Det var under alle omstændigheder en åndssvag morgen. Uden for var det kulsort oktober og regnen silede ned, da Anne Meiniche klokken 6.00 stod ud af sengen i familiens sommerhus i Holløselund i Nordsjælland og gik i bad. Bagefter vækkede hun sin mand og sine fire døtre. Ungerne råbte og skreg og brokkede sig. Anne Meiniche smurte madpakker og serverede havregrød, mens sorte gloser stod ud af munden på hende og tidsplanen lige så stille skred. Langt om længe var alle i tøjet og fodret af. Men ræven havde taget en af tvillingepigernes nye støvler fra terrassen, hvor de var blevet glemt aftenen i forvejen. Pigen på to et halvt år brød sammen - og hendes solidariske tvillingesøster hylede med. Klokken nærmede sig alt for hurtigt syv, de store piger skulle møde i skolen klokken otte, og hovedstaden lå 57 kilometer væk. »Vi var uvenner ad helvede til alle sammen. Det endte med, at jeg fik kommanderet hele banden ud i bilen. Min mand Ole opgav på forhånd diskussionen om, hvem der skulle køre. Jeg satte mig bare ind bag rattet«, fortæller Anne Meiniche. Da familien forlod matriklen, stod havregrøden stadig på bordet. Havedøren stod åben. Og i køleskabet stod den lasagne, de skulle have haft med til et arrangement i den mellemste datters klasse senere på dagen. Desværre kom de ikke i tanke om at køre tilbage og hente den. Tju bang chokolademand Mens bilen åd de første kilometer landevej, var hele styrken stadig ret opkørt. Så blev Alberte Winding smækket i cd-afspilleren. 'Tju bang chokolademand' lagde sig som et blødt lydtæppe i kabinen, og freden sænkede sig. Efter otte kilometer stoppede turen med et stort, sort klask. Den hektiske morgenstund 24. oktober 2000 blev den sidste begivenhed i Anne Meiniches gamle liv. Et kolossalt brag på den øde landevej blev begyndelsen på en helt anden tilværelse. Da Anne Meiniche åbnede øjnene kiggede hun ind i en splintret, mælkehvid forrude. Hun kunne høre sine piger græde voldsomt bag i bilen. Og hun kunne høre deres far forsøge at berolige dem. En løbsk anhænger fra en modkørende lastbil havde torpederet bilen forfra. Først kunne Anne Meiniche slet ikke mærke sin krop. Kort efter begyndte den at summe. Så lukkede hun øjnene med følelsen af, at livet var ved at sive ud af hende. Statistisk set burde Anne Meiniche faktisk også være død. Med en hovedpulsåre, der var revet i laser, et lårben der var banket helt op gennem bækkenet, læsioner på lever, milt og blære og et hav af brud på hele kroppen. Men i løbet af en 28 timer lang operation lykkedes det specialisterne på Rigshospitalet at redde hendes liv. Et liv der i de første fem uger blev tilbragt i respirator. Anne Meiniches dengang seksårige datter brækkede ryggen og fik alvorlige indre kvæstelser ved uheldet, men slap med førligheden i behold efter to operationer. De tre andre børn og deres far kunne nøjes med knubs og skrammer. Bog skrevet på vrede I dag udkommer journalist Anne Meiniches beretning om ulykken i bogen 'To kaffe og en staveplade'. Bogen har hun skrevet på vreden over, hvor svært det var at få støtte fra systemet til at komme på benene igen. Og var hun ikke »uddannet til at tale sig gennem et forkontor«, er hun overbevist om, at hun aldrig havde fået den særbehandling, hun måtte tale, trygle og kæmpe sig til. Og som sammen med en enorm livsvilje betyder, at hun i dag er i stand til at passe sit job på Berlingske Tidende tre dage om ugen. Ugens to andre hverdage går med genoptræning. »Jeg har været ufatteligt heldig. Og stærk. Og jeg er utroligt taknemmelig over, at alle de eksperter, der kunne stables på benene, var der og reddede mit liv. Men jeg synes alligevel, det er værd at beskæftige sig med forløbet på grund af de systemfejl, vi som journalister går og drømmer om at afdække hele tiden. Og som jeg pludselig stod midt i. Eller rettere - lå«. »Det er fuldstændigt paradoksalt, at Rigshospitalet bruger