Løgn er en voldsom beskyldning. Vi hylder sandheden, selv om de fleste af os omgås den med lemfældighed adskillige gange i løbet af en dag. »Ih, hvor ser du godt ud«, siger vi - og mener det stik modsatte. Det er det lille sociale bedrag. Men løgnen har mange ansigter. Der er små løgne og store løgne. Der er strategiske løgne, flinkeløgne og nødløgne. Og så er der det helt store snydegalleri, hvor fremtrædende personligheder gang på gang udkæmper en heroisk kamp for at benægte fakta: »Jeg havde ikke sex med den kvinde« (Bill Clinton). »Der vil ikke blive pillet ved efterlønnen« (Poul Nyrup Rasmussen). »Farum Kommune har landets bedste økonomi« (Peter Brixtofte). »Både løgn og sandhed har mange nuancer. Det, der af nogle opfattes som sandhed, ser andre som den skinbarlige løgn«, siger reklamemanden Hans Prehn. Sammen med sin svenske kollega Jan Christer Falk har han skrevet bogen 'Den Store Lyveskole', der er en satirisk og provokerende gennemgang af løgnens væsen og uvæsen. »Jeg tror ikke, at et samfund kan fungere uden løgne. Det ville da være helt forfærdeligt, hvis alle gik rundt og fortalte hinanden den usminkede sandhed«, siger Hans Prehn. Der er ingen grund til bekymring. Den nyeste løgneforskning fra universitetet i Virginia påviser, at vi lyver i gennemsnit to gange om dagen. Mænd lyver især for at imponere. Kvinder lyver for at undgå at såre. Løgne kan bruges til at stille sig selv i et bedre lys - eller være venlig. De kan bruges til at undgå pinlige situationer, beskytte sig selv, opnå nogle fordele eller undgå straf. Enkelte formår at dyrke løgnen til sand professionalisme. Blandt de mest suveræne løgnere finder man magtens mænd, politikere, guruer og spindoktorer. Det lærenemme barn Hans Prehn har håndværket i orden. I 1967 var han med til at skabe Danmarks største reklamebureaukæde NP, der i dag er overtaget af Grey. Da han var helt ung, fik han sit første job på et reklamebureau ved hjælp af en løgn. - »Spiller du fodbold«, spurgte chefen. - »Ja«, løj unge Prehn. Han blev ansat og brillerede ved den første personalekamp med et selvmål. Nu er han pensionist og bedstefar. Og man kan blive klog af at se fjernsyn med børnebørnene. En dag så han Kim Fupz Aakesons fortælling om mønsterbarnet Svend Bendt, der havde det problem, at han ikke kunne lyve. Om sin fasters kålroulader sagde han: »Ærligt talt, faster, det smager af prut og bæ«. »Den slags børn kan man jo ikke have gående frit omkring«, siger Hans Prehn. »Så Svend Bendt blev sendt på lyveskole, og efter et par på sinkadusen blev han rigtig god til at lyve. Men så var han også en artig dreng, der fik ros og lommepenge«. »Da jeg så den udsendelse, tænkte jeg: »Sådan er det jo!«. - Måske er det den rystende sandhed, at vi livet igennem går fra den ene lyveskole til den anden. Vi lærer at føre os frem, undgå problemer eller opnå noget ved at manipulere med vores omgivelser«. »Livet er jo et spørgsmål om at slippe igennem uden alt for mange skrammer. Og det kan man ikke gøre alene. Vi er nødt til at danne grupper og alliancer, og det kan du ikke gøre, uden at andre ser en fordel i at hjælpe dig. Der er en stor egoisme i mange former for samvær. Og det kan være svært at begå sig, hvis man ikke lyver«. Arbejdslivets løgne Løgnene er alle steder - til alle tider, i alle nuancer. Men vi taler ikke meget om det. Dog ved vi godt, at nogle tager fusen på os. Det har skabt en mistro, der især rammer særlige grupper i befolkningen. Reklamefolk opfattes som løgnekunstnere, hvis uærlighed er professionel. Vi ved også, at vi skal holde ørerne stive, når vi taler med en politiker, en bilforhandler eller en journalist. »Men løgnene florerer på