Han var ung og fortvivlet. Livet var alt for svært, ja, vel slet ikke værd at leve. Og mens han forvirret tumlede rundt i sit opgør med barndommens Gud, nåede Bent Jensen endda at bebrejde sine indremissionske forældre, at de overhovedet satte ham i verden. I dag, mange år senere, får de ord ham til at krympe sig. »Hvor uretfærdigt«, siger han i dag. »Hvor selvoptaget og ondt«. Ulykkelige ungdomsår Netop denne episode er ikke med i Bent Jensens bog 'I begyndelsen', der udkom i forrige uge og fik anmelderne til at bevæges og juble. Med vilje har han udeladt langt det meste af sin ungdoms lidelser og dårskab, fortæller han. Alligevel efterlades læseren uden ringeste tvivl om, at netop de år ikke var de lykkeligste i Jensens liv. Fægte med åben pande Men hvad er lykke i det hele taget, og kan man tænke sig til tilværelsens mening? De spørgsmål er hele bogens omdrejningspunkt, og at de kommer fra en uventet kant, gør ikke historien mindre interessant. Bent Jensen er kendt som en dygtig historiker og skarp debattør, der ofte har svunget sit sværd mod dele af venstrefløjens holdninger under og efter den kolde krig. Personen bag de urokkelige standpunkter kender offentligheden ikke. »Jeg har aldrig bragt min privatperson ind i debatterne. Det synes jeg heller ikke, man skal«. »Hvis jeg er kendt som en hård hund i offentligheden, er det, fordi jeg nævner tingene ved deres rette navn, for man skal fægte med åben pande«. »De, der kender mig, opfatter mig bestemt ikke sådan. Privat er jeg både naiv, godtroende og meget bogstavelig. I grunden er det vel meget barnlige karaktertræk«, siger han eftertænksomt. Ikke en selvbiografi Blufærdig er han også, kunne man tilføje. Bent Jensen understreger igen og igen, at han ikke har skrevet en selvbiografi om drengen Bents opvækst i et indremissionsk hjem i midtjyske Kjellerup. Om den unge Bents opgør med forældrene og troen. Eller om den voksne Bent Jensen, der kommer overens med sit liv og sin fortid. Alligevel siger han hele tiden 'jeg', når vi taler om bogens hovedperson. Af og til korrigerer han sig selv og siger 'hovedpersonen'. Han kan godt selv se det. Ler, når det sker. Ryster lidt på hovedet over sig selv. Bogens omslag forestiller Bent som barn med mor, far og broderen Carlo. Det var en jævn og ret almindelig familie, understreger Jensen, der i bogen helt bevidst lægger afstand til hvad han kalder »den karikatur af Indre Mission, som man ofte møder i den danske litteratur«. Ikke Hans Kirks 'Fiskerne', den er loyal nok, men mange andre, siger han. »De klicheer, der er omkring Indre Mission, har altid undret mig. Den gren, jeg voksede op i, var ikke sådan. Man klædte sig ikke i sæk og aske eller sad med mundvigene nedad og forbandede de vantro. Min far var en lun jyde, der elskede at fortælle små historier og vittigheder, og sådan var mine forældres omgangskreds i det hele taget«. Men vist var der forbud, tilføjer han. Dans var ikke tilladt. Ej heller at spille kort eller bande. Kun den såkaldte missionsband kunne accepteres: 'Av for Søren'. Kastede vrag på meget I dag taler Bent Jensen kærligt om sin baggrund, men sådan har det ikke altid været. I sine ungdomsår satte han stadig flere spørgsmålstegn ved, hvad han opfattede som forældrenes irriterende enfoldighed. Vreden kulminerede, da han en dag snerrede af sin mor, som igen ville fortælle ham om den rette vej med Jesus: »Åhr, så hold dog kæft med alt det sludder«. Stejlt undlod han at trøste hende, da hun senere hulkede i køkkenet. »Jeg var jo kommet til den opfattelse, at mine forældre var tåbelige. Det var mit ungdommelige overmod, der kom til udtryk. Vi kastede vrag på meget dengang«, siger han og er i dag ikke stolt over den brutalitet, han indimellem kunne lægge for dagen, og hvoraf flere episoder er skildret hudløst ærligt i hans bog. »Men det hørte med. Jeg ville ikke skildre mig selv som en helgen. Det ville være løgn, for det selvretfærdige og det, at man vil sig selv, er i alle. Det er netop derfor, man har behov for tilgivelse«, siger han. Den forfærdelige studentertid Unge Bent flytter hjemmefra, først til Rønde og senere til Århus for at studere. Der går kludder i hans tilværelse, og mange dage går med druk og dyb fortvivlelse. »Mit liv er ved at skride sammen«, skriver han på forskellige måder mange steder i bogen. »Studentertiden var en forfærdelig tid, og der er mange ting, jeg ikke havde lyst til at skrive om. Men jeg var da glad for at få udvidet min erkendelse«, siger han og afbryder sig selv: »Man taler jo ikke om disse ting her til lands, vel? Men masser af gange har jeg spurgt mig selv, når jeg kigger mig omkring: Er det for andre gået helt ubesværet? Man ved det jo ikke«. »Det har været en virkelig svær proces for mig at komme tilbage og ud på den anden side. Som jeg skriver i bogen: Hvis det hele er så enkelt, hvorfor skulle det så tage så længe for mig?