0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Her er de syv nominerede til Politikens Litteraturpris 2019

I dag begynder det. Stem og vær med til at afgøre, hvilken af syv nominerede bøger der skal have Politikens Litteraturpris og 200.000 kroner.

10. januar 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er det nære livs dramaer, der river og flår i læseren i de syv bøger, som Politikens litteraturkritikere peger på som de bedste i 2019. Forhold, der er ved at etablere sig eller går i opløsning. Et mylder af småbørn med og uden to forældre samt alt det, der udspiller sig for nedrullede gardiner eller lukkede døre: hustruvold, selvskader, overgreb, spiseforstyrrelser, mindreværd og forskellige former for psykisk ubalance. Men også masser af livsappetit og stærk seksualitet. Et eller andet sted derude er der en stor og kaotisk verden, men dansk litteratur lige nu er i høj grad vendt mod de usikkerheder, som velfærdsdanskerne tumler med i familierne, hvad enten de nu er intakte, udfordrede, udvidede eller totalt smadrede.

Så her er de nominerede:

Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Komik og klasse

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem. Gyldendal.​

Kristian Bang Foss’ ’Frank vender hjem’ er måske ikke så stilren som nogle af hans tidligere bøger – f.eks. hoved- og gennembrudsværket ’Stormen i 99’ – men den er mindst lige så sjov. Og der er ingen, der rigtig kan skrive komik som Kristian Bang Foss. Især kan han skrive om ting, som personer i en bog finder hylende morsomme, på en måde så læseren af bogen også griner med. Det er ellers noget af det sværeste. Tænk bare på de situationer, hvor man er vidne til andre, der har det sjovt over noget meget internt og indforstået. Ofte er det not so funny. I hvert fald ikke for én selv. Men det er det hos Bang Foss. Som når hovedpersonen Frank og hans ven Alexander, der begge læser litteraturvidenskab på KU, efter et oplæg fra en kvindelig medstuderende finder en af hendes slides, hvorpå der bare står: »Et digt/Et ikke-digt«. Det får dem efterfølgende til at gå helt i selvsving, de overvejer at foreslå deres lokale pizzamand, at han skal komponere en pizza med navnet ’Et digt/Et ikke-digt-pizzaen’. De tripper totalt over denne fjollede ting, og som læser tripper og klukker man med!​​

Den humor er bogens største kvalitet. Et andet plus er den måde, hvorpå ’Frank vender hjem’ er en klassefortælling. Frank kommer fra underklassen, hans far blev indtil sin død kaldt ’Rock Tage’ og stod på Strøget og spillede på guitar, mens folk kastede mønter efter ham. Han drak, og det gjorde og gør moren, Ellen, også i lejligheden i Hvidovre. Og Frank kom, som der noget pædagogisk står, »som den første i sin familie på universitetet«.

Her møder han overklassepigen Thea, som han bliver kæreste med og får barn med (inden det går ret gruelig galt i bogens bedste og mest udsyrede del, hvor Frank kommer på afveje i en kajak). Det, bogen gør godt, er at beskrive den kroniske usikkerhed, som både kropsligt og psykisk præger folk, der pludselig bevæger sig rundt i en anden økonomisk, social og kulturel klasse end den, de kommer fra. Som nu Frank. Den usikkerhed og panik, han ikke kan slippe af med. De koder, han til stadighed kæmper med at forstå.

Den historie er på ingen måde ny, men den er stadig mere end relevant at få fortalt, især når det bliver gjort så overbevisende, rørende og morsomt som her.

Mikkel Krause Frantzen


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Man griner og gyser og gisper

Hanne Højgaard Viemose: HHV, FRSHWN. Dødsknaldet i Amazonas. Gyldendal.​

Man griner og gyser og gisper sig gennem Hanne Højgaard Viemoses forrygende roman om at være mor, forfatter, fraskilt, forelsket og fra Frederikshavn i højspændt pendulfart mellem Islands lava og Københavns stenbro.​​

Romanen er en fikta-fakta-roman med en vis navnelighed mellem forfatteren og vores jegfortællende hovedperson. Vi hører om HHV, der tramper rundt i København på sin family rider, mellem skiftende hjem og daginstitutioner, med en enkelt afstikker til Bispebjerg, psykiatrisk. Om HHV på Islandsfærd, når hun parkerer sine drenge hos deres far og bedsteforældre i Reykjavik og selv tager bilen rundt på den vilde lavaø med det psykogrønne mos. Om islandske skriverefugier langt fra alfarvej, hvor snestorm og spøgelser hyler om kap. Om HHV’s ulykkelige forelskelse i den gifte krimiforfatter, som gerne vil drikke vin med HHV hele natten og sutte på hendes hjerte, men ikke knalde. Ind i vores jegfortællers ’lille’ lidelseshistorie fletter sig den store lidelseshistorie, flygtningene på vej over Middelhavet, rædslerne i Syrien.

