Efter en lang række ungpigeroller har Hanne-Vibeke Holst spillet sin første karakterrolle. På tirsdag udkommer hendes nye roman 'Kronprinsessen'. Og ifølge forfatteren selv er der tale om hendes første 'rigtige' roman. Den 410 sider lange præstation er fuldendt, og tæppet er gået ned. Nu står hun i sit svedige kostume og venter. På fremkaldelserne. »Om de kommer, ved jeg ikke endnu. Men jeg ved, at jeg har gjort det. Og at jeg står her i mit kæmpestore, tunge kostume, mens sminken flyder ud af anstrengelse. Men jeg gennemførte. Jeg satte mig ikke ned og græd midt i forestillingen. Jeg gik alle fem akter igennem. Og jeg ved godt, at det også er det, jeg skal næste gang. Jeg kan aldrig gå tilbage og spille baronessen på benzintanken igen«, siger den 43-årige Hanne-Vibeke Holst. I sine tidligere romaner har Hanne-Vibeke Holst skrevet med sit eget liv i bakspejlet. Den første kærlighed. Det første barn. Den første skilsmisse. Faderens død. Alle de personlige dramaer og kriser er blevet endevendt i romantrilogien om Therese Skaarup. Og solgt i flere hundredtusinde eksemplarer. Men med alderen ebber den slags dramaer ud. Man har været der første gang. Og det duer ikke rigtigt at skrive om sin anden skilsmisse eller sit tredje barn. Så medmindre hun ville sætte sig ned og vente på, at klimakteriet indfandt sig, var hun nødt til at finde på noget andet. Politisk roman I det seneste par år har Hanne-Vibeke Holst derfor krydsforhørt professorer i pesticider, antropologer, ministre, politikere og embedsfolk for at skrive den politiske samtidsroman om den 35-årige idealist Charlotte Damgaard, der bliver halet ind fra græsrodsbevægelsen Naturens Venner for at beklæde posten som Danmarks miljøminister. Hér skal hun lynhurtigt lære at navigere mellem gylleudledning, Kyoto-protokollen, CO2-udslip, tvekønnede frøer, politiske intriger og skrupsultne journalister. Ved siden af skal hun også passe sit familieliv, der tæller to mindre børn og en ægtemand, der egentlig skulle udstationeres i Afrika, indtil fruens kometkarriere fejede dén plan af bordet. Så det moderne kvindelivs dilemma er også tegnet op i denne roman. Men ikke forfatterens eget. »I den forstand kan man sige, at 'Kronprinsessen' er min første 'rigtige' roman. Som overhovedet ikke handler om mig. Det har været en stor lettelse. Jeg har til gengæld heller ikke haft den dynamik, der ligger i at skrive tæt på sine egne erkendelser. Men jeg oplever, at jeg har fået sparket døren ind til et meget mere vidtstrakt og nyt land. Og som forfatter har jeg fået større selvtillid«. Det har været sjovt. Men med hendes egne ord også skide svært og researchtungt. Fordi hun ikke på forhånd vidste noget om hverken det politiske miljø eller miljøområdet. »Indimellem har jeg været desperat. Faktisk størstedelen af tiden. Og jeg har hele tiden været ved at opgive. Jeg var bange for aldrig at få sejlet den supertanker i land. Der er over 30 medvirkende i den roman. Og hele tiden havde jeg jagtinstinktet slået til: Hvad sker der i regeringen, hvad er der i TV-Avisen?«. Kvinder og magt 'Kronprinsessen' handler om kvinders forhold til magt. Og om hvordan de håndterer de afkald, der er ved at tage magt. Et tema Hanne-Vibeke Holst allerede i 1984 skrev hovedopgave om på Journalisthøjskolen. »Jeg har altid været meget fascineret af de kvinder, som træder ind i mændenes arena og tør kæmpe med dem om magten. Som jo er en begrænset vare. Og derfor er noget, man slås om«. Det første ikon som ung journalistelev var naturligvis Ritt Bjerregaard. »Man kan sige, at der går en direkte linje fra min fascination af Ritt til 'Kronprinsessen'. Jeg var enormt optaget af den her kvinde, der var mønsterbryder i enhver forstand. Som var tough og stillede op og var enormt stædig og ikke ville indrømme, at hun havde svinet med pengene i Paris. Hun betalte dem tilbage. Men hun indrømmede aldrig, at hun havde gjort noget forkert«. »Og for mig, der stod med det ene ben i oprøret og det andet i total tilpasning var det helt vildt ophidsende, at hun bare sagde: Gu' vil jeg ej«. Siden har Hanne-Vibeke Holst holdt øje med, hvordan kvinder håndterer magten og hvad de skal betale for at få den. Og om deres pris er højere end mændenes. Bogen handler også om nødvendigheden af at tage stilling. Om at turde engagere sig. Og om at ofre sig for noget, der er større end én selv og ens egen lille pastelfarvede kernefamilie. Også selv om det lyder patetisk. »Min hovedperson er udstyret med nogle talenter, som gør, at hun er nødt til at gå ind i politik. Og det må hun tage på sig. Den handler også