Hun var 13 år og vejede 28 kilo. I tre uger befandt hun sig i en komalignende tilstand, som ingen vidste, om hun nogensinde ville vågne op af igen. Faktisk havde de aldrig set noget lignende i Grønland. Anoreksi var ikke et ord, der var almindeligt kendt i 1978. Overstrømmende Nu, 26 år og 17 bøger senere, er der ingen tvivl om, at der er ret så meget liv i Lotte Inuk, eller bare Inuk, som hun har kaldt sig, siden hun var ung. Hun er et menneske, der vinder folk for sig med livlig tale, glade smil og varme knus. Overstrømmende er et godt ord, hvis man skal beskrive hende. Videregiver dyrekøbte erfaringer Inuk er kvinden bag årets ulandskalenderbog 'Mayna i flodernes land', hvor hun følger en pige i Bangladesh. Men i hendes nye roman 'Sultekunstnerinde', som udkom forrige uge, er det hendes egen barndomshistorie, der er grundlag for handlingen. Romanen er dog ikke skrevet som terapi, bedyrer hun. Faktisk synes hun, at det var ganske hårdt at skulle gå tilbage til den historie efter så mange år. Men de erfaringer, som hun høstede på grænsen til teenagealderen, mener hun, at andre kan have glæde af at læse om, og så må en forfatter jo til tasterne. Normalitet og afvigelse Disse erfaringer handler ikke kun om sygdom, men også om Grønlands forhold til Danmark i tiden op til Hjemmestyrets indførelse i 1979. Inuk kom til Grønland i 1976, fordi hendes mor fik arbejde som journalist. Hun havnede i en klasse, hvor nye elever kom og gik hurtigere, end lærerne kunne nå at lære deres navne, og måtte hurtigt sande, at danske børn ikke var populære blandt grønlænderne. »Danske ludere, rejs hjem!«, blev der råbt efter pigerne, mens de danske drenge havnede nederst i hierarkiet. Dem gad ikke engang de danske piger at kigge efter. Derudover handler erfaringerne om kærlighed. Om at blive forelsket i sin bedste veninde og opdage, at kærligheden ikke er gengældt på samme måde. Måske fordi der er nogle konventioner, der forbyder to piger at elske hinanden. Det er jo ikke normalt. Men hvad gør man, når man opdager, at man slet ikke har lyst til at være normal? Tja, Inuks reaktion var i første omgang at sulte sig halvt ihjel. Et modigt oprør En af de ting, Inuk gerne vil med sin roman, forklarer hun mig, da vi sidder på hendes yndlingscafé, café Oscar på Rådhuspladsen i København, er at gøre op med den traditionelle forklaring på anoreksi, hvor sygdommen har noget at gøre med forholdet til ens mor: »Jeg synes hellere, at man skal fokusere på det oprør, der ligger i at nære modvilje mod det normale«, siger hun. »Det kræver en enorm styrke at indrømme, at man ikke passer ind i de roller, der tilbydes én. Man skal jo turde være ret svag for at lade sig ramme«. »Men mange mennesker bliver irriterede over anorektikere. Hvorfor går de piger dog ikke ud og gør noget ved deres liv, spørger man. Jeg tror dog, at den form for irritation i virkeligheden er en slags angst for vanviddet og ens egne barndomstraumer. Man synes, man bør være stærkere end det«. Skole og skemaKunne irritationen ikke også skyldes, at man nærer modvilje mod anorektikerens evindelige trang til kontrol? »Jo, men er det ikke meget forståeligt, hvis en ung kvinde ønsker sig kontrol? Al kontrol tages jo fra et pigebarn. Som barn bliver hun bildt ind, at hun kan blive til hvad som helst, når hun bliver stor. Og så opdager hun pludselig, at hun bare har at vokse op til nogle bestemte roller og en bestemt krop«. »En af de ting, jeg brød sammen over som barn, var, da jeg som syvårig fik at vide, at jeg skulle i skole. Nu lå der ti år foran mig, som nogle andre end mig ville inddele i skemaer. Jeg fik et hysterisk anfald og truede med at løbe væk; men min mor sagde, at så ville politiet komme og sætte mig i fængsel. Og det nyttede ikke at stikke af fra fængslet, for så kom de igen«. Uudnyttet kraft »Og hvor meget kontrol har kvinder ude i verden?