0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Autodidakt Cand.deppression

Depression er ikke en moderne folkesygdom. Hippokrates skrev om den for 2.500 år siden. Det nye er, at der findes enkeltindivider som den amerikanske journalist Andrew Solomon, der i globaliseringens tidsånd sætter sig for at lære alt om depressionens væsen og bringe det videre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tag en elastik og træk, til den har udvidet sig maksimalt. Slip.

Springer den tilbage og antager sin oprindelige form, er den elastisk og kan bruges igen. Forbliver den slap, er den kaput.

Metaforen er Andrew Solomons. Med et enkelt billede forklarer den amerikanske journalist og forfatter til 'Helvedes malstrøm - En bog om depressionens anatomi', hvordan der er mennesker, der rejser sig af dyb depression, mens andre aldrig kommer ud af mørket.

Doktorgrad i depressionens væsen
De har, hvad der på engelsk hedder 'resilience'. Og Andrew Solomon illustrerer ordet med usædvanlige eksempler i samtalens løb for at forklare, at den egentligt uforklarlige livskraft eller ukuelighed - åndelige elasticitet, om man vil - bærer det største håb for helbredelse or just getting better.

Om nogen ved han, hvad han taler om.

Selv om det formelle visitkort 'kun' præsenterer en 'Contributing Writer, Magazine, The New York Times', har han reelt en doktorgrad i depressionens væsen. I det vilde univers, hvor den er erhvervet, gives der bare ingen titler.

Og måske netop derfor nyder han så stor respekt i den akademiske verden, på Harvard, Yale, Stanford ... De 'gamle' har brug for ny viden og friske vinkler på sygdommen, der kræver flere sunde leveår af menneskeheden end kræft, krig og aids tilsammen.

Elsker én side af depressionen
Diplomet er hans bog på 741 sider. Og at være til stede her med fornuften i behold.

»Jeg tror ikke, at jeg igen vil forsøge at begå selvmord. Jeg tror heller ikke, at jeg så let ville opgive mit liv, hvis jeg befandt mig i en krig, eller hvis mit fly styrtede ned i en ørken. Jeg ville kæmpe med alle midler for at overleve. Det er, som om mit liv og jeg, fordi de har været i opposition til hinanden, hadet hinanden, ønsket at slippe fri for hinanden, nu har knyttet et uløseligt bånd«, noterer han sig i bogen, som er udkommet på mere end 20 sprog siden 2001.

Andrew Solomon elsker ikke at opleve sin depression, men som han skriver, elsker han selve depressionen for den, han er, når den er overstået - hvilket langtfra er et lykkeligt menneske. Men det er et vitalt menneske. Der på mærkværdig vis er mere elastisk end nogensinde før.

Lammekoteletten
Hver dag står de fleste af os op, tager bad, vælger tøj, tager det på, vi går ud ad døren, hen på arbejdspladsen, vi går til frokost, vælger mad, skærer den i bidder, fører gaflen til munden, tygger, synker ...

Små anfald af modstand mod dagligdagens mylder af rutiner kan komme op i enhver, men vi ryster dem af os og fokuserer på mere komplekse udfordringer. En lammekotelet på tallerkenen repræsenterer slet og ret en opgave, som vi har kontrol over fra første til sidste bid.

For Andrew Solomon er en lammekotelet blevet symbol på tilintetgørende svigtende mod. Hans far måtte made den fuldvoksne søn, da virkeligheden brast. Og er der noget, der kan bringe en deprimeret mand helt i knæ, er det at opleve sig selv som fej.

Rollen som formidler
Bestsellerforfatteren, der er i København for at tale om sin bog, lader sig nu godmodigt drille med lammekoteletten på spisekortet og fortæller, at han og faren stadig spøger med, hvem der skal skære for og made den anden, når der er lam på bordet til familiemiddage i New York.

Her bestiller han laksen og spiser med så udsøgte manerer, at man uvilkårligt tænker på de kraftanstrengelser, der ligger bag hans ro og elegante gentlemanfremtoning.

Og det slår én, hvorfor rollen som formidler af hans viden om depression er kropumulig for andre end ham selv.

Man kan kun sige for lidt for upræcist.

For eksempel at hans sorte selskabssko spejler en heldig stjerne.

Det startede som følelsesløshed
Efterlever Andrew Solomon i dag de krav, han har valgt at lade depressionen diktere - bl.a. at spise fire forskellige slags psykofarmaka - kan han med den overlevendes skærpede opmærksomhed tage vare på sig selv helt ned til mindste nypudsede detalje.

Det kunne han nu også i 1994, mente han. Hans første roman var i butikkerne. Den 30-årige Andrew forventede at være i feststemning, selv om han i en tid havde haft det svært.

Morens død tre år tidligere havde været et hårdt slag, og året efter, da kæresten gik, registrerede han en sær følelsesløshed begynde. Oplevelser af angst føjede sig til. Men romanen var fuldbyrdelsen af førskolebarnets vildeste fremtidsfantasi, og han mente at have tingene under kontrol med hjælp fra sin analytiker.

»I stedet følte jeg mig nøgen. Fuldstændig udsat og blottet over for verden«, fortæller han i dag.

Grotesk angst
Dengang kunne han ikke forstå det. Han vidste ikke, at depression sniger sig ind på os lige så langsomt som det at blive voksen. Han havde fået varsler, men havde også, som de fleste gør før deres første depression, skubbet dem til side efter devisen 'I am tough, I'll tough it out and I will be fine'.

Og så kom sammenbruddet, på hans 31-års fødselsdag.

»Jeg vågnede om morgenen og kunne ikke stå op. Jeg lå på ryggen i sengen og ville gerne vende mig, men huskede ikke længere, hvordan man gør. Jeg troede, at jeg havde fået en blodprop. Time efter time var jeg overmandet af den mest groteske angst. Heldigvis ringede telefonen til sidst, og det lykkedes mig at tage den. »Det går ikke så godt, sagde jeg til min far«, erindrer Andrew Solomon om sit livs vist nok største eufemisme.

80 strikkede bamser
Historien kunne sådan set slutte her og være en rent privat lidelseshistorie på linje med de 19 millioner andre amerikanere, heraf 2 millioner børn, der lider af kronisk depression.

Men Andrew Solomons indre elastik greb ham. I stedet for et definitivt fald ned i mørket blev det til år med bungeejumping. Når han ikke blev lagt brak af depression, sendte en blanding af personlighed og profession ham ud for at indsamle information.

»Viden er magt, også over for depressionen. Jo mere du ved, jo bedre muligheder har du for at kontrollere den«, siger han.

»Jeg læste alt om depression, jeg kunne få fingre i, og fandt ud af, at der fandtes fremragende memoirer, virkelig gode medicinske værker, filosofiske traktater og så videre, men ikke ét værk, der forsøgte at forene alle vinklerne i en samlet teori«.

»Da jeg så begyndte at interviewe deprimerede mennesker, slog det mig, hvor helt forfærdeligt isolerede vi er i depressionen. De deprimerede lever tavse i usynlige kørestole med usynlig gips om sammenbruddene indeni. Og uvidenheden er enorm. Kunne jeg give folk - og mig selv - én bog, der bragte al den eksisterende akademiske viden sammen og tilføjede min egen og andres personlige beretninger fra kampen med depression, ville det få folk til at føle sig lidt mindre isol