Tag en elastik og træk, til den har udvidet sig maksimalt. Slip. Springer den tilbage og antager sin oprindelige form, er den elastisk og kan bruges igen. Forbliver den slap, er den kaput. Metaforen er Andrew Solomons. Med et enkelt billede forklarer den amerikanske journalist og forfatter til 'Helvedes malstrøm - En bog om depressionens anatomi', hvordan der er mennesker, der rejser sig af dyb depression, mens andre aldrig kommer ud af mørket. Doktorgrad i depressionens væsen De har, hvad der på engelsk hedder 'resilience'. Og Andrew Solomon illustrerer ordet med usædvanlige eksempler i samtalens løb for at forklare, at den egentligt uforklarlige livskraft eller ukuelighed - åndelige elasticitet, om man vil - bærer det største håb for helbredelse or just getting better. Om nogen ved han, hvad han taler om. Selv om det formelle visitkort 'kun' præsenterer en 'Contributing Writer, Magazine, The New York Times', har han reelt en doktorgrad i depressionens væsen. I det vilde univers, hvor den er erhvervet, gives der bare ingen titler. Og måske netop derfor nyder han så stor respekt i den akademiske verden, på Harvard, Yale, Stanford ... De 'gamle' har brug for ny viden og friske vinkler på sygdommen, der kræver flere sunde leveår af menneskeheden end kræft, krig og aids tilsammen. Elsker én side af depressionen Diplomet er hans bog på 741 sider. Og at være til stede her med fornuften i behold. »Jeg tror ikke, at jeg igen vil forsøge at begå selvmord. Jeg tror heller ikke, at jeg så let ville opgive mit liv, hvis jeg befandt mig i en krig, eller hvis mit fly styrtede ned i en ørken. Jeg ville kæmpe med alle midler for at overleve. Det er, som om mit liv og jeg, fordi de har været i opposition til hinanden, hadet hinanden, ønsket at slippe fri for hinanden, nu har knyttet et uløseligt bånd«, noterer han sig i bogen, som er udkommet på mere end 20 sprog siden 2001. Andrew Solomon elsker ikke at opleve sin depression, men som han skriver, elsker han selve depressionen for den, han er, når den er overstået - hvilket langtfra er et lykkeligt menneske. Men det er et vitalt menneske. Der på mærkværdig vis er mere elastisk end nogensinde før. Lammekoteletten Hver dag står de fleste af os op, tager bad, vælger tøj, tager det på, vi går ud ad døren, hen på arbejdspladsen, vi går til frokost, vælger mad, skærer den i bidder, fører gaflen til munden, tygger, synker ... Små anfald af modstand mod dagligdagens mylder af rutiner kan komme op i enhver, men vi ryster dem af os og fokuserer på mere komplekse udfordringer. En lammekotelet på tallerkenen repræsenterer slet og ret en opgave, som vi har kontrol over fra første til sidste bid. For Andrew Solomon er en lammekotelet blevet symbol på tilintetgørende svigtende mod. Hans far måtte made den fuldvoksne søn, da virkeligheden brast. Og er der noget, der kan bringe en deprimeret mand helt i knæ, er det at opleve sig selv som fej. Rollen som formidler Bestsellerforfatteren, der er i København for at tale om sin bog, lader sig nu godmodigt drille med lammekoteletten på spisekortet og fortæller, at han og faren stadig spøger med, hvem der skal skære for og made den anden, når der er lam på bordet til familiemiddage i New York. Her bestiller han laksen og spiser med så udsøgte manerer, at man uvilkårligt tænker på de kraftanstrengelser, der ligger bag hans ro og elegante gentlemanfremtoning. Og det slår én, hvorfor rollen som formidler af hans viden om depression er kropumulig for andre end ham selv. Man kan kun sige for lidt for upræcist. For eksempel at hans sorte selskabssko spejler en heldig stjerne. Det startede som følelsesløshed Efterlever Andrew Solomon