I løbet af den næste måned udgiver han rockeren Jørn 'Jønke' Nielsens roman 'Arresten'. Og Katja Keans bog om livet som pornostjerne. Rigt illustreret, som det hedder, med private snapshots og stillfotos fra pornotiden. Måske er der ikke noget at sige til, at man leder forgæves efter forlæggeren Claus Clausen i Kraks Blå Bog 2002. Men det er ikke forlæggerens fejl, at Krak har overset ham, for han har de seneste knap 30 år sat store fingeraftryk på udvalgte dele af det kulturelle billede i Danmark. Siden 1973 har han været leder af forlaget Tiderne Skifter. Et forlag, som nærmest har været synonymt med 68-generationen, og som konstant har spejlet, hvad der er foregået i hoved og underliv på de mænd og kvinder, som var unge for en generation siden. Et forlag, som gennem alle årene har været bevidst venstreorienteret. Og så er det alligevel Tiderne Skifter, der udgiver 'Jønke' og Katja Kean. Måske er det her, optikken dugger ude hos Krak, der konstant bogfører, hvem der måtte formodes at tilhøre dem af danskerne, man burde kunne slå op. For 'Jønke' og Kean ER kun den ene side af Claus Clausens udgivelser. Det er også ham, der står som udgiver af Italo Calvino, Richard Ford, Susan Sontag, Ben Okri, Pia Juul og Thomas Pynchon. Og det er ham, der udgiver en bog om, hvorvidt det stadig er relevant at orientere sig politisk i højre og venstre, for det er sådan, han ser sig selv. Som politisk forlægger, eller rettere; han ser forlaget som et politisk projekt. Måske er det alligevel ikke så mærkeligt, at han ikke står i Blå Bog, og måske er det så heller ikke så mærkeligt, at det netop er Claus Clausen, der i år er brudt ud af Gyldendals forlagsgruppe for på ny at starte for sig selv - vel at mærke i en tid, hvor alle andre små forlag bukker under eller bliver opkøbt. Usikre tider »Selvfølgelig føler jeg, at jeg går imod strømmen, for tendensen går mod kon-glomerater, fusioner og sammenlægninger. Jeg tager et skridt ud i en mere sårbar, men også mere autonom position«, siger Claus Clausen. Han understreger, at han og Gyldendal skiltes i fuld fordragelighed, og han ser heller ingen farer for kulturudviklingen i Danmark, selv om tre koncerner - Gyldendal, Egmont og Bonnier - ejer de fleste forlag i landet. »Jeg mener faktisk, at koncentrationen skaber rum og nicher for os andre. Der er mere energi i botanikken i forlagsverdenen, hvis der er mange små forlag. Deres produktion er mere interessant, end hvis et enkelt forlag udgiver lige så meget, men jeg kan godt forstå, hvorfor koncentrationen kommer. Det handler om stordriftsfordele og markedsinteresser, men på et tidspunkt er der jo ikke mere at købe«, siger Claus Clausen. Tiderne Skifter har været en del af Gyldendalgruppen i en god halv snes år. Meget betegnende blev der lavvande i det gamle venstrefløjsforlags kasse, nogenlunde samtidig med at Muren faldt. »Jeg stod ikke over for at måtte lukke dengang, men jeg var i en besværlig situation, og det skyldtes blandt andet, at jeg udgav ti bind af Georg Brandes i en tid, hvor bibliotekerne mente, at de havde nok i udgaverne fra 1924, de havde stående i kældrene. Det gjorde av. Dengang kunne jeg se, at bestsellerismen var på vej, mens de smalle bøger ville blive smallere. Det var jo dem, jeg var interesseret i at udgive. Dertil kom, at jeg gerne ville tættere på bogklubberne, end jeg havde været tidligere«, forklarer Tiderne Skifters chef. Men hvad er det så, der får en erfaren forlægger til at sige nej til det sikre hos Gyldendal? Og hvor sikkert er det, han forlader? »Gyldendal er et forlag med en stor omsætning og et lille overskud, og som jeg ser det, er det et sårbart apparat, og tiderne kan sagtens blive hårdere, end de er nu, for der kommer jo ikke en Harry Potter hvert år. I det lange løb kan der ske noget, så man kun vil satse på det, der giver penge. Det kan blive sværere at have tab på nogle områder i modsætning til tidligere, hvor man med større generøsitet kunne sige, at det var o.k. med tab i nogle hjørner af virksomheden, fordi de var med til at pilotere terrænet«, siger Claus Clausen. Debatbøger rykker Når han overhovedet tør kaste sig ud i et nyt eventyr, skyldes det dog, at han fornemmer nye og mildere vinde. »Jeg tror, der er et skifte på vej, som er til min fordel. Debatbøgerne har medvind, og det samme har den politiske bog, som jeg gennem årene har insisteret på at udgive. Bøger med den klassisk styrede provokation eller undersøgelse af et enkelt område. Den type bøger er forsvundet hos mange forlag«. »Men konjunkturerne er ved at vende. Vi har for eksempel solgt 4.000 eksemplarer af en bog om islam, samtidig med at der har været andre bøger om emnet. En antologi om feminisme er gået i flere oplag, og Göran Rosenbergs (kritiske!) bog om journalistik er gået i tre oplag. Det går stille og roligt den rigtige vej, så efter en generation med politisk apati eller magelighed, kan jeg mærke, der er ved at ske noget«. »Der er ved at være en stigende boginteresse hos både yngre og ældre. For kvalitetsbogen, altså. For ti år siden var bogen gammeldags, mens den nu er lig med livsstil og status. Se på en forfatter som Paul Auster. Danmark må være et af de lande i verden, hvor der procentvis sælges flest Auster-bøger, for de er et signal om, at man gerne vil fordybe sig. Auster er jo hverken light eller fast. Der er masser af den slags signaler. Vi vil ikke bare leve let og hurtigt. Bogen er et signal om dyrkelsen af den langsomme tid, koncentrationen og nydelsen, og al nydelse kræver tid, om det så er erotik, bøger eller mad«. Men hvis tidspunktet er så godt for din type bøger, hvorfor siger Gyldendal så ikke, at du skal blive der med dine mange gode forfattere? » Hvis man først har købt så mange forlag, som Gyldendal har, så kan det måske være rart at slippe af med nogle af dem. Hvis man har forkøbt sig, og det mener jeg, Gyldendal har. Sagt stille og roligt. Jeg ved ikke, om det var et fejlskøn, men der er noget, der hedder kritisk masse, og den er vel også nået i Gyldendalsammenhæng. Hvis man sidder og føler, man er en splint i deres kød, og der samler sig mere og mere materie rundt om det sted, man sidder, fordi det bliver ømt og rødt, så vil man jo for helvede selv gå«. Har du følt dig som en splint? Ja, lidt måske. Det er i hvert fald ikke tegn på stor nænsomhed og kærlighed, at man siger: Vi laver et bunkebryllup her. Vi slår jer (datterforlagene, red.) sammen i den samme dåse, og så kan I ligge og hygge jer der, mens vi kun kigger på det samlede resultat. Det er et udtryk for hele denne økonomi- og stordriftstænkning«. »Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man anskaffer alle datterforlagene, hvis man ikke ønsker alle disse farver. Hvis man ikke vil lade 100 blomster blomstre, som gamle Mao sagde, så kan jeg ikke forstå, man ikke bare sprøjter gift ud over hele marken og siger, at alt skal være grønt. Det er vel det, jeg mener. De (Gyldendal, red.) vil til enhver tid benægte det og sige, at de ønsker mangfoldighed og farverigdom, diversitet, men hvad er det, man gør i praksis? Man slår det hele administrativt sammen og udnævner en administrerende direktør, og på bundlinjen ser man kun ét sted hen, og sådan er det«, siger Claus Clausen. Djævelens advokat Det skinner klart igennem, at selv om Tiderne Skifter og Gyldendal skiltes i fordragelighed, er det den store sammenlægning - fysisk og økonomisk - af datterforlagene, der har gjort Claus Clausen til selvstændig forlægger igen. Gyldendals sammenlægning af de små forlag er en manøvre, som med det lille forlag Forum som overordnet