«, spørger Inuk og synes ikke, at det er mærkeligt, at nogle ønsker mere kontrol over deres liv. »Det skøre er bare, at anorektikere bruger deres lyst til kontrol på en forkert måde. Det er simpelthen så ærgerligt, at den kraft, der ligger i anoreksien, bliver holdt nede og ikke kommer samfundet til gode«. Hvad skulle man så gøre i stedet? »Se det som noget positivt, at man bliver så chokeret og såret over, hvad det er, man vokser op til. De fleste lukker jo i og lever det liv, som forventes af dem, eller også bliver de skøre eller alkoholikere eller begår selvmord«. I drømmeland Inuk har tænkt meget over, om der findes andre muligheder end at tilpasse sig eller gå til grunde. Selv valgte hun noget meget utraditionelt, idet hun gik ud af skolen som syttenårig og blev forfatter. Men det er jo ikke alle, der kan blive kunstnere. »Hvis man skal sige det mere generelt, må hver enkelt finde ud af, hvad det er, der er vigtigt for netop hende«, mener Inuk. »For mig var det f.eks. meget vigtigt at få lov at drømme. Mine tre uger i koma bestod jo af drømme. Og hvis jeg skulle stå op klokken 8 hver morgen til et karriereræs, ville drømmene jo blive afbrudt. Så i stedet for forfatter kunne jeg måske lige så godt være blevet bartender sent om natten eller taxachauffør«. »Det har også været vigtigt for mig, at det ikke blev ved at være så indviklet, hvem man forelsker sig i. I det her miljø (siger hun med en håndbevægelse, der inkluderer hele caféen, hvor de fleste gæster er bøsser og lesbiske) har jeg igennem mit forfatterskab fået en masse hak. Hvorfor skriver jeg dog ikke ren lesbisk litteratur? Men det ville jo ikke være ærligt for mig. Jeg ville jo slet ikke have kunnet skrive den her bog uden også at skrive om drengene«. Spis gris, min pige Ærlighed betyder meget for Inuk, og derfor var det også skræmmende at opdage de voksnes hykleri på et område, som står hendes hjerte meget nær: menneskets forhold til dyr. »Som barn var jeg fuldstændig vild med Walt Disney, og mit yndlingslegetøj var bamser og tøjdyr, der havde navne«, fortæller hun. »Når voksne giver børn disse ting, signalerer de, at man skal synes, at dyr er søde og nuttede. Man får måske også et kæledyr, som er det vigtigste i verden. Og så er det jo et chok at opdage, at det rent faktisk er grisen, den lille fløjtespillende gris, man skal have til aftensmad. Jeg kunne slet ikke tage det. Jeg kunne overhovedet ikke få det til at hænge sammen«. Dobbelt bogholderi Måske var modviljen mod at spise døde dyr med til at afgøre, at det lige blev anoreksi, Inuk reagerede med, da hun mærkede voksenverdenen stramme om sig. »Siden jeg kom ud af det sorte mørke, har jeg været vegetar, og i mange år troede jeg, at det var en privat sag. Men på det seneste har jeg tænkt over, om jeg ikke burde gøre noget mere ved det, selv om folk kan blive vanvittigt aggressive, hvis man opfordrer dem til at tænke over, hvad der sker inde i den lukkede, uhyggelige bygning, der ligger ved siden af den lille bondegård«. »Jeg synes, at det er et underligt dobbelt bogholderi, at man på den ene side betaler i dyre domme for at få sin kat kastreret, fordi man ved, at det gør ondt på den, og samtidig spiser dyr, som lever i seks uger og på fjerde dag får snittet deres kønsorganer af uden mindste bedøvelse. Men fordi jeg har haft anoreksi, er der nogen, der tror, at mine meninger hænger sammen med, at jeg ikke er rigtig rask. Det er bare, fordi jeg ikke tør spise alting!