De to skyskrabere er så høje, at de forsvinder i tågen. Til højre for dem kredser en sort fugl, som på grund af kirken og korset i forgrunden har noget ildevarslende over sig. Fotografiet stammer fra 1997, hvor det blev brugt på omslaget af Don DeLillos roman 'Underverdenen' og står efter 11. september som et slående udtryk for den næsten synske evne til at gennemlyse nutiden, som DeLillo har demonstreret i roman efter roman. I den dybt foruroligende 'Mao 2', hvis navn er inspireret af Andy Warhols popkunst-portræt af formand Mao, beskriver han ti år inden Mohammed Atta og Co. bragede ind i New Yorks tvillingetårne, hvordan terrorismen er blevet den nye store fortælling i verden. Gang på gang taler hovedpersonerne i bogen om World Trade Center og det, som bygningerne synes at ville fortælle dem. Hovedpersonen i 'Mao 2' er forfatter. I en samtale med sin forlægger konstaterer han, at »de vigtigste kunstværker er bygninger i ruiner og fly der eksploderer i luften. Det er den nye tragiske fortælling«. Hvordan kunne DeLillo formulere sig med så profetisk præcision? »Det er en tilfældighed«, svarer forfatteren i telefonen fra New York. »Jeg kan ikke forklare det, og jeg føler mig ubehageligt tilpas, når folk, der har læst mine bøger, stiller mig spørgsmål om terrorisme. Romanforfattere er ikke profeter. Det, vi håber, er at kunne se, hvad der foregår her og nu, fange nutiden, før andre. Vi forudsiger selvfølgelig ikke noget, men ser i bedste fald tingene en smule klarere end så mange andre«. Et interview med DeLillo burde finde sted i New York, hvor den nu 65-årige forfatter voksede op i bydelen The Bronx som søn af italienske indvandrere. Slentrende gennem storbyens kontrollerede kaos med bysbarnet som ivrigt talende guide, men desværre doserer DeLillos agent sin stjernes pressekontakt så nidkært, at intervieweren må nøjes med at forestille sig DeLillos 'ugleagtige' udseende, mens han lytter til en stemme, der giver mindelser om perlerækken af italo-amerikanske skuespillere, der har udødeliggjort 'The Big Apple' på film. Americana I flere årtier undveg DeLillo konsekvent pressen. Første gang, han indvilgede i at tage på turné for at skabe opmærksomhed om en bog, var i forbindelse med 'Underverdenen', hvis succes har gjort ham til dollarmillionær. I offentligheden tog han først ordet for alvor i 1988 i forbindelse med fatwaen mod Rushdie, som han følte gav hans forfatterskab en ny nødvendighed. Den tidligere reklamemands litterære odysse startede i 1971 med romanen 'Americana', der allerede i titlen, varslede, hvad der skulle blive Don DeLillos hjemmebane: Den særlige amerikanske erfaring i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Fra rock'n'roll og stoffer til Wall Street-spekulation, teknologi, forurening, akademisk forfald, supermagtskapløb, paranoia, præsidentmord og seriemordere, massekulter, hjernevask og terrorisme. Få har haft sonden så dybt nede i det amerikanske samfunds sorte huller, som forfatteren, der har specialiseret sig i at fortælle historier fra den understrøm af information, begær, kriminalitet og kapital, han mener er til stede under hverdagens trivielle begivenheder. DeLillo har en sjælden evne til at fange en tidsånd. Hans seneste roman 'Cosmopolis', som udkommer på dansk i april eller maj, handler om en rigmand, hvis tilværelse går i opløsning i løbet af en enkelt dags Limousine-rejse gennem Manhattan i foråret 2000. Det lyder dystert og maskulint, og 'Cosmopolis', er i særklasse dyster, men fælles for DeLillos bøger er, at humoren faktisk spiller en væsentlig rolle. Som i den vanvittigt morsomme 'Hvid Støj' (1984), der rummer en grotesk vittig beskrivelse af, hvad der sker på højere læreanstalter, når det ikke længere er muligt at kende forskel på sandt og falsk, og postmoderne 'eksperter' i de tekster, der bliver skrevet uden på cornflakespakker, har større chancer for at klare sig i den akademiske verden, end alle de klassisk uddannede akademikere, som ikke bare lader sig flyde med på værdiopløsningens flodbølge. Magtanvendelse Da 'Mao 2' udkom, forklarede DeLillo, at der var en kamp om bevidstheden i verden, en kamp om at diktere verden den fortælling, som ville dominere alt andet, og at terroristerne ville vinde. Det fik han ret i. Verden er på randen af en krig, der har direkte forbindelse til alt det, han med skræmmende klarsyn formulerede i 'Mao 2'. Netop nu finder DeLillo situationen i USA meget kompliceret og usædvanlig: »Først var der meget lidt offentlig protest imod en invasion af Irak, men stemmerne rejste