I begyndelsen af 1970'rne flyttede en gruppe unge kvinder sammen i et kollektiv. De kaldte det Kussemosen. Og der gik rygter om, at mere end én mand var omkommet i den mose. Kvinderne tog også på ø-lejr på Femø, hvor mænd var forment adgang. Det var en helt ustyrlig provokation, der affødte et gigantisk presseopbud fra ind- og udland. En enkelt bondemand, der hentede wc-spandene om aftenen, havde dog adgang til det nøgne paradis. Det blev problematiseret på en vægavis i lokumshuset og besvaret på en anden seddel: Al lort til mændene. Selvdefinering Det var en ublufærdig tid. De unge kvinder var børn af det antiautoritære oprør, hvor en hel generation deserterede fra sit arvegods. Og nu stod den sidste autoritet for skud: Kvinderne ville gøre op med selve mandskønnet, der sad på magtstrukturerne. De ville ikke leve som deres mødre, der var slavebundne til hjemmene i isolation og afhængighed. De ville definere sig selv og gjorde det med stor frodighed, fantasi - og mange stryg til mændene. Halv havfrue »Et stort opbrud kan ikke sættes i værk uden overdrivelser og udskejelser«, siger forfatteren, mag.art. Bente Hansen, der i bogen 'En køn historie' fortæller sine egne erindringer om 15 år i rødstrømpebevægelsens brændpunkter. Mange kvindelige læsere vil sikkert mindes de glade dage med vemod. Mandlige læsere vil måske især huske den smerte, som de vilde kvinder påførte dem. »Mange mænd har følt, at de blev uretfærdigt kritiseret. Men der var med garanti også mange, som vidste, at de var blevet retfærdigt kritiseret«, bemærker Bente Hansen. Hun sidder som en halv havfrue midt i et ocean af blomster fra sin gamle basisgruppe, der netop har fejret bogens udgivelse. Bente Hansen er blevet 64 år, og mange år er gået, siden vindene fra kvindebevægelsen føg ind i alle danske hjem. Mandehørm Ingen familier forblev uberørte af den måske største sociale revolution i det 20. århundrede. Men reaktionen blev lige så voldsom. Og Bente Hansen må konkludere, at vi stadig lever i eftersmækket fra mændenes hævntogt. »For nylig havde jeg besøg af min 17-årige niece, der havde været på Roskilde Festival. Det skulle hun aldrig mere. På teltene hang der vimpler med ordene: 'Vis mig dine patter og du får fem bajere'. Når pigerne gik ud for at tisse i krattet, stod der tre drenge og onanerede i hovedet på dem. Til sidst turde de ikke gå rundt på pladsen alene. De gik sammen to og tre«. »Jeg tror ikke, at mænd er psykopater. Men så snart der gives plads, rykker de ind med mandehørmen. De synes vel, at det er lidt sjovt og sejt - og sådan: »Mor skal ikke bestemme det hele«. Oplært til landhusmoder Det gjorde mor bestemt ikke i Bente Hansens vestjyske barndomshjem i Videbæk. Mor passede hjemmet, otte døtre samt faderen, der var dyrlæge. Selv var hun fuldstændig uden økonomisk indsigt eller indflydelse. »Men 1950'rne var også en tid, hvor unge piger var dobbelte inde i hovederne. Det var begyndt at dæmre for os, at vi skulle have uddannelse og arbejde. Samfundet ønskede vores arbejdskraft, og vi ønskede den uafhængighed, et arbejde kunne give os«. »Men det var sandelig også et krav, at vi skulle lære husholdning. I mine sommerferier blev jeg oplært til landhusmoder på en herregård, hvor jeg strøg husbonds lange underbukser og lærte at pudse vinduer med gamle aviser«. Kvinderne slæbte bajerne Den lærdom fik hun ikke brug for som litteraturstuderende i København i 1960'rne. Hun solgte den symaskine, hun havde fået af faderen og købte i stedet en skrivemaskine. Den blev brugt til bladarbejde på venstrefløjen. I 1966 blev hun