«. »Den slags kan gøre mig rasende, for det var jo netop dét, jeg blev syg af: at skulle gøre ting, som blev forventet af mig, uden selv at stille spørgsmål«, siger Inuk. »Sådanne mennesker ønsker jo ikke, at man skal blive rigtig rask. De vil bare have, at man bliver normal og ikke reagerer så besværligt«. Skrev en roman som elleveårig Fascinationen af Walt Disney gav Lotte Inuk hendes første professionelle ambition: Hun ville være tegneserietegner. Men da hun fandt ud af, at tegneserieproduktion var et holdarbejde, ville hun hellere lave noget, hvor hun bestemte selv. Og så skrev hun sin første roman som elleveårig. 250 fabulerende sider om en drengs identitetskrise blev sendt til Borgens forlag, som dog hellere ville have, at hun skrev noget om at tage på lejrskole. Det gjorde den unge forfatter rasende, for i 1970'erne handlede alle bøger om lejrskoleophold. Kunne de dog ikke se, at hendes bog var anderledes? De følgende manuskripter forblev i skuffen, indtil en god dansklærerinde fik hende til at sende en novelle ind til en konkurrence. Inuk fik 2.-præmien og forestillede sig, at det måtte få Gyldendal til at sende hendes næste manuskript direkte i trykken. Men det blev nu Borgen, der lod den syttenårige pige debutere i 1982 - hvorpå hun prompte forlod skolen. Nu var hun jo forfatter. Intolerante nonner Den nye titel gav dog ikke meget smør på brødet, så sideløbende med sit forfatterskab har Inuk lavet alt det, man laver, når man ikke har penge: arbejdet i Pizza Hut og på cafeteriet på Hovedbanegården, været stuepige i Paris samt gjort rent og vasket op på et kloster i Lourdes. Her blev hun i øvrigt grundigt vaccineret mod en lyst, hun havde til at konvertere til katolicismen: »Jeg tænkte, at folk i et kloster måtte være enormt oplyste, helt anderledes end her i det kolde protestantiske Nord. Men hvis vi siger, der boede 100 nonner i det kloster, var der nok kun 2, der var oprigtigt søgende. Resten var nogle intrigante, frustrerede, sure kvindfolk. De mente, at de havde fundet deres normalitet, og nu behøvede de ikke at sætte spørgsmålstegn ved noget, for det stod jo i en bog, hvordan man skulle tro«. »Jeg havde også troet, at de ville leve asketisk, men de spiste overdådigt, og man kunne ikke engang få en portion spinat, uden at der var en eller anden del af en gris i. Så jeg blev nødt til at købe min egen mad, hvilket de var vanvittigt intolerante over for«. »Gud havde jo sat os over dyrene og dermed givet os lov til at spise dem, mente de. Men det kunne jo også være for at se, hvad vi ville gøre, tænkte jeg. For at se, om vi ville tage ansvar for dem, der er svagere end os«. Det okkulte I dag går Inuk ind for det, hun kalder »en bastardreligion«. Det metafysiske lag i 'Sultekunstnerinde' består af lige dele engle, djævle, hinduguder og buddhistisk visdom rørt op med den psykose, som anoreksien også var. Og i hendes dagligliv spiller tarotkortene, som har fulgt hende, lige siden hun underskrev sin første forlagskontrakt, en stor rolle. Ud over at kortene har finansieret en masse rejser rundt i Europa og holdt lavvandet ude af kassen, når det var småt med legater, er de også spændende at arbejde med for en forfatter: »Man lægger faktisk en historie op«, fortæller Inuk. »Tarotkortene er billeder, der er fyldt med meget stærke symboler, og ud fra dem skal man lave en