»Jeg kan godt lide en poesi, som formår at være terroristisk, kompromisløs og måske endda ond«, udbryder Caspar Eric, næsten inden interviewet rigtig er kommet i gang.

»Jeg tænker her på en generel terroristfigur, ham eller hende, der destabiliserer det, som vi ikke regnede med var truet. Det vil sige de værdier, vi alle er enige om, for eksempel at det er godt at have en normal krop, og hvor der så kommer en og siger: Fuck det, I har vedtaget! Det er også sådan en litteratur, jeg bedst selv kan lide at læse. Og det er også sådan en energi, jeg forsøger at skrive på«.