«. Forført af Mao Den unge Bent kommer i Studenterforeningen. Han opdager Nietzsche, som han aldrig helt har sluppet igen, og så deltager han begejstret i en marxistisk studiekreds. Det bliver dog det maoistiske Kina, der fanger hans fascination og interesse. »Jeg var modtagelig for samme forførelse som så mange andre. At der virkelig var et sted på Jorden, hvor alle var lykkelige. Hvor der ikke var forurening eller skidt, hvor det gik fremad på den rigtige måde«, siger han. Bent Jensen forsvarede Kina, og det står han ved. Det var også ungdommeligt overmod, siger han og afviser, at han har anklaget andre i samme situation. »De fleste er blevet klogere og siger nu: Jamen, jeg troede efter bedste overbevisning, at jeg havde ret. Det er o.k. Men dem, der bliver ved med at sige, at der også var noget godt ved Sovjetunionen, det er for ringe, og dem bebrejder jeg«. »Man skal stå ved det, man har sagt. Hvis jeg bliver opfattet som anklager, så er jeg vel det i nogen grad. For mig er det et moralsk spørgsmål«, siger han og afslører, at han ofte selv synes, debatten om den kolde krig på mange måder er uudholdelig. Et vovestykke Det var en konkret begivenhed, der for alvor satte Bent Jensen i gang med arbejdet med at skrive bogen 'I begyndelsen' for omkring 12 år siden. Et byråd i Østjylland nægtede dengang at anerkende et indremissionsk hjem som plejefamilie med den begrundelse, at det ville være skadeligt for barnet. Jensen blev så vred, at han skrev en kronik i en avis om sagen. 'Barn af Missionen', hed den. Det indbragte en invitation til at tale om tro i Danmarks Radio i fem små udsendelser. »Det arbejde tvang mig til at strukturere mine tanker, og da jeg så blev opfordret til at skrive, blev jeg fristet. Men jeg ville skrive en bog om min barndom, som den var, og lade fremtiden og opbruddet stå åbent for læseren«, siger han. Modstræbende lader han forlaget overtale sig til at gå langt videre, end han havde tænkt sig. Er han glad for det? »Både og ... Det har været et vovestykke, og man er lige pludselig nøgen. Det er derfor, jeg insisterer på, at det ikke er en selvbiografi. Men jeg er også glad for, at jeg fik den skrevet, for det virker afklarende at skrive. Oppe i hovedet er det grød, og nogle vil måske sige, at det er det også på papiret«. Han ler. »Men på papiret afsløres det, hvor meget der i grunden er banalt. Min drøm om at skrive en bog er gået i opfyldelse. Jeg har gjort mig umage, og de gode anmeldelser er ikke steget mig til hovedet«. En afklaring Bogens voksne Bent finder på loftet en masse glemte kasser med noter og papirer, som han giver sig til at sortere, mens han langsomt kommer overens med sit liv. På et tidspunkt brænder han hele molevitten, og den gestus er af nogle blevet udlagt, som om han forkastede hele sin viden og fortid, men sådan er det ikke, siger Bent Jensen. »Det skal snarere ses som en form for afklaring. Bogen har jo disse to elementer, der er tro og viden. De er begge med hele tiden. Det ender så med, at hovedpersonen når frem til, at begge dele eksisterer. Man kan ikke læse sig til at blive klog på livet. Man må enten tro eller forkaste troen. Men der er ingen modsætning mellem tro og viden«. Som sin hovedperson er Bent Jensen selv vendt tilbage til sit udgangspunkt, troen, selv om han er i tvivl, om det er i Indre Mission, han hører hjemme. »Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan det ville være at vende tilbage til Indre Mission, men jeg vil prøve det en dag. Jeg vil sige det på den måde, at jeg har fået større forståelse og respekt for, hvad de står for«, siger han og tænker sig om. »På det religiøse område er det enfoldigheden, der tiltrækker mig. Jeg ser den som en stor styrke. Man skal ikke glemme, at Indre Mission var en lægmandsbevægelse; det var små folk, der ikke havde en højere uddannelse. Over for dem står vore dages intellektuelle og deres debatter om tro«. »Der er Grosbøll-sagen og alle disse forsøg på at tænke rationelt for at forstå alle disse forunderlige ting i vores trosbekendelse. Det er ikke tilfældigt, at Jesus sagde: Lad de små børn komme til mig. Troen er på en måde skabt til små børn og enfoldige sjæle«. Tænker på mor og Nietzsche Ofte tænker Bent Jensen på sin mor og hendes holdning til, at livet var noget, der skulle overstås så hurtigt som muligt, fordi Himmerige ventede forude. Han tænker også på Nietzsche, der mente, at Himmeriget allerede er her på Jorden. At livet er lige her og skal leves nu blandt de nærmeste. At Bent Jensen nok står Nietzsche nærmest, lægger han ikke skjul på, for i modsætning til sin mor ejer han frimodigheden, siger han. »I virkeligheden er det så enkelt nu, det dér med kristendommen og mit forhold til den. Det er nemt at tro. Det er nemmere at tro end ikke at tro, og man behøver jo ikke at tro på mirakler, selv om jeg synes, jeg har oplevet forfærdelig mange eksempler på, at der kommer sådan en engel på det rigtige tidspunkt«. Han trækker lidt på skuldrene og smiler. »Man kan lige så godt se det i øjnene. Man kan alligevel ikke løse det mysterium, som livet indeholder«.