så mange ressourcer på at skrue mig sammen igen. Og så i øvrigt sender mig ud af klappen to en halv måned senere med alle mine fine, dyre reservedele. Og så er der ikke hånd om noget som helst derfra«, siger hun. Ingen synlige mén Anne Meiniche tager imod i den 3. sals lejlighed på Frederiksberg, som ingen i familien har lyst til at flytte fra, selv om de 69 trin op og ned er en daglig udfordring for hende. De livlige øjne og det store smil er rammet ind af et langt og viltert krøllet hår. Som hun står i døren i lang cowboynederdel med smældende havfruehale og en sort bluse med ærmer til håndleddene har Anne Meiniche ingen synlige mén efter ulykken. Men den kunstige hofte, skruerne i bækkenet, pladen i ryggen og en lam fod giver hende problemer med at tilbagelægge meget mere end et par hundrede meter. Anne Meiniche er i dag 65 procent invalideret af ulykken. Og med sine i alt 2,37 meter operationsar mener hun selv, at hun er et oplagt bud på en særudstilling hos Håndarbejdets Fremme. Edderstik rasende Da Anne Meiniche 4. januar blev udskrevet fra Rigshospitalet, så hun frem til et ophold på en afdeling med speciale i genoptræning på Frederiksberg Hospital. I stedet ankom hun til en nedslidt afdeling befolket af ældre mennesker, hvor halvanden fysioterapeut stod for genoptræningen af de mere end 30 patienter. »Det eneste, der stod i hovedet på mig, var, at jeg skulle tilbage til mit arbejde. Og det kunne jeg jo godt se fortone sig, hvis jeg skulle ligge dér og vente på en halv times træning om dagen«. Efter en måned lod hun sig på eget initiativ udskrive. Hun havde opsporet et privat specialhospital i Rødovre, hvor genoptræningen kunne intensiveres. Kvitteringen fra kommunen var at inddrage den 30-timers barnepige, familien indtil da havde fået stillet til rådighed til at hente og bringe børnene i det daglige. »For nu var børnene ikke længere truet. De så ikke på, at hele familien måske var truet. Ud over fire børn havde Ole nu også en kone, som ingenting kunne selv. Som skulle bæres ud af sengen, bæres på toilettet og bæres tilbage igen. Og i det lys synes jeg egentlig at en barnepige var et meget ydmygt ønske. Men det kunne de ikke finde lovhjemmel til. Og så fik vi afslag«. Anne Meiniche blev »edderstik rasende«, skrev en anke, fik sat møder op med både borgmesteren og socialministeren. Og fik sin barnepige. »På grund af min uddannelse ved jeg jo godt, hvordan man trænger igennem stive systemer. Og det har jeg brugt hæmningsløst«, siger hun. En skruemaskine, tak Anne Meiniche karakteriserer sig selv som en viljestærk furie. Det var de egenskaber, der satte sig igennem, da hun halvanden måned efter ulykken lå i sengen på Rigshospitalet og ikke kunne røre sig så meget som to centimeter. Men da hendes far spurgte, hvad hun ønskede sig til jul, faldt svaret prompte: En skruemaskine. Den pakkede hun ud juleaften - liggende i en hospitalsseng i hjørnet af stuen i hjemmet på Frederiksberg. Det er også disse egenskaber, der har sat hende i stand til at tilbagelægge tre års slagsmål med sygehusvæsen, socialforvaltning, hjælpemiddelcentral og forsikringsselskaber for at få den hjælp, hun og hendes familie har haft brug for. »Jeg har været en stærk patient, der i høj grad har været i stand til at tale min egen sag. Jeg har fået særbehandling, fordi jeg har bidt mig fast i nogle folk og krævet, at de tog sig af mig. Men hvad med alle dem, der ikke råber sådan op? Hvad med fru Petersen, der sidder ovre på Frederiksberg Hospital med en rollator, og som bliver pisket op og ned ad en møgbeskidt gang et kvarter om dagen. Det synes jeg er meget forstemmende og urimeligt«. Ifølge Anne Meiniche har samfundet - i iveren efter at behandle alle ens - skruet et system sammen, hvor alle mennesker skal kunne passe ind i paragrafferne. Og hvor de færreste gør det. »Der bliver simpelt hen ikke taget de individuelle hensyn, som