»I min lejlighed har jeg et stort, dejligt arbejdsværelse mod øst. Jeg arbejder utrolig godt fra morgenstunden, så de dage, hvor solen skinner, og der er lys, bliver jeg nærmest suget ind i det værelse, og det er en virkelig dejlig start på dagen. Efter nogle timer forsvinder lyset fra mit arbejdsværelse og kommer først igen om eftermiddagen i dette rum, som jeg kalder Vestværelset. Jeg har opkaldt det efter et værelse i mit barndomshjem, Endrupgård, som også vendte mod vest, og som jeg elskede. Når jeg er for træt til at skrive videre, er det vidunderligt at sætte sig herind. Jeg læser en bog i stedet for at skrive, når jeg skal slappe af. Jeg bor i skriften. Sidst på dagen prøver jeg at læse noget, som ikke har tilknytning til arbejde - tekster, som jeg læser for min egen skyld, og som er helt uforpligtende. De dage, der har en vis regelmæssighed og ro, hvor jeg ikke skal ud af huset på rejse eller til oplæsning, sidder jeg her i en til to timer om eftermiddagen. Og når jeg rejser eller pisker rundt, er noget af det, jeg savner mest herhjemme, netop disse eftermiddage, og jeg må finde et parallelt sted ude i verden, hvor jeg kan falde ned igen og blive mig selv.
LÆS ARTIKELVibeke Windeløws fristed: »I hjørnet er jeg helt mig selv« Det er først, efter at jeg er flyttet til denne lejlighed (1992, red.), at jeg har fået indført disse eftermiddage. Da jeg begyndte at skrive, havde jeg to små sønner, og min tid var noget begrænset.
