I ’Rosenreglen’ går den højstemte alvor hånd i hånd med en makaber og mørk humor, der sætter fortælleren og skriften fri.

Creepy fortrolighed i glimmergotisk roman: Kollektivets nye beboer går målrettet efter en ting: hævn

i 'Rosenreglen' er en ung kvinde flyttet i kollektiv for at planlægge en udstilling, der også skal være en hævn. Foto: Ida Wang
i 'Rosenreglen' er en ung kvinde flyttet i kollektiv for at planlægge en udstilling, der også skal være en hævn. Foto: Ida Wang
Lyt til artiklen

Det er et helt særligt glimmergotisk univers, Liv Nimand Duvå skriver frem i sin anden roman, ’Rosenreglen’, der er en stærk opfølger til debuten ’Vi er vel helte’, som udkom på Kronstork tilbage i 2017. Sproget føles bedøvet, tynget af fryd og skam, af metaforer og paranoia, men på en uhyggeligt kontrolleret måde.

Uanset hvor bogens fortæller Kat kigger hen, får hun øje på sin egen krop, hvor gamle ar er begyndt at blusse frem, efter at hun er flyttet i kollektiv for at arbejde på en udstilling. Sådan her hedder det et sted:

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her