vil gøre det meget lettere at få folk på benene igen«. Nogen at tale med Som langtidspatient overlever man på de enere, man trods alt møder rundt omkring i systemet. »Det er eksempelvis de sygeplejersker, som ser, at mine yngste børn er bange for mig. Og som så kører en ekstra seng ind, så tvillingerne kommer i øjenhøjde med mig. Det hjalp jo. Men det kræver et personale, som tager stilling til lidt mere end lige det, der står i journalen«. »Jeg vil til enhver tid foretrække at blive opereret af landets bedste hoftekirurg, selv om han ikke kan finde ud af at tale med mig bagefter. Men der skal fandeme være nogen, jeg kan tale med. Det er der bare ikke. Der kom heller ingen og fortalte min mand, hvordan det var gået, efter jeg havde ligget på operationsbordet i 28 timer. Det er jo ikke svært at regne ud, hvordan man har det, hvis ens ægtefælle ligger med røven langt ude over hegnet, ens datter ligger i koma og man samtidig har tre andre børn, man skal tage sig af«. Alligevel er det taknemmeligheden, der står øverst i dag. For overhovedet at være i live. Og for at resten af familien også er det. Bitterhed er ikke en del af hverdagen på tredje sal på Frederiksberg. Men livet er et andet. Det er ikke længere Anne, der støvsuger bilen og kører den til service. Og det er heller ikke hende, børnene kalder på, hvis de vågner om natten. »Nogle gange kan jeg da godt blive jaloux. Hvis vi henter dem sammen i børnehaven, er det stadig Ole, de går efter. Jeg var jo væk i fire måneder, mens de kun var to et halvt år. Og da jeg endelig kom hjem, kunne jeg jo ikke rigtig bruges til noget. Jeg skulle hjælpes hele tiden, og de der bittesmå piger kom med glas og hjemmesko til mig«. Livet er ikke ødelagt Hun kan stadig godt fantasere om, hvordan livet ville have set ud, hvis de var kørt ti minutter senere den oktobermorgen for tre år siden. Hvis de var løbet tør for benzin. Eller hvis de var kommet i tanker om at køre tilbage efter lasagnen. »Men jeg synes virkelig ikke, at mit liv er ødelagt. Og jeg prøver at få det bedste ud af det hele. Måske også for meget. For dybest set kan jeg ikke forlige mig med at være handikappet. Og jeg skulle da vænne mig til at sige, at jeg er medlem af Landsforeningen for Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede«, siger hun. I stedet kæmper hun for at nå tilbage til så normal en tilværelse som muligt. Også når det gælder indpakningen. Stiletterne har hun godt nok smidt ud og erstattet med flade modeller - hvilket kræver nogen overvindelse for en passioneret skoelsker. Men det ortopædiske fodtøj, hun egentlig skulle gå med, har hun droppet. Som hun siger: »Jeg er kun 38 år. Og jeg er stadig lige så forfængelig som alle andre. Det skal bare være så almindeligt som muligt. Det skal helst bare være ligesom før, ikke«. Da hendes mand for nylig fyldte 50 år, var der da heller ikke nogen, der skulle tænke tilbage på en dag, hvor Anne var nødt til at gå ind og lægge sig. »Jeg løb ud og ind med fade og pis og kanel. Og det var selvfølgelig åndssvagt. Men de skulle kunne se, at jeg godt kan. Det er fuldstændigt barnagtigt, men det kan godt tage mig indimellem«. Hvor længe holder jeg? Hvis der er noget, der stadig kan holde Anne Meiniche søvnløs om natten, er det det store spørgsmålstegn, der står ud for hendes prognose. »Det synes jeg er en af de rigtig, rigtig tunge ting. Jeg har spurgt lægerne, hvor længe min krop kan holde, men de har jo ikke noget at sammenligne med. Jeg vil jo så gerne det hele, men mange dage overanstrenger jeg mig og ender med at få kanon ondt, fordi jeg har så mange fejlstillinger og går så akavet«. Lige da Anne Meiniche blev udskrevet, var målet at holde længe nok til at se børnene blive voksne. »Så skulle jeg bare nå at blive 50-55 år. Men nu ville jeg nok ikke være tilfreds med 60 år. Det flytter sig selvfølgelig. Og det er jo også fordi, det går så godt«.