0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg vil selv bestemme!

Det kræver en enorm styrke at indrømme, at man ikke passer ind i de roller, der tilbydes én, mener Lotte Inuk, der har skrevet en smuk og sanselig roman om anoreksi som oprør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lotte Inuk. - Foto: Jacob Ehrbahn

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun var 13 år og vejede 28 kilo.

I tre uger befandt hun sig i en komalignende tilstand, som ingen vidste, om hun nogensinde ville vågne op af igen.

Faktisk havde de aldrig set noget lignende i Grønland. Anoreksi var ikke et ord, der var almindeligt kendt i 1978.

Overstrømmende
Nu, 26 år og 17 bøger senere, er der ingen tvivl om, at der er ret så meget liv i Lotte Inuk, eller bare Inuk, som hun har kaldt sig, siden hun var ung.

Hun er et menneske, der vinder folk for sig med livlig tale, glade smil og varme knus.

Overstrømmende er et godt ord, hvis man skal beskrive hende.

Videregiver dyrekøbte erfaringer
Inuk er kvinden bag årets ulandskalenderbog 'Mayna i flodernes land', hvor hun følger en pige i Bangladesh.

Men i hendes nye roman 'Sultekunstnerinde', som udkom forrige uge, er det hendes egen barndomshistorie, der er grundlag for handlingen.

Romanen er dog ikke skrevet som terapi, bedyrer hun. Faktisk synes hun, at det var ganske hårdt at skulle gå tilbage til den historie efter så mange år.

Men de erfaringer, som hun høstede på grænsen til teenagealderen, mener hun, at andre kan have glæde af at læse om, og så må en forfatter jo til tasterne.

Normalitet og afvigelse
Disse erfaringer handler ikke kun om sygdom, men også om Grønlands forhold til Danmark i tiden op til Hjemmestyrets indførelse i 1979. Inuk kom til Grønland i 1976, fordi hendes mor fik arbejde som journalist. Hun havnede i en klasse, hvor nye elever kom og gik hurtigere, end lærerne kunne nå at lære deres navne, og måtte hurtigt sande, at danske børn ikke var populære blandt grønlænderne.

»Danske ludere, rejs hjem!«, blev der råbt efter pigerne, mens de danske drenge havnede nederst i hierarkiet. Dem gad ikke engang de danske piger at kigge efter.

Derudover handler erfaringerne om kærlighed. Om at blive forelsket i sin bedste veninde og opdage, at kærligheden ikke er gengældt på samme måde. Måske fordi der er nogle konventioner, der forbyder to piger at elske hinanden. Det er jo ikke normalt. Men hvad gør man, når man opdager, at man slet ikke har lyst til at være normal? Tja, Inuks reaktion var i første omgang at sulte sig halvt ihjel.

Et modigt oprør
En af de ting, Inuk gerne vil med sin roman, forklarer hun mig, da vi sidder på hendes yndlingscafé, café Oscar på Rådhuspladsen i København, er at gøre op med den traditionelle forklaring på anoreksi, hvor sygdommen har noget at gøre med forholdet til ens mor:

»Jeg synes hellere, at man skal fokusere på det oprør, der ligger i at nære modvilje mod det normale«, siger hun. »Det kræver en enorm styrke at indrømme, at man ikke passer ind i de roller, der tilbydes én. Man skal jo turde være ret svag for at lade sig ramme«.

»Men mange mennesker bliver irriterede over anorektikere. Hvorfor går de piger dog ikke ud og gør noget ved deres liv, spørger man. Jeg tror dog, at den form for irritation i virkeligheden er en slags angst for vanviddet og ens egne barndomstraumer. Man synes, man bør være stærkere end det«.

Skole og skema
Kunne irritationen ikke også skyldes, at man nærer modvilje mod anorektikerens evindelige trang til kontrol?

»Jo, men er det ikke meget forståeligt, hvis en ung kvinde ønsker sig kontrol? Al kontrol tages jo fra et pigebarn. Som barn bliver hun bildt ind, at hun kan blive til hvad som helst, når hun bliver stor. Og så opdager hun pludselig, at hun bare har at vokse op til nogle bestemte roller og en bestemt krop«.

»En af de ting, jeg brød sammen over som barn, var, da jeg som syvårig fik at vide, at jeg skulle i skole. Nu lå der ti år foran mig, som nogle andre end mig ville inddele i skemaer. Jeg fik et hysterisk anfald og truede med at løbe væk; men min mor sagde, at så ville politiet komme og sætte mig i fængsel. Og det nyttede ikke at stikke af fra fængslet, for så kom de igen«.

Uudnyttet kraft
»Og hvor meget kontrol har kvinder ude i verden?«, spørger Inuk og synes ikke, at det er mærkeligt, at nogle ønsker mere kontrol over deres liv. »Det skøre er bare, at anorektikere bruger deres lyst til kontrol på en forkert måde. Det er simpelthen så ærgerligt, at den kraft, der ligger i anoreksien, bliver holdt nede og ikke kommer samfundet til gode«.

Hvad skulle man så gøre i stedet?

»Se det som noget positivt, at man bliver så chokeret og såret over, hvad det er, man vokser op til. De fleste lukker jo i og lever det liv, som forventes af dem, eller også bliver de skøre eller alkoholikere eller begår selvmord«.

I drømmeland
Inuk har tænkt meget over, om der findes andre muligheder end at tilpasse sig eller gå til grunde. Selv valgte hun noget meget utraditionelt, idet hun gik ud af skolen som syttenårig og blev forfatter. Men det er jo ikke alle, der kan blive kunstnere.

»Hvis man skal sige det mere generelt, må hver enkelt finde ud af, hvad det er, der er vigtigt for netop hende«, mener Inuk.

»For mig var det f.eks. meget vigtigt at få lov at drømme. Mine tre uger i koma bestod jo af drømme. Og hvis jeg skulle stå op klokken 8 hver morgen til et karriereræs, ville drømmene jo blive afbrudt. Så i stedet for forfatter kunne jeg måske lige så godt være blevet bartender sent om natten eller taxachauffør«.

»Det har også været vigtigt for mig, at det ikke blev ved at være så indviklet, hvem man forelsker sig i. I det her miljø (siger hun med en håndbevægelse, der inkluderer hele caféen, hvor de fleste gæster er bøsser og lesbiske) har jeg igennem mit forfatterskab fået en masse hak. Hvorfor skriver jeg dog ikke ren lesbisk litteratur? Men det ville jo ikke være ærligt for mig. Jeg ville jo slet ikke have kunnet skrive den her bog uden også at skrive om drengene«.

Spis gris, min pige
Ærlighed betyder meget for Inuk, og derfor var det også skræmmende at opdage de voksnes hykleri på et område, som står hendes hjerte meget nær: menneskets forhold til dyr.

»Som barn var jeg fuldstændig vild med Walt Disney, og mit yndlingslegetøj var bamser og tøjdyr, der havde navne«, fortæller hun.

»Når voksne giver børn disse ting, signalerer de, at man skal synes, at dyr er søde og nuttede. Man får måske også et kæledyr, som er det vigtigste i verden. Og så er det jo et chok at opdage, at det rent faktisk er