historie, som man kan fortælle til den, der sidder over for én. Det er meget inspirerende. Ligesom jeg har brugt drømme meget. Tarotkort er en slags drømme. Man behøver ikke tro på, at det er ens skytsengel, der bestemmer, hvilke kort der kommer op, for at få noget ud af det«. Den gode psykiater Efter at Inuk har lagt kort i snart 25 år, er hun nu selv mest til det med skytsenglen. Det er altså ikke tilfældigt, hvilke kort der kommer op, mener hun. Men det er i orden, hvis andre mener noget andet. Inuk har bl.a. haft den glæde at få lov at lægge kort for sin gamle overlæge, den psykiater, som reddede hende ud af anoreksien. Og hun kunne godt se, at man kunne bruge det til noget, selv om hun slet ikke var med på den mere metafysiske side af sagen. Kontakten til den gamle læge opstod i forbindelse med arbejdet med 'Sultekunstnerinde'. Inuk ville gerne have lov at kigge i sine gamle journaler for at tjekke, om hendes erindringer fra den komatiske psykose passede med det, der virkelig var sket, for da hun i sin tid kom ud fra hospitalet, var hendes mor så udmattet af at have siddet ved hendes sygeleje, at hun ikke orkede at tale mere om det. Moderlig omsorg Heldigvis passede selv de mest mystiske erindringer med det, der stod i journalen, hvilket Inuk fandt »uendeligt betryggende«. Når hun kunne stole på de erindringer, kunne hun nok også stole på resten af det, hun huskede fra sin tid i Grønland. »Jeg har tit tænkt på, hvad det var, min læge gjorde, som var så godt. Før hende havde jeg en anden læge, som ikke ville lade min mor sidde ved siden af mig, fordi anoreksi jo nok havde noget at gøre med mødre, og det havde været en katastrofe for mig! Hvis ikke jeg havde følt min mors nærhed, som jeg måske havde tvivlet på i vores kriseår, ved jeg ikke, hvad der var sket«. »Måske var komaen i virkeligheden heldig for mig, fordi den flyttede fokus fra det med maden til, om jeg overhovedet vågnede igen. Min nye læge gik ikke fuldstændig væk fra, at det handlede om mad, men det interesserede hende ikke. Hun så snarere et barn, der var ked af det, og så måtte hun jo finde ud af hvorfor og prøve at gøre hende glad igen«. »Det, hun så, var en pige, som havde brug for sin mor og en masse moderlig omsorg, så hvis moderen gerne vil sidde der, så lad hende endelig. Og så mange moderlige sygeplejersker ind som muligt! Og det var bare lige det, jeg havde brug for«, stråler Inuk. At skrive sig tom Før hun tog kontakt med sin læge, havde de ikke set hinanden, siden Inuk var 13. Nu kom de tæt på hinanden igen og begyndte at gå på udstilling og i biografen sammen, og da Inuk for nylig optrådte på Bogforum, var »den kære gamle dame« også at finde blandt publikum. Inuks øjne lyser af også taknemmelighed, når hun fortæller om den ven, der trofast kom og besøgte hende, selv om ingen faktisk vidste, om hun var til stede. Romanen er i høj grad skrevet som hommage til det venskab, der tåler alt. »Der var nogle, som opførte sig meget hensynsløst ved min seng, mens andre (og det var nok især det grønlandske personale) var helt klar over, at jeg var der. Det at have oplevet, hvordan andre ser på én, når man ikke selv kan kommunikere, betyder nok også noget for min holdning til det med dyrene. På samme måde kunne jeg ikke finde på at sige, at der ikke er nogen til stede i et menneske, der ligger for døden eller er dybt handikappet. Man kan ikke vide, hvad der foregår«, siger Inuk, der for første gang har oplevet at føle sig skrevet helt tom. »Det er helt underligt. Det er ligesom wauw, nu kan hvad som helst ske!«.