Fra denne fortælleramme får vi så tilbageblik, til teenageår i Frederikshavn, hvor pigerne den ene dag leger med My Little Pony, den næste dag maler sig selv »som små ponyer« og lader byens drenge forlyste sig med dem.

Fra starten kredser romanen om den forfærdelige ufortællelige historie fra tidligere i livet: historien om den unge antropologistuderende Anita (et af HHV’s mange navne), der ikke kommer gennem Amazonas-junglen uden at stille sin krop til rådighed for alle mulige mænd.

Fortællerammen er dialogisk. Der er de tilbagevendende dramatiske, filosofiske og virkelig sjove dialoger mellem M (for Mig eller Mor) og de to små sønner. Der er dialogen med børnenes far, den islandske eksmand Stein alias Jussi, der er en flink fyr, blot flakker han jævnligt hvileløst rundt i Reykjaviks gader med eksplosiv hjerne og paranoia. Der er den lyrisk besyngende henvendelse til Island: »ÅH Island! (...) min nordatlantiske søpapegøje på panden/ min stinkende/ væltende sjaskende/ mit gletsjerflodsbegær«.

Der er en puls, en nerve, et drive i Viemoses prosa, så man bare hopper på og holder fast og lader sig rive med, grinende, gysende, gispende, jamrende.

Lilian Munk Rösing


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Hævn på vegne af alle kvinder

Dy Plambeck: Til min søster. Gyldendal.​

Mens fortælleren Aya sammen med sin søster Andrea tømmer et rådyr for blod i Dy Plambecks roman ’Til min søster’, fantaserer hun om, at dyret er Andreas voldelige ekskæreste: »Jeg stod bare op ad væggen og så for mig, hvordan jeg skar et snit på hver side af Marks røvhul, så endetarmen poppede ud (...) alt det liv og blod, der dryppede ud af hans røvhul«, lyder det.​​

’Til min søster’ er en vred roman om vold og drifter og moderskab og galskab. Men også en enormt smukt skrevet bog om en kvinde, der prøver at forbinde sig til sin søster – eller til nogen overhovedet. Faderen er ude af billedet, og i begyndelsen befinder Aya sig alene på barselshotellet, hvor der lugter af sødlig spædbørnsafføring og blodig udflåd fra mødrene, blandet med duften af mælk og blomster, gylp og nyvaskede gulve. Vi hører om underlivsprolaps, fjerdegradsbristninger, vaginalringe og pulveriseret moderkage. Romanen kaster lys over tabuiserede sider af moderskabet, der også kom på dagsordenen i dansk litteratur i den sidste del af 10’erne.

Men det meste af romanen er Ayas fortælling i anden person til søsteren, der netop har forladt et krisecenter. Med Ayas datter Nola på bagsædet kører de til Sverige, hvor Aya skal deltage i en historikerkonference og holde oplæg om J.P. Jacobsens ungdomskæreste Anna, hvis tragiske skæbne hun fletter ind i historien om søsteren og sig selv.

Mens Jacobsen skrev om fru Marie Grubbe, der modsat Anna udlevede sine drifter, forsvandt Annas eget sprog, og ’Til min søster’ ligner også en egensindig hævn på vegne af alle kvinder, der nogensinde blev gjort tavse. Om Anna skriver hun: »Det var, som om der var noget i hende, som hun ikke gav plads til at leve, men som ville leve, noget hun alligevel ikke kunne holde nede, men som sprang frem, en kraft« – og det ligner en poetik for romanen, hvor alt det, der blev gemt i afkrogene, vil komme frem i lyset, som om Aya også er i gang med at opdage, at hun som kvinde kan sige, hvad hun vil.

Men hvor ensidige kønsskildringerne end kan forekomme – alle mænd er nogle svin, mens kvinderne er heltinder i et søsterfællesskab, som romanen stolt og solidarisk tager på sig – undgår man hos Plambeck ikke at føle, at ordene kun kan komme et sandt sted fra.

