0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med hjemstavn i Høje Gladsaxe

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Foto: Jens Dresling

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er 2.011 lejligheder fordelt på fem høje blokke a 15 etager, nogle lavere blokke samt en kvadratisk etageejendom døbt Punkthuset. Og nærmer man sig blokkene fra bagsiden og dermed sydsiden på en solrig dag, så tindrer den grå beton og de mange glasruder i lyset på lang afstand.

Nordsiden af Høje Gladsaxe er, som forfatteren Camilla Christensen siger det, »et helt anderledes frysende, mørkt og forblæst sted«, hvor en forsamling træer på en parkeringsplads nu i ca. 35 år forgæves har forsøgt at få liv i kronerne. Det vil ikke lykkes. Der er sandsynligvis ikke lys nok og heller ikke varme nok.

Men 45-årige Camilla Christensen kan forsikre, at det ikke er bilernes udstødning, der har bremset træerne. Hvis nogen skulle tro det. For der har aldrig været biler nok til dén overdimensionerede parkeringsplads, siger forfatteren, der er kommet her, siden Høje Gladsaxe blev bygget på nogle få år i midten af 1960'erne - som et af landets første montagebyggerier.

Fra hun var otte år, til hun blev atten, boede Camilla Christensen sammen med sin mor og sin bror på 3. sal i en lejlighed i en af de fem blokke, der står skulder ved skulder i en lang række. På afstand upersonlige, stramme vartegn over moderne tider. På tæt hold endnu mere brutale i deres volumen, der får et menneske til at se forsvindende lille ud i sammenligning.

Men på tæt hold alligevel også med flere nuancer. Lige meget hvor man er, er blokkene enorme. Men på sydsiden er der græs, blomstrende buske og i det hele taget grønt, så langt øjet rækker. På nordsiden afløser den ene grå farve den anden.

I sin kraftanstrengelse af en hjemstavnsroman og eventyrlig fortælling med titlen 'Jorden under Høje Gladsaxe' prøver Camilla Christensen at få kontrasterne, nuancerne og det organiske liv bag de omtrent 10.000 vinduesruder nedfældet for nutid og eftertid på 286 forbundne, slyngede prosasider, som ikke har for mange punktummer, men til gengæld en masse indskudte sætninger og kommenterende, uddybende og ligefrem protesterende parenteser.

»Det er en skrivestil, som udsprang af, at jeg ville have det hele med på én gang. Det er Høje Gladsaxe, som er romanens hovedperson, og jeg ville have alle lagene med. Nutiden i 2001, hvor bogen foregår. Dengang i 1960'erne, da Høje Gladsaxe blev bygget. Og fortiden inden da. Ned gennem jernalderen og helt tilbage til istiden«, siger Camilla Christensen, som skriver, så man kan se tiderne for sig.

På skrift strør hun bisætninger ud over siderne, og sådan kommer sproget til at ligne de lag på lag af jord og tider under Høje Gladsaxe, der jo ellers i vores bevidsthed er et nyt, mentalt fladt og kedeligt sted uden ordentlige oplevelser.

Sådan er i hvert fald en udbredt fordom om steder som Høje Gladsaxe. Når man har boet der, ligesom Camilla Christensen har, så ved man godt, at virkeligheden er mere mudret end som så. Og det er en af grundene til, at hun har skrevet romanen.

Borgmesterens vision
Med hænderne begravet i bukselommerne går forfatteren hjemmevant rundt mellem blokkene og inden i dem, mens hun fortæller om barndomsbyen, hun både elsker og hader. Da vi står på 15. etage og ser ud over de i 1960'erne så grandiose idrætsanlæg på nordsiden, siger hun:

»Høje Gladsaxe var Erhard Jakobsens projekt. Han var borgmester her dengang, som jeg jo også skriver i romanen. Og du kan selv se, hvor store visioner han havde. Der skulle være svømmehal og fodboldbaner og muligheder for alle. Der skulle være bibliotek og skoler og butikker, så folk kunne flytte fra de små lejligheder inde i byen og herud, hvor der er masser af frisk luft og plads«.

Hun siger det uden sarkasme. For dengang man planerede grunden og rejste bygningerne på blot et par år, var der en fornuftig hensigt med det, der også ligner galskab. Hendes egen mor var meget glad for at bo her i årtier. Hun har kusiner, der er blevet boende, og hun kender andre, der flyttede væk, men er flyttet tilbage til Høje Gladsaxe.

Det kommer Camilla Christensen ikke til. Hun har boet mange steder, siden hun var ung. Nu bor hun på Østerbro med sin datter, og Høje Gladsaxes høje blokke trækker ikke:

»Høje Gladsaxe havde en historie, som man fjernede, da man byggede blokkene. Gårde blev revet ned. Kan du se tankstationen derhenne? Det er den, jeg skriver om i romanen. Den ligger, hvor der tidligere lå en gård. Da vi flyttede hertil, var gården der stadig. Der var også marker, og der var en bæk, som blev lagt i rør - eller det meste af den gjorde. Men der var ingen til at fortælle os, hvordan det havde været, før vi kom. Flere end syv tusinde mennesker flyttede hertil på et par år, og alle var splinternye på stedet«.

»Jeg var ikke glad for at bo her som barn, og det er selvfølgelig min personlige grund til, at min datter ikke skal vokse op her. Et barn er meget lille her. Man fylder ingenting, når man står ved foden af en blok. Og da jeg kom hertil, og det hele var nyt, var der ingen etablerede hierarkier, som vi børn kunne finde vores plads i. Vi skulle skabe det hele forfra, og det var meget kaotisk. Der var virkelig mange børn her dengang. På mit klassetrin i skolen var der seks spor fordelt på i alt to skoler!«.

I dag er der kun én skole tilbage, og her er heller ikke noget gymnasium. Nogle af de dengang nye betonbygninger fik i løbet af få år slemme skader. Som Camilla Christensen satirisk skriver et sted i romanen, så tog det kun få år at rejse blokkene. Men det tog årtier at renovere altanerne.

Paraboler og magnolia
På sydsiden af blokkene er der nu steder, hvor tæt buskads danner en halvcirkel omkring haveborde og bænke. Når man sidder her, kan man se de renoverede altaner, som har fået skydedøre af glas og indeholder et personligt liv med alt fra små urtehaver til pulterkamre, legepladser og udestuer.

Til venstre for de høje blokke anes konturerne af nogle lavere, hvor stueetagerne har små haver, som bag meterhøje ligusterhække er befolket af magnoliatræer, havemøbler, trehjulede cykler, kaniner og enorme paraboler.

Høje Gladsaxe er vokset og er blevet et langt mere mangfoldigt sted, end det var, da Camilla Christensen boede her.

»Da jeg voksede op, fandtes de buske her omkring bænkene ikke. Der er stadig meget få rammer, som børn kan føle sig trygge i. Men der var endnu færre dengang. Nu er stedet blevet mere organisk. Ethvert sted får med tiden en historie. Også steder så nye og på mange måder rædselsfulde som Høje Gladsaxe bliver efterhånden mere menneskelige«.

»Men et sted som Høje Gladsaxe bliver det på trods, synes jeg. For det er bygget, så man bor ved siden af og oven