0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gode romaner kan jo være så forskellige

Kjell Westö reagerer sommetider imod den arrogance, man kan finde hos intellektuelle: 'Jeg véd bedst, hvordan kunsten skal se ud'. Det gør han blandt andet med en diskussion mellem to forfattere i hans ny prisnominerede roman 'Lang'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Carlsen Jakob
Foto: Carlsen Jakob

Kjell Westö. - Foto: Jakob Carlsen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En yngre forfatter med betragtelig succes og så godt udseende, at han kan skifte til at være karismatisk tv-vært for et ugentligt succesprogram med samtaler af den gammeldags slags - dét er hovedpersonen, men kunne udmærket være romanens forfatter selv. Men skal han have et alter ego i bogen, så er det nu snarere som fortælleren selv, den mindre succesrige forfatter Konrad Wendell, der »har alle grunde til at være misundelig på sin ven og kollega og derfor må anses for en typisk upålidelig fortæller«.

Ham deler Kjell Westö initialer med. Født 1961 vakte Westö som 25-årig opsigt med sin digtdebut 'Tango Orange'. Med romangennembruddet 'Drakarna över Helsingfors' placerede han sig 1996 som en af de førende finlandssvenske forfattere, to gange indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. I år for den roman, der i går udkom på dansk. 'Lang' hedder den, selv om den er kortere end den forrige, 'Vådan av att vara Skrake' om familien Skrakes liv i efterkrigstiden, der i 2000 blev nomineret til Nordens største litterære hæderspris.

Christian Lang er - hvis vi altså tør tro fortælleren - en mand midt i fyrrerne, hvis tv-program mister seertal, samtidig med at han bliver besat af sit kærlighedsforhold til den meget yngre Sarita - som ikke lader til at være ganske 'fri af tidligere forhold', som det hedder i kontaktannoncerne.

Når historien fortælles af 'Wendell', skyldes det, at han som gammel ven lægger spade til, da der på bogens første sider skal graves et lig ned. Hvis lig? Dét afslører fortællingen, som anmeldes her på opslaget.

Tidsåndens barnagtighed
Men nogen krimi er det nu ikke, snarere en kærlighedstragedie og en tidsskildring. For Lang indhentes ikke blot af alderen, han føler sig også overhalet af 'tiden'.

Professionelt retter han sin forurettelse mod en tiltagende 'infantilisering' af medierne, vel nærmest en omvendt version af den amerikanske mediesociolog Neil Postmans kritik for nogle år siden: at udbasuneringen af voksenlivets mest intime hemmeligheder - om incest, selvmordsforsøg med meget mere - i talkshows og lignende berøver børnene deres ret til uvidenhed om de dele, så 'Barndommen forsvinder', som Postmans bog hed?

»Med romanens kritik af infantiliseringen i medierne, barnagtiggørelsen af os alle, har jeg nok mest tænkt på de 'værste' sider ved barnet: utålmodigheden, kravet om øjeblikkelig behovstilfredsstillelse«, siger Westö. »Hele vores livstempo og mediernes måde at sælge drømme på skaber en psykologisk tilstand i os, hvor man vil have det hele med det samme«.

»Den udvikling udelukker ikke, at Neil Postman samtidig kan have ret i den anden iagttagelse. Jeg er gammeldags i den forstand, at jeg mener, mennesker skal have lov at bevare visse hemmeligheder. Jeg kan ikke se tv-programmer som 'Big Brother', jeg begriber ikke, at mennesker vil være med til det. Men det er et generationsspørgsmål«.

Både Lang og hans producer mener vel, at tiden er løbet fra Lang. Er der ligefrem tale om en 'Zeitgeist'?

»Ja, jeg er jo barn af 1980'erne, og da talte man svært meget om tidsånd. Og tiderne skifter jo: Da jeg var i tyverne, skulle man gå klædt i sort og sige, at 'verden går under i morgen', det var en subkultur, der byggede på dysterhed, undergang, dekadence - ja, og ny-åndelighed«.

»Fem-seks år senere kom så yuppie-æraen med en Zeitgeist, der sagde, at hvis man ville være in, skulle man tjene godt med penge og klæde sig flot osv. Sådan en tidsånd formes jo delvis af trendsettere, og en af vor tidsånds særtræk er altså mediernes 'realityshows'. Såkaldt barnlige mennesker, der bliver kendte ved at give deres liv til programmer som 'Big Brother' eller 'Robinson' - konkurrencementaliteten er et stærkt islæt i denne tankegang«.

»Jeg opfatter i det hele vor tid nu som lidt darwinistisk. At tale for et samfund, hvor folk er solidariske indbyrdes og betaler skatter for sammen at opbygge et sikkerhedsnet - dét er slet ikke trendy nu for tiden!«.

»Med min alder burde jeg måske heller ikke være kritisk over for den udvikling, men jeg stammer fra et middelklassehjem og et meget borgerligt miljø, og netop midt i 1980'erne, da hele verden gik mod højre og yuppiealderen begyndte, da gik jeg til venstre«.

Aldersracisme og ungdomsoprør
»Når Lang lever i en medieverden, hvor alt handler om at være ung og sexet, og han ikke længere slår til - så forøger det selvfølgelig hans skræk for at blive gammel, og afstedkommer måske ligefrem et behov for at forelske sig i en yngre kvinde for at bevise, at han endnu har sin fulde tiltrækningskraft«.

»Men jo: Han er dømt til at tabe, for tiden ruller jo altid fremad alligevel«.