Alexander Vesterlund


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

»Jeg er solen der stod op om natten«

Cecilie Lind: Mit barn. Gyldendal.​

To ord bliver ved at dukke op i Cecilie Linds langdigt, ’Mit barn’. Sol og hjerte. Hvis det gav mening at tale om ekstrapoetiske ord, ville de to være oplagte kandidater. Hos Lind er de under stadig forvandling, digtet så at sige vrider og vender dem. Hjertet er ikke kun en metafor, men et blødt og udsat organ, som slår sig, revner og vokser, mens digtets jeg føder sit barn og vænner sig til at være mor.​​

»Hjertet og endetarmen brister« står der i skildringen af øjeblikket, lige inden spædbarnets hoved titter frem. Med den sætning sparkes det slidte idiom ’mit hjerte brister’ ud af det bevingedes sfære og ind i en ny erfaringsverden af udmattelse, lys, kærlighed, stank og blod. Med ét er alting anderledes end før. Jeget ved ikke længere, hvem hun er, men forsøger alligevel at beskrive sig selv, først som »MODERGUDEN«, der modtager saft og ristet brød som offergaver, og siden som en forrykt sol ude af trit med tiden: »Jeg er solen der stod op om natten«.

Linds digt er så overvældende, fordi det ikke bare rummer de første døgns store forundring, de forvirrede og fyldte øjeblikke, som da barnet på femtedagen taber sin navlestump, og forældrene rådvildt smider den ned i en tulipans åbne hoved. At tingene på en gang er fæle og hellige. At jordemødrene både er engle og spioner. Men også de ufattelige forskydninger, der indtræffer efter fødslen, da den elskede ikke længere kun er den elskede, men nogens far, og jeget ikke længere bare en ung kvinde, men en mor med bryster som cement. Det er ikke lutter lykke.

Især gør det indtryk, hvordan det at blive mor tvinger jeget tilbage til sin egen mor: »jeg kan ikke holde det ud/ at jeg har hende med mig/ om jeg vil det eller ej/ aldrig at slippe for at være barn af nogen«, skriver Lind. Moderskabet betyder, at jeget bliver datter igen, men også, at hun bliver til sin egen mor, at hun lærer hendes krop at kende gennem sin egen. Det er en klæbrig og klistret affære om angsten for at gentage, men også om vemod og savn.

Ligesom solen kan en mor både nære og ødelægge, og det skisma skildrer Lind eminent:

»jeg er en mor, og jeg vil lære alt det gode, jeg kan, fra mig, jeg vil vise mit barn at jeg er smuk, at han er smuk, at solen er smuk, man bærer den af sølv, om sin hals, for at fatte den, for at den ikke kun er helvedes ild der vil æde, for at den også er et tegn på liv«.

Benedicte Gui de Thurah Huang


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Uhyggeligt kontrolleret

Liv Nimand Duvå: Rosenreglen. Gyldendal.​

Det er et helt særligt glimmergotisk univers, Liv Nimand Duvå skriver frem i sin anden roman, ’Rosenreglen’, hvor sproget kan føles bedøvet, tynget af fryd og skam, af metaforer og paranoia, men på en uhyggeligt kontrolleret måde.​​

Uanset hvor bogens fortæller, Kat, kigger hen, får hun øje på sin egen krop, hvor gamle ar er begyndt at blusse frem, efter at hun er flyttet i kollektiv for at arbejde på en udstilling. Hendes blik, både som individ og fortæller, er flakkende, uklart, men går til gengæld målrettet efter én ting: hævn.

Romanen består af to spor. I 2013 i kollektivet, hvor Kat skal have ro til at arbejde, mens hun også skal navigere i det sociale rum, hvilket hun kan gøre ved at hælde rengøringsmidler i de andres æblemos og, da de bliver syge, glæde sig over det i sit stille sind.

I det andet spor er vi tilbage i 1999, da Kat fylder 13 år og tilbringer en del tid sammen med en fotograf, der tager erotiske billeder af hende, uden at moren griber ind. Her henvender Kat sig til sig selv i anden person – ser sig selv for at genvinde blikket på sig selv, der blev stjålet af mandens.

Men ’Rosenreglen’ drives også fremad med djævelsk suspense, der måske er det bedste ved romanen – måden, hvorpå der ud af tågerne kommer konkret handling, hvorpå utopien om at vende op og ned på blikkene og magten bliver til virkelighed. Det er en tvetydig og frydefuld demonstration af hævn – og kunst – som ’lykkes’.

