Det er lige så sikkert som amen i kirken. Så snart klokken slår 1. december, flår svenskerne deres papkasser med julepynt op og finder de syvarmede lysestager frem, som de stiller i alle de vindueskarme, de kan komme i nærheden af.
Det er en hyggelig gammel skik, som sikkert blev mere udbredt, i takt med at der kom elektricitet, som gjorde det muligt at have stagerne tændt i døgndrift. I dag kan man få stagerne med led-lys, og det betyder, at man kan have dem tændt hele december uden at skulle bruge mange penge på fornøjelsen. Det er dejligt i Sverige, hvor det er lidt mørkere end her, men det begynder tilsyneladende også at blive dejligt i København, for efterhånden ser man også de stager overalt her.




























