En yngre forfatter med betragtelig succes og så godt udseende, at han kan skifte til at være karismatisk tv-vært for et ugentligt succesprogram med samtaler af den gammeldags slags - dét er hovedpersonen, men kunne udmærket være romanens forfatter selv. Men skal han have et alter ego i bogen, så er det nu snarere som fortælleren selv, den mindre succesrige forfatter Konrad Wendell, der »har alle grunde til at være misundelig på sin ven og kollega og derfor må anses for en typisk upålidelig fortæller«. Ham deler Kjell Westö initialer med. Født 1961 vakte Westö som 25-årig opsigt med sin digtdebut 'Tango Orange'. Med romangennembruddet 'Drakarna över Helsingfors' placerede han sig 1996 som en af de førende finlandssvenske forfattere, to gange indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. I år for den roman, der i går udkom på dansk. 'Lang' hedder den, selv om den er kortere end den forrige, 'Vådan av att vara Skrake' om familien Skrakes liv i efterkrigstiden, der i 2000 blev nomineret til Nordens største litterære hæderspris. Christian Lang er - hvis vi altså tør tro fortælleren - en mand midt i fyrrerne, hvis tv-program mister seertal, samtidig med at han bliver besat af sit kærlighedsforhold til den meget yngre Sarita - som ikke lader til at være ganske 'fri af tidligere forhold', som det hedder i kontaktannoncerne. Når historien fortælles af 'Wendell', skyldes det, at han som gammel ven lægger spade til, da der på bogens første sider skal graves et lig ned. Hvis lig? Dét afslører fortællingen, som anmeldes her på opslaget. Tidsåndens barnagtighed Men nogen krimi er det nu ikke, snarere en kærlighedstragedie og en tidsskildring. For Lang indhentes ikke blot af alderen, han føler sig også overhalet af 'tiden'. Professionelt retter han sin forurettelse mod en tiltagende 'infantilisering' af medierne, vel nærmest en omvendt version af den amerikanske mediesociolog Neil Postmans kritik for nogle år siden: at udbasuneringen af voksenlivets mest intime hemmeligheder - om incest, selvmordsforsøg med meget mere - i talkshows og lignende berøver børnene deres ret til uvidenhed om de dele, så 'Barndommen forsvinder', som Postmans bog hed? »Med romanens kritik af infantiliseringen i medierne, barnagtiggørelsen af os alle, har jeg nok mest tænkt på de 'værste' sider ved barnet: utålmodigheden, kravet om øjeblikkelig behovstilfredsstillelse«, siger Westö. »Hele vores livstempo og mediernes måde at sælge drømme på skaber en psykologisk tilstand i os, hvor man vil have det hele med det samme«. »Den udvikling udelukker ikke, at Neil Postman samtidig kan have ret i den anden iagttagelse. Jeg er gammeldags i den forstand, at jeg mener, mennesker skal have lov at bevare visse hemmeligheder. Jeg kan ikke se tv-programmer som 'Big Brother', jeg begriber ikke, at mennesker vil være med til det. Men det er et generationsspørgsmål«. Både Lang og hans producer mener vel, at tiden er løbet fra Lang. Er der ligefrem tale om en 'Zeitgeist'? »Ja, jeg er jo barn af 1980'erne, og da talte man svært meget om tidsånd. Og tiderne skifter jo: Da jeg var i tyverne, skulle man gå klædt i sort og sige, at 'verden går under i morgen', det var en subkultur, der byggede på dysterhed, undergang, dekadence - ja, og ny-åndelighed«. »Fem-seks år senere kom så yuppie-æraen med en Zeitgeist, der sagde, at hvis man ville være in, skulle man tjene godt med penge og klæde sig flot osv. Sådan en tidsånd formes jo delvis af trendsettere, og en af vor tidsånds særtræk er altså mediernes 'realityshows'. Såkaldt barnlige mennesker, der bliver kendte ved at give deres liv til programmer som 'Big Brother' eller 'Robinson' - konkurrencementaliteten er et stærkt islæt i denne tankegang«. »Jeg opfatter i det hele vor tid nu som lidt darwinistisk. At tale for et samfund, hvor folk er solidariske indbyrdes og betaler skatter for sammen at opbygge et sikkerhedsnet - dét er slet ikke trendy nu for tiden!«. »Med min alder burde jeg måske heller ikke være kritisk over for den udvikling, men jeg stammer fra et middelklassehjem og et meget borgerligt miljø, og netop midt i 1980'erne, da hele verden gik mod højre og yuppiealderen begyndte, da gik jeg til venstre«. Aldersracisme og ungdomsoprør »Når Lang lever i en medieverden, hvor alt handler om at være ung og sexet, og han ikke længere slår til - så forøger det selvfølgelig hans skræk for at blive gammel, og afstedkommer måske ligefrem et behov for at forelske sig i en yngre kvinde for at bevise, at han endnu har sin fulde tiltrækningskraft«. »Men jo: Han er dømt til at tabe, for tiden ruller jo altid fremad alligevel«. »Jeg er 42, så jeg begynder selvfølgelig nu at reagere på den side ved tidsånden, men var jeg kun 25, ville jeg jo nok ikke anse det for noget problem, at ungdom i sig selv anses for at være meriterende«. »Men som snart midaldrende finder man det jo uhyggeligt, at der allerede for ti år siden i den finske presse dukkede jobannoncer op med ordlyden: 'Du bør være under 30'. Eller 'under 35'. På arbejdsmarkedet har det længe været en tendens, at erfaring ikke værdsættes. Sidst i bogen mødes Lang med den mand, der ejer tv-kanalen, og som indrømmer, at det måske er en fejl at sætte lighedstegn mellem 'erfaring' og 'skrøbelighed' og 'svaghed'«. »Men der er intet at gøre ved det, siger denne mand, en millionær, der selv engang var ungdomsoprører. Jo, han har virkelig svigtet sine idealer, han har kun hestehalen tilbage. Gråhåret nu«. Er dén mand et generationsportræt af 68'erne?

