hans stil«.

Tror De Peter P. Rohde ville være havnet i de samme uforsonlige konflikter, hvis ikke De havde været der? »Nej, det var han ikke. Helt afgjort ikke. Han affandt sig jo også med, at jeg i februar 1953 blev ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti. (Det russiske dagblad) Pravda havde haft en antisemitisk artikel, som Land og Folk bragte. Der gik det op for mig, at det var blevet officiel ideologi«. »Jeg skrev så til dagbladet Information en artikel der hed 'Idioti eller antisemitisme'. Det var under Moskva-lægeprocesserne (jødiske læger blev anklaget for bl.a. at stræbe Stalin efter livet, red.) og DKP fulgte slavisk med. Jeg sad i arbejdsudvalget for Fredens Tilhængere sammen med Fog. Jeg ville protestere mod lægeprocessen, men han fik besked fra Moskva, at det måtte vi ikke«. »Fog og jeg havde ellers kæmpet meget sammen, så i forhold til ham har jeg nok været hidsig, for jeg havde ventet så meget af ham. Jeg var skuffet over Fredens Tilhængeres holdning til antisemitismen og Israel«. De var også skuffet over at Peter P. Rohde ikke tog sit gode tøj og gik fra DKP, da De var blevet ekskluderet? »Ja, der gik to måneder, hvor vi ikke talte så meget sammen, og så blev han ekskluderet, men han gik ikke selv«. Peter eller violinen
Hvad gav han som grund til at blive? »Ingen grund. En mand som Peter går ikke rundt og 'snakker' med sin kone. Han tænker. Han kunne heller ikke spise og tænke samtidig. Støj generede ham egentlig ikke. Men da vi endelig kunne flytte sammen, ville jeg meget gerne spille med i det kvindelige symfoniorkester Euphrasine. Jeg er gammel violinist og havde spillet i en kvartet i Århus, opmuntret af min daværende mand«. »Men jeg opdagede, at Peter lige så stille lukkede alle dørene, når jeg spillede. Han sagde som sædvanlig ikke noget. Men jeg tænkte: Nu bliver det Peter eller violinen. Og så smadrede jeg min violin«. De er ret radikal i Deres måde at Iøse problemer på. »Ja, det bliver man jo nødt til«. Arh, det er vel, som man er indrettet. »Jamen der er ikke noget med columbusæg her. Ikke hos mig«. Har De nogensinde beklaget, at Deres naturel og temperament var sådan? »Hidsigt?« Nej, radikalt. »Nej, det har jeg ikke fortrudt. Det, der er sket, er sket, så skal man ikke tænke på det. Men jeg føler mig som et vandrende mindreværdskompleks, i øvrigt«. Hænger det måske sammen med, at De er fra en generation, hvor kvinder ikke fik en uddannelse? »Jeg har faktisk aldrig tænkt igennem, hvad det skyldes. Jeg var kun 20, da jeg fik min første datter. Jeg ville gerne have uddannet mig i Lund til fysioterapeut. Det måtte jeg ikke. Jeg skulle være værtinde i min fars hjem. Min bror og jeg var alene med min far, for mine forældre var skilt. Han stod og kiggede ud ad vinduet og græd, da jeg flyttede med min kommode for at føre hus for min mor i København. Dér blev jeg forelsket i min første mand Adam Afzelius«.

Det er overraskende, at De har mindreværdskomplekser, for ud fra Niels Barfoeds bog virker det som om, De blev taget meget alvorligt af Deres omgivelser, både Mogens Fog, Frode Jacobsen og Elias Bredsdorff? »Nej, det tror jeg ikke. De ville bare gerne have Peter som forbundsfælle. Efterhånden blev jeg måske respekteret, da jeg begyndte at blive stridbar. Men det var jeg skam ikke af naturen«.

