Første sæson af ’Sherwood’ fra 2022 var måske den bedste britiske krimiserie i dette årti med sin køkkenvaskrealistiske håndtering af splittelse og fjendskab i en mineby, der aldrig havde forvundet traumerne efter Margaret Thatchers nærmest rockerbrutale håndtering af arbejdskonflikterne i 1970’erne.
Og ikke alene var den blændende i sin dobbelte strategi: krimi og politisk eftertanke. Den bød også på skuespil af den ypperlige karakter, der gør mangen en engelsk kriminalserie seværdig og værd at foretrække frem for ikke mindst danske pendanter med al deres revyråberi, tøhø-humorisme og manuslinjeplots.


























