I disse uger bliver der løftet knyttede næver over hele verden. Titusinder af mennesker går på gaden og løfter deres højre næve i vejret som et symbol på, at de foragter racisme og støtter kampen imod politibrutalitet, efter at George Floyd døde ved en voldsom anholdelse i Minneapolis i USA for to uger siden.
Den knyttede næve er et af de mest magtfulde symboler, når det handler om at protestere. Den kommer til at fremstå som et truende våben – eller som et tegn på enhed og sammenhold. Et helt enkelt stykke design, kan man sige, men med en markant effekt.





