Var det for at blive taget alvorligt, at De begyndte at blive stridbar? »Nej, jeg kan ikke give nogen bestemt grund, men jeg blev irriteret på Fog. Og så startede en trediveårskrig«. Jeg forstår stadig ikke at Deres mand blev i DKP efter Deres eksklusion. Det ville jo have været en sød hævn at melde sig ud lige inden et folketingsvalg, som det jo var? »Nej, Peter var ikke hævngerrig. Jeg tror, han ville lade det glide, det hele«. Da jeg blev jøde i DanmarkGennemgående ville han altid for enhver pris undgå konflikter? »Ja!«. Tror De, at De blev mere konfliktsøgende, fordi han var så konfliktsky? »Det kan godt være. Det har jeg ikke tænkt nærmere over. Jeg har aldrig analyseret mig selv. Jeg er bare, som jeg er. Og jeg er egentlig ikke rigtig til stede mere - skal vi ikke sige det sådan?«. Var De ikke lidt forelsket i Mogens Fog? »Nej, han var ikke den type, jeg forelsker mig i. Slet ikke. Så der var ikke noget fikumdik ... det udtryk har jeg fra Bodil Kjer«. Men før uenigheden om den sovjetiske antisemitisme havde De haft et godt forhold til ham? »Ja, for så vidt som vi ... jeg tror han syntes jeg var en vigtig kulturradikalist, som han godt kunne bruge. Men jeg tror ikke Fog nogensinde har haft varme følelser for nogen kvinde. Jeg kendte ham ikke så forfærdelig godt«.

Hvordan kan det så være at De i et brev betroede ham - som den eneste - at De havde fundet ud af, at De alligevel ikke var halvt jødisk? »I mosaiske kredse er man ikke jøde, når ens mor ikke er jøde. Så det har jeg benyttet en gang imellem. Hvis man har sagt: »Det er, fordi hun er jøde«. Så har jeg sagt, at jeg ikke er jøde«.

De har udgivet en bog med den raffinerede titel 'Da jeg blev jøde i Danmark'. »Ja, det var en provokerende titel. For man kan ikke blive jøde. Enten er man det, eller man er det ikke. Min far var jøde. Han hed Goldschmidt«. Jamen han var jo ikke Deres biologiske far? Det har De da skrevet til Mogens Fog ... »Nå ja, det er rigtigt. Nå ... jamen det er noget rent sludder, for min mor sagde en gang: Rent ud sagt ved jeg ikke, om det er Peter Bichel eller din far, der er far til dig. Men det er jeg ked af, at Barfoed har taget frem, for jeg er absolut solidarisk med min far på alle mulige måder. Og jeg har hans negle og fødder«. Men man kan vel godt være solidarisk uden at være blodbeslægtede. Man kan vel også være mod apartheid uden at være sort? »Det kan jeg ikke finde ud af, og De skal ikke forklare mig det, for jeg kan ikke rumme det. Det skal jeg tænke længe over, og det har jeg ikke tid til«.

