Monica Ali ved, at samtlige romandebutanter i verden ville flå deres højre arm af for at være i hendes sko. Det er sådan, hun selv formulerer det, mens hun er i gang med at snøre sine røde moderigtige sneakers, så hun kan spæne op på hjørnet og købe lidt frokost, inden hun få minutter senere skal modtage en ny journalist, der kommer til hendes rækkehus i East Dulwich i Sydlondon. Her tropper journalister fra hele verden op for at møde den unge forfatter, der blev berømt fra den ene dag til den anden. Først blev hun håndbåret direkte ind på listen over dette tiårs 20 bedste unge romanforfattere i Storbritannien, allerede før hendes debutbog udkom. Dernæst gav kritikere og bogkøbere magasinet Granta ret i, at den unge forfatter faktisk havde skrevet en overdådig roman med 'Brick Lane'. Det er en roman, der skildrer en ung bangladeshisk kvindes møde med en vesteuropæisk virkelighed i London. En kvinde, der først ikke forstår et pluk af det engelske sprog og dårligt nok tør vove sig ud på gaden, men siden synes at overtage styringen af sit eget liv, selv om det er helt i modstrid med alt, hvad hun er opdraget til. Har det som om hun vandt Siden udgivelsen i juni har 'Brick Lane' nærmest ikke været ude af bestsellerlisterne, og bogen var med i opløbet om både The Guardians bogpris og den prestigefyldte Bookerpris. 'Brick Lane' vandt ingen af delene, men det ser Monica Ali stort på. »Jeg har det næsten, som om jeg faktisk vandt«, siger Monica Ali. Hun er ved at være færdig med at snøre løbeskoene, og hun bliver også nødt til at være hurtig på fødderne, hvis hun de kommende par år skal bevare jordforbindelsen og have bare et lillebitte forspring til den omverden, som siden bogudgivelsen har været lige i hælene på hende. »Mit problem lige nu er, at jeg har svært ved at få tid til at skrive en ny bog. Da jeg skrev 'Brick Lane', følte jeg aldrig, at nogen så mig over skulderen, og jeg var skideligeglad med, hvad nogen tænkte om det, jeg skrev. Det mærkelige er så, at når man endelig har valgt at sidde alene ved sit skrivebord, så har man faktisk ikke tid til det«, siger hun. Men hun siger det med et smil, for hun ved godt, hun er privilegeret. At hun lige nu står med et luksusproblem, som hedder, at store dele af verden er så interesseret i hende og hendes roman, at hun er nødt til at være til rådighed. Det er ikke for ingenting, at forlag i 19 lande har betalt for rettighederne til at oversætte 'Brick Lane'. De vil ikke alene have retten til at udgive bogen. De vil også kunne fortælle deres læsere, hvem denne 36-årige kvinde er, som dukkede ud af intetheden, sprang alle mellemstationerne over og lagde ud som litterær stjerne. I en anden verden Monica Ali er det seneste eksempel på en forfatter, der med et ben i to forskellige kulturer slår igennem som forfatter. På samme måde som Hanif Kureishi, Salman Rushdie, Zadie Smith og Hari Kunzru fortæller hun fra et punkt, hvor vesteuropæiske læsere uden større problemer kan genkende det meste af det, der bliver skrevet om, samtidig med at de bliver ført ind i en verden, de med stor sandsynlighed aldrig har kendt til før. I Monica Alis tilfælde har den ukendte verden rødder i Bangladesh og den bangladeshiske gruppe af indvandrere i Storbritannien. I London kan man møde denne verden, helt bogstaveligt, i Brick Lane, der har lagt navn til Alis historie. Brick Lane slanger sig blidt gennem kvarteret øst for Liverpool Street Station. Fra Bishopsgate sluses man gennem passagen Artillery Lane videre ad et par helt anonyme sidestræder, White's Row og Fashion Street, indtil man pludselig står i en anden verdensdel. Man er i Asien. I Bangladesh. En tyk, tyk duft af karry bølger ud i den lange, smalle gade - også selv om man kommer en formiddag og der stadig er længe til, at den lange række af restauranter åbner med deres duft af fiskeretter som biran mass og kyllingeretter som shatkora. Ældre mænd i lange brune eller sorte kjortler går små ærinder i gaden, hvor engelsk er et fremmedsprog, og hvor man sjældent ser en mand uden kalot. De fleste med en kulør, der er noget mørkere end Monica Alis, hvis hudfarve modsvarer en god caffelàtte. I Brick Lane er de fleste tættere på en espresso blødt op med fløde. I de små butikker kan man få Koranen på 38 cd'er eller teoribogen anno 2003 på bangla. Eller man kan købe støvede VHS-kopier af videobånd med titler som 'Deedat on Rushdie', hvor den britisk-indiske forfatter får tørt på af en hardcore muslim. Lidt længere oppe ad gaden ligger den lokale isenkræmmer. 