Hvis du havde spurgt mig for et par måneder siden, om jeg har følt mig undertrykt som kvinde, havde jeg nok trukket lidt på det. Nu – i lyset af den seneste debat – kan jeg godt se, at jeg jo har været udsat for kønsdiskriminering. Især i 1980’erne og start-1990’erne, da jeg som ung var ansat på universitetet og simpelthen blev holdt nede på grund af mit køn. Jeg har haft sindssygt svært ved at trænge igennem i modsætning til mine mandlige kolleger og har hele tiden skullet løbe ekstra hurtigt for at få den gennemslagskraft, som egentlig var rimelig. Sådan noget kan jeg blive utrolig gal over, når jeg tænker tilbage, for det har faktisk været en stor del af min historie.
Sådan var det også i designverdenen. Der har altid været kvindelige designere – også vidunderlige af slagsen i tiden med Børge Mogensen, Wegner og Kjærholm. Det var bare meget få, man hørte om. De fleste arbejdede enten som assistenter under mænd eller lavede keramik og tekstil, som var ret underkendte designområder dengang. Heldigvis er der sket et tydeligt skift i dag. Den helt store forskel er, at kvindelige navne og profiler fylder mere, de har en helt anden platform og en meget stor gennemslagskraft. Uanset om de laver kunsthåndværk, store møbler eller industriel design og arkitektur.