sig ikke over det almindelige støjniveau. Det er først sket på det allerseneste. Ud over Irak er stemningen præget af regeringens enorme vanskelighed ved at håndtere Nordkoreas atomafpresning. Den har afstedkommet et alvorlig psykologisk tilbageslag for de folk i regeringen, som er de stærkeste tilhængere af en invasion i Irak«. DeLillo udfolder sine analyser, som om han aldrig har bestilt andet. Han mener, der er et særligt psykologisk motiv bag den amerikanske krigslyst, som har at gøre med den længsel efter magtanvendelse, som har eksisteret siden de traumatiske erfaringer med Vietnam, Watergate og gidselaffæren i Teheran. »Vi har haft enorm militær magt, men ikke anledning eller undskyldning til at bruge den. Under den kolde krig ville brugen af en sådan magt have resulteret i meget alvorlige konsekvenser. Det er lidt anderledes nu, hvor det faktisk er en regering, hvis hjerter og hjerner blev formet under den kolde krig, der sidder i Det Hvide Hus«. »Terrorismen har gjort det særlig vanskeligt for dem, fordi terrorister ikke udgør en fjende inden for specifikke grænser med en hær og uniformer. Men Irak har disse kvaliteter. På et dybt psykologisk niveau føler Bush-administrationen, at udøvelsen af magt er uimodståelig. Fortællingen har nået en bestemt styrke, hvorfra det er vanskeligt for administrationen at rulle den tilbage«. Psykologisk vejrudsigt Som alle andre reagerede han stærkt på det spektakulære scenario i New York, som han næsten forudsagde i 'Mao 2'. »Jeg tænkte på min nevø, hans kone og deres to små døtre, som var fanget i en bygning halvanden blok fra World Trade Center«, siger DeLillo. »Når sådan noget sker, reagerer man ikke som forfatter«, fortsætter han. »Også efter at de var i sikkerhed, tænkte jeg på dem i dagevis. Først da ringede en eller anden og mindede mig om omslaget til 'Underverdenen' og fik mig til at forholde mig mere analytisk til tingene«. DeLillo er meget bevidst om forskellen på traditionel historieskrivning og den form for dokudramatisering, som romanforfattere kan levere. Historie handler om simpel registrering af begivenheder, mener han, mens fiktion kommer af en anden erfaring. »Af drømme, dagdrømme, fantasier, spildt tid, mareridt. Alt i en forfatters liv er med til at påvirke det, han skriver. Og det hele står på en vis måde i opposition til Historien med stort H. Måske kan en roman udfylde nogle blanke huller, som jeg forsøger med 'Vægten'«. Netop denne roman, hvis titel skyldes Lee Harvey Oswalds stjernetegn og labilitet, er et i særklasse vellykket forsøg på at skrive samtidshistorie ved hjælp af en fiktion, der både tager kendsgerninger alvorligt - og tager sig friheden til at digte videre på virkeligheden. I 'Mao 2' beskæftiger DeLillo sig med den fiktionalisering af virkeligheden, som terrorisme bidrager til, fordi »den tømmer verden for mening og opbygger en uafhængig mental tilstand, hvor bevidstheden forbruger det, som er uden for den selv, og erstatter virkelige ting med opdigtede handlinger og fiktioner«. Men terror er ikke den eneste kraft, som erstatter virkelige ting med fiktioner. Ifølge DeLillo har det vestlige menneske længe levet i en verden, hvor hverdagsvirkelighed fortrænges af fiktioner. »Folk lever efterhånden en slags fabrikerede liv«, siger han. »De lever i tredje person. På en subtil måde vælger moderne mennesker en anden identitet, end den de allerede har. De lever i så tæt forbindelse med mediebombardementet, at de over tid kan miste en bestemt følelse af sig selv. Det er derfor, medierne i så høj grad kan påvirke folk«. Grus i maskineriet Allerede efter ret få udgivelser gik DeLillo i USA for at være en »politisk« forfatter, og det forstår man godt. Men interessen for at skrive historier, der altid er præget af en betydelig sociologisk fantasi og omfattende fornemmelse for magtspil af enhver art, gør ham ikke til en forfatter med en bestemt mission, understreger han, selvom det er præcis, hvad han lyder til at have. »Jeg kan håbe, at mit arbejde lader formode, at en nutidig kan skrive mod magten, mod staten, mod virksomhederne og hele den proces, som skaber et samfund præget af aggressivt forbrug og omfattende spild. Graham Greene sagde engang, at forfatterne var gruset i samfundsmaskinen, men det er ikke noget, jeg tænker på, når jeg udtænker en bog eller skriver den«. »Jeg har ikke et program eller et manifest. Jeg er drevet af personer og steder, mere end af noget andet. Som arbejdet skrider frem, får det efterhånden sit eget liv. For mig er tingene nødt til at ske gennem