Bernard Lewis' budskab er enkelt og brutalt. Islam har tabt til Vesten, muslimerne nægter at se det i øjnene og bruger i stedet tiden på frugtesløse beskyldninger og konspirationsteorier. Diplomat er der ingen fare for, at nogen vil beskylde den 86-årige professor emeritus ved Princeton University for at være. Under Anden Verdenskrig tjente han i den britiske efterretningstjeneste, og det var sikkert et klogt valg. Siden da har han forsket i Mellemøsten og islam og brugt det meste af sin karriere på at forklare enhver, der gad lytte, at de mellemøstlige stater var nogle fiaskoer, og at den eneste vej frem var at modernisere dem, demokratisere dem og sikre borgerne de grundlæggende frihedsrettigheder efter en vestlig model. Hadet og frustrationerne over for Vesten var enorme og ville ende voldeligt, advarede Lewis og forudsagde i den nu berømte artikel 'The Roots of Muslim Rage' fra begyndelsen af 1990'erne meget præcist den udvikling, der førte til 11. september. Men indtil terrorangrebet ville ingen lytte. Den slags synspunkter var ikke på mode i en kulturrelativistisk tid, og Bernard Lewis blev kaldt alt fra zionist til racist og i øvrigt generelt ignoreret som en lettere suspekt figur i den amerikanske akademiske verden. Men den, der ler sidst, ler bedst, og selvom den britiske Lewis er alt for dannet til at vise det, indrømmer han en »vis melankolsk tilfredsstillelse over at have haft ret, når så mange tog fejl. Det var meget frustrerende at tale for døve øren i så lang tid«, siger han. Et problem, der for Lewis' vedkommende hører fortiden til. Efter terrorangrebet 11. september er Bernard Lewis blevet universelt anerkendt som islameksperternes 'grand old man'. Han rådgiver præsident Bush, holder foredrag for førende amerikanske politikere og er fast inventar på tv. En stor mundfuld for en ældre mand, og ikke noget Lewis ubetinget nyder. »Jeg har ikke et sekunds fred. Min telefon ringer hele tiden, jeg laver interview med folk fra Mexico, Brasilien, Danmark«. Han holder en lille pause. »Men man gør det naturligvis. Det er jo en slags pligt, ikke mindst fordi der stadig er så mange stemmer, der forvirrer og forplumrer tingene. Særligt i Europa, der ikke på samme måde som USA vil se realiteterne i øjnene: at vi står over for et sammenstød mellem to civilisationer, hvoraf den ene er i ekstrem krise«, siger han. Og det er netop den islamiske krise, som Lewis' seneste bog, 'Hvad gik galt', handler om. Bogen er skrevet før 11. september, men fordi den behandler de underliggende årsager til angrebet og hadet til Vesten generelt og til USA i særdeleshed, er den blevet en international bestseller. Den er oversat til 17 sprog, inklusive arabisk. Og nu foreligger den på dansk. Islams fald Nedturen for den muslimske verden skete gradvist. I 1492 mistede muslimerne deres sidste bid af Spanien. I 1500-tallet vandt europæiske magter frem i Sydøstasien, men alligevel var det ifølge Lewis først i slutningen af 1600-tallet, at det for alvor gik op for muslimerne, at der var noget rivende galt. »Det blev oplagt i 1683, da ottomanerne tabte slaget om Wien. Indtil da udspillede problemerne og nederlagene sig primært i periferien af den islamiske verden. I centrum havde ottomanerne ekspanderet, taget store dele af Europa og sad meget solidt på Balkan«. »Til søs plyndrede og hærgede de kysterne langt nordpå, og så sent som i 1627 gennemførte de et succesrigt togt mod Island, hvor de fangede masser af slaver«, siger Lewis, der begejstret kaster sig ud i en længere forklaring om, at en af de tilfangetagne islændinge skrev en beretning om det, som er oversat til dansk. Et