'Yes - we're open', siger skiltet på døren. Men det passer ikke. Der er helt mørkt i forretningen, men gennem døren kan man se stativet med nøgleringe med banglanavne. Et af de synlige navne er Hasina. Meditation over skæbnen Hasina er også navnet på kvinden, det går frygtelig galt for i Monica Alis roman. Hasina er søster til hovedpersonen Nazneen, som via et arrangeret ægteskab kommer til London i 1980'erne, og det er Nazneens gradvise frigørelse som kvinde, vi følger, indtil forfatteren slipper sine personer i 2001. Læserne følger Nazneen og hendes ægteskab med den 20 år ældre og småfede Chanu, mens de hører om Hasinas skæbne gennem den noget sporadiske brevveksling, søstrene fører gennem årene. »I starten fortalte jeg slet ikke nogen, at jeg skrev, men da det kom frem, at jeg havde fået en kontrakt på to bøger, begyndte folk jo at spørge mig om, hvad min bog handlede om, og ofte svarede jeg bare, at det var en historie om to søstre«, fortæller Monica Ali. »I dag siger jeg, at romanen er en meditation over skæbnen i forhold til den frie vilje, om emigrantmiljøet, kærlighed og længsel plus noget nostalgi. Og at den handler om kampen for at slå til i et nyt miljø, samtidig med at den handler om sammenstød mellem to kulturer og to generationer. Romanen handler om, hvad du selv har kontrol over, og hvad i livet du bare må acceptere«, siger Monica Ali. Søgende søstre I romanen er Hasina, der bliver tilbage i Bangladesh, i virkeligheden den oprørske, mens Nazneen i starten er den føjelige. »Personerne kom til mig samtidigt. Begge søstre er søgende, men mens Hasina leder efter sin plads i verden og tager de chancer, hun kan få øje på, er Nazneen mere søgende indadtil«, siger Ali. I romanen accepterer Nazneen sit arrangerede ægteskab og de vilkår, det nu engang fører med sig som lydig hustru og opofrende mor, men mod romanens slutning har Nazneen fået et nyt syn på sig selv og sine muligheder i verden. »Nogen ser da også 'Brick Lane' som en roman med en morale om, at man må tage hånd om sit eget liv, men der er ingen morale. Det er da rigtigt, at man må tage ansvaret for sit liv, men hvad nytter det at sige sådan noget til en kvinde som Hasina eller til millioner af andre i verden, når de ikke ved, hvorfra deres næste måltid skal komme? Det perspektiv i historien ville jeg ikke miste, og derfor har det også været vigtigt for mig både at beskrive Nazneens historie og Hasinas historie«, siger Monica Ali. Kender følelserne Hun er selv født i Dhaka i Bangladesh som datter af en engelsk mor og en far fra Bangladesh. Forældrene mødtes i England i 1960'erne, men tog til Bangladesh og slog sig ned i Dhaka, som de kun nødtvungent forlod, da der udbrød borgerkrig i landet i 1971. Familien vendte tilbage til England, hvor de slog sig ned i et asiatisk miljø i Bolton og mødte en del af de besværligheder, som indvandrerfamilier - blandede eller ej - siden har mødt. »Det er ikke min egen families historie, jeg har skrevet, men følelserne hos personerne kender jeg«, siger Monica Ali. Familien overlevede i starten ved at drive en lille butik, der solgte alle de småting, nips, perler og billige smykker, som ofte forbindes med indvandrerbutikker. År senere uddannede faderen sig, så han kunne undervise på åbent universitet. Familiens tilbagekomst til England var imidlertid ikke uproblematisk, heller ikke når det gjaldt accepten hos den engelske del af familien, og Monica Ali fandt hurtigt ud af, at familien aldrig helt passede ind i omgivelserne - uanset om de var i den engelske eller asiatiske del af familie- og vennekredsen. »Jeg kan huske følelsen af, hvordan jeg forsøgte at tilpasse mig, uanset hvor jeg var. Sådan er børn jo. De er observante og lægger mærke til de små forskelle«, siger Monica Ali. »Træk bogen tilbage!