I starten af 00’erne var vi i sommerhus i Nordjylland. Det regnede – som det jo altid gør, når man er i sommerhus – men en morgen var jeg alligevel ude at løbe. Jeg kom forbi en gård med en kæmpe mængde storskrald og kunne bare se silhuetten af en stol. Jeg løb forbi og løb tilbage igen. Kiggede på den og tænkte: Wow. Det er Ax-stolen af Hvidt & Mølgaard.
Jeg kom tilbage til sommerhuset, spiste middagsmad og hørte i radioen, at et voldsomt uvejr var på vej. Og jeg fik det simpelthen så skidt. Den her stol er lavet af finer og ville jo gå til grunde, så jeg kørte derop og ringede på. Ingen svarede. Det var tiden, inden folk for alvor begyndte at interessere sig for danske klassikere, og stolen stod bare mellem flasker og skidt og lort. Så jeg besluttede mig for at redde den.


























