Cafékaffen er sortere end sort, men det giver ingen mening at tilbyde at hente en sjat formildende mælk, for når man er veganer som Nanna Storr-Hansen, er afvisningen af animalske produkter som komælk et dagligt valg.
Eller udtryk for »en måde at leve på, der søger, så vidt det er praktisk muligt, at ekskludere alle former for udnyttelse og mishandling af dyr til mad, beklædning og alle andre formål«, som Danmarks veganske forening forklarer på sin hjemmeside.
Nu er det ikke vegansk forening, vi drikker kaffe med, men en debuterende digter. Alligevel møder man i ’Spektakel’ en samling tekster, der ikke bare myldrer af animalsk liv – biller, måger, ræve, bier og »landbrugets dyr« – men som også betragter dyrene fra et andet perspektiv end det højteknologiske kødædende jægersamfunds.
»Dyr husker katastrofer«, indledes et af bogens digte, mens et andet begynder sådan her: »Ræven har godt/ set mig da jeg siger/ ræv der er en ræv«.