enhver arbejdsplads«, siger Hans Prehn. »Nok er vi gode medarbejdere, der har været på teambuilding-kurser og lært, at vi skal holde sammen og gå ind på firmaets idéer. Det kan fungere i fredstider. Men i arbejdslivet lever vi jo konstant i krigstid«. »Jeg tror, det er meget svært at være helt sandfærdig, hvis man skal klare sig på en arbejdsplads. Vi skal overleve den næste nedskæring. Vi skal kæmpe for større indflydelse. Så manipulerer vi lidt, og pludselig er vi ovre i løgnen. I mange virksomheder er 'medarbejdersamtaler' et fast ritual. Man skal krænge sin sjæl ud - og 'det bliver mellem os'. Men en karriere kan blive meget kort, hvis man er for ærlig. For meget få chefer kan tåle kritik. Det gælder om at være 'oprigtig'. Og hvis man kan simulere oprigtighed, består man med glans«. »Både i erhvervslivet og privatlivet skal vi være mindst på højde med dem, vi omgås. Vi skal lige vifte lidt med flaget og dupere naboen. Hvem har de bedste idéer. Hvem er mest populær, og hvem gør mest for sine børn. Det er en selvforstærkende kultur, og løgnen er dens basis«, siger Hans Prehn. Smiger og pral 'Den store Lyveskole' er skrevet som en gør det selv-uddannelse. Første modul er Mobbeskolen, hvor vi lærer, hvordan vi kan bruge løgnen til at promovere os selv ved at mobbe dem, der er anderledes. Det bedste forsvar er et angreb: Du er dum. Du er grim. Og ofrene tror på det. Men erhvervslivet og detailhandlen kan bruge mobning som en sikker guldåre til øget indtjening: 'Du er grim, og derfor må du bruge denne hudcreme'. Flinkeskolen er næste trin. Her lærer vi at smigre andre, vise velvilje, medynk og forståelse. I følge de to lyvelærere er flinkhed et enestående manipulationsredskab, der kan bane vejen til både avancement, penge, magt, ære og indflydelse. Når den eksamen er bestået, kan vi gå videre til Praleskolen. Siden de tidligste mennesker organiserede sig i stammer, har man forsøgt at dupere og skabe sig en position i hierarkiet. Det begynder i sandkassen: Min brandbil er større end din. Siden kan man for eksempel lære at pynte på et CV. Anna Castberg pralede sig til en doktorgrad og fik stillingen som direktør for Kunstmuseet Arken. Det varede mere end to år, før snyderiet blev opdaget. »Hvis man har bestået de tre grundskoler, har man en basis for at klare sig resten af livet«, siger Hans Prehn. »Men det er også muligt at gå videre i den professionelle afdeling af lyveskolen. Og her bliver det lidt farligt. For nu taler vi om manipulation, snyd og taktiske løgne. Her er motiverne ikke selvpromovering. Her handler det om at bevæge andre - til gavn for sin egen forretning, indtjening eller vælgertilslutning«. Ordgyderi I dag er der for alvor kommet kul på de dyre ord, når en virksomhed eller et politisk parti skal have andre til at tro, at de drives af 'de rigtige værdier'. Vi lever i Værdiernes Tid, og der bruges millioner af kroner på at finde på ord, der dufter af etik og idealisme. Kodeordet er 'Corporate Branding'. Hans Prehn nævner Danske Bank som et skoleeksempel. Banken har brugt en formue på at finde ord, som kunne adskille den fra andre banker. Det blev til 'kompetence, ordentlighed, værdiskabelse, tilgængelighed og engagement'. »Det sjove er, at ikke engang 10 procent af forbrugerne opfatter en bestemt bank som noget særligt. Når man spørger bankkunderne, hvilke ord de forbinder med Danske Bank, kan de godt acceptere 'kompetent'. Men herudover bruger de ord som 'arrogant, nedladende og selvhøjtidelig'. Man sammenligner banken med bedemanden fra Lucky Luke«. »Det er kundernes sandhed. De opfatter bankens ord som det rene ordgyderi. Det fantastiske er, at bankens ledelse bliver ved med at tro, at det virker. De fleste virksomheder har været en sådan tur igennem i trangen til at finde et dyrt formuleret særpræg. 