0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En ramponeret furie

Anne Meiniche var tæt på at miste livet, da en løbsk anhænger torpederede hendes bil på en mørk landevej. I en ny bog fortæller hun om kampen for at komme tilbage til livet på trods af et stift sundhedssystem.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Anne Meiniche. - Foto: Ulrik Jantzen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var under alle omstændigheder en åndssvag morgen. Uden for var det kulsort oktober og regnen silede ned, da Anne Meiniche klokken 6.00 stod ud af sengen i familiens sommerhus i Holløselund i Nordsjælland og gik i bad.

Bagefter vækkede hun sin mand og sine fire døtre. Ungerne råbte og skreg og brokkede sig. Anne Meiniche smurte madpakker og serverede havregrød, mens sorte gloser stod ud af munden på hende og tidsplanen lige så stille skred.

Langt om længe var alle i tøjet og fodret af. Men ræven havde taget en af tvillingepigernes nye støvler fra terrassen, hvor de var blevet glemt aftenen i forvejen. Pigen på to et halvt år brød sammen - og hendes solidariske tvillingesøster hylede med.

Klokken nærmede sig alt for hurtigt syv, de store piger skulle møde i skolen klokken otte, og hovedstaden lå 57 kilometer væk.

»Vi var uvenner ad helvede til alle sammen. Det endte med, at jeg fik kommanderet hele banden ud i bilen. Min mand Ole opgav på forhånd diskussionen om, hvem der skulle køre. Jeg satte mig bare ind bag rattet«, fortæller Anne Meiniche.

Da familien forlod matriklen, stod havregrøden stadig på bordet. Havedøren stod åben. Og i køleskabet stod den lasagne, de skulle have haft med til et arrangement i den mellemste datters klasse senere på dagen.

Desværre kom de ikke i tanke om at køre tilbage og hente den.

Tju bang chokolademand
Mens bilen åd de første kilometer landevej, var hele styrken stadig ret opkørt. Så blev Alberte Winding smækket i cd-afspilleren. 'Tju bang chokolademand' lagde sig som et blødt lydtæppe i kabinen, og freden sænkede sig.

Efter otte kilometer stoppede turen med et stort, sort klask.

Den hektiske morgenstund 24. oktober 2000 blev den sidste begivenhed i Anne Meiniches gamle liv. Et kolossalt brag på den øde landevej blev begyndelsen på en helt anden tilværelse.

Da Anne Meiniche åbnede øjnene kiggede hun ind i en splintret, mælkehvid forrude. Hun kunne høre sine piger græde voldsomt bag i bilen. Og hun kunne høre deres far forsøge at berolige dem.

En løbsk anhænger fra en modkørende lastbil havde torpederet bilen forfra. Først kunne Anne Meiniche slet ikke mærke sin krop. Kort efter begyndte den at summe. Så lukkede hun øjnene med følelsen af, at livet var ved at sive ud af hende.

Statistisk set burde Anne Meiniche faktisk også være død. Med en hovedpulsåre, der var revet i laser, et lårben der var banket helt op gennem bækkenet, læsioner på lever, milt og blære og et hav af brud på hele kroppen. Men i løbet af en 28 timer lang operation lykkedes det specialisterne på Rigshospitalet at redde hendes liv. Et liv der i de første fem uger blev tilbragt i respirator.

Anne Meiniches dengang seksårige datter brækkede ryggen og fik alvorlige indre kvæstelser ved uheldet, men slap med førligheden i behold efter to operationer. De tre andre børn og deres far kunne nøjes med knubs og skrammer.

Bog skrevet på vrede
I dag udkommer journalist Anne Meiniches beretning om ulykken i bogen 'To kaffe og en staveplade'. Bogen har hun skrevet på vreden over, hvor svært det var at få støtte fra systemet til at komme på benene igen.

Og var hun ikke »uddannet til at tale sig gennem et forkontor«, er hun overbevist om, at hun aldrig havde fået den særbehandling, hun måtte tale, trygle og kæmpe sig til. Og som sammen med en enorm livsvilje betyder, at hun i dag er i stand til at passe sit job på Berlingske Tidende tre dage om ugen. Ugens to andre hverdage går med genoptræning.

»Jeg har været ufatteligt heldig. Og stærk. Og jeg er utroligt taknemmelig over, at alle de eksperter, der kunne stables på benene, var der og reddede mit liv. Men jeg synes alligevel, det er værd at beskæftige sig med forløbet på grund af de systemfejl, vi som journalister går og drømmer om at afdække hele tiden. Og som jeg pludselig stod midt i. Eller rettere - lå«.

»Det er fuldstændigt paradoksalt, at Rigshospitalet bruger så mange ressourcer på at skrue mig sammen igen. Og så i øvrigt sender mig ud af klappen to en halv måned senere med alle mine fine, dyre reservedele. Og så er der ikke hånd om noget som helst derfra«, siger hun.

Ingen synlige mén
Anne Meiniche tager imod i den 3. sals lejlighed på Frederiksberg, som ingen i familien har lyst til at flytte fra, selv om de 69 trin op og ned er en daglig udfordring for hende.

De livlige øjne og det store smil er rammet ind af et langt og viltert krøllet hår. Som hun står i døren i lang cowboynederdel med smældende havfruehale og en sort bluse med ærmer til håndleddene har Anne Meiniche ingen synlige mén efter ulykken. Men den kunstige hofte, skruerne i bækkenet, pladen i ryggen og en lam fod giver hende problemer med at tilbagelægge meget mere end et par hundrede meter.

Anne Meiniche er i dag 65 procent invalideret af ulykken. Og med sine i alt 2,37 meter operationsar mener hun selv, at hun er et oplagt bud på en særudstilling hos Håndarbejdets Fremme.

Edderstik rasende
Da Anne Meiniche 4. januar blev udskrevet fra Rigshospitalet, så hun frem til et ophold på en