Hver gang Torgny Lindgren får udgivet en bog hjemme i Sverige, holder folk i udlandet øje med ham. Selv om Torgny Lindgren skriver med lokalkendskab om menneskeliv i den tyndt befolkede, nordøstsvenske landsdel Västerbotten, bliver hans romaner læst på mere end 30 forskellige sprog. Eller måske netop derfor. For når så mange andre ting signalerer, at verden krymper, er det fascinerende eksotisk at læse sig ind i et skeptisk og selvtilstrækkeligt svensk bondesamfund, hvor alt fra omgangstonen mellem mennesker til den mørkogte indmad på komfurerne har egnspræg og ikke mindst et helt specielt spidsfindigt humør. Et rigtigt, lunt Torgny Lindgren-humør har for eksempel bogen 'Pölsa', der udkom på dansk for nylig og er en af forårets bedst anmeldte bøger i Danmark. Det har også, siger den 64-årige forfatter, været morsomt at skrive romanen, som er hans fjortende siden 1972: »For mig er det altid en stor fornøjelse at skrive. Det har aldrig været plagsomt eller svært for mig. Jeg nyder at skrive. Skamløst«. Alting og ingenting 'Pölsa' handler om næsten ingenting og en masse skrøner og så alligevel om alting. I landsbyen Avabäck på grænsen mellem Västerbotten og Lapland bor en mand, der har levet af at skrive notitser til lokalavisen. En dag i 1947 bliver han fyret. Hans chefredaktør har opdaget, at alle notitserne var løgn og digt, og han forbyder skribenten at forfatte en eneste linje yderligere. »Virkeligheden er af væsen dokumentarisk«, mener chefen. Den fyrede notitsskriver har en anden opfattelse af virkeligheden. »Erindringen er den eneste virkelighed, der findes«, mener han. Forbuddet mod at skrive smerter ham forfærdeligt. »Uden skrift rinder tiden bare forbi«, tænker han. Først da hans forhenværende chef er død, genoptager den nu 107 år gamle notitsskriver sit arbejde. Hvor han slap det 53 år tidligere. Midt i en notits om en gådefuld mand, der kom til efterkrigstidens tuberkuløse Avabäck og måske var tysk krigsforbryder. Den fantastisk friske 107-årige minder på nogle måder om Torgny Lindgren, siger forfatteren selv: »Hans tanker om at skrive er mine, og jeg tror, at jeg ville have været et ganske ulykkeligt menneske, hvis jeg ikke havde fået lov til at skrive. Jeg har en vidunderlig familie med børn og børnebørn osv. Min hustru og jeg har været gift i 44 år. Men jeg vover alligevel at sige, at skrivningen er den største glæde i mit liv. Og at skrivningen i sig selv er at skabe virkelighed. Sådan tror jeg, at det er for alle, der skriver«. Den foragtede 'pölsa' I Sverige har Torgny Lindgren været en af de store, folkekære forfattere, siden han brød igennem med 'Slangens vej' i 1982. Samtidig sidder han på toppen af det litterære parnas. Han er æresdoktor i filosofi ved universitetet i Linköping, og han er medlem af Det svenske Akademi, der udnævner Nobelpristagerne i litteratur. 'Pölsa' og tidligere romaner røber, at Torgny Lindgren ved en masse om, hvordan mennesker omgås hinanden og sandheden. Alligevel påstår forfatteren hårdnakket, men dog med et ordentligt glimt i øjet, at han er »bare en amatør, der elsker at fortælle historier«. Heller ikke som forfatter kan Torgny Lindgren lide at puste sig op. Selv om 'Pölsa' er en avanceret og drilsk komposition med filosofiske diskussioner af aldring, virkelighed og selve livets mening, er romanen samtidig lige ud ad de nordsvenske landeveje, hvor to af hovedpersonerne rejser omkring fra hjem til hjem for at finde smagen af den perfekte 'pölsa'. Retten 'pölsa' bliver i romanen tillagt næsten mytiske egenskaber. »Vi må alle være glade og tilfredse med den pölsa, der er os givet«, fastslår en af personerne. På et tidspunkt siger en anden: »I pölsan er alting muligt. Den er hinsides det ordnede og kultiverede samfund. Hvis livet har været tomt og meningsløst, og man møder pölsan, så siger man til sig selv: der er trods alt en grund eller en kerne eller et midtpunkt i det umådelige og grænseløse, man er ikke nødt til at give op«. Sådan nogle sætninger ville mange have svært ved at æde råt, hvis de var skrevet om en gud. De glider ned på en helt anden livskraftig måde, når de drejer sig om noget så konkret som svensk fattigmandskost. Og det er, hvad pölsa er: en uoversættelig omgang døgnsimret sammenkog, man ifølge den autodidakte, madglade kok Torgny Lindgren »kan lave af næsten hvad som helst«: »Af lever, af hjerne eller af lunger. Man kan også bruge finere kød, men traditionelt har det været en national fattigmandsret. Derfor er pölsa en foragtet ret i dag. Og derfor har jeg valgt at skrive om den og give min roman den titel. Det er en urkristen tanke, for Kristus siger et sted: 'Se det som var foragtet, skal jeg ophøje'. Et andet sted i Det Nye Testamente står der: 'De sidste skulle blive de første'. Det er også en politisk tanke. En af linjerne i 'Internationale' lyder: 'Fra mørket stiger vi mod lyset'. Tanken er den samme. At agte det foragtede«.