i dag de krav, han har valgt at lade depressionen diktere - bl.a. at spise fire forskellige slags psykofarmaka - kan han med den overlevendes skærpede opmærksomhed tage vare på sig selv helt ned til mindste nypudsede detalje. Det kunne han nu også i 1994, mente han. Hans første roman var i butikkerne. Den 30-årige Andrew forventede at være i feststemning, selv om han i en tid havde haft det svært. Morens død tre år tidligere havde været et hårdt slag, og året efter, da kæresten gik, registrerede han en sær følelsesløshed begynde. Oplevelser af angst føjede sig til. Men romanen var fuldbyrdelsen af førskolebarnets vildeste fremtidsfantasi, og han mente at have tingene under kontrol med hjælp fra sin analytiker. »I stedet følte jeg mig nøgen. Fuldstændig udsat og blottet over for verden«, fortæller han i dag. Grotesk angst Dengang kunne han ikke forstå det. Han vidste ikke, at depression sniger sig ind på os lige så langsomt som det at blive voksen. Han havde fået varsler, men havde også, som de fleste gør før deres første depression, skubbet dem til side efter devisen 'I am tough, I'll tough it out and I will be fine'. Og så kom sammenbruddet, på hans 31-års fødselsdag. »Jeg vågnede om morgenen og kunne ikke stå op. Jeg lå på ryggen i sengen og ville gerne vende mig, men huskede ikke længere, hvordan man gør. Jeg troede, at jeg havde fået en blodprop. Time efter time var jeg overmandet af den mest groteske angst. Heldigvis ringede telefonen til sidst, og det lykkedes mig at tage den. »Det går ikke så godt, sagde jeg til min far«, erindrer Andrew Solomon om sit livs vist nok største eufemisme. 80 strikkede bamser Historien kunne sådan set slutte her og være en rent privat lidelseshistorie på linje med de 19 millioner andre amerikanere, heraf 2 millioner børn, der lider af kronisk depression. Men Andrew Solomons indre elastik greb ham. I stedet for et definitivt fald ned i mørket blev det til år med bungeejumping. Når han ikke blev lagt brak af depression, sendte en blanding af personlighed og profession ham ud for at indsamle information. »Viden er magt, også over for depressionen. Jo mere du ved, jo bedre muligheder har du for at kontrollere den«, siger han. »Jeg læste alt om depression, jeg kunne få fingre i, og fandt ud af, at der fandtes fremragende memoirer, virkelig gode medicinske værker, filosofiske traktater og så videre, men ikke ét værk, der forsøgte at forene alle vinklerne i en samlet teori«. »Da jeg så begyndte at interviewe deprimerede mennesker, slog det mig, hvor helt forfærdeligt isolerede vi er i depressionen. De deprimerede lever tavse i usynlige kørestole med usynlig gips om sammenbruddene indeni. Og uvidenheden er enorm. Kunne jeg give folk - og mig selv - én bog, der bragte al den eksisterende akademiske viden sammen og tilføjede min egen og andres personlige beretninger fra kampen med depression, ville det få folk til at føle sig lidt mindre isolerede«. I løbet af tre svære depressioner og fem års research blev han ekspert. En fængslende roman Politikens anmelder Christian Graugaard kaldte forleden 'Helvedes malstrøm' for en kakofonisk blanding af videnskabsformidling, kulturanalyse, personlige sygdomsbeskrivelser og selvbiografi: »Vi kommer omkring depressionens biologi, demografi, evolution, ideologi, historie og sociale gradient. Og vi får indsigtsfulde (og selvoplevede) beskrivelser af konventionelle og alternative behandlingsformer, af misbrug, afmagt, skyld, skam og selvmord«. »Men også af gennembrud, glæde, meningsfuldhed og håb. Solomons bog er en mursten af fakta, erfaring og analyse«. Graugaard imponeredes især over, at forfatteren formår at møde sit enorme stof så nøgternt og lyttende. At flertallet af kapitlerne kan sættes til livs »som en fængslende roman«, opvejer næsten, at den i anmelderens øjne kunne have haft gavn af en noget strammere redaktion. Kender ikke depressionens kerne endnu Bogen er lang. Selv siger Andrew Solomon, at den kunne være længere endnu. Han bliver ved med at falde over nye behandlingsformer, helhedstænkende teorier og usædvanlige case stories. Pointen er, at emnet ikke lader sig udtømme, så længe vi ikke forstår depressionens væsen. Hvorfor opstår depression, hvilke komponenter er afgørende for dens udvikling, hvorfor bukker nogle mennesker definitivt under for, hvad der synes lette depressioner, mens andre med kroniske svære depressioner bliver ved at svirpe tilbage i facon? Det ved vi faktisk ikke efter 2.500 års studier. Det bedste er overbevisning »En kvinde kontaktede mig for at fortælle, at hun efter at have prøvet piller, elektrochok og meditation endelig havde fundet kuren mod sin depression, og hun ville gerne have mig til at viderebringe nyheden til andre: »Strik små ting af garn!«. Hun sendte mig et foto, der viste omkring 80 små identiske bamser«, fortæller journalisten. »Min reaktion? Måske er hendes adfærd tvangspræget, men hvis det fungerer for hende at strikke bamser, så drop da medicineringen og strik løs!«. I hans øjne er kvindens vidnesbyrd så værdifuldt som den dyreste psykiaters. Der findes ikke noget, der hedder placebo, hvad depression angår, hævder Andrew Solomon. »Oprigtigt talt tror jeg, at den bedste behandling mod depression er en eller anden form for overbevisning, som i sig selv er langt mere afgørende, end hvad man er overbevist om«, skriver han i bogen og stiller sin enorme research bag udsagnet. Klogere grækere Hippokrates placerede i det femte århundrede f. Kr. sædet for følelse, tanke og psykisk sygdom i hjernen og fandt også en forbløffende moderne behandlingsmetode. Han ordinerede nyserod og alrune for at udrense kroppen for for meget sort galde, på græsk melaina chole, og havde stor tiltro til de helbredende egenskaber ved rådgivning og efterfølgende handling. Sokrates og Platon gik imod Hippokrates' organiske teori. De mente, at milde lidelser kunne en læge nok klare, men dybe forstyrrelser måtte være filosoffernes gebet. Platon er faktisk bedstefar til psykodynamisk psykoterapi, skriver Solomon, og Hippokrates er bedstefar til ssri-præparaterne (selektive serotoningenoptagelseshæmmere - bl.a. Fontex). Og i løbet af de to et halvt årtusinde, der skiller dem og nutiden, har alle variationer over de to temaer været introduceret. Depressionens historie er tæt knyttet til tænkningens historie i Vesten og som den fuld af banebrydende opdagelser og geniale synsmåder, men også af fejltagelser, tåbelig besserwissen og invaliderende skelnen. En grum Gud Den uden sammenligning mest skadevoldende fejltagelse leverede de kristne i middelalderen. »Kirken betragtede depression som en karaktersvaghed og et udtryk for sjælelig fortabelse, og psykisk sygdom var tegn på Guds vrede. Skammen lukkede emnet ned«, fortæller han. »Og skyggen, der blev kastet over mental sygdom og psykiske lidelser, har uanset alle fremskridtene siden middelalderen stadig uhyggeligt stor magt i det 21. århundrede«. For de kristne indpiskere rev krop og sjæl fra hinanden. Psykisk sygdom blev til en sjælelig mangel, og som sådan afskyelig, fordi man var mindre værd i Guds øjne. Masser af deprimerede mennesker i dag rammes stadig af den stigmatisering. Depression opleves som pinligt, skamfuldt, uværdigt. Det totale kontroltab, som depressionen er, følges til dørs af skam, selvudslettende adfærd, isolation. Andrew Solomon håber med sin bog at kunne vise de deprimerede, at dén del af depressionen er et kulturelt levn fra et forskruet verdensbillede. Og derfor kan vælges fra. Den enkeltes valg »Det moderne samfund er i forvejen hårdt at leve i. Bare mængden af valg er vokset kolossalt. Vi har konstant oplevelsen af at kunne gøre valg om - profession, job, partner, you name it ... valg, som tidligere blev truffet én gang, på godt og ondt«, siger han. »Konsekvensen af alle disse valg er en tilstand af permanent fortrydelse. Og det er igen en voldsom udløser af depression«. Men i sygdommens stivnede univers genvinder valget sin positive kraft. Medicin virker ikke aleneTurn around-øjeblikket, når og hvis det kommer, falder sammen med oplevelsen af at have valg. Vores essens som mennesker ligger i valget. At det er muligt at vælge at ville arbejde med depressionen og se den i øjnene. At det er muligt at beslutte, at man vil gøre hvad som helst for at få det bedre, at man kan vælge at søge behandling, at man kan vælge at være kritisk over for den valgte behandling, at man kan vælge at skaffe sig viden om depression ... »En af de store misforståelser er, at medicin kan være en enkel totalløsning. Men den virker ikke uden din beslutning om at få det bedre. Vi slipper aldrig for selve valget. Du vil heller ikke få det godt med medicinen, bare fordi du beslutter det. Du er nødt til at arbejde med medicineringen for at forbedre den«, forklarer Andrew Solomon, der har været på og af piller fem gange, indtil han endelig besluttede sig for, at den sande, uafhængige Andrew Solomon er ham på piller. »Det andet« er en sygdom. Psykofarmakologi er en kunst En beskyldning for at være for begejstret for medicinsk behandling er et af de få angreb, der har været rettet mod hans bog. Det anfægter ham ikke synderligt. Bogen fremlægger lige objektivt bivirkninger som positive egenskaber ved de forskellige typer medicin, siger han, og hans erfaringer og research viser, at omkostningerne ved at droppe medicin for hurtigt er langt større end ved permanent medicinering. »Psykofarmakologi er en kunst«, hævder han. Så man skal for alt i verden ikke finde sig i behandling, der er uden effekt eller giver for voldsomme gener, men i stedet insistere på at søge videre, gå efter den bedste psykiater og den bedst mulige medicin. Noget ved hans øjne Psykofarmaka er nu langtfra en mission for ham. At ligge i ske med en ged under tyve tæpper i kvælende varme, mens afrikanske landsbyboere danser og chanter rundt om én, vil for nogen være mere helbredende end både medicin og vestlig psykoterapi. Bogen er et overvældende katalog over synsvinkler og muligheder. Different things work for different people. »Medicinen gør mig ikke lykkelig, men den gør det muligt at være ulykkelig på mere meningsfulde og brugbare måder. At opleve depressionen er ubrugelig ulykke. Smerte uden formål og retning. Det fører ingen steder hen«. Der er noget ved hans øjne. Man bliver rørt Og de sidste skal blive de første .... Det er dét, der dukker op i Andrew Solomons øjne med jævne mellemrum. En helt speciel blidhed, der også høres i hans stemme, når han taler om sin allervigtigste erobring i den årelange rundrejse i depressionen. Hans usædvanlige helte. Angel, Maggie, Laura, Frank, Tina, Janet, Robert, Brian, Walt, Sarah, Ruth Ann, Amalia, Betsy, Martha, Bill, Claudia, Joe, Theresa, Fred ... Alle dem, der fortalte ham deres vanskelige livshistorier, og som samtidig er gjort af det stof, der formår at finde tilbage til sin form på groteske betingelser. Hvis ikke både bog og mand var så nøgterne, ville man gribe ud efter et ironisk 'Amen!'. I stedet bliver man rørt.