0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ti spørgsmål til professoren

Ebbe Spang-Hanssen, forfatter til 'Hukommelsens skæbne', skrev sin bog på god, gammeldags ærgrelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ebbe Spang-Hanssen. - Foto: Peter Hove Olesen

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er hukommelse?

»Det er evnen til at opbevare sanseindtryk i sit hoved og kunne genfremkalde dem senere, sansninger af virkeligheden eller noget man har hørt eller læst«.

I dit essay 'Hukommelsens skæbne' skelner du mellem hukommelsen som dels et vidensarkiv, dels en levende, individuel erindring.

»Ja, det er to vigtige sider. Og der skete et stort skift i det 19. århundrede: i den romantiske periode og frem har erindringen fået en kæmpemæssig betydning«.

Indre og ydre lagre
Hvor sidder så hukommelsen, i fornuften/ hjernen eller i sjælen/hjertet?

»Den sidder for begge siders vedkommende i hjernen. Der er ikke nogen som helst hukommelse i hjertet! Det hele er i hovedet, i vores nervesystem. Men som et billede kan det være en hjælp til at skelne mellem vidensarkivet i hjernen og erindringen i sjælen«.

Det er et hovedpunkt i bogen, at skriften har undergravet hukommelsen.

»Ja, der er en klar konkurrence mellem hukommelsen som et indre lager og så de flere og flere eksterne lagre, vi får efterhånden: håndskriften, den trykte skrift, fotografiet og lyden. Det har uundgåeligt af rent praktiske grunde været en enorm aflastning, at man ikke behøver huske alle formler; man kan slå dem op. Det er en enorm revolution«.

Input og output
Er computeren en logisk følge af den række? Du siger, at den demonterer hukommelsen, men også er blevet dens renæssance, fordi den skaber ny respekt for hukommelse og viden?

»Ja, på den ene side får man det kæmpemæssige lager af viden og nem adgang til information på internettet. Så tænker folk: nu behøver jeg slet ikke huske noget mere; jeg kan bare slå det hele op«.

»Men på den anden side virker det omvendt. For vi kan ikke undgå at sammenligne hjernen med computeren, og så ser vi, at computeren ikke kan lave noget som helst uden det, der ligger i programmerne, i hukommelsen«.

»Der skal være en viden at arbejde med. Vi tænker i input og output og hvad vi har liggende i programmerne. Computeren spiller lidt samme rolle som metafor som urværket gjorde i det 18. århundrede«.

Videnskonkurrence
Hvad er dit personlige motiv for at skrive 'Hukommelsens skæbne'?

»Det er ærgrelsen som lærer over at mærke så megen modvilje mod arbejdet med at få kundskaber til at sidde. Det irriterer mig, at folk ikke kan se, at den bedste måde at lære sprog på er udenad. Da jeg blev professor i 1966 var det stadig en selvfølge, at når folk valgte at studere fransk, havde de en struktureret viden om den franske grammatik inde i hovedet fra skolen. De kunne bøje samtlige verber i alle tænkelige tider«.

»Nu er vi kommet dertil, at vi skal være glade, hvis de kan det, når de kommer ud fra universitetet ... Og så er det min bekymring som samfundsborger over nedprioriteringen af viden«.

»Man siger, det er viden, vi skal kunne konkurrere på, men samtidig hævdes det højlydt, at kundskaber er underordnede, og at danskere er født så geniale, at de nærmest uden at vide noget altid vil kunne klare sig i konkurrencen. Kinesere og indere pukler som død i helvede, og på de bedste universiteter USA må man have kvoter på universiteterne for at sikre, at der også kommer amerikanere ind«.

Angsten for kongerækken
Du bemærker, at venstrefløj og erhvervsliv mødes i den individualistiske, 'omstillingsparate' og forbruger-opdragende skoleundervisning.

»Ja, de tror på det samme, det kan man jo også se på Socialdemokratiets program nu. Pædagogernes målsætning har været en anden, men de har troet på Rousseaus opfattelse af barnet som en plante, som gartneren skal gøre så lidt som muligt ved. Så kommer det hele af sig selv, hvis blot der er gode vækstbetingelser. Og på venstrefløjen mente man, at hvis individet kunne udfolde sig frit, ville det også blive et godt socialt menneske«.

Hvis vi definerer hukommelse som kulturelt overførte kundskaber, kan det så tænkes, at den er blevet miskrediteret som for nationalt bundet?

»Der er ingen tvivl om, at angsten for, at faget Danmarkshistorie kunne medføre dyrkelsen af danskhed og forstærke nationalisme, har spillet en rolle. Og faget historie er særligt knyttet til hukommelsen, fordi det både er viden og en fælles erindring. Et spor gennem tiden, som man tegner - på en anden måde end med matematik og fysik. Derfor er historie meget udsat, når man begynder at foragte gamle dage og være bange for kongerækken«.

Kulturelt medansvar
Hvilken rolle spiller en fælles hukommelse for integration af indvandrere?

»En stor rolle - hvis man på en ordentlig måde kan fremstille de vigtigste faser, vil også indvandrerbørn forstå meget mere af kulturen. De vil jo også gerne læse H.C. Andersen og Holberg i gymnasiet«.

De synes ikke, det er et kulturelt overgreb? Nogle af dem har jo deres egen hukommelse.

»Det har jeg ikke hørt noget om fra de gymnasielærere jeg kender... mange unge vil gerne vide, hvad det er for et land, de er havnet i. Det er jo også deres land ... Det er det, der er kunsten: at få dem til at føle medansvar for det«.