om en kvinde, der er på det rigtige sted på det forkerte tidspunkt. Som ikke får lov at gøre det, hun skal«. Hvorfor giver du hende ikke lov til det? »Fordi det ville hun ikke få lov til i det virkelige liv. Og det er jo det, som er hele miseren. Ofte bliver de gode holdt nede. Og det kræver et meget stort personligt offer at holde fast, fordi man bliver mødt med så meget modstand«. Andenpladsen Og netop den store modstand ser Hanne-Vibeke Holst som en af forklaringerne på, at der er så få kvinder, der er stædige og vedholdende nok til at gå ind og slås om magten. »De gider ikke spilde deres krudt på det. Det er for hårdt, og man bliver for såret. Og så lader man Fætter Højben komme til fadet i stedet for. Som kvinder har vi ikke haft generationer nok til at lære at slås. Så enhver kvinde, der står inde i arenaen, er der alene og ofte som den første. Hun vil ofte ikke føle, at hun har de fornødne kræfter. Og så vil hun trække sig«. Og det er ifølge forfatteren, fordi kvinder endnu ikke har vænnet sig til, at »livet i krigen er barskt«. Mange kvinder føler sig tvunget ud i et valg mellem karrieren og familien. Og så vælger de familien. For børnene kan jo ikke gå for lud og koldt vand. »Som kvinder har vi ikke nogen kulturel eller historisk træning i at indse og acceptere de afkald, som mændene er vant til. Når mænd tager magten, så ved de, at de ikke længere kan være venner med alle, og at de ikke kommer til at se deres børn ret meget. Sådan er det jo. Livet er hårdt. Men det har kvinder ikke accepteret«. Og kampen om magten er ikke forbeholdt arbejdspladsen. For ifølge Hanne-Vibeke Holst har selv den mest solidariske ægtemand svært ved at forlige sig med at være henvist til andenpladsen. »Jeg vil til enhver tid forsvare det, min hovedperson gør. For jeg synes, det er utroligt vigtigt, at hun bliver minister. Men de fleste af mine testlæsere - herunder min mand - holder med hendes mand, der må tage det store slid derhjemme. Han har det svært med, at hendes job er så højprofileret. For selv den mest fantastiske ægtemand får problemer med sin kønsidentitet, når han bliver nummer to«. Når den kvindelige hovedperson blev miljøminister var det, fordi forfatteren ledte efter noget, hvor man med vægt kunne tale om realisme over for idealisme. »Kultur er også vigtigt, men på et mere subtilt plan. Vi kan ikke vide, hvad det betyder, når man skærer ned på børnekulturen. Vi kan kun have nogle forestillinger om det. Men enhver kan forstå, at hvis vi ikke får nedbragt CO2-udslippet, så vil vi få nogle enorme klimaforandringer. Skaller og ørreder med hormonforstyrrelser er også til at begribe«. Tænkt som tv-serie Oprindeligt var 'Kronprinsessen' tænkt som en tv-serie til DR. Hanne-Vibeke Holst havde skrevet synops og gik med en kontrakt i lommen, der ville indbringe hende små 700.000, når hun altså havde skrevet under. Men så fortrød hun. Fordi historien var så kompleks, at den ville være meget svær at koge ned til et tv-format. Så damen forlod TV-Byen med sin historie i lommen uden at skrive under. Med egne ord har Hanne-Vibeke Holst »gået svanger« med sin roman i mindst fem-seks år. I mellemtiden har hun skrevet tre andre bøger. Nemlig den selvbiografiske 'Min mosters migræne', beretningen 'Ned til kvinderne' om en mand, der skifter køn og en lille debatbog om Nordjylland. I foråret 2000 begyndte hun så at skrive 'Kronprinsessen'. Men allerede efter de første 70 sider blev hun klar over, at hun vidste alt for lidt. »Jeg havde en alt for stor fornemmelse af, at jeg løj hurtigere, end en hest kunne rende. Jeg vidste ikke engang, hvordan en arbejdsdag i et ministerium ser ud«. Så hun måtte i gang med blokken og båndoptageren igen. Og interviewe et hav af embedsmænd, politikere og ministre. Både nuværende og tidligere. Og alle sammen off the record. »Og derfor talte de meget åbent. Som politiker skal man altid lige tænke: »Hvad sker der, hvis jeg siger det her? Hvordan vil det blive misbrugt og udnyttet af mine modstandere«. Men de har været overraskende tillidsfulde«. Som enhver ordentlig journalist nægter hun at røbe sine kilder. Men 'Kronprinsessen' rummer unægtelig politiker-portrætter, der vækker mindelser om den tidligere SR-regering. Hovedpersonen har i hvert fald lånt en håndfuld karaktertræk og oplevelser af både Anita Bay Bundegaard, Elsebeth Gerner Nielsen og Margrethe Vestager. Mens regeringens barske kvindelige udenrigsminister vist også har været på besøg hos Ritt Bjerregaard og raget lidt ned fra hylderne. Ingen nøgleroman »'Kronprinsessen' er ikke en nøgleroman. Det er korrekt, at