Danmark har i mange år haft to ambassadører i Kina. Den ene er den officielle, som udsendes af Udenrigsministeriet. Den anden er en privat 'kulturambassadør', som har brugt hele sit pensionistliv på at give et milliontal af kinesere adgang til H.C. Andersens store eventyrskat. Formålet? At gøre dansk kultur i en bredere forstand tilgængelig for et stadig mere videbegærligt og købedygtigt kinesisk publikum. Lin Hua er i dag 76 år og for længst pensioneret fra den kinesiske udenrigstjeneste. I sit arbejdsliv virkede han for at fremme kendskabet til Kina, herunder i sammenlagt 14 år, fordelt på to perioder som tolk og kulturattaché, på den kinesiske ambassade i Hellerup nord for København. Som pensionist har han vendt sin mission om. Nu handler det om at gøre Danmark kendt i Kina. Lin Hua nærer en dyb og lidenskabelig kærlighed til det lille nordeuropæiske mørbradspisende kartoffelrige, hvor indbyggerne omgås hinanden med underfundig ironi og lune. For seks år siden blev Lin Hua Ridder af Dannebrog. Det blev det officielle Danmarks anerkendelse for, at den tidligere diplomat som den første nogensinde oversatte alle H.C. Andersens eventyr direkte fra dansk til kinesisk. Lin Hua har også taget sig af Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Kjeld Abell, Niels Bohr og Cecil Bødker. Men det er Andersen, der fylder mest, og »Niels Bohr var for vanskelig, så ham opgav jeg«, siger Lin Hua. Hjælp til det svenske Lin Hua ligner ikke en pensioneret diplomat, som vi sædvanligvis forestiller os dem. Alderen har sat sig spor i livvidden, men der er plads nok til en rungende latter, masser af lune og et rummeligt livssyn i den klassiske grå habit. Som en understregning af, at Lin Hua har tillagt sig noget af danskernes afslappede tøjstil, har han iført sig en bøllehat til at skærme for solen, når turen går med HT ud i det storkøbenhavnske trafiknet. Et af formålene med dette års besøg i Danmark (han forsøger at komme her én gang om året) er at få hjælp med de svensksprogede afsnit i H.C. Andersens rejseberetning 'I Sverrig'. I en pause i arbejdet med de svenske gloser mødes vi til en samtale om fortidens og nutidens Danmark og Kina. Lin Hua var kun 26 og nyuddannet tolk i engelsk, da han i 1953 ankom til København på sin første udstationering. Her arbejdede han frem til 1969, kun afbrudt af tre år hjemme i Kina 1960-63. Fra første til anden udstationering i København avancerede han fra tolk til kulturattaché. Senere blev det til poster i Reykjavik, New Delhi og Bangkok. Interessen for H.C. Andersen opstod i forbindelse med 150-året for eventyrdigterens fødsel i 1955. Den store folkefest i Odense gjorde et dybt indtryk på den unge diplomat fra det kommunistiske land i øst. Men ideen om at oversætte Andersen til kinesisk kunne dog først realiseres, da Lin Hua i 1988 gik på pension. De første kinesiske oversættelser af Andersen-tekster forelå så tidligt som i 1920'erne, men de var oversat fra tysk, engelsk og japansk, så Lin Hua blev den første til at oversætte Andersen til kinesisk direkte fra originalsproget. Eksdiplomaten og senioroversætteren har i dag også lov til at kalde sig sprogprofessor. Sin store lidenskab for Danmark til trods tøver han ikke med at pointere - på formfuldendt dansk - at vort sprog er meget svært for udlændinge at tilegne sig. Så svært, at han ofte - i de hurtige konversationer - foretrækker at slå over i sit hovedfag engelsk. I fjendeland Lin Hua er et levende stykke kulturhistorie, når først han taler sig varm og lukker op for erindringerne. Han ankom for et halvt århundrede siden til et Danmark, der var mærket af kold krig, herunder en netop afsluttet Koreakrig, hvor Kina havde været krigsførende part - på fjendens side. Kina havde udkæmpet en stedfortræderkrig med Danmarks hovedallierede USA og havde reddet det kommunistiske Nordkorea fra udslettelse. I fjendelandet stod også Sovjetunionen, for Stalin havde leveret kampfly og andet krigsmateriel. Så det var ikke det borgerlige Danmark, der flokkedes på den kinesiske ambassade i Hellerup. Der var imidlertid mange fra det knap så borgerlige kulturparnas, der blev regelmæssige ambassadegæster. Lin Hua har trykket hænder med folk som Kjeld Abell, Hans Scherfig, Hans Kirk, Hilmar Wulff, Broby-Johansen, Soya, Ib Spang Olsen. Politikere fulgte efter: Aksel Larsen, H.C. Hansen, Jens Otto Krag. Og som verden bevægede sig fra de isnende 50'ere og ind i de lidt lunere 60'ere, tøede koldfronterne op, også fordi Maos Kina vred sig ud af den sovjetiske favn og nærmede sig Vesten. Da Lin Hua vendte hjem fra sin anden periode i Danmark i 1969, var Kina lammet af kulturrevolution og interne magtkampe. Heller ikke den hjemvendte diplomat undgik fysisk arbejde for at tjene formand Mao og massernes sag. Var det ikke et rent spild af tid og kræfter at sende Kinas bedste talenter ud at plante ris?