Jeg forstår. Så lad mig spørge: Har det så stor betydning hvad blod man har i årerne? »For nogen betyder det jo forfærdelig meget. Og når nogen mente, jeg var hidsig på grund af mit jødiske blod, måtte jeg altid grine, for jeg tænkte: Hvad ved han om mit jødiske blod? Jeg kan se at min far er min biologiske far, men somme tider har jeg brugt det andet for at drille«. Så De har haft en valgfri identitet? De har kunnet vælge, om De var jøde eller ikke jøde, når det var praktisk? »Det kan man godt sige. Så dybt har jeg ikke tænkt over det«. Ville De have været lige så opmærksom på antisemitismen, hvis De ikke havde haft den jødiske identitet? »Det aner jeg ikke, for jeg har den jo. Hvis min oldemor havde haft hjul, havde hun været en sporvogn, sagde min far altid«. Den unge sovjetstat kæmpede for sin overlevelse i tyverne, og det unge Israel kæmpede for sin overlevelse i halvtredserne. Det virker som om, Deres skuffede sovjetiske engagement blev vakt til live igen af det unge Israel? »Det må De spørge Herbert Pundik (god ven, red.) om. Det kan jeg ikke finde ud af. Men jeg følger med i tv og aviserne. Og jeg er absolut på Israels side. Ikke at jeg siger, arabere er noget lort. Slet ikke. Men historisk tilhører Israel jøderne«. Jeg var ikke rød nokMan kan sige at Deres profession har været hustruens. »Ja, det blev det«. Ikke alle mænd havde kunnet bide skeer med en kone af Deres kaliber? »Der var ikke tale om at bide skeer i nogen af mine tre ægteskaber«. De befandt Dem måske meget godt i den traditionelle kvinderolle? »Ja. Det generede mig ikke at stå i skyggen af min mand. Jeg trak ikke i nogen tråde. Jeg fik bare et sjusket manuskript udleveret, og så skrev jeg det rent. Første gang, jeg fik mit navn frem - ud over i læserbreve - var, da jeg skrev 'Idioti eller antisemitisme' i 1953. De nævner selv den lange krig mellem Dem og Deres tidligere forbundsfæller. Kunne De ikke være trådt ud af den kommunistiske tryllekreds i stedet for at bruge så mange år på fjendskabet? »Jeg kunne ikke træde ud, for jeg var egentlig aldrig indenfor. Kulturradikalisterne interesserede sig ikke for sådan en som mig. Jeg var ikke rød nok«. Nogle af dem var da glade for, at De var ude af kommunistpartiet og havde forladt den ortodokse kommunisme, for eksempel professor Adolf Stender-Petersen? »Hvor har De det fra???« Fra breve, citeret af Niels Barfoed. »Jamen vi havde et glimrende forhold. Men Stender-Petersen ville ikke være med til at protestere over Moskva-lægeprocessen. Dem, der ikke ville det, regnede jeg ikke mere for værdige til at omgås«. De valgte Deres venner ud fra den politiske overbevisning? »Ja, det gjorde jeg nok. Jeg kan sige det mere primitivt: til sidst havde jeg kun venner der var proisraelske«. Har De tendens til, at 'dem, der ikke er med mig, er imod mig'? »Nehej! Så højtidelig har jeg aldrig været. Men det er nok rigtigt. Jeg kan ikke tænke i så mange krøller«. Men De var ikke interesseret i at pleje omgang med folk, De var politisk uenig med ... »Jo!« Hvem for eksempel? »... Det kan jeg ikke huske - det er mange år siden«. Stalin var ikke så slem Ina Rohde har aldrig været i USA. Hun har i modsætning til sin mand heller ikke været i Rusland. »Peter var der i to måneder under Stalin i trediverne. Han var der sammen med Elias Bredsdorff, og de syntes alt var pragtfuldt. Det ville jeg sikkert også have syntes, hvis jeg havde været med. Men det var før, jeg opdagede antisemitismen«. Synes De egentlig antisemitismen var det værste? »Egentlig ja. Det sovjetiske regime var ikke så slemt som Hitlers. Hitler- regimet er det ondeste, vi har haft. Der er en stor forskel. Stalin indfangede ikke børn og puttede dem i gaskamre. Så når jeg tænker tilbage på min politiske aktivitet, tænker jeg på forskellen til de jødiske børn i gaskamre. Stalin sultede dem bare ihjel«. Ja, han sultede hele landet næsten ihjel ... »Ja, men det er der jo så mange, der gør«. Vil det sige, De stadigvæk synes, at Stalin er bedre end sit rygte? »Ja. Han var ikke så grum, synes jeg, som Hitler. Professor i hygiejne Louis Fridericia sagde: »Mennesket er en ualmindelig modbydelig abeart«. Og vi er en mutation af chimpansen, men ikke af de andre primater. Det er derfor Peter Høeg skrev 'Kvinden og aben'. Men det er der ingen, der har tænkt på«. Hvad var den mest spændende tid i Deres liv? »Det var, da jeg var ansat af den danske hemmelige efterretningstjeneste i Sverige i fem måneder i 1945. Da de fandt ud af, at jeg kaldte mig kommunist, forhørte de mig for at undersøge, om jeg var farlig. Så sagde jeg, at de var nogle idioter, for hvis jeg var farlig, så havde jeg jo ikke fortalt, at jeg var kommunist!« »Jeg kom hjem til Danmark i maj 1945 i uniform og med to pistoler. Dem havde jeg tilflirtet mig i Sverige. Det var en Colt og en Webley«. Hvorfor to? Var én ikke nok? »Jamen når nu jeg fik tilbudt to! Til gengæld for hvad, bliver man fristet til at spørge?! »Ingenting! Jeg var det dydigste kvindemenneske i Sverige. Der gik sagn om mig, for de andre danske kvinder var ret Iøse på tråden. Mændene var der jo også uden deres koner«. »Da jeg afleverede min Colt i Skagen, hvor jeg boede indtil for ikke så længe siden, så sagde den politimand, der tog imod den: »Det er den smukkeste Colt, jeg nogen sinde har holdt i hånden!« En rigtig fin pistol bliver aldrig gammel«. »Det var en dejlig pistol. Jeg havde den liggende i min skuffe, men så tænkte jeg: »Nej, hvorfor skal jeg det? Hvis der kommer nogen ind, kan jeg ikke nå at få den op«. Og at bruge den uden videre kunne jeg ikke tænke mig! Den anden pistol havde jeg givet til en israeler, der tog den med til Israel. Der syntes jeg, den gjorde større gavn«.