« I 'Brick Lane' trækker hun også på sine egne følelser i teenageårene, hvor hun følte sig delt, men dog ikke mere delt, end at hun var sig meget bevidst, at hun kun ville tale engelsk, og at hun ville se lige så engelsk ud som veninderne. Og hun kan sagtens sætte sig ind i, hvordan en af Nazneens døtre har det, da faderen Chanu efter års drømmerier pludselig beslutter sig for, at familien skal flytte tilbage til Bangladesh. »For mig ville det slet ikke have været en mulighed at tage tilbage til Dhaka som teenager. Det ville have været aldeles forfærdeligt. Det ville være som at blive flået op med rode, og jeg ville nok have gjort som Nazneens datter og flygtet. Når jeg i dag er i Bolton, kan jeg se, at generationsoprøret har taget en helt anden drejning. Nogle unge gør oprør ved at gå med kalot, og nogle af de unge kvinder går endda med burka«, siger Monica Ali. Siden sin debut har hun fået masser af positiv respons fra det asiatiske miljø i England, men en enkelt episode kunne hun dog godt undvære. På et tidspunkt forlangte en gruppe bangladeshere, at forfatteren trak bogen tilbage, og at hun ikke genudgav den, før forfatteren tog hensyn til kravene i det 18 sider lange brev, som gruppen sendte med. I første omgang forsøgte forfatter og forlag at ignorere gruppen, hvis talsmand ingen tidligere havde hørt om, men da The Guardian senere gjorde en stor historie ud af det omfangsrige brev og bragte Salman Rushdie og 'De sataniske vers' i erindring, blev både Ali og forlaget nødt til at forholde sig til klagerne. Ikke at de havde i sinde at gøre noget for at imødekomme brevskriverne, men de kunne ikke længere nøjes med at vende det døve øre til. En offentlig polemik var uundgåelig. Ikke en sociologisk rapport »De var blandt andet utilfredse med billedet af det bangladeshiske indvandrermiljø. De gjorde gældende, at der var masser af smarte og velstående indvandrere, der klarede sig godt og boede flot, hvad de ikke mente, fremgik af min bog. Men hvad kan man sige til det? Min bog er jo ikke en sociologisk rapport«. »Det ville svare til, at en eller anden gruppe skotter forlangte, at Irvine Welsh (forfatter, hvis yndlingsemner oftest er stofmisbrugere, kriminalitet og umoral, red.) skulle trække sine romaner tilbage, fordi han aldrig skriver om alle de skotter, der både er smarte og velstående«, siger Monica Ali. Hun ved godt, at hun fremstiller et ret trøstesløst billede af indvandrermiljøet, og dybest set undrer det hende, at netop dette emne ikke har været debatteret mere i forlængelse af romanen. I stedet har man i langt højere grad diskuteret Nazneens vestligt orienterede kvindefrigørelsesprojekt, som ganske vist også er et synligt tema i romanen, men slet ikke så planlagt fra forfatterens side, som man kunne tro. »Indtil nu har jeg sagt til alle, at jeg havde hele romanen i hovedet fra starten, men forleden kom jeg til at kigge i mine gamle notesbøger, der er fulde af ubesvarede spørgsmål. Det var ikke sådan, at jeg løj, når jeg mente, jeg havde romanen i hovedet, men det var vist mere en fornemmelse, ligesom man kan have billedet i sig af en katedral, selv om man stadig kun er ved at støbe fundamentet«, siger Ali. Godt stof Hun er så småt ved at samle notater til en ny roman, og det eneste, hun vil sige om bogen, er, at barndommen jo altid er et stærkt stof, forfattere kan trække på, ligesom en opvækst blandt folk af to forskellige kulturer også har vist sig at være det stof, romanforfattere kan være gjort af. »Måske er det derfor, romanen er blevet en succes. Mange er på jagt efter nye forfattere, der kan fortælle noget anderledes fra det gamle Commonwealthområde, og hvis man har set apartheidsystemet bryde sammen eller set forskellige kulturer støde sammen, så har man jo ofte et stof med kød på. Et godt materiale for en forfatter. Og så er min roman jo i virkeligheden en ret gammeldags fortælling, og det er sikkert mit held, at der ikke er tale om små postmoderne vignetter«, siger Monica Ali. Hun har forladt sin stue og står ude i gangen, hvor hun smækker den ene fod op på trappen for at binde den sidste røde sneaker. Da hun åbner døren ud til Goodrich Road, ser hun lige ind i en bil, der holder med den ene fordør slået op. Inde på forsædet sidder en kvinde med 'Brick Lane' slået op i skødet. Kvinden er en journalist, der venter på et interview med forfatteren. »Jeg er straks tilbage igen«, siger Ali til hende. De britiske boghandlere og hendes forlægger håber, hun snart vil sige det samme til dem. Og de vil svare det samme som kvinden i bilen. »Det er i orden. Jeg skal nok vente«.