På visitkortet kunne der stå forfatter og hjemmegående husmor. Trine Andersen skriver sine bøger hjemme i Farum, hvor hun har hus, mand og tre børn. Med sin bløde damehat og designbriller ligner hun ikke fordommen om en helt almindelig forstadsfrue, da vi mødes i Politikens forhal på en af de første dage i april. Hun virker intelligent og spontan. Og hun smiler muntert på vej op ad trapperne, mens hun fortæller, at de skrev under på boligen i Farum, tre dage før Brixtofteskandalen blev afsløret i B.T. Det har nu ikke taget modet fra den 34-årige forfatter, der med en blanding af alvor og livsglæde giver sig til at fortælle om sin spændingsroman 'Elinor Marks fulde fem'. Din nye roman indeholder en skarp kritik af ældreplejen ... »For et par år siden hørte jeg en politiker sige, at nu må vi have en lov, der sikrer, at de ældre på plejehjemmene bliver behandlet ordentligt. Dét satte mine tanker i gang, for det er jo fuldstændig absurd, at vi er nødt til at lave en lov om, at andre mennesker skal have det godt. Jeg boede dengang lige ved siden af Plejebo, og den mystiske sag kørte på sit højeste, da jeg begyndte at skrive. Den inspirerede mig en del, men jeg har måske overdrevet lidt i min beskrivelse af det her meget systemfaste plejehjem med karikerede sygeplejersker«. Jeg tænkte også på Plejebosagen, da jeg læste bogen, men det er ikke rendyrket realisme, du skriver. Karaktererne har nogle højst besynderlige navne som Bella Memoriam, Esben Ocean og Gertrud Bast ... »Det er rigtigt. Jeg er ikke interesseret i at skrive fotografisk realisme. Nogle forfattere er gode til at skrive, så alt passer med virkeligheden, men det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er 34 år og har gengivet en 87-årig kvindes sind indefra; og jeg synes faktisk, det er mit arbejde som forfatter at sætte mig ud over mit eget liv. Jeg kender heller ikke meget til den verden, jeg beskriver, for jeg har aldrig arbejdet på et plejehjem, og adressen i Skodsborg, som hjemmet ligger på, er såmænd en tom græsplæne i virkeligheden«. »Med hensyn til det med navnene, så synes jeg for det første, det er sjovt at finde på dem, men det er også for at vise læseren, at det her er en opdigtet fortælling - ikke en gengivelse af virkeligheden. Men man skal nu være forsigtig med at lægge større symbolværdi i de navne. Af og til ringer gymnasieelever til mig og spørger, hvad jeg mener med den her detalje, men jeg sidder altså ikke og lægger spor ud til læseren. Man skal ikke tro, at forfatteren altid ved bedre om sin egen fortælling«. Rittersport-litteraturElinor Mark og de andre gamle mennesker lever nærmest som levende døde på plejehjemmet i Skodsborg. Er du selv bange for at blive gammel? »Jeg ville være bange for at ende på et sted som det plejehjem, jeg beskriver, hvor det hele er sat i system. Omvendt er det jo ikke alle plejehjem, der er så forfærdelige. Forleden gav jeg et interview til DR 2's 'Bestseller', som fandt sted på et plejehjem i nærheden af, hvor jeg bor. Stemningen her var hjertevarm, og både personale og de ældre var glade. Men jeg vil da tro, at der findes plejehjem i Danmark, hvor situationen er langt værre«. »Elinor Mark bliver jo behandlet som et barn af personalet, fordi hun tilsyneladende er dement. Når folk er over 80, går det ofte den vej, selv om nogle ældre selvfølgelig bliver opfattet, som om de er meget vise mennesker. Der findes ligesom kun de to opfattelser af ældre, men i virkeligheden kan de jo være lige så småtskårne og indbildske som os andre«. »Elinor Mark er eksempelvis nået meget langt op i alderen, før hun har forstået sit eget liv. Hun har lagt låg på sine følelser og sine sanser gennem tilværelsen, men pludselig går det op for hende, at hun har levet et tragisk liv«. Der er både et plot og en fortælling i din roman. Mange unge forfattere kritiseres ellers for at skrive indholdsløst og formeksperimenterende litteratur. Er du enig? »Nej, det synes