»Man kan se på den periode på mere end én måde. Vi diplomater og andre statsansatte levede et beskyttet liv. Ved at blive sendt på landet lærte vi om livsbetingelserne for fire ud af fem kinesere. Hvordan ris dyrkes, hvordan høsten kommer i hus. Det var nyttigt at kende disse livsbetingelser, for de er gældende for det store flertal af den kinesiske befolkning. Men måden, det skete på, var skadelig«. Nutidens KinaOg ingen kinesisk ledelse gør det igen. Hvordan ser det Kina ud, som dine børnebørn kommer til at leve i? Svaret falder prompte: »Det bliver et bedre Kina! Erfaringerne fra før reformpolitikken har lært os, at alle forbedringer i et samfund må udvikle sig gradvist, i takt med at økonomien bliver stærkere, og folk får en højere levestandard. Kulturrevolutionen i 60'erne byggede på en fejlopfattelse om, at socialisme og velstand kunne skabes i et snuptag. I dag ved vi, at den økonomiske udvikling afgør alt«. Ganske som Karl Marx sagde det ... Professoren slår en bragende latter op: »Ja, ha-ha, som Karl Marx, ha-ha ..!«. Og er det så Deng Xiaoping, som kinesere i dag takker for, at det går fremad med rivende hast? »Han spillede en helt afgørende rolle i udformningen af reformerne. Deng satte Kina på et nyt spor«. Lin Hua er forsigtig med at profetere, hvilket samfundssystem Kina har om en generations tid, men finder det helt afgørende, at fremtidens Kina bygger på »balance og retfærdighed«. Med balance mener han, at indkomstforskellene ikke må blive for store. Adspurgt om, hvad han forstår ved et mere retfærdigt samfund, pointerer han, at vi ikke skal forvente os et Kina, der kopierer en vestlig samfundsmodel. Kommunistpartiet vil forblive ved magten, men vil på sigt blande sig mindre og mindre i den daglige administration. Flere beføjelser vil blive lagt over i Den Nationale Folkekongres (som partiet kontrollerer, red.). »Partiet vil fortsætte med at beslutte de fundamentale og overordnede politikker, men vil overlade administrationen til andre«, lyder hans bud. Menneskerettigheder Og den uundgåelige målestok på et retfærdigt samfund er overholdelsen af menneskerettighederne. Skal en dansk regering også i fremtiden løfte pegefingeren over for de krænkelser, der foregår i Kina? »Dialog om dette spørgsmål er kun godt, og jeg finder det positivt, at den fortsætter. Jeg opholdt mig i Danmark i 1997, da Danmark bragte kritikken af Kina op i FN. Først undrede jeg mig, men nu kan jeg se nytten, fordi Kina bruger anledningen til at forklare sig. I danskere bør vide, at den første og helt afgørende menneskerettighed er retten til at eksistere. Et samfund, der ikke kan sikre sine borgere den økonomiske overlevelse, kan heller ikke forventes at opfylde de rettigheder, som Danmark og andre vestlige lande lægger så megen vægt på. Så den økonomiske udvikling må komme før alt andet. Resten tager sin tid«. Når vestlige ledere bringer menneskerettigheder op i forhandlinger med Kina, mener Lin Hua, at dette også har en sammenhæng med en indenrigspolitisk dagsorden, hvor kritik af Kina bruges til bestemte formål. Og det kan nok ikke være anderledes. Efter Lin Huas opfattelse er Danmarks betoning af menneskerettigheder et fænomen, der skyldes vor høje økonomiske og sociale standard. En høj levefod og et højt uddannelsesniveau fremmer menneskerettighederne, og den tendens gælder også i Kina. Men det gigantiske land behøver tid, og frem for alt skal kineserne selv håndtere problematikken, den skal ikke påduttes dem udefra, mener han. Mao, en enestående leder At danskerne ofte har fortolket udviklingen i Kina ud fra egne behov, tager Lin Hua afslappet. Formand Mao var et ikon og en helt for mange unge danskere i ungdomsoprøret fra 1968 og fremefter, i dag hænges han i vestlig historieskrivning ud som ansvarlig for ondskab, folkedrab og anden dårligdom. Men den køber sprogprofessoren ikke: »Mao var en enestående leder, der samlede den kinesiske nation. Og jo, i sine sidste leveår tabte han grebet om magten. Han var én, der forsøgte at regere et stort land uden at kende virkeligheden i verden uden for Kina og uden at kende ret meget til virkeligheden i selve Kina«. I dag bruger Kina den verden i vest, som Mao frygtede og foragtede. Er det ikke en verden som den i Vesten, nutidens unge kinesere vil have? »Kun på overfladen«, svarer Lin Hua. Og betoner efterfølgende, at han ikke tror på en civilisationskonflikt mellem Vesten og det Østen, han tilhører. De to verdener bevæger sig, mener han, mod en stadig højere grad af udjævning og harmonisering. Måske vil den tage et par hundrede år, men hvad så? »Se på Københavns gader. Folk blander sig. Her er alle tænkelige kulører og racer. Hvem kunne have forestillet sig noget sådant i det København, jeg mødte i 1953?«. Lin Hua håber naturligvis på at kunne være med til H.C. Andersen-jubilæet om to år. Han er med i det præsidium, der forbereder festlighederne i Odense 2005, og som skal vælge fremtidige modtagere af H.C. Andersen-prisen. Danmarks bedste ven i Kina har endnu ikke afsluttet sit eget eventyr.