'Vi løfter i flok'. 'Vi går nye veje'. 'Vi er tæt på kunderne'«. »For nogle er det sandhed. For andre er det løgn og volapyk. Men så længe vi kan holde den løgn i live, tjener reklamefolkene bunker af penge«, siger Hans Prehn. Snydernes opskrift Hvis en magthaver virkelig vil have et ønske igennem, kan han tage et kursus i Snydeskolen og lade sig inspirere af de største mestre i verdenshistorien. I Snydegalleriet finder man blandt andet den katolske kirke, Hitler, Stalin og Mao. Kernen i opskriften er frygt og håb. Også Eisenhower kendte den. Han benyttede sig af kommunistforskrækkelsen til selv at fremstå som den trygge havn. Blandt andre store snydere nævner Hans Prehn Scientology, Moon-bevægelsen og Tvind. »Egentlig skulle man tro, at vi er blevet så kloge og civiliserede, at det ikke længere er muligt at tage verden ved næsen. Men hvis man har en magtfuld organisation, er det med det stigende medietryk faktisk blevet lettere at presse et hysteri i vejret. I terrorismen har verden fået en ny stor fælles fjende. Så er det frem med opskriften igen. Vi er klar til angreb og det sidste store korstog«, siger Hans Prehn. Men snyderne har brug for eksperter, der kan forskønne sandheden og kamuflere løgnen, så den opfattes som sandhed. Disse specialister i forførelsens kunst kalder Hans Prehn 'de betalte sminkører'. Selv kalder de sig reklamefolk, spindoktorer, lobbyister eller kommunikationsrådgivere. Det var Freuds nevø, Edward Bernays, der opfandt begrebet PR - Public Relations. Han fastslog, at der kun findes to fundamentale menneskelige drivkræfter: Frygt, som driver os til handling, når der er noget, vi vil undgå for enhver pris. Og drømme, der sætter gang i os for at opnå noget, som vi virkelig eftertragter. Bernays spillede blandt andet på kvindernes begyndende oprør mod mandsvældet, da han i 1929 lancerede cigaretten Lucky Strike som 'Torches of Freedom' (friheds-fakler). Både Bill Clinton, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen har brugt fokusgrupper til at kortlægge 'kundernes inderste ønsker og følelser'. Og de har brugt denne viden til at skræddersy deres kampagner. »Spindoktorer er en slags reklamefolk, der markedsfører en sag. Og det er lige meget, om det er den ene eller den anden sag. Det er der intet galt i. En sagfører er jo heller ikke umoralsk, hvis han forsvarer en klient, der har begået mord. Men i det øjeblik, spindoktorerne begynder at fodre nogle medier med nyheder og lægge andre på is, er vi ovre i manipulation«, siger Hans Prehn. Et totalteaterBliver man ikke frygtelig desillusioneret, hvis man ser verden gennem dine briller? »Man mister selvfølgelig sin barnetro, efterhånden som man dykker ned i løgn på løgn. Men det er jo et guddommeligt totalteater. Det er næsten som at studere dramaturgi, når man oplever politikerne på slap line. Vi afslører tryllekunstnernes trick. Så skal de finde på nogle nye. Derfor bliver der nok brug for en opfølgende bog, 'Lyveskolen 2'«. »Vores bog handler ikke om de gode mennesker, der kæmper for en sag af et ærligt hjerte. Dem er vi sprunget over. I øvrigt er de svære at finde. Vi har skam gransket verdenshistorien. Men vi har kun fundet Jesus, Mahatma Gandhi og Nelson Mandela, der kunne være eksempler til efterfølgelse«. »Venner og familie har læst bogen. Så nu er de også begyndt at se løgne alle vegne. Jeg plejer at sige: »Vi har mistet alle vores venner. De ved, at vi gennemskuer deres pral. Og de gennemskuer vores flinkeløgne. Så hvad skal vi med hinanden?««. Er det rigtigt? »Nej, det er da løgn...«.