I 1980’erne kunne der ikke komme farver nok på møblementet. Lamper var knaldrøde, stole skulle være blå og sofaerne helst have skriggule puder. I 1990’erne var det væggene, der blev udsat for farver: okseblod, koboltblå og svampede grønne.
Nogle designere har svælget i farver og syntetiske materialer – især Verner Panton og Nanna Ditzel. Andre har holdt sig strengt til det naturlige – som Børge Mogensen, der ikke kunne forestille sig at fremstille noget i plastik og derfor skabte stole af godt træ med sæder i flettet søgræs eller papirgarn.


