selskab opsluger de små Gyldendalforlag, uanset om de hedder Samleren, Fremad eller Rosinante. Og uanset hvem der tjener pengene. I disse år er det især Samleren. »Det har aldrig været min ambition at være redaktør på en redaktion. Min ambition har været at drive det forlag, jeg selv har startet. Som et selvstændigt firma og ikke som en afdeling eller et par kontorer nede ad en gang. På den måde kan man jo bare blive nedlagt«, siger Claus Clausen. Han siger, at han gennem alle årene i Gyldendal har kunnet udgive, hvad han ville. Der har ikke i den forstand været lagt ham hindringer i vejen. Måske har han endda, siger han, været i stand til at udgive nogle bøger, som han ikke havde haft mulighed for at bære igennem som selvstændig. Han er imidlertid klar over, at der fra nu er en meget væsentlig forskel fra før. »I en stor koncern kan man få advarsler og besked på at rette op på røde tal, men det kan aldrig gå helt galt. Nu skal du selv være djævelens advokat, når du bliver begejstret, og når du bliver begejstret, skal du tage en ekstra, dyb indånding, for der skal ikke meget til, før det går galt i en spinkel økonomi som min«, siger Claus Clausen. Der er imidlertid også en anden forskel. Han skal ikke spørge nogen som helst, før han kaster sig ud i et nyt projekt. Han kan forfølge den linje, han har lyst til, hvad nogen formentlig ville anse for at være en venstreorienteret, progressiv linje, men sådan ser han det ikke selv. Godt nok er han fortsat venstreorienteret, men verden har ændret sig. Nødvendige oversættelser »Da jeg startede, lavede jeg bøger til min egen generation. Det var et generations- og identitetsforlag. Jeg var sikker på, hvornår jeg kunne sælge 1.500 eksemplarer af en bog, for der var nærmest 1:1 forhold mellem forlaget og læserne. I dag skal jeg også lave bøger til yngre mennesker, ud over til min egen generation. Jeg skal skyde mig frem i problemstillinger, som ikke er helt mine egne. Tiderne Skifter er et identitetsforlag, og den største fare er at tro på, at der er konsensus mellem forlag og publikum. Det er der ikke. På den måde var det betydelig nemmere at starte forlaget, end det er at fortsætte«. »Da jeg blev købt op af Gyldendal, var det, fordi jeg havde noget, Gyldendal ikke selv havde. Det kan da godt være, at de nu har det hele selv. De har i hvert fald mange forlag. Men det må være hensigten med datterforlag, at man har nogen til at undersøge terrænet og finde ud af, hvad der sker på den anden side af gærdet. Og undervejs kunne man så måske levere nogle forfattere til dem. Se på forfatteren til 'Nordkraft', Jakob Ejersbo, hvor debuterede han? Hos mig«, siger Claus Clausen. I år udgiver det lille forlag op imod 40 nyudgivelser, men næste år satser Tiderne Skifter på at nå ned på 27-28 bøger, og året efter måske kun 20. »Jeg vil koncentrere mig om færre udgivelser og til gengæld forsøge at gøre dem mere synlige i billedet. Men jeg har også en stor portefølje af udenlandske forfattere, som jeg gerne vil blive ved med at udgive, og de er en vigtig del af den profil, jeg vil have, for jeg vil nødig være en provinsiel forlægger, der kun koncentrerer sig om det danske«. »Folk kan godt læse engelske bøger på originalsproget, men det er afsindig vigtigt at finde gode bøger uden for amerikansk mainstreamlitteratur. Det kan være franske, italienske, græske og finske, men også svenske og norske, som man er nødt til at oversætte, fordi de er for svære at læse for langt de fleste danskere. De oversatte bøger er til inspiration, men også med til at sætte niveauet herhjemme. Bøgerne er nødvendige, og i Danmark kan vi ikke skære ret meget ned i antallet af oversatte skønlitterære bøger, før vi ikke længere hører sammen med resten af verden. Så bliver vi en isoleret ø«, siger Claus Clausen.