sprog, som Lewis naturligvis både taler og læser, ud over engelsk, hebraisk, arabisk, persisk, tyrkisk, fransk, tysk, italiensk, spansk, svensk og norsk. »Men som jeg bliver ældre, kan jeg mærke, at jeg er blevet mere tøvende over for at tale andre sprog end engelsk«, siger han undskyldende, da jeg foreslår at gennemføre interviewet på dansk. Vi vender tilbage til islams fald og mere specifikt ottomanernes nederlag i 1683. »Det var anden gang, tyrkerne forsøgte at indtage Wien. Første gang var det endt uafgjort, men denne gang var det et klart nederlag, hvor de nærmest måtte flygte gennem Balkan og måtte acceptere Karlowitz traktaten, som var den første traktat, de ikke selv havde kunnet diktere. Muslimernes selvbedrag Derfra er det gået jævnt ned ad bakke for muslimerne. Problemet er ifølge Lewis, at muslimerne i stedet for at analysere de underliggende årsager til faldet har vendt energien udad og bebrejdet omverdenen for den islamiske verdens svaghed. Det startede ellers godt. Et tyrkisk vidne kaldte åbenhjertigt slaget i 1683 for »det mest ødelæggende nederlag i islams historie«, og debatten om, hvorfor man tabte slaget, begyndte stort set med det samme. I bogen beskriver Lewis, hvordan muslimerne uden held siden da har forsøgt at indhente Vesten. »Og i takt med at muslimerne er sakket længere og længere bagud, fordi de ikke har løst de grundlæggende problemer i deres eget samfund - særligt forholdene for kvinder og frihed for befolkningen - har de brugt mere og mere energi på at bebrejde andre for elendigheden«, siger Lewis. »For nogle år siden læste jeg for eksempel et interview med en syrisk embedsmand, der mente, at havde det ikke været for den mongolske invasion i det 13. århundrede, ville det have været muslimerne og ikke amerikanerne, der havde opfundet atombomben. Den slags forklaringer er sikkert psykologisk behagelige - det er ikke min skyld - men intellektuelt er det noget værre vås«. »Problemet var jo netop, at nogle få tusinde mongolere, overhovedet kunne knuse et kæmpeimperium som Bagdad, ikke at de gjorde det. Og selv efter mongolernes invasion var billedet meget mere sammensat. I Iran, som mongolerne erobrede, var der en stor opblomstring, mens Egypten, som mongolerne ikke indtog, gik i forfald«. Og mongolerne er langtfra de eneste syndebukke. Efter dem kom de europæiske kolonimagter, en forklaring, Lewis afviser lige så klart. »Kolonimagterne sad kun på det meste af Mellemøsten fra Første Verdenskrig til Anden Verdenskrig. Det er noget indlysende vrøvl at sige, at de skulle have ansvaret for, at det i dag går de muslimske lande dårligt«, siger han og tilføjer provokerende, at man tværtimod kunne argumentere for, at det var en skam, at de ikke blev længere. »Hvis man ser på de lande, hvor briterne regerede meget længere; Malaysia og Indien for eksempel, er det jo gået meget bedre med at indføre en form for demokrati og civilt styre der end i Mellemøsten«, siger Lewis. Og listen over skyldige i muslimernes krise fortsætter. Efter kolonimagterne har USA og jøderne overtaget rollen som skurke, og - ifølge Lewis - fuldkommen lige så frugtesløst. Vendepunktet Som Bernard Lewis ser det, står Mellemøsten nu, efter 11. september, overfor et afgørende valg. Enten kan man fortsætte ad den nuværende nyttesløse kurs, hvor man drømmer om fordums storhed, og talebanerne forgæves forsøger at genskabe tilværelsen, som den var på profeten Muhameds tid i det syvende århundrede. En vej væk fra den moderne verden, der efter Lewis' mening kun fører til elendighed, kaos og endnu flere ydmygelser i forhold til Vesten. Men der er også en anden