Pludselig er der et ansigt, som er her, der og allevegne. Et af dem sidder lige nu på den 28-årige engelske skuespiller Florence Pugh. Siden hun i 2019 var med i Ari Asters hypede ’Midsommar’ og blev oscarnomineret for sin rolle som Amy March i Greta Gerwigs ’Little Women’, har Florence Pugh haft frit valg på alle hylder.
Heldigvis synes jeg, hun udviser tæft for at vælge roller, som kan udbrede hendes vingefang. Jean Tatlock i Christopher Nolans seriøse blockbuster ’Oppenheimer’ og Prinsesse Irulan i ’Dune 2’ udtrykker spændvidde, men det er en mindst lige så vigtig lakmusprøve, når hun nu skal få hjerte til at rime på smerte i John Crowleys romantiske hverdagsdrama ’We Live in Time’.




























