Når man virkelig elsker nogen, kender man også frygten for, at de forsvinder. Og skrækken for at blive ladt ensom tilbage, når ens venner rykker videre i livet, bliver endnu mere iskold, når man som Jeppe Forchhammer er dybt afhængig af de venner.
Jeppe har nemlig et omfattende fysisk handikap, kan ikke styre sin krop og har intet verbalt sprog. Hans venner, David og Kåre, er også hans hjælpere – hans forlængede krop. Det venskab handler ’Wingman’, DR’s nye dokumentarserie i fire dele, om.




