vej. Den tyrkiske, hvor svaret hedder mere modernisering, mere reformering af samfundet, mere demokrati osv. »Efter Første Verdenskrig gjorde Atatürk (Kemal Atatürk, det moderne Tyrkiets grundlægger, red.) det, som muslimerne skulle have gjort for længe siden. Frem for at stirre sig blind på, hvem der havde besejret dem, fokuserede han på, hvorfor de var blevet besejret. Han indså, at den eneste vej fremad var at vende blikket indad og erkende, at der var problemer i samfundet, og rette dem«. Lewis mener, at Tyrkiet viser vejen frem. »Tyrkiet viser to ting. For det første, hvor vanskeligt det er at skabe et moderne demokrati i et muslimsk land med ældgamle traditioner og fordomme. For det andet, at det kan lade sig gøre«. Det næste sted at efterprøve den teori kan efter Lewis' mening meget vel være Irak. Lewis vil ikke sige, at han decideret går ind for en krig mod Irak, men han »støtter at give irakerne muligheder for at hjælpe sig selv, også hvis det betyder en krig«, som han med sjælden finfølelse udtrykker det. Og efter Saddam Hussein tror Lewis - ligesom Bush regeringen - at der er gode chancer for et mere demokratisk styre. »Det er klart Irak vil ikke pludselig blive Schweiz eller Skandinavien i Mellemøsten, men jeg tror, at det er muligt at skabe et retssamfund med en form for civil regering i Irak. Befolkningen er veluddannet, relativt set, så jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være umuligt. Det vil tage lang tid, javel, men det har det jo også gjort i Europa«, siger Lewis, der mener, at det er racistisk, når mange i Vesten åbenbart mener, at befolkningen i Mellemøsten ikke kan magte at skabe et demokratisk samfund. »Ligesom alle andre kan muslimer og irakere naturligvis lære at være demokratiske. Hvorfor i alverden skulle de ikke kunne det«, spørger han. Konflikten vil fortsætte Men uanset om Irak bliver demokratisk eller ej, tror Lewis at konflikterne mellem vesten og islam vil fortsætte mange år endnu. For det første på grund af uligheden. »Tænk på, hvordan mange europæere er irriterede over USA's magt og arrogance. Tag den fornemmelse og gang den med 1.000, så er man i nærheden af den følelse af vrede, afmagt og misundelse, som muslimerne føler overfor vesten i dag. Det er en følelse, der ikke sådan lige går væk«. Det var Lewis, der i 1950'erne begyndte at bruge udtrykket 'clash of civilizations', som politologen Samuel Huntington i 1990'erne gjorde berømt, og som Lewis ser det, har islam og kristendommen været på kollisionskurs lige fra begyndelsen. »Modsat alle andre civilisationer gør både den kristne og den muslimske krav på at være universelle og anser sig selv for bærere af Guds endelige budskab. Det skal give problemer, og det har det gjort stort set lige fra starten«, siger Lewis. Han peger på, at en af inskriptionerne i Klippemoskeen på Tempelbjerget i Jerusalem forklarer, at »Gud er én. Han er ikke født. Han har ikke afkom«. »Det er en klar udfordring til kristendommen og dens tro på treenigheden og Jesus som Guds søn. Det er kaliffen, der siger til paven: »Din tid er slut, flyt dig«. Og det er skrevet i den allerførste store muslimske bygning, for over 1.300 år siden«, siger han. »Og det vil vare en rum tid endnu«. Hvad der passer Lewis glimrende, i al fald rent professionelt. For trods travlheden og sin alder er Bernard Lewis langtfra færdig med det betændte forhold mellem Vesten og islam. For tiden er han ved at lægge sidste hånd på en ny bog, som udkommer i marts næste år. Titlen er sigende: 'The Crisis of Islam. Holy War and Unholy Terror - About the Present Day and How We Got Here'. Den skal nok sælge.