Kald det britisk immigrantlitteratur version 2.0. En opgraderet og mere politiseret version, hvor det ikke så meget er interaktionen mellem briterne og deres millioner af indvandrere, der er temaet, men det stik modsatte: Den manglende interaktion og dermed integration. Så lidt er det pakistanske indvandrermiljø, som den pakistansk-britiske forfatter Nadeem Aslam præsenterer i sin nyeste roman 'Maps for lost lovers' (2004, da. 'Vildfarne elskende'), integreret eller forankret i Storbritannien, at mange britiske anmeldere klagede over, at England mangler fra romanen. Fraværende hvide Helt fra de allerførste beskrivelser af den lille by, som handlingen centrerer sig om, er sproget kemisk renset for referencer til britisk kultur. Og det er just pointen, for ved nærmere eftersyn er det ikke så meget England, der mangler, som det er det hvide England, der er fraværende. Det England, de fleste af os forbinder med landet, men som det ikke er lykkedes de fleste af de pakistanske muslimer, Aslam beskriver, at trænge ind i. Isoleret samfund »Sidste år, da bogen udkom, skrev en del pakistanske anmeldere i de britiske aviser, at jeg overdriver, at muslimsk-pakistanske miljøer ikke er så isolerede, som jeg skriver«, siger Nadeem Aslam. »Men de anmeldere er mellemklasse-akademikere, der bor i London og lever ligesom du og jeg gør med vin, fest og glade dage. De ved ikke, hvad der foregår«. »Virkeligheden er, at indvandrerarbejderklassens områder i de fleste byer, selv i London, er ekstremt isolerede«. Æresmord Isolation kan som bekendt være en farlig ting, og det er det også i Aslams univers. Plottet drives frem af et æresmord på et pakistansk par, der har brudt kulturens normer ved at bo sammen uden at være gift. Uden for alvor at indse, at de derved udfordrer kulturen på en livsfarlig måde. Manden har boet i USA og er som en af de få fra området blevet velintegreret i den vestlige kultur. Så velintegreret, at han har glemt spillereglerne, da han kommer tilbage til området, hvilket koster ham og kæresten dyrt. Ganske som det denne sommer med terrorangrebet i London kostede Storbritannien dyrt, at integrationen ikke er nær så vellykket, som mange havde lullet sig til at tro. Uundgåelig vrede Terroristerne kom netop fra små isolerede immigrantsamfund i provinsbyer, som dem Aslam beskriver, og for ham var det, at mennesker født og opvokset i England kunne blive selvmordsterrorister, da heller ikke nogen nyhed. »Jeg skriver om disse områder. Jeg kommer fra sådan et område, så det er ikke nyt for mig, hvordan det står til. Men for de fleste briter var 7. juli angrebet et chok. Det kunne man se i aviserne, hvor folk igen og igen skrev 'vi anede ikke, at det var så slemt. At mennesker i vores land kan være så isolerende'«. For Aslam er den psykologiske mekaniske og forklaring på de fire selvmordsbombere præcis den samme som for de to brødre, der i et afsindigt raseri i romanen dræber det elskende par, der lever i synd. »En lang række faktorer får det til at gå galt. Det er personligt raseri, det er overlevelse, det er følelsen af marginalisering og isolation, og forvirringen. Det er to vrede mænd, men det er også tilfældighed og skæbne«. »Hvis det var lykkedes de to brødre i min bog at beherske sig den aften, ville de måske aldrig være blevet mordere. Religion spiller på mange måder en meget lille rolle«. Efteråret er efterårDet er sagt du dog bogen igennem er meget kritisk over for islam, og du beskriver mange situationer, hvor religionen spiller negativt ind i folks liv. Ikke mindst når det gælder kærligheden og muligheden for at vælge. »Bestemt. Jeg er kritisk over for islam, og jeg accepterer ikke folk, der siger, at jeg ikke har ret til at kritisere islam. Et smukt citat fra en pakistansk digter lyder: 'At omtale efteråret som efterår er ikke forræderi over for haven'«. »Med andre ord, at sige sandheden, noget faktuelt såsom at bladene falder om efteråret, er ikke moralsk angribeligt. Og der er så meget galt med islam i denne tid, med dets syn på kvinder, på familie, på forholdet mellem borgerne og staten, at man er nødt til at tale om det og diskutere det«. Ser du det ske? Er der den fornødne debat om islam og dets plads i den moderne verden? »Både og. En af de opmuntrende ting, som sker i Vesten, er, at islamiske tænkere er ved at revidere og omfortolke islamiske tekster på en måde, som ikke er mulig i den muslimske verden. Hvis man stillede sig op i Pakistan og sagde det halve af, hvad eksempelvis Tariq Ramadan siger her i Europa, ville man blive stenet«. »Men han siger det her, tænker det her, og på den måde er Vesten virkelig frontlinjen i moderniseringen af islam. Men der er også megen modstand mod det her i Vesten, der er mange meget konservative imamer også her i Europa«. Skyttegravslignende identitet Og det internationale aspekt lurer hele tiden lige under overfladen hos Aslam. Samtidigt med at pakistanerne i bogen er næsten hermetisk isoleret fra det omkringliggende samfund - moren i historien i en sådan grad, at hun skifter tøj, når hun kommer hjem, fordi det er blevet besudlet af kontakten med briterne - er de konstant i kontakt med pakistanere i andre lande. Imamen bliver ringet op af trosfæller fra den pakistanske landsby, han rejste fra - de bor nu i Norge og må høre om forbuddet mod alkohol virkelig også gælder så højt mod nord. Venner fra Australien ringer og klager deres nød over vanskelige døtre, der ikke vil acceptere deres tvangsægteskaber, og bagved disse personlige relationer skimter man konstant konflikterne i Mellemøsten. De spiller nemlig også en central rolle i opbyggelsen af den isolerende, nærmest skyttegravslignende identitet mange af muslimerne i Aslams mikrokosmos kæmper for. Og derfor mener han, det var noget sludder, da Tony Blair efter terrorbomberne erklærede, at det intet havde med Irak at gøre. Forene og forklare »Selvfølgelig har det da noget at gøre med Irak. Og Israel. Man kan ikke forstå den slags isoleret fra begivenhederne i resten af verden. Men det er lige så forkert, når Londons borgmester, Ken Livingstone, siger, at det kun handler om Irak, og at islamisterne ikke har deres egne dagsordener. Naturligvis har de det. De kæmper for magten i den muslimske verden både i Mellemøsten og her i Vesten«. »Og som forfatter er mit arbejde at forsøge at forene og forklare begge ting. Jeg ved, hvad der sker i den hvide verden - jeg lever i Storbritannien - men også hvad der sker i immigrantverdenen. Målet med min bog var, at bringe nyheder fra den ene sfære til den anden«.