der er træk fra forskellige politikere, men der er jo også nogle arketyper i politik. Der er en figur i bogen, som mange sikkert vil identificere som Ritt Bjerregaard. Den modne kvinde, som bare står så fast. Men Kirsten Jacobsen og Birthe Rønn Hornbech repræsenterer samme type. Nu valgte jeg bare en socialdemokrat, fordi det er det politiske spektrum, jeg kender bedst«. En anden arketype er idealisten, som hovedpersonen Charlotte Damgaard repræsenterer, der kommer ind og vil det hele og nægter at gå på kompromis. Den tredje arketype er Hanne-Vibeke Holsts statsminister Per Vittrup - en solid, socialdemokratisk bryggerhest, der har knoklet i årevis på et reelt og solidt engagement. »Men han er også blevet pragmatisk tangerende det kyniske. Og har for længst lært at tælle til 90 og sluge kameler. For ellers havde han ikke siddet dér«. Da Poul Nyrup Rasmussen i december 2000 lavede den rokade, der bragte Politikens tidligere debatredaktør Anita Bay Bundegaard ind i regeringen som udviklingsminister, gik Hanne-Vibeke Holst stadig og rodede med fundamentet til sin roman. »For at gøre det nemmere for mig selv, tog jeg udgangspunkt i den rokade og fulgte de næste ni måneder kronologisk. For jeg havde sgu problemer nok i forvejen og rigeligt at holde styr på. Og da hun så blev udnævnt til udviklingsminister, kunne jeg mærke, hvordan de små hår rejste sig på mig. For min hovedperson var jo sådan en type, der kom udefra. Jeg havde researchet så meget og kendte stoffet så godt, at jeg havde en fuldstændig fysisk fornemmelse af at være hende. Jeg aner intet om Anita Bay Bundegaards privatliv. Det var kun selve figuren, jeg fornemmede så stærkt«. Enormt spring Hanne-Vibeke Holst er ikke bare forfatter. Hun er også journalist. Hvilket udstyrede hende med et besværligt handicap undervejs. For var gulvtæpperne på Christiansborg nu grå, dueblå eller koksgrå. Og sidder Miljøministeriets dørhåndtag til højre eller venstre? »Jeg har været inde i Statsministeriet og glo på deres dør flere gange, fordi jeg hele tiden var i tvivl om, hvilken farve den var. Men på et tidspunkt blev jeg nødt til at slippe det og sige til mig selv: »Honey, det er en roman. Hvis du vil lege journalist, må du skrive en biografi«. Alligevel var det vigtigt for hende, at det lå tæt på virkeligheden. For ellers ville bogen ikke kunne bruges i samfundets diskussioner om politik og engagement. Så da hun selv mente, hun var tæt på mål, sendte hun bogen ud til en stribe mennesker i det politiske system for at få bekræftet, om den var ved at være der. Flere omkring hende har overrasket sagt, at hun med 'Kronprinsessen' har taget et enormt spring som forfatter. Men sådan oplever hun det ikke selv. »Det er ligesom et barns vækstkurve. Jeg ligger, hvor jeg skal. Jeg har arbejdet støt og roligt, siden jeg var barn og udgav min første bog for over 20 år siden. Jeg startede i bunden af kurven, og så er det ellers stille og roligt gået opad i sværhedsgrad. Man vokser, man bliver klogere, og man bliver mere moden. Jeg er 43 år nu. Og for skønlitterære forfattere er det helt klassisk, at man først er ved at være god omkring de 40 år«. Hanne-Vibeke Holst har også nået en alder og et sted i sit forfatterskab, hvor hun ikke længere føler, hun har lov at føjte rundt på må og få. Den gode udsigt »Det næste, jeg skal bruge tre år på, skal også være vigtigt. Man skal søge de rigtige steder og hele tiden være sikker på, at man går derhen, hvor man kan gro. Og det ved man jo et eller andet sted godt, hvor er. Efter den her roman ved jeg, at jeg kan styre et stort materiale både teknisk og psykologisk. Og jeg kan godt bevæge mig ud af mig selv og skrive om noget andet. Det, synes jeg, forpligter enormt meget«. Inde i hovedet er Hanne-Vibeke Holst allerede gået i gang med sin næste roman. Den skal nok også handle om magt. Hun har også skrevet de to første linjer. Sideløbende skal hun i det næste års tid rejse verden rundt og interviewe kvinder til en bog, hun laver for FN. Hun har fået et amerikansk legat på 60.000 dollar, der skal finansiere projektet med fokus på kvinders store uudnyttede potentiale. Og på den diskrimination og undertrykkelse, de er underlagt i størstedelen af verden. Men allerførst skal hun øve sig i at nyde udsigten lidt. »Jeg har det, som om at jeg har brugt de sidste 20 år af mit liv på at slide mig op ad et bjerg. Nu er jeg ved at kunne skimte toppen. Lige nu står jeg på et plateau og har en fantastisk udsigt. Luften er god, og jeg kan se virkelig, virkelig langt«. »Og her kan jeg godt tillade mig at blive stående lidt«.