Det er også en ensom og indadvendt skrift, vi møder i ’Rosenreglen’; er der dialog, synes den filtreret gennem det plagede sind, som Kat tager på sig med en kompromisløs stolthed, også når hun knytter bånd til sit yngre jeg, tager sig af det som et barn, i en virkelig creepy form for fortrolighed, som om forbindelsen imellem dem ikke er psykologisk, men metafysisk, når de rækker ud til hinanden gennem tiden, som der ifølge hendes egen oplevelse også er huller i.

Blikke kan dræbe, lyder det et sted, men til syvende og sidst bliver det også farligt at være den, der har blikket. ’Rosenreglen’ emmer af den højstemte alvor, man også så i Liv Nimand Duvås debut, men også af sin egen skumle humor, noget frydefuldt og makabert, der sætter fortælleren og skriften fri.

Alexander Vesterlund


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Det euforiske og det depressive

Lea Marie Løppenthin: Sæson. Gyldendal.​

Når jegfortælleren i Lea Marie Løppenthins nye roman hedder Frank, og hendes datter er en græshoppe, der hedder Per, kunne man tro, at det var en meget queer pointe – men det er det ikke (kun), for ’Per’ er en forkortelse for ’Persefone’, høstgudinden Demeters datter, som kun er hos sin mor i sommerhalvåret, om vinteren bor hun hos Døden i underverden. Demeter-myten danner undertekst til Løppenthins roman, hvor fortælleren som 8-årig føder Per ud af sit øre: »Det var min blide mormor, der foreslog et navn til hende: Persefone. Men min græshoppedatter, hun sagde nej. Persefone! Det er for langt, det har jeg ikke tid til, sagde hun. Så det blev Per i stedet for«.​​

Per bliver født, kort før Frank og familien følger med Fars diplomatjob til Bangladesh, og hun bliver lokket til dødsriget af en påskelilje med hundrede blomstrende hoveder, da Frank i den tidlige pubertet er tilbage i Danmark, og forældrene er blevet skilt og gift med nogle andre. Vi følger Frank videre over de unge år som hundepasser i Hanoi, til voksent skrive-sørge-feste-liv med kæresten Birk i Rue des Glands, Bruxelles, og ved Dybbølsbro, Vesterbro. Livet fortælles nogenlunde kronologisk fremadskridende, i fem kapitler knyttet til hver sit sted og indledt med hver sit fotografi. Ind imellem kapitlerne er der små græshoppesange, fra Per til Frank. Bogen afsluttes med ’Pers appendiks’, der opregner 13 måder at være en græshoppe på, bl.a.»10. Være et insekt: Det, som kan deles. Dissekerbart«.

At Frank har en græshoppedatter på deltid, indebærer en pendlen mellem at være sørgende og at være euforisk invaderet af en eksistensform, som overskrider den menneskelige: sværmen, flugtlinjen, insektet. Franks psykiater kalder denne pendlen for ’bipolar’, men når Per synger om, at hendes mor er blevet tildelt denne ’titel’, kan også den dissekeres til en dyre-blivelse, en ’bi’ og en ’polar bear’: »Bi polar (...) Bipolar bear«.

I ’Sæson’ legeres det ældgamle mytiske med det tidstypiske og autofiktive, det politiske med det poetiske, det rockede med det episke, det euforiske med det depressive, og man har ikke lyst til andet end at følge skriftens flugtlinje.

Lilian Munk Rösing


Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Munterhed i mørket

Laura Ringo: Papirbryllup. Gyldendal.​

’Papirbryllup’ er en fuldendt komisk tragedie fra Folehaven i København. Her bor Mia i Pils halvandenværelses lejlighed. De sover i ske, men de har ikke sex. Nu er der gået et år på den måde, og det skal fejres. Alle Pils venner kommer. De har øgenavne efter serien ’Matador’, her er både Grisehandleren, Røde og Agnes, og hen over natten fornemmer man, at Mia er venneløs. Hun har heller aldrig set ’Matador’. Mia er en gøgeunge. En igle. Hun har Pil i et dødbringende favntag af sult og selvdestruktion. Kun når de sammen fråder et par liter vaniljeis fra Irma og kaster det op på toilettet, har de det rimelig godt. »Tror du aldrig, vi bliver trætte af at kaste op? spurgte Pil. Næ, det virker jo«.​​

Det er Mia, som fortæller. Ind imellem markeringer af klokkeslæt i det natlige bryllupsparty går tankerne til pigernes studier, deres familier, kærlighedsliv og den billige lejlighed, som de er ved at miste. Pil vil gerne ud af sengeskeens jerngreb, men hun magter det næppe. Mia har overtaget – også hendes mail og pinkode. Og den tyske førsteudgave af ’Døden i Venedig’ smider hun hårdhjertet i skraldeposen.