den første kvindelige redaktør for Politisk Revy. Og året efter var hun med til at danne Venstresocialisterne som et oprør mod 'gammelmandsvældet' i SF. »Men i de nye antiautoritære bevægelser var det også mændene, der bestemte. Kvinderne slæbte bajere og lavede te. Mange opgav deres studier og tog arbejde for at forsørge deres studerende kærester. Jeg fik møvet mig lidt bedre ind, men fik altså også prædikatet 'en mandekvinde'«. »Husarbejdet var som altid usynligt. Kvinderne var blevet opfordret til at deltage på arbejdsmarkedet, men løfterne var ikke ledsaget af et tilbud om at blive aflastet i husholdningen. Hvis mændene havde stillet op, havde der været fred og ro. Men det gjorde de ikke. Det var som at sætte ild til tørt græs. Hjemmene blev til krigszoner, og helvede var løs«. »Det er en lang sej march, som endnu ikke er slut. Jeg ved godt, at nogle yngre mænd i høj grad tager deres del af arbejdet derhjemme. Men jeg ser sandelig også mange unge par, der lever fuldstændig som familierne i min barndom. Forskellen er, at familiens samlede udearbejde er steget fra 10 timer til 16 timer pr. dag. Kvinderne kæmper med ryggen mod muren, og hverdagene tilrettelægges som et militært slag«. Bevidsthedsrevolution Bente Hansen kom tidligt med i Dansk Kvindesamfund. Hun boede på Kvinderegensen, hvor der hang billeder af formødrene fra 1930'rne. De havde drengehår og gik med slips og jakke. For hvis man på den tid ville være jurist eller læge, gjaldt det om at skjule den kvindelige identitet. »Vi skal bestemt ikke grine af disse kvinder. Det er dem, vi står på skuldrene af. Men for de unge kvinder blev deres stil lidt kedelig. The Beatles sang om revolutionen - og kvinderne lancerede 'bevidsthedsrevolutionen'. I virkeligheden overtog vi aktionsformen fra tresseroprøret, og effekten var enorm«. Som en eksplosion Rødstrømperne gik råbende op ad Strøget i København iført parykker og med hofteholdere og bh'er uden på tøjet. Bagefter smed de det hele i affaldssække. »De mange påhit har da sikkert virket overvældende, irriterende - og nogle gange dybt idiotiske«, siger Bente Hansen. »Men mange mænd fik, hvad de fortjente - og mere til. Desværre gik det ofte ud over de flinkeste mænd. De mænd, som var tættest på os og venligt stemt. De andre mænd løb bare deres vej«. Kvinderne lukkede helt bogstaveligt dørene for alle mænd. »Det gav en masse fred, energi og nye idéer at være sammen, uden at der var mænd til stede. Vi opfandt ordet søstersolidaritet. I dag kan det virke lidt komisk. Men dengang var det en gave. Vi var jo opdraget til, at 'kvinde er kvinde værst'. Men det udtryk satte vi på porten. Nu hed det: 'Kvinde er kvinde bedst'. Når vi så en anden kvinde på gaden, tænkte vi: »Hej, der går en søster ...««. »I basisgrupperne startede vi altid med at fortælle vores egne historier. Faktisk blev selve historiefortællingen en del af bevægelsens dynamik. Vi opdagede, at alt det private bøvl, som vi troede hørte inden for hjemmets fire vægge, var fælles gods. Det var en gyser at opdage, hvordan mønstrene lignede hinanden. Låget blev taget af privathedens trykkoger. Og det var som en eksplosion«. Skilsmisserne Kvindebevægelsen har altid måttet tåle drøje hug. Også i dag, hvor en mandlig anmelder af Bente Hansens bog har bemærket, at der var tale om en kulturrevolution, som smadrede ægteskaber på stribe og resulterede i det største antal skilsmisser, vi nogensinde har set herhjemme. Det er vel et faktum, som kunne mane til selvkritik. Bør kvinderne fra dengang ikke gribe i egen barm og påtage sig ansvaret for bagsiden af medaljen? »Jo, men skilsmisserne var ikke kvindernes opfindelse«, lyder svaret fra Bente Hansen. »Skilsmisserne var en reaktion på en ny tid, hvor kvinderne for første gang i historien kunne vælge at forlade et dårligt ægteskab, uden at verden ramlede sammen om dem. Og de benyttede sig af muligheden. En skilsmisse er da en fallit, som man ikke skal anbefale. Det var da hårdt, også for kvinderne. For det er ikke nemt at forsørge en familie med en enkelt kvindeindtægt«. Også Bente Hansen blev skilt og måtte forsørge to børn som freelancer, forfatter og arbejdsløs. Hun fik leddegigt, begyndte at skrive digte og genfandt sin kristne barnetro fra den vestjyske muld. I 1990 fik hun tildelt invalidepension. Hun er forbavset over stadig at være i live. Men hun nyder det. Smerterne er kun få takket være en ny type medicin. »1980'rne var et sort årti for mig. Jeg var ikke den eneste i bevægelsen, som var træt og slidt op. Sådan går det ofte med bevægelser. Efter 10-15 år kommer der en afmatning, og modbølgerne melder sig. Fra 1985 var det tydeligt, at vi befandt os i et kvindepolitisk backlash. Nu skulle der machoboller på suppen, og det skete på en ret aggressiv måde. Jeg kan sige dig, at vi var målløse...«. Verdens fattigdomsproblemerKan man ikke blot sige, at kvindebevægelsen havde sejret sig ihjel? »Det er da rigtigt, at vi havde opnået en del via lovgivningen. Vi havde fået fri abort. Vi havde fået ligeløn - på papiret. Sambeskatningen var ophævet, barselsorloven var blevet længere, og der var kommet gang i en meget spændende og vigtig kvindeforskning. Men der var også en stor lyst til at hævne sig på de frække kvinder, der havde råbt højt længe nok«. »Det har været to skridt frem og et tilbage. På nogle punkter har det endda været to skridt frem og to tilbage. For på verdensplan synes jeg, at der i dag føres regulær krig mod kvinder. Kvinder bliver solgt til ægteskaber eller slået ihjel, hvis svigerfamilien ikke er tilfreds med medgiften. I mange afrikanske lande er der hekseaflivninger. Og hos masaierne bliver omtrent 100 procent af kvinderne omskåret«. »Verdens fattigdomsproblemer ligger hos kvinderne og børnene. Og det kan ikke undgå at smitte af på opfattelsen af kvinder, at vi skal se på sådanne overgreb uden at kunne gøre noget ved det«, siger Bente Hansen. Kampen om kroppen Herhjemme er presset på kvinders udseende, vægt, tøj og seksuel adfærd større end nogensinde. I sin bog påpeger Bente Hansen, at spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg blandt unge kvinder taler deres eget rystende sprog. »En 17-årig pige stirrer sig blind på sine brysters størrelse og låner 25.000 kroner i banken, så hun kan få 300 gram lagt ind. Jeg er ikke moralsk forarget. Når noget er muligt, bliver det benyttet. Men jeg synes, det er tragisk, at der lægges så stort pres på pigerne«. »Men årene er gået, og efterhånden tror jeg, at der er plads til en modreaktion. Jeg ser unge familier, der nytænker deres økonomi for at lette presset derhjemme. Og ligesom kroppen altid har været en del af motorikken i kvindebevægelsen, tror jeg også, at den vil blive i den næste bølge. For det er da helt monstrøst, at vi ikke må se ud - som vi ser ud«. »I dag regnes det for fuldstændig utjekket og taberagtigt at gå uden BH. Og fred være med det. Jeg kan da også godt undvære de forvaskede T-shirts og maosutterne. Men jeg har ikke opgivet min kærlighed til pyjamasagtigt tøj. Jeg elsker bukser med løbegang«, siger Bente Hansen. Med et stort grin løfter hun op i den elegante skjorte og smækker med elastikken.