jeg faktisk ikke, er rigtigt. Kritikken har vist været mest rettet mod forfatterskolegenerationen med deres Rittersport-litteratur, men der kommer utrolig meget andet litteratur ved siden af, som går i den modsatte retning. Tag bare de store realistiske romaner, der er kommet flere af på det sidste«. »Nu føler jeg mig ganske vist ikke som en del af hverken den ene eller den anden skole, men det tror jeg sådan set heller ikke, så mange andre forfattere gør. Når man sætter sig ned for at skrive, gør man ikke op med sig selv, om man skal høre til i den ene eller den anden litterære lejr. Man skriver bare«. Tøjvask og samfundskritikEr du en rigtig feminist? »Jeg føler mig helt klart feministisk af sind, men verden skal jo stadigvæk hænge sammen. Feminister er vel heller ikke nogen, der i princippet ikke kan tage opvasken. Jeg tager mig af børnene og det huslige, og det er fint, så længe det bliver værdsat på lige fod med det, min mand laver; og det gør det. Jeg synes nu også, at min situation er en lidt anden end en almindelig husmors. Mit arbejde består jo sådan set af andet end tøjvask og indkøb«. Er din nye roman ikke først og fremmest en krimi? »Jeg er ikke sikker på, at det er en rigtig kriminalroman. Mit udgangspunkt var at skrive en fortælling om den gamle Elinor Mark, og senere opstod så ideen til at digte den unge rengøringsassistent, Bella, ind i historien som en anden hovedperson. Hun udfører naturligvis sit helt eget detektivarbejde, men der mangler alligevel noget, før jeg vil kalde den en decideret krimi. Dem bliver der vel ikke rigtig skrevet nogle af i Danmark. I Norge og Sverige er de gode til det, og jeg ved faktisk ikke, hvorfor det er sådan. Genren blomstrer jo også i Storbritannien, og det er i hvert fald tydeligvis i krimien, at man finder vore dages samfundskritik«. Din generation er ellers ikke så samfundskritisk? »For nogle år siden tænkte jeg, at sådan var det bare, men jeg synes faktisk, det er et stigende problem, at der ikke er flere unge kunstnere på banen. Det ændrer sig måske med den socialrealistiske genre, der er ved at rejse sig igen, men vi har manglet en stærk stemme både ved regeringsskiftet og nu i forbindelse med angrebet på Irak. Der er også brug for andet end smarte reklamefolk i debatten, for eksempel om det danske sprog«. »Men jeg tror, det skyldes, at litteraturen har drejet sig meget om sig selv de seneste år. Jeg har dog blandet mig lidt i debatten. Jeg skrev på et tidspunkt klummer for Berlingske Tidende - indtil jeg blev fyret - og det var hårdt for mig måske på grund af mit køn. De sagde derinde, at det var svært at hverve kvinder til at skrive om den daglige samfundsdebat. Jeg havde det vanskeligt med at modtage kritik og reaktioner på det, jeg skrev. Jeg endte blandt andet i en større fejde med Søren Krarup. Det var forfærdeligt«. Trods tavsheden søger mange unge berømmelsen ... »Dem der vil være berømte, gider som regel ikke at skrive. Det tager for lang tid, og man får ikke nok ud af det«. »Jeg så et program forleden om nogle unge mennesker, der vil være berømte for enhver pris. Der var et eller andet syngende pigebarn, som sagde, at man enten kunne øve sig i rigtig mange år, eller man kunne, som hun forsøgte, prøve at være det rette sted på det rette øjeblik. Hun var desperat, og sådan noget er dybt tragisk. Det er jo drømmen om berømmelsen, og ikke det, man skal blive berømt på, der driver værket, og derfor skal man nok ikke vælge at blive forfatter, hvis man har det sådan«. »Faktisk tror jeg, det skyldes, at vi er begyndt at sætte vores børn i vuggestuer. Den her generation har i løbet af deres tre første år ikke haft følelsen af, at de er de vigtigste i verden, fordi de hver eneste dag har måttet dele meget lidt opmærksomhed med en masse andre børn i institutionen. Så måske burde vi tage børnene ud af vuggestuerne igen og erkende, at det er forældrenes opgave at tage sig af deres børn de første par år«.