personkarakterer og fiktive situationer. Jeg er blevet kaldt ideernes forfatter, og måske er det sandt, men ideer kommer meget sjældent før bøgerne, de kommer ud af bøgerne«. I 'Mao 2' lader DeLillo, sin hovedperson, Bill Gray, sige, at romanforfattere og terrorister er forbundet på en besynderlig måde. »Vesten gør os til berømte monumenter, i takt med at vores bøger mister deres evne til at forme og påvirke. For mange år siden gik jeg og troede, at det var muligt for en romanforfatter at ændre en kulturs indre liv. Nu har bombemagere og revolvermænd overtaget det territorium. De går til angreb på den menneskelige bevidsthed. Det som forfattere plejede at gøre, før vi alle sammen blev en del af systemet«, konstaterer Bill resigneret. DeLillo, der har kaldt nyheder for det sidste vanedannende stof, fastholder denne analyse: »Det er mere sandt i dag end nogensinde før, at terroristerne skriver den store fortælling, som verden lytter mest til. Men jeg gav nok forfatterne for stor vægt i den ligning, Bill opstiller i bogen. Når alt kommer til alt, har forfatterne ikke nogen sand indflydelse. Slet ikke som dengang det var muligt for en forfatter, som Kafka eller Beckett for mere nyligt, at skabe ny bevidsthed. Jeg mener ikke, det er muligt for en forfatter at have den form for indflydelse i dag, hvor vi lever i en verden af bilbomber og kaprede fly«. En del af muzakken Når DeLillo skyr pressen og i mange år levede lige så anonymt som forfatterkollegerne Thomas Pynchon og J.D. Salinger, hvis myter er blevet forstørret, i takt med at de har insisteret på at være fuldstændig utilgængelige for medierne, er det ikke et mytestrategisk projekt. Han siger, han gør det for at værne om sin uafhængighed. Han mener, der er en stor risiko for, at også romanforfatterne bliver en del af »den ufarlige elevatormusik«, i den amerikanske kultur. Ja, faktisk mener han, at kun terroristen, den der dræber og dør for sin tro, i det lange løb kan undgå at blive absorberet. »Det er svært ikke at blive en del af mainstream. Kulturen absorberer alt for at gøre det ufarligt. Selv en forfatter, der skriver skarpt og kulturkritisk, vil ende med at få sit billede på en T-shirt eller en kaffekop. Alt er ændret efter Warhol. Han skabte en bevidsthed, hvor der ikke er forskel mellem Mao, Elvis og Marilyn. Han udjævnede historiens overflade«. Hvis man ønsker at stifte bekendtskab med DeLillo, kan man passende starte med 'Hvid Støj', der er så frisk, som var den skrevet i går. Hovedpersonen er verdens eneste Hitler-professor, Jack Gladney, som har store problemer med at tackle sin søn, der, måske som hævn for at være blevet udstyret med det germansk klingende fornavn Heinrich, bestandigt bruger den postmoderne opløsning af det gamle sandhedsbegreb i kværulantisk øjemed. De to sidder i bilen, mens regnen trommer på forruden, men faderen kan ikke overbevise sønnen om, at der er tale om regn. Den lange diskussion slutter med at sønnen hævder, at der lige så godt kunne være tale om nedfald fra et udslip i Kina. Faderen ender med at trække afmægtigt på skulderen. Et par hundreder sider senere rammes deres by af »den luftbårne toksiske hændelse«, som myndighederne udtrykker det. Af giftudslip med andre ord, så måske havde Heinrich i virkeligheden ret. Verden er af lave, og DeLillo udstyrer altid grinet med en grimasse, der kan passe, også når tingene går i sort. Iscenesat virkelighed Det verdensdrama, der finder sted i disse uger, dage, døgn, timer, finder han på ingen måde morsomt. Forfatteren, der har skrevet mere om iscenesat virkelighed, end så mange andre, mener, at vi alle sammen lige så godt kan indstille os på, at vi på intet tidspunkt vil få sandheden at vide om det, som sker, når krigen er en realitet. »Det, vi ser og hører, vil være under fuldstændig kontrol af militæret. Vores virkelighedsoplevelse vil være en fabrikeret virkelighedsopfattelse. Det skete under Golfkrigen, det vil ske i endnu højere grad nu«, siger han og lyder pludselig meget defaitistisk. »Det er jeg ikke, jeg er realist. Det system, vi lever i, er meget, meget stærkt. Både i krig og fred, og det vil det blive ved med at være lang tid endnu. Systemet er kapitalistisk, og medmindre der sker en eller anden verdensomspændende, katastrofisk begivenhed, er det derfra vores verden går«. DeLillo holder endnu en lille pause. »Det skal naturligvis ikke misforstås. Der er nødt til at være en opposition«, siger stemmen fra New York så. »Systemet er muligvis uovervindeligt og uimodståeligt, men det betyder ikke, at vi behøver samtykke«.