'Stylterødder' kalder Gurli Elbækgaard de højbenede keramiske værker, som hun udstiller fra i dag og frem til 26. august i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk.
Værkerne, der er unika, er opstillet på lange ben, som ligner rødder, hvilket får keramikken til at minde om noget, der er vokset op af jorden. Eller måske er værkerne fundet i en mose, hvilken man næsten tror, når man betragter de grove overflader, der minder om oldtidsfund eller noget fra en vulkan.




























