I 1950’erne kunne danske møbler ikke blive lave nok. Lænestole, sofaer og små sofaborde blev presset i knæ, så de svævede få centimeter over gulvet.
Inspirationen kom fra Japan, hvor man sad – og stadig sidder – på måtter på gulvet. Udtrykket blev fuldendt med lamper i rispapir, keramik, kokostæpper og rullegardiner i bambus i dagligstuerne. I sådan en sammenhæng passede møbelarkitekten Hans Olsens Tv-stol fra midten af 1950’erne perfekt ind. Den er så lav, at man faktisk sidder omkring 10 cm over gulvet, men for at sikre en vis komfort – og at nogen ville købe stolen – designede Olsen også et lille podie, som man kunne sætte stolen på, så den kom lidt over gulvet.



