’Papirbryllup’ er blot Laura Ringos anden roman. Hun fortæller i et flirtende, fløjtende tonefald, så man må klukke med på det halvskæve perspektiv, som lægges på begivenhederne. Forfatteren er skrap til dialog, sære detaljer og isnende klarsyn. Begge pigerne frekventerer noget, der hedder KUA. Pil er halvt tysk, derfor læser hun tysk. Når hun bliver fuld og nostalgisk, hvad hun ofte gør, hører de DDR’s nationalsang, ’Auferstanden aus Ruinen’, på repeat. Mia læser noget, som hedder litteratur. Hun er til kvinder. Hun dater en af sine undervisere, som hedder lektor Lort, men nu er det vist snart slut.

Hvordan kan det være sjovt? Det kommer af romanens solide greb i overstadighed og jævn folkelig humor. Den insisterer på, at der er munterhed i mørket. Laura Ringo er den oplyste fortæller, som ved, at latter læger de fleste sår – resten ordner tiden. I hendes første bog, ’Cremasterrefleksen’ (søg selv betydningen på Google!), var hun og hendes hovedperson en »ordstøvsuger«. Nu er hun nærmest blevet til en ’situationsfanger’. Man udvikler sig vel? Sådan er det med Laura Ringo. A star is born!

Steffen Larsen

Sådan stemmer du

Du kan deltage i afstemningen om, hvem der skal have Politikens Litteraturpris 2019, med en sms.

Du kan stemme til og med 3. marts 2019 og kun én gang.

Her er forfatterkoderne, du skal bruge, når du stemmer via mobiltelefon (det koster almindelig sms-takst).

Cecilie Lind: ’Mit barn’. Send: pris cl til 1218

Dy Plambeck: ’Til min søster’. Send: pris dp til 1218

Lea Marie Løppenthin: ’Sæson’. Send: pris ll til 1218

Kristian Bang Foss: ’Frank vender hjem’. Send:pris kbf til 1218

Hanne Højgaard Viemose: ’HHV, FRSHWN’. Send: pris hhv til 1218

Liv Nimand Duvå: ’Rosenreglen’. Send: pris lnd til 1218

Laura Ringo: ’Papirbryllup’. Send: pris lr til 1218


Hvis du befinder sig uden for Danmark eller på Færøerne eller i Grønland, kan du sende til +45 52 51 00 40 i stedet for 1218. Du skal fortsat skrive f.eks. ’pris lr’.

Læs mere:

  • Politikens Litteraturpris 2019

    Du kan deltage i afstemningen om, hvem der skal have Politikens Litteraturpris 2019, med en sms.

    Du kan stemme til og med 3. marts 2020 og kun én gang.

    Her er forfatterkoderne, du skal bruge, når du stemmer via mobiltelefon (det koster almindelig sms-takst):

    • Cecilie Lind: ’Mit barn’. Send: ’pris cl’ til 1218
    • Dy Plambeck: ’Til min søster’. Send: ’pris dp’ til 1218
    • Lea Marie Løppenthin: ’Sæson’. Send: ’pris ll’ til 1218
    • Kristian Bang Foss: ’Frank vender hjem’. Send: ’pris kbf’ til 1218
    • Hanne Højgaard Viemose: ’HHV, FRSHWN’. Send: ’pris hhv’ til 1218
    • Liv Nimand Duvå: ’Rosenreglen’. Send: ’pris lnd’ til 1218
    • Laura Ringo: ’Papirbryllup’. Send: ’pris lr’ til 1218

    Hvis man befinder sig uden for Danmark eller på Færøerne eller i Grønland, kan man sende til: +45 52 51 00 40 i stedet for 1218. Man skal fortsat skrive f.eks. ’pris lr’.

    19. marts 2020 fejrer vi vinderen af Politikens Litteraturpris i Pressen.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden