Færre vælger at få lavet testamente over deres ting, for arvingerne gider ikke at have dem. Fordelingen af dyre designerting og familiens julepynt kan dog udløse konflikter, fortæller en advokat.

Advokat: »Arvingerne gider ikke at have en masse ting. Mange vælger bare at sælge indboet og dele pengene«

Bedstemors gamle tøjdyr er måske ikke mange penge værd på Den Blå Avis. Men det kan stadig udløse store konflikter blandt de efterladte.  Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Bedstemors gamle tøjdyr er måske ikke mange penge værd på Den Blå Avis. Men det kan stadig udløse store konflikter blandt de efterladte. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er typisk meget værdifulde ting eller arvestykker med en særlig affektionsværdi, der udløser konflikter, når arvinger skal fordele jordisk gods. Almindelige ting, som kan genanskaffes, er sjældent interessante, fortæller advokat Dorte Bytoft fra advokatkæden Ret&Råd.

Kunstgenstande og designeffekter ligger typisk i den dyre ende af stridighederne, mens familiens julepynt kan have stor følelsesmæssig værdi.

»Det bedste er, når afdøde har været på forkant og har lavet indbotestamente, hvor der står, hvem der skal have hvad«, siger Dorte Bytoft, som har erfaringer fra private arvesager og som bobestyrer for skifteretten.

Trækker lod om arvestykkerne

Hun ser dog en tendens til, at færre vælger at lave et testamente over deres indbo.

»Arvingerne gider ikke at have en masse ting. Mange vælger bare at sælge indboet og dele pengene, hvis de er flere om at arve«, fortæller Dorte Bytoft.

Er der arvestykker, som skal fordeles, er lodtrækning en almindelig model, fremhæver advokaten:

»Arvingerne trækker lod om et nummer i rækken og skiftes så til at tage ting, indtil alt af interesse er væk«.

En anden måde kan være at lave prioriterede lister og fordele arvegodset ud fra dem. Skal tingenes værdi gøres op i kroner og øre, kan man konsultere et auktionshus eller en vurderingsspecialist.

»Det er altid markedsværdien, der tæller. Affektionsværdi kan ikke måles og vejes på den måde«, siger Dorte Bytoft.


Helle Sindal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her