0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At huske sin barndom på ny

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kåre Viemose,,,Politiken
Foto: Kåre Viemose,,,Politiken

Foto: Kåre Viemose

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da Vagn Lundbye var barn i 1930'ernes og 1940'ernes Århus, var hans far så ondskabsfuld over for ham, at man skulle tro, det var umuligt for et barn at lægge oplevelserne til side og senere gå ud i verden som et helt og livsdueligt menneske. Uden at fortælle historien. Til nogen.

»Men fra jeg som 17-årig kom ind i hæren, og til jeg blev 64 år, har jeg aldrig haft mén af barndommen. Jeg har arvet en evne til at kunne klare tingene. Jeg har kunnet skabe en distance til det sted, der var 'hjem'. Allerede som barn lod jeg mig opsluge 100 procent af de ting, der optog mig. Jeg har altid kunnet finde sikkerhed i at fylde mig fuldstændig med noget andet«, siger den nu 68-årige forfatter.

Hans cirka 50 bøger vidner om nogle af de ting, som har optaget ham. Indianersamfund og indiansk tankegang. Hvaler. Næsehorn. Udkantssamfund. Og den store udkantsforfatter Albert Dam, som levede fra 1880 til 1972 og »burde være lige så berømt som Johannes V. Jensen«.

Vagn Lundbyes tankegang er tæt forbundet med Albert Dams. Og det er - igen - et citat af Albert Dam, som dukker op, da Lundbye vil fortælle, hvordan han en dag i 1997 stod i junglen i Tasmanien, oplevede sit liv passere revy og vidste, at han var nødt til at skrive om nogle barndomsoplevelser, han aldrig havde talt om.

»Albert Dam sagde, at inspiration ikke er andet end et godt stofskifte. Men stoffet skal tage over selv. Sådan er 'Trefoldighedsbarn' blevet til«.

Barndommen ændrer sig altid
'Trefoldighedsbarn' former sig som en samtale mellem en mand, der tænker tilbage på sin barndom og en tigerslange, der bærer på historien om det tasmanske folks udryddelse. Og tigerslangen er ikke en påklistret ramme om den menneskelige erindring.

Vagn Lundbye stod pludselig over for en tigerslange, da han i 1997 var taget til den tasmanske jungle for at skrive en bog om danskeren Jørgen Jørgensen, som havde andel i det 19. århundredes mord på den tasmanske befolkning. Da han og slangen fik øje på hinanden, vidste forfatteren ikke, om han var blevet bidt. Men han vidste, at tigerslangens gift er dødbringende inden for få minutter.

Da han indså, at han ikke var blevet bidt, var der to historier, som måtte fortælles, fordi de hænger sammen. Overgrebet på barnet og overgrebet på et folk. Størst intensitet har menneskets erindringer om en far, der ydmygede sin søn så meget, at sønnen var nødt til at tage sagen i sin egen hånd og forsøge at slå faderen ihjel. Det er oplevelser, som netop bliver mere og andet end private, fordi de fortælles i dialog med en slange, der er temmelig klog på erindringens labyrinter.

»Du skal ikke tro, at din barndom ligger fast. Verden ændrer sig hele tiden. På den måde ændrer begyndelsen sig også hele tiden«, siger slangen bl.a. til manden.

Et andet sted spørger slangen: »Gør det noget, at det, du kan huske, ikke stemmer overens med det, du har glemt«? Den tigerslange har det i det hele taget med at gøre 'Trefoldighedsbarn' til en roman, som får læserne til at huske. Man tænker på sin egen barndom og sig selv. Og man tænker videre. Præcis som forfatteren har tænkt sig:

Folkeligt gennembrud
»Jeg skriver om de fem cirkler. Den første er jegets cirkel. Den anden er familiens. Den tredje er folkets. Den fjerde er naturen. Og den femte er alt det, vi ikke forstår af kosmos og drømme. Alting hænger sammen. Når du ser ud ad vinduet, ser du, hvordan alt vokser - samdrægtigt hver for sig, som Albert Dam sagde«.

»Jeg synes altid, man skal vågne om morgenen og være glad for, at man kan se ud ad vinduet og være klar over, at det ikke er selvfølgeligt. Det er ikke selvfølgeligt, at man ikke lever i Bosnien eller Afghanistan. Som Grundtvig sagde skal man glæde sig over livet og engagere sig i det fjerne«.

Vagn Lundbye har boet i det samme hus på Langeland siden 1970. Han deler matriklen med sin unge hustru, to små børn, en enorm samling af små næsehornsfigurer, bøger på tætpakkede reoler, frugttræer fra det 18. århundrede og en gammel mølle, der ikke længere skal producere. Men den står her stadig. Som fortider gør. Vagn Lundbye har skrevet en del af sin i 'Trefoldighedsbarn', og meget tyder på, at han har ramt et vigtigt sted. For efter tre uger i handlen ligner 'Trefoldighedsbarn' romanen, der giver forfatteren et sent, folkeligt gennembrud.