»Så mørkt ser jeg ikke på 68'erne. Jeg har kendt mange af de finske 68'ere, og jeg ved, at der er mennesker, som har holdt fast ved deres idealer og betaler en meget høj pris. Men der er også 68'ere, der har gjort som Meriö, tv-magnaten i romanen. Jo, måske træder enhver generation et skridt tilbage, når den er mellem 40 og 60, og giver sig til at administrere i stedet for at agere på scenen; men om det ligefrem betyder, at vi altid administreres af en generation af skuffede eller desillusionerede mænd, det ... ja, det er da en spændende tanke«. »Christian Lang selv er ganske vist hensynsløst ambitiøs og narcissistisk i begyndelsen af romanen, en mand der har satset alt på karriere og succes: Han har svigtet sin søn, sin kone, sin syge søster. Han er som en zombie i begyndelsen af bogen, men det tragiske er, at samtidig med, at han vågner op og begynder at fatte sin rolle i virkeligheden, så drages han stadig længere ind i en tragisk trekant med Sarita og hendes barns far«. »Jeg opfatter nok Lang som en agnostiker, der prøver at finde tilbage til en slags moral, han engang har mistet. Over for Saritas søn prøver Lang at gøre noget af det svigt ugjort, som han har udsat sin egen søn for. Men sommetider er livet nok så grusomt, at man indser ting for sent til, at det kan gøres godt igen«. Realisme og upålidelighedUskadt ud af den grumme historie kommer kun Konrad Wendell, den fortæller du deler initialer med? »Ja, han stiller sig udenfor. Det er rigtigt, at Wendell skriver en 'psykologisk realisme', og at den postmodernistiske stjerneforfatter Lang håner ham for, at han aldrig rigtig er slået igennem. Placeringen af den diskussion i romanen er der flere forklaringer på«. »Da jeg begyndte at skrive i 1980'erne, diskuterede man i intellektuelle kredse i Helsingfors spørgsmål af typen: 'Er det forfatteren, der skriver teksten, eller teksten, der skriver forfatteren?'. Det er efter min opfattelse en smule hårkløverisk. Disse franske teorier tog jeg aldrig helt alvorligt, men jeg betragtede det mere som en leg - som nu den postmoderne franske filosof i romanens begyndelse. Ham har jeg jo selv fundet på«. »Men der ligger også nogen alvor bag. Jeg er jo selv psykologisk realist, og jeg skriver fortællinger, som efter min mening ikke er uden komplikation, men som man alligevel ikke behøver have en ph.d. for at forstå. I mange år har jeg jo været med til at diskutere, om sådan en psykologisk realisme er forældet, eller den stadig har noget at give os. Langs hån af hans kollega og gamle skolekammerat Wendell er et ekko af holdninger, jeg selv har mødt«. Men det er jo dig og din realisme, der har været indstillet til Finlandia- og Nordisk Råd-priserne, så har Lang ikke ret i, at den ikke er slået igennem? »Nej, Lang er arrogant, og det, jeg sommetider selv reagerer imod, er en vis arrogance, man finder hos intellektuelle: »Jeg véd bedst, hvordan kunsten skal se ud«. Jeg har selv en eklektisk smag, jeg kan lytte til mange slags musik, se mange kategorier af film og synes godt om vældig mange forskellige typer romaner, så jeg forstår ikke de mennesker, der har besluttet sig for, at den retning er den rette, så den vej skal alle gå«. »Derfor har jeg ikke ladet Lang få ret i sin kritik af den andens bøger. Men dertil kommer selvfølgelig konkurrencen mellem de to på et andet plan, siden de var drenge, og hvor Wendell altid har tabt. Hans følelser for Lang er umådeligt komplicerede, og derfor er Konrad Wendell et klassisk eksempel på en upålidelig fortæller«, slutter Kjell Westö, som muligvis vil tage Wendell op igen i senere bøger. Næste år udkommer slægtsromanen 'Vådan av att vara Skrake' på dansk, og selv arbejder Westö nu på noveller og researcher samtidig til en roman om Helsingfors mellem Første og Anden Verdenskrig, den epoke der formede den unge, selvstændiggjorte finske nation.